// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Henrik Elmgreen: Historien om Det københavnske 6-dagesløb
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sportslitteratur

Henrik Elmgreen: Historien om Det københavnske 6-dagesløb

Skrevet af den 25. februar 2012 – 12:29Ingen kommentarer

Da cykelbanen i Ballerup Super Arena i starten af februar lagde brædder til Det københavnske seksdagesløb var det 50. gang, at løbet blev afviklet. I den anledning har Mr. 6-dagesløb, Henrik Elmgreen, udgivet en fantastisk bog om løbet, der blev kørt første gang i Forum i 1934.

En at mine bedste barndoms/ungdomsminder er fra den lørdag aften i 1991, hvor jeg dagen før min 14. års fødselsdag var til 6-dagesløb i Forum sammen med min far og fyldte autografbogen med signaturer fra stjerner som Etienne Dewilde, Jens Veggerby og stjernen over dem alle, Danny Clark. I den stemmings- og tobaksrøgfyldte hal var der stemning og fest. Både på banen, tilskuerrækkerne og ikke mindst under banen ved roulttebordene og de enarmede tyveknægte. Det sportslige er også i top i den nuværende velodrom i Ballerup, men stemningen i den kliniske superarena på pløjemarken er lysår fra festen i “Københavns største værtshus”.

Er man ikke som undertegnede en meget stor fan af seksdagesløbet, beundrer af fordumstidens store cykelkoryfæer og fascineret af historierne om fortidens strabadser med ryttere i sadlen døgnet rundt i seks dage, så kan man godt blive lidt rundtosset af at tage den ene litterære omgang rundt på cykelbanen år efter år, og miste overblikket over hvor langt man er kommet. For hvis jeg skal sætte bare en lille finger på Elmgreens omfangsrige værk, så skulle det være, at der godt kunne have været lidt mere variation i beskrivelserne af de forskellige år. Og lidt mere “kampreferat” over de mange løb, som Elmgreen trods alt selv har overværet.

Bogen er en hele myriade af navne, oplysninger, anekdoter og detaljer. Elmgreen har præsteret en helt enestående indsats med en grundighed, der næsten tager vejret fra læseren. Hvad der ikke står om 6-dagesløbet i denne bog er ikke værd at vide. Alt kommer manden rundt om.

På en måde er det lidt spøjst, at forfatteren skriver om et arrangement, som han selv har været sportslig leder af i 28 år og assisterende sportslig leder af i tre år. Han nævner derfor naturligvis mange gange sig selv i tredjeperson. Ganske få steder sniger der sig visse subjektive betragtninger og retrospektive kommentarer ind om begivenheder, som han som sportslig leder selv var en del af, uden at de andre involverede kommer til orde. Elmgreen burde måske have taget konsekvensen af sin egen mangeårige hovedrolle og gjort beretningen mere personlig. Men uden at kende Elmgreen personligt, så tror jeg ikke det er hans stil. Og det er jo også løbet, der er hovedpersonen. Der er tale om et portræt af den fantastiske sportsbegivenhed og ikke Elmgreens personlige erindringer fra et langt liv i cykelsporten og ikke mindst i banecyklingens tjeneste. En bog, der sikkert også godt kunne være værd at læse. Her kunne han komme med flere subjektive kommentarer og personlige betragtninger. I nærværende bog leveres de med sådan en elegance og glimt i øjet, at det ville være helt på sin plads med flere i en evt. erindringsbog. Årets 50. løb var Elmgreens sidste som sportslig leder. Måske han nu vil bruge tiden på at skrive sine erindringer. Ideen er i hvert fald hermed givet videre.

Cykelfanatikere bør læse bogen fra start til slut. I andre kan få gode oplevelser ved at lave punktnedslag og læse om enkelte år og personer i historien om en helt enestående sportsbegivenhed.

Henrik Elmgreen: Historien om Det københavnske 6-dagesløb. HE Cycling ApS 2012. 208 sider.