// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mette Finderup: Sværdets mester
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Fantasy

Mette Finderup: Sværdets mester

Skrevet af den 13. januar 2012 – 07:42Ingen kommentarer

Så er der fantasy til læselystne drenge og piger! Forfatteren Mette Finderup er aktuel med de to første bind i fantasyserien Sværdets mester. Titlerne er Tvekampen og Den udstødte prins.

Bøgerne handler om prins Milo, hans bror Karna og deres fætter Rufus. En dag bliver Milo uvenner med sin fætter Rufus og det ender med at de vil afgøre striden med en sværdkamp. Milo bliver narret og hans bror bliver slået ihjel og hans sjæl fanget i det magiske sværd Blodtunge. Milo vil gøre alt for at få sin bror tilbage eller i det mindste sætte hans sjæl fri. Men hans far kongen slår hånden af ham og Milo drager ud i verden for at finde troldmanden Agrim, som har smedet det sværd, der blev brugt til at dræbe hans bror. Milo er nemlig blevet fortalt, at han for 100.000 guldstykker kan sætte sin brors sjæl fri, når troldmanden Agrim tilintetgør sværdet. Men rejsen er lang og farlig!

Når børn skal blive gode læsere er det vigtigt med gode læseoplevelser. Det betyder, at bøgerne skal være skrevet i et sprog, så barnet kan følge med men samtidig bliver udfordret, emnet skal interessere barnet og teksten må gerne være underbygget af gode illustrationer uden at være en decideret billedbog.

Min 7-årige medanmelder har knækket læsekoden og når han leger med vennerne er det i et univers af riddere, sværd, magi, konger og trolddom og han var hooked efter få siders selvlæsning! Sværdets mester er lige sagen for drenge (og piger?), der selv slås med sværd og leger riddere.

Begge bøger slutter lige der, hvor det bliver allermest spændende. Det er selvfølgelig smadderærgeligt, når de næste bøger i rækken først udkommer til juni. Men samtidig er det pædagogisk og læremæssigt genialt, da barnet dermed er topmotiveret for at læse næste bog i rækken. Det er planen, at der skal udkomme i alt 10 bøger i serien Sværdets mester. Forlaget anbefaler bøgerne til de 8-12 årige.

Hvis du (eller de yngste selvlæsere i hjemmet) kan lide Josefine Ottesens serie Sagaen om Sigurd og serien om Ravets børn af Lene Møller Jørgensen vil du helt sikkert også blive begejstret for Sværdets mester.

Mette Finderup, Sværdets mester, Bind 1 Tvekampen og bind 2 Den udstødte prins, Gyldendal, Januar 2012, 64 sider pr. bog, Illustreret af Niels Bach.