Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Der er stjålet syv millioner julegaver fra julemandens lager! Og det er jo noget af en katastrofe, det kan selv de mindste børn forstå. Derfor hyrer julemandens fætter en detektiv til at finde ud af, hvem der har nolet gaverne. Detektiv Dunkeldirk påtager sig opgaven og snart suser han afsted på jagt efter tyven og gaverne. Undervejs besøger han Eskimogens, som bor alene i sin iglo, han bliver jagtet af Isbjørnebanden og han finder vej ind i Isdronningens Slot.

Anmelderbarnet på 5 år blev hurtigt optaget af bogen. Han var især optaget af, hvor julegaverne mon var henne og om de mon når at blive fundet inden jul. Han synes også om farten over isen på snescooteren og han var ganske begejstret for helikopterturen, hvor de små nissepiger får sig sneget ombord som blinde passagerer. Læs mere

På forlaget Turbine er netop udkommet to fine bøger om Prinsesse Arabella, nemlig Prinsesse Arabella har fødselsdag og Prinsesse Arabella går i skole. Begge bøger er billedbøger fyldt med store illustrationer i klare og flotte farver, der rigtigt fint underbygger tekst og fortælling. Fortællingerne er gode og passer fint til de yngre børn.

Den ene af bøgerne handler om hvad den temmeligt bestemte Prinsesse Arabella skal ønske sig til sin fødselsdag, når hun nu i forvejen har alt. Et dilemma en del danske børn formentlig også står overfor. Hun ønsker sig derfor en elefant. Men elefanten er ulykkelig over at være havnet som en gave hos prinsessen og vil gerne hjem. Hun beslutter sig derfor for at følge elefanten hjem og på turen møder hun mange andre dyr, som hun også vil have. Jeg ønsker mig den og den og den siger prinsessen, mens hun peger rundt på dyrene. Og det kan jo passende sammenlignes med, når barnet her i huset kigger i legetøjsbutikkens julekatalog. Da de sammen når hjem til elefanten dukker en begejstret lille elefant op. Han har nemlig fødselsdag og havde netop ønsket sig en prinsesse!

Den anden bog handler om, at Prinsesse Arabella skal starte i skole. Men Arabella gør ikke på automatik – som de andre piger- hvad lærerinden siger. Prinsesse Arabella er en selvstændig lille tøs, og en dag slæber hun en elefant med i skole.

Mylo Freeman er afro-amerikansk/hollandsk og er bosat i Amsterdam. På et tidspunkt hørte hun en historie om en lille sort pige, der skulle spille prinsesse i et skuespil i skolen. Det ville pigen ikke, for som hun sagde, ”der findes ingen sorte prinsesser, de har altid lyst hår og blå øjne”. Det blev Mylo Freeman meget rørt over, så hun besluttede at skrive en bog om en sort prinsesse – Arabella. For prinsesser kommer i alle farver. Og det har forfatteren jo ret i. Mylo Freeman har både skrevet og illustreret bøgerne. Du kan læse mere om forfatteren og bøgerne på mylofreeman.

Mylo Freeman, Prinsesse Arabella har fødselsdag, Turbine Forlaget, 28 sider, November 2009, Oversat af Gry Kappel Jensen.

Hvis du er til chick lit har du garanteret læst flere af Sophie Kinsellas bøger. Det er nemlig hende, der er forfatter til Shopaholic-bøgerne og til “Mine hemmeligheder”, “Hushjælp søges” og “Hvem er jeg?”.

Denne gang har hun i bedste Kinsella-stil skrevet en bog om en pige i tyverne, som har rod i sit liv. En pige, hvis karriere ikke helt kører og som netop er blevet forladt af sin kæreste. Pigen hedder Lara Lington, og er niece til en kendt, rig og lettere belastende self-made kaffeshop-ejer.

I forbindelse med Saras 105 år gamle tantes begravelse dukker der en anden ung kvinde op. En kvinde som kun Lara kan se. Det viser sig at være et spøgelse eller en skytsengel, som ønsker Laras hjælp til at finde et gammelt smykke. Skytsenglen viser sig at være Laras tante som ung, og de to udvikler et noget specielt forhold.

Og selvfølgelig er der noget med en mand. Og noget med at gå på kaffebar. Og noget med at tage ud at danse. Og noget med at vælge det rette tøj. Så bogen må siges at leve ganske godt op til forventningerne om en chick lit.

Der er tossede, pinlige og sjove episoder, og der er fine beskrivelser af hvordan Lara og hendes afdøde tante langsomt lærer hinanden at kende. Det er udemærket underholdning på et letfordøjeligt niveau og det skulle undre mig, hvis der ikke kommer til at ligge en del “Piger i tyverne” under de kommende juletræer. Personligt synes jeg dog, at Shopaholic-bøgerne er morsommere, bedre underholdning og helt blottet for mystiske spøgelser.

