// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mette Finderup og Thomas Munkholt: Gemini 5 + 6
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Ungdomsroman

Mette Finderup og Thomas Munkholt: Gemini 5 + 6

Skrevet af den 20. april 2012 – 07:35Ingen kommentarer

Med udgivelsen af femte og sjette bind er Gemini-serien afsluttet – og sikke en slutning! Der bliver ikke lagt fingre imellem i kampen mellem dæmoner, engle og mennesker.

Serien startede med, at Aike og Veronika blev forbyttet på deres 14-års fødselsdag. De to piger er fra hver sin verden, Tusmørkely og Solsiden, som er adskilt af en lang, sort mur fyldt med skyggedæmoner. Ombytningen har ikke bare ramt de to piger, men også en række andre børn – et sæt børn for hvert stjernetegn. Aike og Veronika finder ud af, at ombytningerne er en del af et magisk ritual, der har til formål at ødelægge muren og give dæmonerne magten. Ritualet er startet af en dæmonfyrste og hans børn.

De fire dæmoner er dog ikke helt enige om, hvem der skal have magten. Det yngste dæmonbarn, der altid er blevet pint og plaget, slutter sig sammen med pigerne og sammen kaster de sig ud i en kamp, hvor grænserne mellem godt og ondt bliver udvisket og chancerne for de godes sejr synes at forsvinde i den mørke horisont.

Gemini-serien er lavet i stil med Taynikma – en fantasy-serie, hvor tegninger og tekst er smeltet sammen til en slags grafisk novelle. Gemini skulle oprindeligt være mest for piger, men undervejs i arbejdet med bogen ændrede tingene sig. Serien blev både dyster og rå – en stil tegneren Lars Gabel har en stor del af ansvaret for. Lars Gabel tegner fantastisk, intet mindre. Han er en af de få danske bogtegnere, der kan holde kvaliteten bog efter bog, på et niveau, der tåler sammenligning med tegnere fra udlandet.

Men det er ikke kun illustrationerne, der er gode. Serien er skrevet af de dygtige forfattere Mette Finderup og Thomas Munkholt. Gemini er Thomas’ debut som forfatter, men han har lang erfaring fra at oversætte ungdomsbøger, f.eks. Cherub-bøgerne – et arbejde, der i sig selv kræver en sikker fornemmelse for den gode historie. Mette kender vi fra en række bøger, hvor bøgerne om Emmy er et hit blandt piger og den lettilgængelige, superblodige Sværdets mester er fed for drenge.

Så selv om Gemini oprindeligt var tiltænkt piger, vil jeg vædde mit gamle gebis på, at bøgerne i lige så høj grad fænger hos drenge. For Gemini-bøgerne er noget så sjældent som en stort anlagt serie, der tør levere en kompleks handling. Den udfordrer læseren og efterlader lige så mange spørgsmål som svar. Mere af den slags!

Mette Finderup, Thomas Munkholt, Gemini 5+6, Illustreret af Lars Gabel, 110 sider pr. bog, Gyldendal, Marts 2012.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.