Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Vi lærte i Monstre i mørket at monstre også kan være bange – og have brug for en ven til at hjælpe sig.

De to forgående, men selvstændige, bøger i serien hedder Store monstre græder ikke og Monsterpest.

I store monstre græder ikke er temaet jalousi . For Lille Monster er dygtig og laver flotte ting. Men Store Monster er klodset, har en kikset famlie og værst af alt: ved slet ikke hvordan hans skal håndtere den dygtige ven. Heldigvis viser det sig at Lille Monster også har ting han ikke er så god til.

I Monsterpest er Store Monster blevet syg. Men ikke mere syg end han både kan spise popcorn, is og være en temmelig krævende patient. Sådan en kræver tålmodighed og det har Lille Monster heldigvis.

Som med Monstre i mørket er begge bøger flot og enkelt illustreret. Og teksten velegnet til højtlæsning. Pointerne er gode og drives ikke hjem med syvtommersøm. I stedet kunne vores snart 5-årige testperson selv danne sig et indtryk af monstrenes (til tider urimelige) opførsel.

Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdottir, Store monstre græder ikke og Monsterpest, Forlaget Torgard, 2008, Oversat af Hugin Eide, 32 sider.

Mediebilledet er for tiden præget af omtalen af afviste irakere, af mennesker der opholder sig i en kirke, af menneskesmuglere og af den stigende trussel på EU grundet en massiv menneskeflugt fra blandt andet Afrika og Afghanistan.

Bogen “AFVIST: Asylansøgere i Danmark” indeholder 20 beretninger om mennesker, der har søgt om asyl i Danmark. Nogle har fået bevilget asyl, andre har ikke. Nogle er hjemsendt, atter andre lever fortsat i Danmark, da de grundet situationen i deres hjemland ikke kan hjemsendes på nuværende tidspunkt. Der er beretninger, hvor jeg godt kan forstå afslaget på asyl, men der er godt nok også beretninger, hvor jeg slet ikke kan forstå de danske afgørelser. Det er barsk men interessant læsning.

Der var flere gange, hvor jeg tænkte “er det virkelig sådan vi gør det? Er det sådan et samfund vi ønsker?”. Kan det virkelig være rigtigt, at politibetjente møder op i asylcentret tidligt om morgenen med det formål at få sendt en familie hurtigst muligt ud af landet, uden mulighed for at tage afsked med venner?

Et par gange tænkte jeg også på de medarbejdere i Udlændingeservice, der dag efter dag træffer afgørelse i de konkrete sager. Kan de sove om natten? Kan man vende sig til beretningerne? Er det bare et job man passer?

Uanset din holdning til området så er det er 20 meget gribende beretninger om mennesker, flugt, angst, sygdom, og død. Og de fleste beretninger er skrevet i et lige-ud-af-landevejen-sprog. Der er nemlig ikke behov for fyldord for at gøre beretninger interessante. Beretningerne er nok i sig selv.

I forordet til bogen fremgår det, at formålet med bogen er at oplyse om Danmarks asylpolitik på en lettilgængelig måde, så ingen der ønsker at sætte sig ind i fakta, kan sige, at man ikke var klar over hvordan og hvorledes. Det er gruppen “Bedsteforældre for asyl”, der står bag bogen. Den gruppe af mennesker, der siden efteråret 2007 hver eneste søndag har stået foran asylcentrene på Sjælland. Når man læser bogen, kan man sagtens fornemme afsenderens holdning om, at det ikke er en værdig måde vi her i landet behandler flygninge. Det er dermed heller ikke et videnskabelig skrift, men nærmere en bog med et ønske om at få skabt sympati for de mennesker der kommer i klemme.

Til sidst i bogen er der et par afsnit om Danmarks asylpolitik i praksis. Der er blandt andet et indlæg om de juridiske forhold, om sundheden i de danske asylcentre, om økonomien i drift af asylcentre m.m, altså konkrete fakta, der kan være med til at man som læsere har et bredere grundlag for at forstå rammerne omkring asylproblematikken. Derudover er der et kritisk afsnit med en redegørelse for på hvilke områder Danmark ikke lever op til den retssikkerhed, der ellers omfatter danske borgere, for eksempel at flygtninge ikke er berettiget til kontanthjælp men er henvist til den lavere ydelse starthjælp,og det til trods for at asylansøgere heller ikke må påtage sig lønnet arbejde.