Sophie Kinsella er uddannet journalist, men arbejder i dag som forfatter på fuld tid. Hun bor i London med sin familie. Læs mere om hende og hendes bøger på sophiekinsella.

Sophie Kinsella, Pige i tyverne, Lindhardt og Ringhof, Oversat af Dorte Andersson, 480 sider, Oktober 2009.

De fleste danskere er allerede på deres andet eller tredje digitalkamera. Og de sidste par år er en fin andel af de nye kameraer de såkaldte digitale spejlreflekskameraer, også kendt som DSLR. Men uanset om du har haft et filmbaseret spejlrefleks før eller først nu har kastet dig ud i de mange fotomuligheder, så er der noget for dig at lære.

Samtidig vil de fleste fotografer kunne fortælle dig, én ting er at kunne mestre kameraets teknik (tip: tag alle de billeder du orker) – noget andet er at kunne tage de gode billeder. Billeder der kan glæde og inspirere andre.

Det er dét udgangspunkt, Scott Kelby har taget i sine bøger om digital fotografering. Og “Digital fotografering, bind 2″ er ikke anderledes, blot er omtalen af udstyr lidt mere avanceret (en ekstern flash er under alle omstændigheder din bedste inverstering).

I 9 nemme kapitler leverer Scott Kelby det ene værdifulde tip efter det andet. Under overskrifter som “Brug blitz som en prof”, “Byg et atelier fra bunden” og “Tag portrætter som en prof” tages læseren ved hånden og føres gennem de mange gode råd, uden at Kelby fortaber sig i tekniske termer.

“Digital fotografering, bind 2″ kan derfor også i fremtiden bruges som en håndbog eller en tjekliste, når du står over for en fotoudfordring eller en fotoopgave, som du gerne vil have lidt inspiration til.

Om du også kan leve op til bogens motto om at “lære fiduserne og tag billeder som profferne!” er nok mere en personlig ting. Men med “Digital fotografering, bind 2″ er du i det mindste godt på vej.

Scott Kelby, Bogen om digital fotografering, Bind 2, Libris, 222 sider, 2009.

En af styrkerne ved de nordiske krimier er, at man som læser kan genkende, se, høre og fornemme stederne. Den effekt har de amerikanske krimier ikke. I al fald ikke på mig. Derfor tager det mig typisk en del flere sider førend jeg er tunet ind på byen, folket og stemningen, dér hvor bogen foregår. Det samme gør sig gældende for mig i læsningen af “Rosenkrans mordene”. Men da jeg var tunet ind, var jeg tilgengæld også hooked. Hooked på den uhygge, der gradvist lægger sig over byen Philadelphia i takt med at flere og flere teenagepiger findes dræbte.

Jessica Balzano, ung smuk politikvinde, fraskilt fra politimand, enlig mor til datter og netop startet på sit nye job i drabsafdelingen, bliver makker med Kevin Byrne, som er erfaren i drabsafdelingen og som indimellem benytter sig af metoder, han ikke efterfølgende kan rapportere til afdelingen om. Deres første fælles opgave er at opklare mordet på den 17 årige pige, som findes myrdet i kælderen i et efterladt hus. Hendes hænder er naglet sammen i en evig bøn, og det viser sig snart at der er religiøse motiver bag. Inden længe begåes flere forbrydelser mod unge piger i Philadelphia og jagten sættes ind for at finde morderen.

Udover fart og spænding byder bogen på romantik og kærlighed. “Hun rørte ved sin kind og mærkede varmen fra hans læber. Hun var ikke spor forbavset over at konstatere, at hendes ansigt allerede var begyndt at få det bedre”. Sætningen er fra bogen og er desværre ikke det eneste eksempel på, at bogen til tider bliver en anelse ugebladsnovelleromantisk.

Udover at være politikvinde er Jessica Balzano skildret som en sej kvinde, der deltager i kampe som amatørbokser. Og som får slag i ansigtet. Men som alligevel formår at være smuk. Imponerende. Men måske nok i overkanten.

Trods små skønhedsfejl lykkedes det forfatteren at få opbygget en udemærket bog med masser af spænding og uhygge, og på ægte krimivis havde jeg i løbet af læsningen de fleste af bogens mandlige personer mistænkt for at være Rosenkransmorderen – uden dog at ramme plet før til sidst.

Richard Montanari, Rosenkrans Mordene, People´s Press, Maj 2009, 423 sider, Oversat fra amerikansk af John Jensen.

