// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Stine Josefine Dige: Niller pilfinger får en flyvetur
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Billedbog

Stine Josefine Dige: Niller pilfinger får en flyvetur

Skrevet af den 2. februar 2012 – 08:36Ingen kommentarer

Endnu et dansk børnebogsforlag har set dagens lys. Forlaget hedder Pippi og er opkaldt efter den gæve svenske pige med samme navn. En af forlagets første udgivelser Niller pilfinger får en flyvetur er netop udkommet.

Niller Pilfinger er en værre lille pilfinger. Han elsker at trykke på knapper og pille ved alt hvad hans små fingre kommer i nærheden af. Og han kan også godt lide at lege flyvemaskine med riven i haven eller køre på motorcykel. En dag skal Niller Pilfinger på tur sammen med Mor og Mammi. De skal besøge den legendariske Flyvergrillen ved Kastrup Lufthavn. Der hvor man kan se fly lande og lette. Men hvor de fleste drenge ville være taget afsted med en mor og en far i en personbil, tager Niller Pilfinger afsted i en gammel Nimbus med sidevogn med sine to mødre. Inden de er hjemme igen har han også været oppe at flyve i et gammelt propelfly.

Niller Pilfinger er en sød og genkendelig historie for børn i alderen 2-5 år. Drengen har to mødre, men det handler bogen ikke om. Jeg har læst bogen højt for mine drenge på 3 år og 7 år og ingen af dem kommenterede på, at der var 2 mødre i drengens liv. Til gengæld synes de begge, at Nimbussen og propelflyet var spændende. Og det er vist netop forfatterens ønske med bogen. Nemlig at lave en bog med et såkaldt regnbuebarn i hovedrollen, men hvor temaet ikke er at være regnbuebarn. Forfatteren ønsker nemlig ikke at problematisere familieformen med to lesbiske mødre, men at skabe en bog med et familiemønster, som regnbuebørnene kan kende sig selv i. Og det tror jeg er lykkedes.

Forfatteren Stine Josefine Dige debuterer med bogen og det slipper hun ganske godt afsted med. Ordvalget i bogen er stort set passende for bogens målgruppe, og der hvor ordene måske nok er lige svære nok for målgruppen supplerer de detaljerede og flotte illustrationerne teksten. Handlingen er nem at forstå og det er da lidt cool at være en lille knægt og sidde i sidevognen til en Nimbus. Niller Pilfinger møder Pia Pilot og Freddy Flykigger og det er kendetegnende for mange børnebøger, at navne kobles med det job de har eller det dyr de er, men navnene ligger sjældent særligt godt i munden, når man læser højt. Kunne de ikke bare hedde Niels, Pia og Freddy?

Illustratoren Maria Tran Larsen har skabt Mor med talje, langt hår og fine sko og Mammi helt uden talje, med kort hår og med sokker i sandalerne. Jeg er usikker på, om regnbuemødrene kan genkende sig selv? Men farverne i bogen er varme og flotte og man har lyst til at læse i bogen, når man ser forsiden. Her i huset følger vi gerne Niller Pilfinger på hans videre hverdagseventyr, også selvom vi ikke er en regnbuefamilie.

Når man køber bogen, går 5 kroner ubeskåret til Red Barnets arbejde for udsatte børn. Det er forlagets idé, at forfatterne bag deres udgivelser skal vælge et godt formål, som forlaget giver 5 kroner til for hver solgte bog.

Stine Josefine Dige, Niller pilfinger får en flyvetur, Forlaget Pippi, Januar 2012, 40 sider, Illustreret af Maria Tran Larsen.