// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne-Grete Nicolaisen: Hinkesten og Helgoland
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer

Anne-Grete Nicolaisen: Hinkesten og Helgoland

Skrevet af den 20. september 2012 – 07:03Ingen kommentarer

Der var engang, hvor skoleklasserne var opdelt efter køn. Drenge for sig. Piger for sig. Selv i skolegården blev princippet fastholdt. Anne-Grete Nicolaisen har begået en interviewfortælling om og med kvinder, der var klassekammerater i en pigeklasse på Øresundsvejens Skole i 1950´erne.

Bogen ”Hinkesten og Helgoland” handler både om skoletiden, og tiden der fulgte. Pigerne begyndte i skolen i1952, og mange af dem havde ikke set hinanden i næsten 50 år, da de igen mødtes i 2010. 15 af de nu gamle piger fortæller om deres liv, og hvordan det har formet sig.

Det er fortællingen om den helt nye hinkesten, som forsvinder ned i en af skolegårdens kloakriste for aldrig mere at dukke op. Selv nåede ejeren af hinkestenen aldrig selv at hinke med den nye flotte sten. Det var ikke hendes tur til at bruge den nytegnede hinkerude.

Helgoland er søbadeanstalten, hvor svømmeundervisningen fandt sted med ingen eller yderst begrænset pædagogisk indsigt fra undervisernes side. Kæft, trit og retning. Det er også historien om at komme sammen (med drengene), holde i hånd og hvad deraf fulgte. Man var ikke kærester, som i dag. Man kom sammen. Flere blev gravide og gift som 18-årig. Flere blev skilt undervejs. Men andre er stadig gift og står over for guldbrylluppet. Det er også historien om familierne i små lejligheder, hvor Faderen (med stort F) bestemte. Lejlighederne hængte ikke på træerne. Børnehaver var der ganske få af.

Jeg blev af Bogbloggers redaktør bedt om at læse bogen og skrive en anmeldelse. Dels fordi jeg har samme alder som de kvinder, der har bidraget til bogen, dels fordi jeg har det modsatte køn. Jeg gik i en blandet skoleklasse på Sølvgade Skole i det indre København op gennem 1950-erne.

”Hinkesten og Helgoland” halter nogle steder i sin fortælling, men hatten af for, at forfatteren har fået ”pigerne” til at fortælle om deres liv, som tilsyneladende har formet sig meget ens: Opdraget af forældre og skole til at være husmødre i en tid, hvor manden i den bløde lænestol i reklamerne for kaffe ”ustraffet” kunne sige til konen, der med forklæde kigger ind i stuen: ”Mon kaffen laver sig selv?”

Netop nu fokuserer Golden Days i København på 1950-erne med bogudgivelser, hvor kendte skriver om deres liv og oplevelser i 1950-erne. Umiddelbart tænkte jeg før, jeg læste ”Hinkesten og Helgoland”, hvad kommer 15 kvinders beretning om deres barndom i 1950-erne og de mange efterfølgende år os andre ved? Det kommer os rigtigt meget ved!

Bogen fortæller om 1950-erne set gennem pigeøjne i et kvarter på Amager. Selv om jeg er en af den slags, de holdt i hånden m.v., er der utroligt meget i pigernes fortællinger, som jeg genkender, så det blev lidt af et nostalgitrip, selv om mine oplevelser skete i Københavns indre by. Min kone Elsebeth, der er opvokset i Aalborg, har også læst bogen. Også for hende dukkede der tilsvarende erindringer op både fra skole- og ungdomstiden, som pigernes fra Amager. Holdninger til og moral over for børn og unge var ikke begrænset til Amager. De var landsdækkende. Andre og yngre læsere kan ved læsningen af ”Hinkesten og Helgoland” kan konstatere, at meget har ændret sig. Langt det meste til det bedre.

Anne-Grete Nicolaisen, Hinkesten og Helgoland, Skriveforlaget, 149 sider, September 2012.