// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Carsten Jensen: Vi, de druknede
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Dansk roman

Carsten Jensen: Vi, de druknede

Skrevet af den 30. maj 2007 – 15:213 kommentarer

Carsten Jensen: Vi, de druknede
Hvordan Carsten Jensens eget forhold til fødebyen Marstal er, lader sig ikke forklare, efter man har læst “Vi, de druknede“. Men fortællingen om byens og fire generationers kamp mod havet er både smuk, medrivende og gennemført.

Der er ikke een fortæller, men derimod et ubestemmeligt “vi”. En fortælleform, der umiddelbart er utroværdig, men som samtidig giver bogen sin styrke. Det fortællende “vi” er et talerør for hele byen, og netop den form giver adgang til uden problemer at viderebringe både myter, rygter, tanker, følelser og fantasier fra hele Marstals befolkning – uafhængigt af både tid og rum.

Det kollektive marstalske “vi” er tilstede overalt og altid, og vi kan således opleve, hvordan “vi” drager i krig mod tysken i 48, hvor sømanden Laurtiz på vegne af hele den danske folkesjæl bliver sprunget i luften, men lander solidt på sine fødder alligevel. I anden del stævner “vi” udfra Marstal med Lauritz’ søn, Albert, der vil “opleve hele verden”. Og slutteligt bliver “vi” taget med den næsten naive Knud Erik ud på verdenshavene, men ender med at befinde os midt Anden Verdenskrigs død, ødelæggelse og rædsel.

Det kan være svært at forstå, hvorfor de marstalske mænd dog ikke bliver klogere. Hver eneste generation oplever at miste fædrene til havet, og alle ved de, at livet til søs er både ubarmhjertigt og urimeligt hårdt. Men mænd er og bliver mænd, og i Carsten Jensens univers er der ingen – selv ikke de kløgtigste – der gennemskuer verden.

I stedet tager de alle ud og kæmper deres egen kamp med havet – og alle vender de hjem til Marstal, hvor de tror, de kan finde ro.

Det er saltvandet, der styrer mændenes liv, og dermed også kvindernes. Den hverdag, som mændene oplever på søen, er dog milevidt fra kvindernes og børnenes hjemme i Marstal.

Hjemme i Marstal passer kvinderne dagligdagen og søger at skabe en naturlig plads til mændene, når de vender hjem på orlov. De forsøger at holde hus og drømmen om at kunne holde manden hjemme.

Men når mændene kommer hjem, kan de to verdener ikke mødes. Mødet mellem mand og kvinde er unaturligt. Mændene kan ikke have hverken fysisk eller følelsesmæssig nærhed til kvinderne. Som “rigtige sømænd” kan de aldrig falde til ro, men er altid på vej til en anden havn. Og truslen om død, der er meget nærværende for alle marstallere, brutaliserer forholdet mellem mand/kvinde og ikke mindst mellem søn/far.

Det er Marstals mænd, der er de fysisk stærke, men det er kvinderne, der har en umenneskelig psykisk råstyrke.

Mange af Marstals drenge vokser derfor op uden en faderautoritet, som i stedet erstattes af en usandsynligt tyrannisk lærer og af mindst lige så sadistiske styrmænd på skibene.

Bogen igennem forsøger flere af personerne at ophæve modsætningerne – hav/land – mand/kvinde – far/søn – liv/død. Men det sker først, da en noget undseelig kvinde, der har mistet både forældre, mand og sønner til havet, sætter sig for at “tæve havet” og dermed få hævn. Og instrumentet er det hårdeste i værktøjskassen: Kapitalen.

Man kan ikke tage havet ud af Marstals mænd med hverken kvindelist, trusler, død eller krig. Men med kapital i ryggen, kan en kvinde ødelægge hele byens fundament og dermed holde mændene hjemme.

Carsten Jensen har efter sigende set verden begynde, og hans sædvanlige vrængende og lettere selvfede attitude og stil har hidtil holdt denne signatur fra hans værker. Men med “Vi, de druknede” leverer han et episk mesterværk, der ikke findes mange af i dansk litteraturhistorie.

Carsten Jensen: “Vi, de druknede“, København, Gyldendal, 2006. 693 sider.

Læs mere på videdruknede.dk, hvor man også kan læse de første 20 sider af bogen.

  • Katrine Lester

    Jeg læste også Vi, de druknede med meget stor interesse. Han har da helt bestemt et større talent som romanforfatter end som meningsdanner!

    Alligevel er der plads til forbedringer – slutningen står for eksempel slet ikke mål med resten af bogen. Det er som om, Carsten Jensen alligevel synes, at det hele skal ende godt for hovedpersonerne…

    Det vi, der optræder flere steder i bogen, er den opvoksende ungdom (dregene, forstås) og det synes jeg er et interessant vinkel at lade de kommende druknede udtale sig om byens ve og vel. Til gengæld indrømmer jeg blankt, at jeg ikke forstår hvorfor Alberts stillehavsrejse fortælles i 1. person? Hvor kommer det fra?

    Jeg synes, at din anmeldelse misser den pointe, at det ikke lykkes for Klara Friis at vinde over havet – stillet over for Neptuns tiltrækningskarft kommer selv kapitalen til kort. Hun taber, fordi hun ikke er i stand til at opstille et alternativ. Boys will be boys, og når der ikke er andre indtjeningsmuligheder i Marstal er de unge drenge tvunget til havs – i krig og kærlighed.

  • Pingback: » Carsten Jensen: Vi, de druknedeBogblogger.dk()

  • Jespersen

    Ja, hr. jensen har skabt en vedvarende kølstribe med hans roman.
    Men hvem er den 4. generation? Er det “vi” som indtager denne sidste generation.
    I øvrigt genialt at Albert død på den tætteste synlige grænse mellem land og hav.
    Kom. udbedes.