// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Amanda Lind: Francys Evangelium
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Amanda Lind: Francys Evangelium

Skrevet af den 25. august 2012 – 07:01Én kommentar

Francy er en hårdtslående, lemlæstende mafiaboss i Stockholm. Hun er også 36 år, højgravid og forsøger som enhver kvinde i den moderne velfærdsstat at få karrieren og hjemmelivet til at gå op i en højere enhed.

Francys Evangelium er en spændende roman med masser af hæsblæsende action, biljagter og spændende drej i historien. Der er også mange bloddryppende scener og maleriske beskrivelser af tortur, der åbenbart er ’nødvendigt’ for at opretholde en blomstrende mafiaforretning.

Men det er også en historie om venskab på trods og svære familie-relationer, samt knuste sjæle. Det er et paradoks at skulle opretholde et almindeligt familieliv samtidigt med man både skal på heroin-leverancer og konkurrere med psykopater. Så Francy må kæmpe mod ydre og indre dæmoner, og sætte livet, førligheden og familielykken på spil.

Og det er her bogens kæde springer af. I stedet for at blive i det morderiske mafiaunivers, hvor forretningsmetoderne går langt udover almindelige menneskers grænser, så skal der smøres et tykt lag moral ud over bogen. Det skal understreges, at man ikke kan have en fantastisk karriere uden at manden boller udenom og ungerne mistrives. Bang. Det var alligevel ikke den pointe, jeg havde ventet påtvunget.

Det er direkte irriterende, at hovedpersonen bliver fanget i denne kønsstereotyp, det ville have været forfriskende at beholde hende som voldsforherligende magtperson. I stedet skal vi høre om overvejelserne ved at pumpe brystmælk ud, fordi hun ikke har tid til at amme, når hun skal ud for at true vidner. Det er derfor heller ikke: en original leg med kønsrollerne – som en anden anmelder ellers skriver. Francys Evangelium er en spændende krimi, som til tider bliver overdøvet af en morale om, at leg med kønsroller kun fører til knuste hjerter, sindssyge og afstumpethed.

Amanda Lind, Francys Evangelium, Forlaget Aronsen, 451 sider, August 2012.

  • Torben

    Francys evangelium sælges som hårdkogt chicklit. Vrøvl.

    Bogens første kapitel er alenlange beskrivelser af personer, tøj og hjem – samt en fødsel og noget føleri. Konen kan ikke skrive, og det bliver da ikke bedre af at smide lidt håndvåben og tortur ind – formentlig for at skjule, at det er rendyrket tøselitteratur.

    De såkaldte handlingspassager mellem de detaljerede beskrivelser af følelser og påklædning fungerer som et referat af en stumfilm, instrueret af en damefrisør. Øv. Helt uden sammenligning årets dårligste roman på min boghylde, straffen for at stole på en anmelder i Weekendavisen.