// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Richard Overy: Det Tredje Rige – Historien
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie, Samfund

Richard Overy: Det Tredje Rige – Historien

Skrevet af den 20. november 2012 – 07:45Ingen kommentarer

Er der en epoke i verdenshistorien, der er beskrevet mere detaljeret og udførligt, end de år hvor nazisterne kom til magten og kastede verden ud i en uset katastrofe? Næppe – men det er også forbandet godt stof. Det spørgsmål, som mange stadig søger svar på, er selvfølgelig, hvordan det kunne ske? Hvordan kunne en førende kulturnation forfalde på ganske få år og synke ned i det rene barbari?

Overy’s værk dokumenterer Det Tredje Riges 12-årige eksistens og de ufattelige lidelser, det påførte millioner og atter millioner af mennesker, inden det styrtede sammen i grus. Og det fører ny og opdateret viden til besvarelse af spørgsmålet om, hvordan det lod sig gøre.

Bogen er lettilgængelig og meget velskrevet. Kildematerialet og detaljerne er overvældende, men Overy formå løbende at trække tråde for læseren, så den kompakte historie er til at overskue. Oven i købet af bogen spændende layoutet med billeder, plakater, indsatte tekststykker fra breve og historiske værker.

Forfatteren, som er historiker ved Universitetet i Exeter, konkluderer, at sandheden om styret og dets fremkomst hænger sammen med dets evne til at stimulere og fremelske de grimmeste træk i menneskets natur. Vi kan alle blive bødler, siger Overy. Når man ser på flere af de krige, der er fulgt efter 2. Verdenskrig, må man nok give ham ret. Bogen leverer ikke et endegyldigt svar på, hvorfor det lige blev Tyskland, der kastede verden ud i den mest omfattende krig nogensinde, og det påstår Overy heller ikke. Men man kommer et godt skridt nærmere svaret efter at have læst hans storværk, ”Det Tredje Rige: Historien”.

Richard Overy, Det Tredje Rige- Historien, 405 sider, Nyt Nordisk Forlag, Oversat fra engelsk af Poul Henrik Westh.