// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Linn Ullmann: Det dyrebare
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Linn Ullmann: Det dyrebare

Skrevet af den 12. juli 2012 – 07:56Ingen kommentarer

Jenny Brodal fylder 75 og hendes datter Siri planlægger en stor fest for hende. Men Jenny Brodal ønsker ikke nogen fest og tilbringer det meste af aftenen på sit værelse, hvor hun drikker det ene glas vin efter det andet – på trods af hun har været tørlagt i tyve år.

Siri er frygtelig skuffet og det i forvejen tvivlsomme forhold til moderen bliver bestemt ikke bedre. Situationen bliver absolut heller ikke nemmere af, at Siri selv kæmper med en svær, distanceret datter og en utro ægtemand af en forfatter, der bruger mere tid på fremmede damer end at få sin bog færdig på trods af han ikke har bidraget til husholdningen i en lang periode. Og for at føje ondt til værre forsvinder familiens au pair pige Mille samme aften. Ingen ved hvor hun er blevet af og på trods af en intens eftersøgning forbliver hun forsvundet.

Siri er fortvivlet – hun var faktisk ikke ret begejstret for Mille (måske fordi hendes mand var lidt for begejstret…?), hun er usikker på om han ved noget om Milles forsvinden og da datteren Alma, der var meget tæt på Mille, begynder at opføre sig aggressivt og destruktivt aner hun snart ikke sine gode råd.

Scenen er sat til en spændende og dyb fortælling om familier med dystre hemmeligheder og svære indbyrdes forhold, men bogen når aldrig rigtig dertil. Jeg kedede mig bravt flere steder i løbet af bogen. Det har taget mig lang tid at komme igennem den, da jeg efter at have læst et par af de korte kapitler simpelthen blev træt og måtte lukke bogen i. Stilen er for sort og mærkelig til min smag og den springer i tid og tanker og jeg mistede desværre interessen undervejs.

Så på trods af et lovende set up og et generelt rost forfatterskab, må jeg sige, at jeg ikke kan tilslutte mig fanskaren.

Linn Ullmann, Det dyrebare, Lindhardt og Ringhof, Maj 2012, 312 sider.