// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jennifer Egan: Tæskeholdet banker på
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jennifer Egan: Tæskeholdet banker på

Skrevet af den 12. juni 2012 – 12:41Ingen kommentarer

Tæskeholdet banker på er i liga med andre helt store amerikanske romaner som Jonathan Safran Foers “Ekstremt højt og utroligt tæt på” og Jonathan Franzens “Frihed”. Anmeldelserne har været overvældende, og bogen har bl.a. modtaget den prestigefulde Pulitzerpris. Det virker fuldt berettiget, for man skal lede længe efter en mere cool, knivskarp og tragikomisk satire over et USA i voldsom forandring. Romanen har afsæt i musikbranchen, og dens struktur er ikke helt enkel. Man skal holde tungen lige i munden, idet hvert kapitel har en ny hovedperson, og stilen varierer også kraftigt fra kapitel til kapitel, når man springer frem og tilbage i tiden.

Mest radikal er stilskiftet i en 76 sider lang dagbog i form af powerpoint! Personkredsen er spraglet. Der er produceren, der godt nok ikke har så mange illusioner tilbage, men dog formår at nyde sin succes. Der er kleptomanen Sasha, som bare kæmper mod sin sygelige trang til og nydelse ved at rapse, og så er der den bizarre PR-agent, der mod betaling kan pynte på selv den værste diktators omdømme. Vi er både i Napoli, San Francisco og New York i en kollage af fortællinger, der gradvist fletter personernes historier sammen.

Der sker noget uventet og overraskende i hvert eneste kapitel. Personerne er tragikomiske i alle de forkerte beslutninger, de når at træffe i løbet af fortællingerne. Men de er også gribende og tankevækkende for “Tæskeholdet banker på” er en klog og dejlig fortælling om det at være til og om alt det uventede, vi kommer ud for i livet. Det er de tunge eksistentielle spørgsmål, bogen handler om, men iklædt en sjælden lethed. Og hvor er det befriende, at en “stor” amerikansk roman ikke behøver være stor på sidetal. I modsætning til f.eks, “Frihed” har Egan formået at stoppe sin historie et sted, hvor man gerne ville have haft meget mere at vide om bogens personer.

Jennifer Egan: Tæskeholdet banker på, Klim, 296 sider, 2012, Oversat af Steffen Rayburn-Maarup.