// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kim Sander Larsen: Chikitín og co
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Kim Sander Larsen: Chikitín og co

Skrevet af den 27. december 2011 – 07:25Ingen kommentarer

“Nogle gange er det som om vi befinder os I festens midte, men I festens midte er der ikke nogen. I festens midte er der tomheden. Men i tomhedens midte er der en anden fest.” Roberto Juarroz

Bogen starter med ovenstående citat, og er en fin beskrivelse af bogens tema. Der er tre hovedpersoner i bogen, som alle udfordrer afgrunden, og deres liv sammenflettes elegant i en nutidig ramme omkring Barcelona. Chikitín & co. handler om linedanseren Chikitín, guideskribenten Roma og forfatteren Don Enrique alias Enrique Vila-Matas.

Chikitin er flygtet til Sevilla efter hans far blev slået ihjel af Krokodillen. Tre år efter han ankommer til Spanien møder han den noget anderledes forfatter Don Enrique, der er ved at overveje at gå på pension, og droppe sit skriveri, og derved bare være ”ingen”. De to virker umiddelbart ikke som om de har noget tilfælles, men er begge drevet af deres afgrund. De to bliver senere suppleret af danske Roma, som er i Barcelona for at skrive en alternativ guide til byen sammen med hendes kæreste, der senere skal vise sig at have en afgørende forbindelse tilbage til Chikitins fortid. Kendte han i virkeligheden til Chikitin og hans historie inden han blev præsenteret for Chikitin gennem hans kæreste Roma?

Sidst i bogen møder vi også Zorck, som pludselig kæder en masse mennesker sammen, og skaber forbindelse, men kan de stole på ham Zorck og vil han i virkeligheden Chikitin det bedste?

Bogen er af den type, hvor man som læser kan føle sig en anelse forvirret over alle de nye personer der bliver præsenteret, og en vis irritation over at søge hvordan deres forskellige historier hænger sammen. Spændingen holdes til det sidste, og først på de sidste sider kædes hele den noget overraskende sammenhæng sammen. En bog jeg helt sikkert skal læse igen!

En meget fin debutroman, der handler om at turde udfordre afgrunden, at man gerne må længes efter at skulle vælge ud over den menneskelige grænse for, hvad man mente, man kunne. Det er tydeligt, at forfatteren har boet i Spanien, og han forstår meget smukt at gengive den sydlandske stemning, der gør, at man som læser kan hengive sig til at være fuldstændig til stede på for eksempel Ramblaen eller i lobbyen på Hotel Inglaterra.

Kim Sander Larsen, Chikitín og co, EC Edition, September 2011, 267 sider.