// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Benni Bødker: Infernus – De taknemmelige døde
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Benni Bødker: Infernus – De taknemmelige døde

Skrevet af den 25. juli 2012 – 07:42Ingen kommentarer

Gotisk Gyser! Morgan ligner en ganske almindelig dreng, men det er han ikke! Han er opvokset på en sindsygeanstalt og ekspert i at bekæmpe dæmoner. Så der er ikke noget at sige til, at han virker ret speciel.

Historien starter i en lille fransk by. Byen har problemer med sære vejrforhold, alle håber på en videnskabelig forklaring, men Morgan er ikke i tvivl. Det har regnet blod – menneskeblod. Et klassisk varsel på at noget stort er under opsejling. I natttens mulm og mørke begiver Morgan sig op til den lokale borgruin. En borg hvor der for mange hundrede år siden blev ofret utallige børn til mørkets magter. Er Morgan den næste?

Bogen opbygger et univers der ligger snublende tæt på vores hverdag. Men i denne verden er det vi afskriver som overtro virkeligt. Borgen i historien var ganske rigtigt beboet af en gal fyrste, der dræbte utallige børn. Bogen Infernus er af den slags, der er alt for korte og selvom den var dobbelt så lang, ville den stadigt være for kort. Benni Bødker har taget fløjelshandskerne af, hevet i det blodige arbejdstøj og har startet en serie, der tegner til at blive årets bedste gotiske gys. Teksten er på lækreste vis underbygget af Simon Bukhaves tegninger, der er enkle og gennemført dystre – præcis som teksten.

Efter endt læsning var det virkeligt svært at slippe historien, jeg havde bare lyst til at udforske Morgans verden mere. Heldigvis kommer næste bind allerede til september.

Benni Bødker, Infernus – De taknemmelige døde, 80 sider, Juli 2012, Gyldendal.