// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Arto Paasilinna: Kollektivt selvmord
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Arto Paasilinna: Kollektivt selvmord

Skrevet af den 5. januar 2012 – 08:35Ingen kommentarer

Læseren kastes direkte ud i handlingen, og som titlen allerede indikerer, er der tale om et noget anderledes tema, der kan virke noget dystert. Det går dog hurtigt op for én, at bogen er skrevet meget humoristisk og til tider satirisk, men stadig med respekt for de alvorlige temaer. Der er en stor indlevelse i helt almindelige menneskers liv og problemer. Forfatterens nationalitet kommer også interessant til udtryk gennem beskrivelser af Finland og landets kultur. Hans skrivestil er svær at beskrive, da bogen både er dyster, humoristisk og meget let skrevet.

Det er morgenen efter Sankt Hans, og man følger direktøren Onni Rellonen på vej til stedet, hvor han har valgt at begå selvmord efter utallige konkurser og en ligeglad hustru. Han kommer frem til den afsides lade, men må pludselig ændre planer, da der allerede står en Oberst og forbereder løkken til sit selvmord. Efter at have forstyrret hinanden, konkluderer de, at man ikke kan gøre det for øjnene af en anden, og man må ikke gøre selvmordet til en optræden. De to herrer ender derfor med at tage hjem til direktøren, og herfra starter et venskab og et noget anderledes projekt.

De to herrer må konstatere at efter en avisannonce, hvor de søger andre lidelsesfælder, er der mange som har det som dem, af den ene eller den anden grund. Seminaret, de vælger at afholde for at hjælpe disse mennesker, tager dog en noget anderledes drejning. Denne drejning betyder at forsamlingen af potentielle selvmordere nemlig bliver enige om, at intet kunne være mere passende, end at de begår kollektivt selvmord. Det er dog stadig vigtigt for alle at pointere, at det er ikke for at skabe en performance, men for at sikre sig, at de ved hinandens hjælp får den bedste afslutning på livet som muligt.

Den bedste måde bliver besluttet og hele forsamlingen er derefter på vej i en luksusbus, der skal køre dem ud over klipperne ved Nordkap. En meget underholdende tur, hvor man får indblik i flere personers liv og grunde til at ville tage sit eget liv, og følelserne bliver helt sikkert rørt undervejs. Alle på busturen får dog sværere og sværere ved at forblive i den dårlige nedtrykte stemning, og er det mon alligevel muligt at gennemføre? Og har alle lyst til at gennemføre?

Kollektivt selvmord, Arto Paasilinna, Modtryk, 2011, 230 sider