De sidste par år har budt på bøger om de forgående mere end tredive år i politik. Dels gennem Socialdemokratiets fantastiske fires karriere i bogen af samme navn, gennem Lykketoft i portrætbogen Fyrsten, gennem samtalebøger med Anders Fogh, og Aukens sidste bog og ikke mindst i Hans Engels Farvel til Slotsholmen.

Og det er med god grund, at forfatterne bliver ved med at vende tilbage til perioden. For det var den, som endte med at forstre de politikere, vi først nu er ved at se gå på pension, senest med Ritt Bjerregaards afgang fra overborgmesterposten i København og Anders Foghs tiltrædelse som generalsekretær for NATO.

Men i Schlüters epoke var det ikke altid Ritt, Poul, Mogens, Svend, Hans og Anders, der havde hovedrollerne. Det var Schlüter og hans konservative hold, der både forsøgte at skabe et nyt konservativt projekt og holde sammen med på forskellige regeringer med spændende bogstavkombinationer – samtidig med at de skulle rydde op i det samfundsøkonomiske rod, som skiftende svage regeringer igennem halvfjerdserne havde efterladt.

Det er de udfordringer og tiden op til og under Schlüters 10-årige regeringsperiode, som Erik Meier Carlsen beskriver i sin bog Schlüthers epoke. Det gør han både levende og i en tilpas forklarende stil så også folk, som er knapt så politisk interesserede kan følge med. Du skal dog ikke regne med at blive klogere på Schlüter. For det er epoken og ikke manden, der er i fokus.

Som bekendt lykkedes det konservative projekt og oprydningen kun delvist, men det gør Erik Meier Carlsens bog til gengæld. Bruger du et par timer på at læse den, bliver du ikke alene klogere på moderne dansk politik (og politikere), men også på hvorfor Schlüters epoke reelt endte nogle år før Tamil-sagen.

Erik Meier Carlsen var journalist og politisk reporter på Christiansborg under Schlüter-perioden, hvor han fulgte de centrale politiske aktører på nærmeste hold.

Erik Meier Carlsen, Schlüters epoke, Fra afgrund til fornyelse i dansk politik 1982-1993, Jyllands Postens Forlag, 288 sider, November 2009.

I min familie, kunne vi godt have brug for et besøg af sukkersheriffen. For vi er glade for de søde sager. Vi prøver at begrænse det, men der er dage hvor vi nemt overskrider den anbefalede sukkermængde fra Sundhedsstyrelsen.

Vi er ikke alene om det – her i min familie. Mange steder, er det svært at begrænse sukkerindtaget – ikke blot i familien, men også i institutioner, til fødselsdage, julefester og hvor man som børnefamilie ellers færdes.

Vibeke Lund og Lene Outzen Foghsgaard er makkerparret bag Sukkersheriffen. Som henholdsvis sundhedcoach, kostvejleder, jounalist og mødre til et par børn, kaster de sig ud i kampen om sukkervanerne både ude og hjemme.

Mange undersøgelser viser, at børn får alt for meget sukker, der kan stjæle pladsen fra den sunde varierede kost. Sukkersheriffen er ikke ude på at forbyde alt sukker, men giver bud på, hvordan vi kan fjerne sukker fra hverdagen – og ”spare” lidt op til lækkerier i weekenden, til fester o.lign. uden at det går ud over sundheden.

De arbejder med 5+2 modellen, altså 5 dage uden sukker og 2 dage hvor det er ok. Det burde være muligt at stramme lidt op og bogen her er god motivation for, at skifte nogle af de sukkerholdige varer ud, med sundere alternativer.

I bogen er der en fin inddeling, med kapitler der kommer godt omkring faktuel viden og information, personlige historier, opskrifter og gode idéer til hvordan kostforandringen kan realiseres i familien.

Tonen i bogen er både humoristisk og alvorlig. Det er et vigtigt ærinde, de to forfattere er ude i. Og idéen er at det er sukkersheriffen der siger nej og den ene heste-metafor tager den anden, med kapitler som; Når krybben er tom bides hestene, Et hestehoved foran, Prinsen på den hvide hest og Hyp alle mine heste.

Bogen er illustreret af Nikoline Werdelin, der bidrager godt til en indbydende og inspirerende bog.
Til Sukkersheriffen hører også en lille pixibog om ”Sukkerprinsessen” som appellerer fint til de mindste i familien. Bogen slutter med lidt ord til eftertanke; 1 gram handling vejer mere end 10 tons snak!

Vibeke Lund og Lene Outzen Foghsgaard, Sukkersheriffen, Politikens forlag, 2009, 217 sider.

Her i huset er yndlings take-away: fisk. Ungerne vil have en friskstegt fiskefillet fra fiskehandleren og mor og far vil have sushi. Hvis begge dele er på bordet, er alle glade.

