// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Ole Christensen m.fl: Københavns Befæstning – til fædrelandets forsvar
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Jens Ole Christensen m.fl: Københavns Befæstning – til fædrelandets forsvar

Skrevet af den 28. maj 2012 – 13:25Ingen kommentarer

Fra omkring år 1600 var København det danske riges administrative, økonomiske og politiske centrum, og burde forsvares som sådan. Så man kan sige, at det er her hovedstadens krigshistorie for alvor starter. Denne historie rummer dramatiske kampe og vellykkede forsvar bl.a. mod vores svenske naboer i det 17. århundrede. Men i starten af det 19. århundrede gik det helt galt. Britiske bomber regnede ned over byen, og befæstningen, der skulle parere stormangreb fra fodsoldater, var ikke til megen nytte.

Nationens stolthed og mægtigste våben, flåden, blev overtaget af briterne. Danmark var såret, monarkiets stilling forringet, og mange år herefter var vi en lilleput, der ikke blev taget hensyn til i det europæiske magtspil. 60 år efter var ydmygelsen total, da vi led det forsmædelige nederlag mod de fremstormende tyske tropper i kampen om Dybbøl. Vi mistede Slesvig-Holsten, men tyskerne vandrede ikke videre mod rigets hovedstad. Det var dog tydeligt, at der var behovet for radikalt at ændre Københavns forsvar og dermed befæstningen. Det er denne historie, som ”Københavns befæstning” fortæller levende og detaljeret.

Bogen giver den første samlede beskrivelse af danmarkshistoriens største og mest omstridte forsvarsværk. Der er fokus på såvel den politiske uenighed og de mange rævekager, som på de tekniske omstændigheder ved at bygge forter, planlægge oversvømmelser og etablere batterier, hvorfra danske soldater skulle kunne beskyde de fremrykkende fjender.

Anlæggelsen af den omfattede befæstning var et kapløb med udviklingen af den nye våbenteknologi. Fly. morterer, øget brug af maskingeværer var nogle af de teknologier, der med 1. verdenskrig ændrede krigsførelsen. Forsvarets fremtid blev taget op til revision efter krigens afslutning, og spørgsmålet om hovedstadens befæstning blev igen centralt. Det endte med, at politikere og militær blev enige om at nedlægge landbefæstningen rundt om København. De solide permanente befæstningsværker blev dog aldrig jævnet med jorden – det var for dyrt. Derfor ligger der fortsat bunkerslignende anlæg i Ordrup, Lyngby, Ballerup og Taarbæk for blot at nævne nogle enkelte af mange vidnesbyrd om højdramatiske perioder i Danmarkshistorien.

Ud over at være deltaljeret og velfortalt er historien om Københavns Befæstning garneret med et utal af skønne illustrationer, lige fra farvebilleder til tegninger, gengivelse af malerier og gamle kort. Så der er tale om et både lærerigt og meget seværdigt værk.

Hovedforfattere: seniorforsker Jens Ole Christensen, seniorforsker Michael H. Clemmesen og museumsdirektør Ole L. Frantzen, Københavns Befæstning – til fædrelandets forsvar, Gads Forlag & Statens Forsvarshistoriske Museum, 340 sider, 2012.