// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nikolaj Bøgh: Brødrene Møller
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Politik & debat

Nikolaj Bøgh: Brødrene Møller

Skrevet af den 20. november 2007 – 08:016 kommentarer

Nikolaj Bøgh: Brødrene Møller

Nikolaj Bøgh har været spindoktor for en konservativ minister, der måtte gå på grund af rod i privatøkonomien. Det har sikkert gjort ondt på Bøgh – langt ind i hans konservative hjerte. For hvis der er noget, der ikke klæder rigtige konservative, så er det skandaler som Henriette Kjær-sagen. Og hvis der er noget, som Nikolaj Bøgh er god til, så er det at sminke konservative, så de fremstår både elskelige og ufatteligt kompetente.

Det viser han i sin hagiografi over to af de få store konservative danske politikere, Aksel og Poul Møller. Og der er netop tale om et forsøg på at helgenkåre de to politikere, der ifølge Bøgh (og med ham adskillige andre konservative) slet ikke har fået den opmærksomhed, de burde. Og det er – naturligvis – Socialdemokraternes skyld. For det var jo sosserne, der havde ansvaret for samfundet, og derfor er det også dem, der bliver omtalt i historiebøgerne – uanset at der altså var konsere, der havde fortjent det mere, forklarer Bøgh.

Bøgh er ikke historiker. Han er politisk håndværker. Og selvom han skal have stor ros for sin systematiske tilgang til kildestoffet, så skinner det desværre alt for tydeligt igennem, at han har ladet sin personlige fascination for de to historiske personligheder tager overhånd. Han har simpelthen glemt den kritiske vinkel. Denne for historiske værker så afgørende synd viser sig alt for tydeligt i valget af kilder. Selvom bogen er udførligt udstyret med et rigt noteapparat og en omfattende litteraturliste, så virker det som om, han aldrig er “gået til” sine kilder. Det er kun hygge-interviews og annekdoter fra Hagen Hagensen og company.

Bøgh er desværre mere end “tell it, don’t show it”-forfatter, og det gør desværre hans værk utroværdigt. Flere gange siger han, at Aksel Møller var en fantastisk taler, men eksemplerne er mildest talt fattige. Poul Møller var partiets ansigt ud ad til, fordi han var charmerende og veltalende, mener Bøgh – men igen er det blot forfatterens subjektive holdning, der stilles frem, og læseren får ikke hverken kilder, eksempler eller fakta til at understøtte det.

Tilsvarende er bogen uhyggeligt svag, når det kommer til de sager, der i nutidens samfund ville kunne opfattes som negative. Hvordan forholdt Poul Møller sig til nedsættelsen af valgretsalderen? Hvad med Aksel og kongens position i grundloven i 1953? Osv.? I virkeligheden var de to brødre på mange punkter uhyggeligt reaktionære, i hvert fald set med nutidens briller. Men i stedet for at analysere og forklare det, undlades de kritiske sager.

Tilsvarende med Erik Ninn-Hansens antipati for Poul Møller, der førte til et af de klassiske konservative blodbad. Ninn havde åbenbart et flertal med sig i partiet, men hvem det var, og hvorfor de insisterede på at holde Poul Møller nede – det får vi ikke en forklaring på.

Nikolaj Bøgh har tydeligvis en politisk mission: Han vil genrejse Det konservative Folkepartis historie, tvætte de grimme pletter fra 30’erne væk fra historiebøgerne og indsætte to hidtil relativt upåagtede personer på en piedestal. Det mest interessante er måske, at brdr. Møller så inderligt ønskede et samarbejde hen over midten – en SK-regering. Uden om de radikale. Uden om Venstre. Projektet er aldrig afprøvet, men ingen tvivl om, at Bøgh (der faktisk har en fortid som top-mand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) selv har dybe sympatier for idéen. Og hvis Bøgh havde gået i dybden med netop denne problemstilling – hvorfor SK-alliancen aldrig har fungeret, og hvor problemet lå – så havde der måske været en rød tråd i fortællingen om brødrene Møller.

