// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Inger og Lasse Sandberg: Hokus pokus Lille Anna, Atjuh Lille Anna m.fl.
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Billedbog

Inger og Lasse Sandberg: Hokus pokus Lille Anna, Atjuh Lille Anna m.fl.

Skrevet af den 8. september 2012 – 07:22Ingen kommentarer

Det er længe siden min næsten 4 årige søn Johan og jeg sammen har været så flade af grin, som da vi læste Atjuh Lille Anna.

Lille Anna er forkølet og ligger i sin seng. Hun får besøg af sin gode ven Den Lange Mand. Lilla Anna nyser og nyser. Og hver gang hun nyser er der noget der blæser væk. Den Lange Mand mister sin høje hat, sit overskæg og sin skjorte. På hver side nyser Lille Anna og på hver side er der noget der blæser væk. Johan fangede hurtigt, at på næste side er der noget nyt, der forsvinder og han grinede sig igennem den søde og fjollede fortælling.

Den næste bog i rækken af Lille Annabøger Hokus Pokus Lille Anna er lige så underholdende som Atjuh Lille Anna. Denne gang skal Den Lange Mand passe Lille Anna, da hendes forældre skal i biografen. Den Lange Mand vil trylle. Men hver gang han tryller, sker der noget andet end planlagt. Så når han vil trylle en hund frem dukker der en kat op. Og når han vil trylle en ske frem dukker der en gaffel op. Det er ting og dyr fra det lille barns verden, så det er nemt at indrage barnet i at “læse bogen”. Ved at se på billederne kan man “læse” hvad der trylles frem.

Både historierne og billederne er enkle og tilpasset de yngste lyttere. Farverne er klare og varme og Lille Anna er ret sød. Johan plager ofte om mere end en godnatistorie og med Lille Anna på 28 sider med 2-4 linjer på hver side kan man sagtens finde tid til hele 3 godnathistorier.

Alvildas stjernebøger er en serie billedbøger med fine, små historier fra hverdagen. Bøgerne er indbundet i formatet 14 X 14 cm og er hver på 28 sider, præcis som andre billedbøger. Serien om ”Lille Anna” består af seks forskellige bøger. De koster kun 29.95 kr pr. stk., hvilket er meget billigt sammelignet med andre børnebøger af samme kvalitet. I Alvildas stjernebøgerserie er tidlige udkommet seks bøger om Mads. Du kan læse bogbloggers anmeldelse af Mads-bøgerne her. Hvis du vil læse mere om Lille Anna og de forskellige bøger kan du besøge forlagets hjemmeside.

Inger og Lasse Sandberg, Hokus pokus Lille Anna, Atjuh Lille Anna m.fl., i alt 6 Stjernebøger, Alvilda Forlag, 2012, Oversat af Kina Bodenhoff