Men sushi behøver ikke bare at være take-away. Hvorfor ikke kaste sig ud i at lave sin egen lækre sushi?
For mig har det altid stået som et lidt uoverskueligt projekt, men med Ole G. Mouritsens Sushi-bog er det ikke inspiration der mangler.

Det er en meget smuk og dybdeborende bog. Her er sushi beskrevet som en lidenskab og en videnskab. Ole G. Mouritzen har været fascineret af sushi – baggrunden og historien bag, i mange år. Han vil gerne vise at selvom sushi kan virke lidt fremmedartet, er det ganske almindeligt mad som ikke behøver at være specielt avanceret.

Sushi er også super sundt og det burde også være en god grund til, at ville vide mere om denne form for japansk madlavning. Bogen er ikke en egentlig kogebog, men råvarerne beskrives og vi præsenteres for Sushi Science; videnskaben bag japansk mad.

Bogen består af 4 kapitler, eller strenge som forfatteren selv kalder dem. De kan læses hver for sig eller væves ind i hinanden. I kapitlerne er der bokse med detaljer, information, anekdoter og konkrete opskrifter på tilberedning af sushi, tilbehør og sideretter.

Sushi er mad, som er godt for kroppen, som beriger hjernen og er en fornøjelse for øjet. Så bare kom i gang. Lad dig berige og udvid din gastronomiske horisont. Sushi er zen!

Ole G. Mouritzen, Sushi – lidenskab, videnskab & sundhed, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2009.

Hvis du tør – så kig indenfor i det store dinosaur-museum. Det er forlaget Globe der udgiver Dinosaurmuseum, som er en helt fantastisk bog om dinosaurer, et emne som optager mange børn.

Bogen er fyldt med hemmelige skuffer, folde-ud dinoer, låger og masser af information om de store giganter fra fortiden. Bogen er bygget op som et museum, hvor man også kan komme med ind bag ved i palæontologernes laboratorium.

Informationerne er letlæste og giver et godt indblik i dinosaurernes verden, der er overraskelser og spænding på hver eneste side. Til forældrene er der ved hvert mærkeligt dinonavn skrevet hvordan det udtales. Tak for det!

Det er en helt eventyrlig bog og Magnus på næsten 5 år, som er med-anmelder på denne bog, kan kun give den topkarakterer. Det var lige den bog han ønskede sig allermest!

Bogen er skrevet at Jen Green og illustreret rigtig godt af Sebastian Quigley. Den er udkommet på forlaget Globe, som har rigtig mange bøger i samme genre.

Jen Green, Dinosaurmuseet, Forlaget Globe, 2009, 24 sider.

Store idealer, små dårligt trykte foldere, tabte valgkampe, ligegyldige debatter om formuleringen af programmer som folk hverken vil se eller bryde sig om – og politiske møder med tre fremmødte. For slet ikke at nævne hvordan ens fritid kan forsvinde som dug for solen.

Det er virkeligheden når man er bidt af den politiske bacille – og alt andet træder i baggrunden. Det er også den virkelighed som den (forhenværende) Labour-aktivist og forfatter John O’farrell med humor og en utrolig skarphed og en god dosis kærlighed beskriver.

John O’farrell blev bidt at politik hjemmefra og havde det uheld at være politisk aktiv på venstrefløjen under 18 år uafbrudt konservativt styre. Først med Margaret Thatcher, og mens det ebbede, ud med John Major.

Det er de 18 elendige år han beskriver ud fra sit eget arbejde som studerende, sympatisør og til sidst som aktivt Labour-medlem på lokalt plan i London. Og det er den selvironiske beskrivelse der gør ”Things can only get better” så sjov og interessant. Da der var så meget at grine af ved Thatcher er humoren oftest er rettet mod Johns O’farrells egen opførsel og eget håbløse idealistiske tilbageskuende Labour i 1980′erne. Hvem, spørger John O´farrell, havde for eksempel bestemt at nedrustningsdemonstrationer skulle indeholde gøgl? Eller hvorfor det var suspekt at more sig på venstrefløjen? Eller hvorfor den arbejderklasse han arbejdede så hårdt for oftest hånede ham og hans parti?

Things can only get bette er ikke en politisk bog. I stedet er det et godt portræt af livet blandt partiernes fodsoldater. Så har du været involveret demokratiets underside: Partiforeninger, medlemmer, kongresser, hvervekampagner, endeløse møder om småting så vil du ind imellem humoren i ”Things can only get better” finde et ærligt og præcist billede af hverdagen for aktive partimedlemmer.

John O´farrel, Things can only get better – eighteen miserable years in the life of a Labour supporter, Black Swan, 1998, 333 sider.