I stedet har vi fået en fans bekendelser. Et simpelt helgenportræt, som mange gamle konservative, der kan huske “de go’e gamle dage” ganske givet vil fryde sig over at have stående på reolen, men som ikke bør placeres på samme hylde som de historiske værker.

Nikolaj Bøgh: Brødrene Møller. Historien om et konservativt dynasti, Forlaget Aschehoug, 2007.

  • Benny Damsgaard

    Jeg er fundamentalt uenig i din vurdering af bogen. Der er ingen tvivl om, at Bøgh nærer stor personlig sympati for de to hovedpersoner og den politiske linie af konservatismen som de repræsenterer. Der er dog samtidigt heller ingen tvivl om, at din anmeldelse bærer præg af din modstand mod selv samme.

    Måske din antipati bunder i en vis misundelse over, at Frederiksberg – hvor du jo som bekendt bor – stort set altid har været været velfungerende og konservativt ledet. Det har altid været en svær pille at sluge for socialdemokrater der som bekendt har haft rigeligt svært ved at få København til at fungerer.

    Derudover drager du en række kritikpunkter frem, som jeg ikke synes holder. For det første så lægger Bøgh – til forskel fra hvad du antyder – på ingen måde fingrene imellem i kritikken af det mindretal i KU som flirtede med facismen i 30’erne. En udvikling som Bdr. Møller var med til vende og som lagde fundamentet til, at KU – sammen med DKU – var den ungdomsorganisation som mistede flest i frihedskampen under besættelsesårerne.

    For det andet så er det underligt, at Bøgh skal kritiseres for ikke have krititiseret Bdr. Møllers politik ud fra nutidens politiske målestok. Og i samme åndedrag giver du klart udtryk for, at du mener den politik de stod for er dybt reaktionær set ud fra moderne målestok. Det er den måske, men bogens ærinde er ikke at vurdere knap 100 års konservativ politik ud fra en socialdemokratisk diskurs. Tværtimod er bogen et forsøg på bl.a. at beskrive en central del af den danske konservatismen.

    Men netop her har vi måske også kernen til din kritik. Som især de radikale har mange socialdemokrater haft det meget svært med at acceptere, at der er mennekser der mener noget andet end dem!

  • @ Benny: At anklage mig for at være misundelig på Konservative på Frederiksberg er absurd i sig selv. Min anklage mod Bøghs bog er primært, at han ikke formår at indtage et kritisk standpunkt til sit materiale. Skulle man alene tro Bøghs fremstilling, så var brdr. Møller fantastiske mennesker, og resten af K var nogle mega-idioter, fordi de ikke indså det og kårede dem til ubestridte ledere! Dermed glemmer Bøgh at forklare, hvorfor i alverden partiets flertal var dem så meget imod. Ja, hvorfor Poul Møller direkte meldte sig ud af partiet!

    Desuden mangler der for en udeforstående som mig en forklaring af de klassiske fraktioners ståsteder. Vi kender måske frontpersonerne, men hvori består uenighederne?

    Jeg vil ikke have deres politik vurderet fra et nutidigt synspunkt. Men når man fx i 1953 mente, at det var vigtigt at fastholde, at kongen skulle have en direkte politisk magt og dermed kunne iværksætte en ny Påskekrise, så fortjener det i mine øjne lidt mere end et par linjer. Fx en forklaring. Og en analyse af, hvorfor det ikke fik opbakning. Tilsvarende med valgretsalderen, som var store etiske/politiske spørgsmål, men som ikke levnes meget plads hos Bøgh? Hvorfor? I mine øjne skjuler Bøgh noget her, fordi Møllers reaktionære synspunkter kan forvrænge det billede, han ønsker at vise frem af The Møllers. Og det gør biografien svag – fordi den dermed bliver utroværdig.

