// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Matthew Quirk: De 500
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Spænding

Matthew Quirk: De 500

Skrevet af den 18. oktober 2012 – 07:27Ingen kommentarer

Tempoet er højt, og der er både korrupte politikere, lokkende kvindelige skønheder og kyniske lobbyister i denne spændende actionroman.

Hovedpersonen Mike Ford er godt på vej ind i en kriminel løbebane som sin far, men han beslutter sig for at skifte bane. Efter en kortvarig karriere i militæret lægger han nu alle kræfter i jurastudiet på Harvard. Han brillerer, men ender med en milliongæld. Heldigvis kan han vandre direkte ind til drømmejobbet hos den magtfulde rådgiver- og lobbyvirksomhed The Davies Group i Washington. Miljøet er benhårdt, du arbejder minimum 90 timer om ugen og leverer varen, hvis du skal have adgang til penge, prestige og power. Det er power, det handler om. Har du noget på dit kongresmedlem? Kan du få ham til at ændre en lov, der enten er på vej eller allerede er blevet vedtaget? Det er det, klienterne vil betale for – og de betaler rigtig godt.

Davies Groups’ karismatiske leder Henry Davies har tilsyneladende noget på alle. Eller det vil sige næsten alle. Èt medlem af Højesteret er som den eneste i Washington hverken til salg eller har beskidte hemmeligheder under gulvtæppet. Hvad der er endnu værre, så har han noget på firmaets ledelse.

Mike Ford tiltros stadigt vigtigere jobs og avancerer lynhurtigt. Men etik og moral er der ikke plads til. Bogen stiller det spændende spørgsmål, hvor grænsen egentlig går i dette spil om magt og indflydelse i den politiske (under)verden. Alt har en pris, men hvad sker der med dem, som tager imod betalingen for vellykket lobbyarbejde? Nogle er parate til at bryde alle love og måske oven i købet begå mord for at opnå succes.

Bogen ender med ren hard core action og synes designet til at vandre videre direkte til Hollywood. Den giver et spændende kig ind i maskinrummet blandt politikerne, de store virksomheder og deres ”rådgivere”. Det er bestemt ikke kønt. Se den amerikanske bogtrailer her.

Matthew Quirk, De 500, Forlaget Punktum, 304 sider, Oversat af Henriette Rostrup