// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Henrik Juul Jensen: Støj og stilhed – en bedemands rejse
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Henrik Juul Jensen: Støj og stilhed – en bedemands rejse

Skrevet af den 9. april 2012 – 18:15Ingen kommentarer

I år er det 20 år siden, at krigen på Balkan brød ud. Den mest blodige krig på europæisk jord siden anden verdenskrig. Over 100.000 mennesker mistede livet. For mange er krigen sikkert glemt og for de fleste af os er tanken om krig i Europa meget fjern. Men stridighederne mellem serbere, kroater og muslimer er langt fra forsvundet og regionen er stadig plaget af voldsomme politiske uroligheder og retsopgøret mod de serbiske ledere er endnu uafsluttet.

Og dertil kommer de menneskelige konsekvenser af sådan en blodig konflikt. Det er det denne bog fortæller os. Støj og stilhed er historien om Nada, en ung serbisk sangerinde, der må flygte fra Sarajevo til Danmark i 1992. Hun har mistet kontakten til sin mand, som hun tror er død. Og da hun ankommer til flygtningelejren i Danmark, opdager hun, at hun er gravid.

Imod alle odds vender livet til det bedre. Nada møder Andreas og de forelsker sig. Andreas tager Nadas søn Kiko til sig og Nada får arbejde som operasangerinde. Men hun martres af sin fortid og de forfærdelige ting hun har oplevet og på trods af stor kærlighed mellem hende og Andreas kan hun ikke åbne op. Det er for ubehageligt.

Og ubehageligt er det virkelig. På alle fronter. Konflikten i sig selv, de menneskelige omkostninger, hvordan vi behandler mennesker i nød og hvor modbydelige mennesker er mod hinanden.

Men Nada indhentes af sin fortid og hemmelighederne må på bordet. Og disse hemmeligheder får vi af Andreas, der fortæller historien til en fremmed på en fortovscafé i Kroatien, efter alt dette har fundet sted. Og denne form forstyrrer historien for mig – ideen er god, men den til tider højtragende og noget kultur-filosofiske og billedlige sprogbrug fra fortælleren forvirrer mig. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der foregår på de sider, og historien kunne have stået nok så fint alene uden disse svævende betragtninger om livet og kærlighed og den menneskelige natur.

Men ikke desto mindre gør historien stærkt indtryk på mig og bogen er bestemt anbefalelsesfærdig.

Henrik Juul Jensen, Støj og stilhed – en bedemands rejse, Politikens forlag, marts 2012, 250 sider.