    At vi er uenige om mange ting politisk betyder jo ikke, at jeg ikke anerkender andres synspunkter. Jeg tror faktisk, at du, Bøgh og jeg gerne så det samme som brdr. Møller: Nemlig et tættere samarbejde mellem S og K.

    Måske kunne Bøghs bog faktisk have givet et historisk-teoretisk bidrag til at gøde jorden for et nyt forsøg ud i dette på sigt. Desværre forsømmes chancen.

  • Benny Damsgaard

    @Kasper

    Du har helt ret i, at K og S (i hvert fald dele af) på mange måder deler synspunkter og værdier, og sikkert også vil kunne samarbejde langt tættere end i dag. Og det vil jeg kun kunne støtte. Så langt så godt.

    Min “misundelse på Frederiksberg vinkel” var afgjort til strengen og i bund og grund også irrellevant. Men grunden til at jeg tog den ind var, at dine indledende betragtninger om Bøghs arbejde for Henriette Kjær også var til stregen og afgjort irrelevant for en saglig vurdering af bogen. Nok bærer Bøghs bog præg af, at han er konservativ men f.eks. hans vurdering af de senere års poltisk ideologiske stilstand i partiet er alt andet en venlig overfor tingenes stilstand.

    Jeg vil give dig ret i, at beskrivelsen af de politiske forskelle mellem de forskellige fløje ikke beskrives så grundigt, som vi politiske dyr kunne ønske. Især for den udenforstående kan det være svært at se de politikske forskelle bag personerne. En af grundende hertil er dog, at det langt hen af vejen altid har været personerne der har været det afgørende. Politikken har i konservative fløjkrige desværre altid været sekundær.

    Jeg er glad for, at du i din kommentar har uddybet dine kritikpunkter på især de poltiske områder. Det var det jeg savnede i din første anmeldelse, som jeg – for at sige det rent ud – synes var mavesur udover det rimelige.

  • Mavesurheden var ikke tilsigtet, men var et udslag af en slem skuffelse. Jeg havde glædet mig rigtig meget til bogen, som var en gave fra mine fhv. kolleger i Finansrådet 🙂

    Synes i øvrigt, det er interessant, at du siger, at det er personerne og ikke politikken, der splitter i partiet. For Bøghs afsluttende bemærkninger peger jo i en noget anden retning (som jeg husker dem), nemlig i retning af, at der er tre politiske strømninger, hvor brdr. Møller er eksponenter for en særlig “Frederiksberg-konservatisme”, der adskiller sig fra de øvrige.

    Men det holder måske ikke? Og hvorfor gør Bøgh dog ikke noget mere ud af at beskrive disse fraktioner. Det er fuldstændigt uklart, hvem der er på hold med hvem og hvorfor og hvad de mener. I hvert fald, hvis man ikke har en bogreol fyldt med Konservativ Partihistorie, hvilket jeg mistænker dig lidt for at have 🙂

  • Benny Damsgaard

    Bøgh har helt ret i, at der er tre politiske fløje i partiet. Det er dog sjældent, at det primært har været politiske forskelle der har adskildt fløjene i de forskellige magtkampe.

    Eksempelvis tilhørte Bendt Bendtsen og Pernille Sams oprindeligt “højreføjen” i partiet, men efter Hans Engells spritdom og de deraf følgende skænderier tilsluttede først Pernille og siden Bendt sig Per Stigs “venstrefløj”.

    Og selvom du og jeg begge synes at fløj-snask er super-interessant, så tror jeg ikke at en beskrivelse af dette har været Bøghs primære ærinde.

    Hvis du vil have fløj-snask, kan jeg på det varmeste anbefale “Det Konservative Blodbad” af Mikkel Faerholdt. Her kan man bl.a. læse, at de to førnævnte politikere i kampens hede blev tituleret henholdsvis “Den Albanske Havneluder” og “Judas Bendt.”. Festligt og fremadrettet 😉

  • Interessante titler 🙂 Det kunne godt være, at jeg skulle tage at få fat i Fauerholts bog. Du er ikke den første, der har anbefalet den, jo.