// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Fjording: Det ægte Italien – fra Alperne til Rom
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Rejsebog

Michael Fjording: Det ægte Italien – fra Alperne til Rom

Skrevet af den 21. april 2012 – 15:48Ingen kommentarer

Når foråret spiller kostbart og lader vente på sig, er det godt at man kan drømme sig hen til fjernere egne, varmere himmelstrøg og sommerferie.
Min er bestilt, den går til Italien. Hvis du også drømmer om hvide trøfler, Barolo rødvin, skønne strande og Mamas pizza, så finder du vidunderlig inspirazione i Michael Fjordings rejseguide; ”Det ægte Italien”.

Michael har med sin familie rejst Italien tynd, for at finde de bedste og mest autentiske steder at besøge i Italien. Så vil du væk fra campingpladsernes tysktalende personale og dunkende sommerhits i højtalerne, er der mange virkelig lækre steder at rejse hen.

Bogen er tænkt til dem, der rejser på egen hånd og ikke er til færdige pakkerejser. Overnatningsstederne er lige fra skønne hoteller, wellness, bed and breakfast, bondegårsferie m.m.
Forskellige ikoner viser, om der er udsigt, gode vandremuligheder, tæt på strand, laves vin, serveres mad osv. Der er 3 forskellige prisgrupper, så der burde være noget for enhver pengepung. Bogen kommer godt omkring de forskellige regioner og deres specielle kendetegn. Enten inden for natur, kultur eller mad.

Man mærker virkelig, at det er en ægte italiens-elsker der er på spil her og de enkelte steder præsenteres kort og indbydende. Bogen er skrevet i et beskrivende sprog og krydret med meget dejlige fotos.

Formatet af bogen er, så den nemt kan komme med i håndtasken, når bilen er pakket til bristepunktet, forventningen bobler og turen starter ned igennem de lange tyske motorveje.
En virkelig inspirerende rejseguide, der tydeligt viser dig vej til det hemmelig og ægte Italien.

Du kan læse mere om forfatterens rejser og bøger på hans hjemmeside, hvorfra bogen Det ægte Italien – fra Alperne til Rom også kan købes.

Michael Fjording, Det ægte Italien -Fra Alperne til Rom, 2011, 160 sider.