// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Heidi Linde: NU, for helvede
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Heidi Linde: NU, for helvede

Skrevet af den 12. august 2012 – 20:46Ingen kommentarer

Prøv at forestille dig, at du står en sen aften og børster tænder. Du er træt. Meget træt. Du glæder dig ubeskriveligt til den følgende dag, hvor du har en fridag helt for dig selv. Uden din mand. Uden dine børn. Du glæder dig til at tulle rundt i nattøj, drikke kaffe, gå på toilettet for åben dør og du har planer om kun at foretage dig det du selv har lyst til. Men pludselig forvandles forventningens glæde til vrede. Din mand siger nemlig, at skorstensfejeren forresten kigger forbi i løbet af i morgen – nu hvor du alligevel er hjemme og ingenting skal.

I Kongsvinger, en lille norsk by, bor højgravide Terese og det er hende vi først og fremmest møder i bogen NU, for helvede. Og vi møder hende netop den dag hun tror hun har for sig selv. Men sådan bliver dagen ikke. Forfatteren er knivskarp på at beskrive de følelser Terese oplever som højgravid, som frustreret over at være havnet midt i tilværelsen som lærer, når hun langt hellere ville have været medieforsker og irritationen når hun gang på gang bliver forstyrret på sin fridag.

Men vi møder også Lydia, som er en enlig og ensom kvinde sidst i 50´erne, der tror at hun er veninde med Dronning Sonja og derfor altid dækker op til to. Jeg synes ikke, at det var helt klart om Lydia leger at hun er veninde med Dronning Sonja eller om hun er småpsykotisk og dermed fuldt og fast tror på at Dronning Sonja sidder med på terrassen, når Lydia drikker rødvin.

Og så møder vi manden Kevin, som har svært ved at komme sig over ungdomsforelskelsen og den skade der satte en stopper for hans ellers så lovende fodboldkarriere, som efterhånden ligger mere end 10 år tilbage. Han passer sit daglige arbejde på en tankstation, mens han må lægge ører til sin kollegas evindelige ævl. Kevin er pligtopfyldende og ansvarlig. Men han er også selvudslettende og kedelig. Man får lyst til at hive ham ud af bogen, ruste lidt i ham til håret stritter og præsentere ham for alverdens kvinder og mulighed for andet end at sælge benzin og nybagt brød.

Nå ja, der er også Jessica, barndomsveninden der kommer hjem til den lille norske by for at fejre bryllup. Et bryllup og et ægteskab som hun er usikker på er den rette beslutning.

Bogen har skiftende synsvinkel, afhængigt af hvem vi følger. Vi rejser med tilbage til barndommen og ungdommen og får gradvist en forståelse af hvorfor de er, hvor de er i dag, med de valg de har gjort sig undervejs. Men selvom personernes liv i nogen grad flettes sammen, havde jeg af og til en oplevelse af at læse forskellige bøger end at jeg havde en samlet læseoplevelse og det var desværre forstyrrende. Jeg ville gerne have mere Terese og mindre Lydia. For mig var Terese langt mere vedkommende end de andre personer – måske fordi det er hende (udearbejdende småbørnsmor med alt for lidt alenetid) jeg lettest kunne identificere mig med.

Heidi Linde, NU, for helvede, Rosinante, 394 sider, Juni 2012, Oversat fra norsk.