// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jim Lyngvild: Skyggernes bog
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Billedbog

Jim Lyngvild: Skyggernes bog

Skrevet af den 1. december 2011 – 07:13Ingen kommentarer

”Jaah, mand, endelig en der har fattet det!” Helena på 9 år er svært begejstret over Jim Lyngvilds havfruer. De er nemlig ikke disneyficerede og nuttede, men onde. Ligesom havfruer oprindeligt er beskrevet i Homers Odyssé, hvor de får sømænd til at støde på grund med deres lokkende sange.

Skyggernes bog er en helt igennem fantastisk rejse gennem Jim Lyngvilds fantasyverden Anglesey – den verden, hvor Jerod i bøgerne Kongen I-II møder mange sære væsener.

Hovedvægten i Skyggernes bog ligger netop på beskrivelsen af væsenerne, der omfatter mange af dem, man kender andre steder fra: havfruer, kentaurer og drager. Men også flere, der er unikke for Jim Lyngvilds verden, f.eks. ligæderne; øglelignende væsener, der i Lyngvilds bøger kæmper mod de gode. Ligæderne er styret af en lov, der til forveksling ligner den danske jantelov ”du skal ikke tro, du er noget”. Bogens beskrivelser er både gode og til tider bloddryppende – yderligere er der også masser af humor, f.eks. Ligædernes opskrift på jordbærkage med menneskekød.

Bogens tegninger er en fin sammensætning af gamle og nye, hvilket giver en fornemmelse af tid – at eventyrlandet Anglesey ikke bare er et produkt af én persons fantasi. Det fede ved tegneren Lea Løvberg er, at hun kan tegne både smukt, brutalt og 100 % professionelt.

Skyggernes bog er ikke kun kræs for kendere af Kongen I-II. Helena, der ikke havde læst bøgerne, blev trukket ind af tegningerne, nød informationerne og glædede sig over at bruge tid på at knække gåden om kronens fire forsvundne dele.

Skyggernes bog er et sjældent eksempel på en beskrivelse af en fantasyverden, der er både flot, informativ og spændende – eller som Helena siger: ”Skyggernes Bog – den er sej!”

Jim Lyngvild. Skyggernes bog. 30 sider. 250 kr. Carlsen. 2011.