// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kim Fupz Aakeson: Verdens grimmeste pige
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Billedbog

Kim Fupz Aakeson: Verdens grimmeste pige

Skrevet af den 8. maj 2012 – 07:10Ingen kommentarer

Børnebøger fortjener at blive anmeldt sammen med målgruppen – nemlig børn. Børnebogen Verdens grimmeste pige af den flittige børnebogsforfatter Kim Fupz Aakeson har jeg anmeldt med to drenge.

Johan er 3 ½ år og den første jeg testlæste bogen med. Han fulgte nysgerrigt med under oplæsningen og var optaget af de flotte illustrationer. Han kunne godt regne ud at pigens store ører kunne bruges som vinger.

Tue er 7½ år og læser selv, men jeg læste bogen højt for ham. Godt inde i bogen afslører han, at han kender bogen og at den har været brugt i undervisningen på skolen. Og først der går det op for mig, at der rent faktisk er tale om en genudgivelse. Det forhindrer mig dog ikke i at anmelde bogen (og hvis den bruges i undervisningen i folkeskolen og forlaget gerne genudgiver bogen må der jo være en vis interesse for Verdens grimmeste pige).

Verdens grimmeste pige er fortællingen om den grimme pige med de mærkelige farvestrålende ører, der vokser og vokser. Alle peger på hende og taler om hende. Hverken nyt tøj eller en tur ved frisøren gør nogen forskel. Hun lukker sig inde i hjemmet, da hun ikke bryder sig om al den opmærksomhed ørerne medfører og forsøger med terpentin og finsprit at slippe af med ørerne. Men intet hjælper. Men en morgen, hvor vejret er dejligt (naturligvis), går det op for hende, at hun slet ikke er grim, men derimod er en meget fin sommerfugl.

Verdens grimmeste pige er en moderne udgave af “Den grimme ælling”, hvor tingene ikke altid er hvad de først ser ud til, og hvor skønhed afhænger af hvad der sammenlignes med og hvad man forventer at se. Som i H. C. Andersens eventyr er verdens grimmeste pige en alle først ser ned på men som senere bliver anerkendt. Jeg anbefaler gerne bogen som højtlæsning for de mindre børn og som selvlæsning for de større børn. Og prøv så at spørge det lidt større barn om historien minder dem om noget de har hørt eller læst før – og lav barnet lave sin måske første begyndende tekstanalyse.

Kim Fupz Aakeson, Verdens grimmeste pige, Forlaget Carlsen / Lindhardt & Ringhof, Illustreret af Sala Savolainen, 32 sider, April 2012, Tidligere udkommet på Forlaget Mallings 1992.