// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Boualem Sansal: Tyskerens landsby, Eller brødrene Schillers dagbog
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Boualem Sansal: Tyskerens landsby, Eller brødrene Schillers dagbog

Skrevet af den 12. marts 2012 – 08:26Ingen kommentarer

Den algeriske forfatter Boualem Sansal tager fat på tunge emner i sin roman ”Tyskerens landsby. Eller brødrene Schillers dagbog”. Hvilket ansvar har jeg som individ i forhold til store ideologier som nazismen og islamisme? Er jeg medansvarlig for forbrydelser begået er af min nærmeste familie? Kan forbrydelser mod menneskeheden sones? Et effektivt kunstnerisk greb letter de tunge problemstillinger, idet de belyses gennem to brødres dagboger. Brødrene Rachel og Malrich Schiller, lever hver sit liv i en parisisk ghetto. Rachel har succes som sælger i en multinational virksomhed. Malrich hænger ud med småkriminelle i kvarteret, der i stigende grad domineres af islamister.

Da deres forældre myrdes af religiøse fundamentalister i Algeriet finder de deres fælles bånd. Men sorgen over tabet afløses af forfærdelse, da det går op for dem, at deres far spillede en vigtig rolle i nazisternes udryddelse af jøder, handicappede, sindssyge og politiske modstandere. Som kemiker og højtstående SS-medlem var han med til at skabe instrumenterne bag en af menneskehedens største forbrydelser.

For Rachel bliver mødet med fortiden fatal. Han besættes af spørgsmålet om hans eget ansvar og skyldfølelse. Rachel opgiver alt for at begive sig ud på en rejse tilbage til faderens nazistiske fortid. Rejsen ender i den værste af alle udryddelseslejre, Auschwitz, og herfra er der ingen vej tilbage.

Det er Rachels historie, der står stærkest. Dagbogsoptegnelser er skrevet i en sitrende hektisk stil, der accelerer i takt med fortællerens gradvise opløsning. Det er gjort med imponerende sikker hånd af forfatteren, som lader bror Malrich kommenterer mange af broderens overvejelser og oplevelser.

Romanen er både en fortælling om personlig tragedie og om nogle af de totalitære tendenser fra nazismen, borgerkrigen i Algeriet og islamismens fremmarch. Sansal er en kontroversiel skikkelse i Algeriet, hvor hans bøger er forbudt. At trække parallelle linjer frem og tilbage mellem islmamisme og nazisme vil næppe gavne forfatterens forhold. Tyskerens landsby er en insisterende og gribende roman om eksistens og individuelt ansvar.

Boualem Sansal, Tyskerens landsby, Eller brødrene Schillers dagbog, Turbine Oversat fra fransk af Lars Bonnevie, 220 sider, 2012.