// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bjarni Åkesson Filholm: Operation Valentine
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Bjarni Åkesson Filholm: Operation Valentine

Skrevet af den 19. marts 2009 – 23:03Ingen kommentarer

Hvordan påvirkede Anden Verdenskrig livet på Færøerne? Og hvad betød den fem år lange afskæring fra Danmark for forholdet mellem de to i årene efter krigen? Og hvordan var forholdet mellem de englændere, der besatte øerne, og så færingerne?

Alt det og meget mere kan man få svar på i den interessante bog “Operation Valentine”, der netop handler om Anden Verdenskrig på Færøerne.

Operation Valentine var briternes kodenavn for besættelsen af de 18 stormombruste øer, som man erobrede for at kunne bevare kontrollen over den del af Nordatlanten, så de britiske og amerikanske fragtskibe ikke røg i kløerne på de tyske u-både.

Der var tale om en meget fredelig “besættelse”, der den dag i dag kaldes “The Friendly Occupation”. Da der var flest briter på øerne talte de 8.000 mand over for en færøsk befolkning på 33.000 – så de har fyldt godt. De 5.000 af briterne var dog beskæftiget med at bygge lufthavnen på øen Vagar.

Men hvad er så de interessante elementer i bogen, hvis det hele gik så godt i forholdet mellem besættere og de besatte? Jo, det er især hvordan afskæringen fra Danmark giver færingerne mulighed for at indføre eksempelvis det færøske flag og vedtage at alle lov skal være på dansk og færøsk.

Men helt at løsrive sig fra Danmark fik de ikke lov til. Churchill erklærede ved invasionens start, at det var intentionen at levere øerne tilbage til Danmark, når krigen var ovre.

Bogen er bygget op strengt kronologisk, hvilket gør det nemt at slå ned på en bestemt tidsperiode og læse hvad der skete der, i stedet for partout at skulle læse en bog fra ende til anden. Men tilgengæld er ravl og krat medtaget, hvilket trækker alvorligt ned. Personligt havde jeg foretrukket en mere tema-baseret bog, der var strengere redigeret. Nu får vi alt med. Og det virker af og til blot som en stribe af referater fra avisen Dimmalættung.

Bogen er spændende læsning, hvis man vil være klogere på krigens indvirkning på et meget lille land. Og hvordan den giver færingerne blod på tanden til at fantasere om løsrivelse – men bliver holdt i kort snor af briterne.

Bogen er let læst, og den strenge kronologi og mange knap så relevante historier, gør at man unægteligt kommer til at sidde og bladrer i den og springe fra afsnit til afsnit.

Bjarni Åkesson Filholm: Operation Valentine, Forlaget Nautilus 2009, 227 sider.