// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Per Holbo: Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Per Holbo: Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest

Skrevet af den 16. marts 2012 – 07:54Ingen kommentarer

Prinsesse Lila var en prinsesse, der boede på et slot med tårne sammen med Dronningen og Kongen. Hun ville så gerne giftes med Prinsen, men var så ked af det og bekymret, da Prinsen havde en sur hest, der altid sagde grimme ting til Prinsessen. Og hvis man hører længe nok på grimme ord om en selv, ender det jo med at man tror på dem. En dag dukker der heldigvis en grøn drage op, som Prinsessen bliver venner med. Og det gode ved Dragen er, at den kan spise dårlige følelser. Og inden bogen er omme genvinder Prinsessen sin selvtillid og Prinsens hjerte.

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest er kun udkommet som e-bog. Bogen er skrevet af Per Holbo i samarbejde med hans børn, og bogens tema er at man skal “bekæmpe de dårlige følelser man har med sig selv”.

Ifølge forfatteren er bogen velegnet som højtlæsning for de 3-9 årige. Men det er at sprede sig over for bred en målgruppe. Der er en del tekst på siderne og det er ikke alle siderne, der er illustreret. Det betyder, at de yngste læsere efter få siders læsning falder fra. For de yngste læsere er en stor del af læseoplevelsen nemlig at se på netop bøgernes billeder, mens de lytter til de voksnes ord. De ældste børn i den nævnte målgruppe vil for langt de fleste vedkommende selv kunne læse, og de har allerede mange spændende læseoplevelser i skoletasken og for dem er historien (trods det sympatiske budskab om at man skal tro på sig selv) for tynd.

Grundlæggende må man som børnebogsforfatter beslutte sig for, hvem målgruppen skal være. Vil man ramme bredt er der risiko for, at man ikke for alvor fanger nogens opmærksomhed. Og det er jo egentlig lidt synd, når ideen bag bogen ellers er god.

Per Holbo, Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest, Januar 2012, 19 sider, Illustreret af Kathrine Wanninger, Udgivet som e-bog på SAXO.coms selvudgiver-platform “SAXO Selvudgiver”.