// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Paul Harper: Dukkeføreren
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Paul Harper: Dukkeføreren

Skrevet af den 13. september 2012 – 07:27Ingen kommentarer

Vi har nok alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores liv haft fornemmelsen af, at nogle mennesker tæt på os har kunne læse vores tanker. En mor, en kæreste eller en veninde, der har gjort lige det, man har brug for eller har gættet ens følelser, selvom man har forsøgt at skjule dem. Og det er jo meget dejligt at have mennesker i sit liv, der kender en så godt, at man ikke altid behøver at fortælle, hvad man har brug for.

Men i andre tilfælde kan det være rigtig ubehageligt at blive “afsløret” i nogle private tanker eller fantasier, som man ikke ønsker at dele med nogen. Og især ikke med fremmede.

Vera List er psykolog og i sin praksis har hun to kvinder, der hver især har en affære med en mand, de ikke rigtig kender. Reglen er sex – ingen snak om privatliv, ingen efternavne og de mødes kun på neutrale steder. I begge tilfælde udlever de to kvinder nogle af deres inderste fantasier – fantasier de dog ikke har delt med manden. Og det er langt fra kun positive fantasier eller tanker, han finder frem til.

Vera List begynder at sammenholde de to situationer og det går op for hende, at de to kvinder har en affære med den samme mand – en mand, der invaderer deres inderste tanker i et omfang, der skræmmer dem. Vera frygter, at denne mand har adgang til hendes fortrolige arbejdsfiler, for han kan umuligt vide de ting han ved ellers.

Hun søger hjælp hos den tidligere politimand Marten Fane, der skal hjælpe hende med at rydde op i situationen. Men det er svært, da hun ikke vil kompromittere sin tavshedspligt og ikke mindst risikere kvindernes sikkerhed.

Set up’et er super spændende og atypisk, men bogen får aldrig rigtig fart. Jeg blev ikke grebet af historien og kom til at fokusere mere på alle de taste- og stavefejl, der var i stedet for på indholdet.

Paul Harper er et pseudonym for den amerikanske bestseller forfatter David Lindsey og Dukkeføreren er første bind i serien med Marten Fane i hovedrollen.

Paul Harper, Dukkeføreren, forlaget Punktum, september 2012, 364 sider.