// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Villy Poulsen: Danske Motorcykler
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Billedbog, Coffee Table-bog, Historie

Villy Poulsen: Danske Motorcykler

Skrevet af den 1. maj 2012 – 09:39Ingen kommentarer

Der findes andre danske motorcykler end Nimbus, selv om de fleste nok ikke har kendskab til de mange pionerer, som i begyndelsen af 1900-tallet gik i gang med eksperimenter for at starte en produktion med det mål at sælge tohjulede selvkørende motorcykler. Også den danske luftpioner m.v. urmager J.C. Ellehammer var på banen med en scooterlignende motorcykel ”Elleham”, som blev produceret fra 1902 frem til 1916. Nimbus´en blev fremstillet fra 1918 frem til 1960.

Fra bogen ”Danske Motorcykler” kan i tilfældig rækkefølge nævnes Disa, Hamlet, Mundus, Kyhl, Dansk Griffon, Odin og Dania – alle danskfremstillede motorcykler. Nogle i et enkelt eksemplar – andre i flere tusinder. Bogen rummer også fortællingen om danskfremstillede sidevogne.

For 25 år siden udgav journalisten Villy Poulsen bogen ”Danske Motorcykler”, og nu i maj 2012 er bogen udkommet med 2. udgave, som i sin opsætning er ført ajour. Bogen er lækker grafisk. Godt og klart inddelt med fortællinger om tid og sted, samt hvem der stod bag produktionen. Selv om teksten de fleste steder er ført ajour, ville det ville have hjulet med en kærlig redaktionel hånd. Men det ærgrer mig på udgiverens vegne at møde en billedtekst, hvor det fortælles, at maskinen efter endt restaurering atter ventes på gaden i foråret 1988. Om den så kom på gaden, må vi vente med at få at vide i 3. udgave.

Til gengæld skal der falde ros for, at forfatteren har bibeholdt den gamle retskrivning og den gamle sprogtone, når der citeres fra fabrikanternes anprisning af deres motorcykler, eller de omtaltes i datidens tidsskrifter. Blandt andet faldt jeg for denne beskrivelse af en motorcyklist fra omkring år 1900: ”Fører af en Cycle, der drives hovedsagelig eller for en Del ved anden Kraft end Rytterens egen”.

Mange af de første danske motorcykler har desværre ikke overlevet, selvom der på museerne i Stubbekøbing og på Egeskov slot samt flere steder i udlandet står eksemplarer af tidlige danske motorcykler. I mangel på den ægte vare kan vi hente oplysningerne og illustrationer i ”Danske Motorcykler”.

”Danske Motorcykler” er 176 siders god danmarkshistorie på to hjul.

Villy Poulsen, Danske Motorcykler, Forlag Veterania, Maj 2012, 175 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.