// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Blendstrup;Lars Gundersen: Berlin, Øjenvidnevariationer
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Coffee Table-bog, Fotodokumentar

Jens Blendstrup;Lars Gundersen: Berlin, Øjenvidnevariationer

Skrevet af den 22. maj 2012 – 09:22Ingen kommentarer

Det er en forfriskende anderledes bog om Berlin, som duoen Blendstrup og Gundersen har udgivet på Samleren. Førstnævnte har skrevet små prosastykker, fortalt af fiktive og navnløse personer. Mange af fortællingerne har deres afsæt i Berlin under nazismen, og stemningen er ofte lidt sarkastisk-ironisk. Gundersen står for de fine fotografier af monumenter, arkitektur og underfundige brudstykker af den fascinerende by.

Der er ikke et menneske på billederne, men det fungerer fint som symbolsk modspil til de fiktive personer, Blendstrup giver stemme. Det er svært at kategorisere værket i en bestemt genre, for bogen er vel nærmest en art collage, der tager læseren med på en rejse tilbage til Berlin primært i mellemkrigstiden og under 2. verdenskrig. På trods af den sorte og humoristiske tone er mange af tekststykkerne ren poesi: og stærkt billedfremkaldende ”Børnene legede på de udbrændte kampvogne. Byen var fyldt med sælsomt legetøj. Smidt ad helvede til af en stor dreng, der var gået hjem i afsindig vrede. Han bliver god igen. Bare vent”.

Blendstrups personer tager fat i flere temaer og begivenheder fra krigstiden, som er grundigt dokumenteret og beskrevet af historikere. Men han skærer hårdt ind til benet, eksempelvis omkring de tusindevis af voldtægter, de tyske kvinder blev udsat for af russiske soldater: ”Øverst oppe på trappen sad min kræftsyge mor og ventede på russerne med sine metastaser. De voldtog alt der gik og stod. Og min mor var på sin vis indstillet på at bolle sig ind i døden. Hun havde malet sig så hun så frisk ud på lang afstand”.

Med ganske få ord fanger Blendstrup på imponerende vis essensen af tilværelsen i Berlin og dens omtumlede historie som centrum for så mange skelsættende begivenheder i det 20. århundrede: ”Jeg lever ikke længe nu, men jeg har set det meste ske”. Så kort kan så meget siges.

Jens Blendstrup og Lars Gundersen, Berlin, Øjenvidnevariationer, Samleren, 175 sider, 2012.