// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hana Doskocilova: Hvordan Lille Muldvarp gjorde mus rask igen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Billedbog

Hana Doskocilova: Hvordan Lille Muldvarp gjorde mus rask igen

Skrevet af den 22. juni 2012 – 09:23Én kommentar

En sjælden gang imellem får man fingrene i en børnebog, der kan begejstre tre generationer af læsere. Et eksempel er den netop udkomne børnebog om Lille Muldvarp, som vi kender fra de tjekkiske tegnefilm uden tale men med rolig musik. Bogen Hvordan Lille Muldvarp gjorde mus rask igen anmelder jeg i samarbejde med Johan på 3 ½ år og Johans farfar.

Lille Muldvarps bedste ven er Mus. Men Mus er blevet syg! Og det er det værste der kan ske i hele verden. Lille Muldvarp vil gøre alt for at få Mus rask igen. Han spørger det kloge dyr Uglen om hjælp. Uglen slår op i sin bog og fortæller, at Lille Muldvarp skal finde en helt bestemt blomst, som kan gøre Mus rask igen. Men Lille Muldvarp ved ikke, hvor han skal finde blomsten og spørger Pindsvin, kaninerne og frøerne om hjælp, men ingen ved hvor blomsten er. Lille Muldvarp rejser ud i verden. Han oplever en masse spændende og lidt farlige ting inden han kommer hjem igen. Vel hjemme finder han blomsten, som hele tiden har groet i engen, hvor de bor.

Der er tale om en klassisk “rejs-ud-og-hjem”-fortælling, hvor Lille Muldvarp til sidst lykkedes med at gøre Mus rask igen. Fortællingen er både sød og spændende og fangede meget hurtigt Johans interesse. Jeg er begejstret for illustrationerne, som er letgenkendelige fra filmene, og som har sit eget positive, farverige og naive udtryk. De fleste billedbøger er på 32 sider, men med denne bog får du 80 sider helt uden at det bliver for langt for det læseglade barn (eller dets voksne).

Hvis du ligesom os er begejstret for Lille Muldvarp skal du bestemt ikke nøjes med denne ene bog, men også læse bøgerne Lille Muldvarp og hans lille bil og Hvordan Lille Muldvarp fik sine bukser. Disse bøger er på 64 sider og skrevet af Eduard Petiska, men illustreret af den samme som har illustreret Hvordan lille Muldvarp gjorde mus rask igen.

Hana Doskocilova, Hvordan Lille Mulpvarp gjorde mus rask igen, Illustreret af Zdenek Miler, Politikens Forlag, 80 sider, Juni 2012.

  • Vi har de to først bøger om den lille muldvarp.
    De er blevet læst igen og igen. Det er helt igennem en skøn fortælling og illustrationen er helt i top.
    Dejligt at der kommer flere om den lille muldvarp. Vores bøger er dog lagt til sid og skal først findes frem igen, når næste generation kommer.