Det er en højaktuel bog! Og alle bør læse den, hvad enten man er helt almindelig borger eller politiker – og uanset om du er en strammer, slapper eller bare nysgerrig.

Afvist. Asylansøgere i Danmark, Redigeret af Eline Mørch Jensen, Tiderne Skifter, Juni 2009, 184 sider.

”En solmoden mørkelillabrun figen, der lige netop er begyndt at lække sukkersaft ud i blomsterenden, hvor det krystaliserer til karamelnektar; tung af modenhed og sukker, en frugt med de allerførste stækmærker, som tegn på fuldbyrdelse. At åbne sådan en og synke tænderne i den er da et privilegium en dag i september…”

Det er da poesi! Der findes havebøger, haveeksperter, haveselskaber og så findes der Camilla Plum.
Camillas havebog er nyeste skud på stammen fra Camilla Plum. Hun skriver dedikeret og passioneret om sin have. Hun deler ud af sin viden og ikke mindst af sin erfaring om artiskokker, tomater, krydderurter, figner og meget mere. Bogen er fint illustreret med skønne fotografier af Anne-Li Engström.

Hun beskriver sit arbejde i haven som terapeutisk,- arbejdet med hænderne, dagdrømme, tulle rundt i haven og lade tiden flyve. Det at indse sin egen utilstrækkelighed overfor naturens kraft til at ville bestemme og lave uorden, sætter tingene lidt i perspektiv.

Bogen er ikke bare et planteleksikon, den er meget mere end det. Det er en stor tung bog, med masser af fortælling, kommentarer og gode råd. Det er inspirerende læsning og hun kommer godt omkring det, at have en have. Sproget er meget personligt og hvis man kender Camilla Plum fra diverse udsendelser på tv, vil man i de mest personlige afsnit nærmest kunne høre hendes stemme. Især i det, for mig, meget relevante afsnit om dræbersnegle. De skal dø – de små svin – og hun foreslår, at man gør det i flok. Ud og slå ihjel og så hjem til aftenkaffen og en kanelsnegl.

En god læseoplevelse og jeg kan kun anbefale, at den kombineres med et besøg på hendes gård i Nordsjælland. Tjek hendes hjemmeside for åbningstider og specialarrangementer.

Camilla Plum, Camillas havebog, Politikens forlag, 320 sider, 2009

Der findes rigtig mange bøger med go´nat-historier, men med “Stå op!” har vi også fået historier at vågne på. Jeg synes umiddelbart, at det er et sjovt koncept, men hvis det handler om morgenlæsning fungerer bogen nok bedst i forbindelse med weekender eller ferier, da de fleste historier kræver 10-20 minutters læsning. Og det er nok for lang tid på de fleste børnefamiliers hverdagsmorgener.

“Stå op!” er en samling af 11 historier fortalt af nogle af landets nok bedste standup-komikere. Og man kan godt fornemme, at skribenterne er vant til et voksent publikum. Nogle af de sjove og skæve kommentarer kræver et vis indblik i verden omkring os, hvorfor man kan argumentere for at bogen er bedst egnet til de store børn på omkring 10 år. Omvendt er historierne i deres handling mere rettet til børn fra omkring 6 års alderen. Og højtlæsningsbog for den aldersgruppe er netop det primære formål med bogen.

Her i huset gjorde historien om prinsessen størst indtryk. Og det til trods for at bogen er anmeldt i samarbejde med en dreng. Prinsessen synes det er kedeligt at være prinsesse, da hun ikke må gøre noget som helst selv. Maden bliver tygget for hende, hun må ikke gå alene på toilettet da kjolen skal holdes og når hun bliver voksen skal hun være dronning selvom hun måske hellere vil have et andet arbejde.

I de andre historier i bogen møder vi Ole Åbneøje, Lasse og hans bugtalerven, en hemmelighed, et omvendtland med gigantiske egern og andre nye personer og verdener, som vi ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. Alt i alt en ganske fin bog med nye historier, hvad enten de så skal nydes om morgenen, om dagen eller til natten.

Alle historierne er illustreret af Anders Arhøj. Ham der også står bag tegningerne i Olines univers på DR´s hjemmeside. Og det i sig selv er lidt af et scoop.

Stå op! Godmorgenshistorier af 11 danske stand-up-komikere, Phabel/People´s Press/ArtPeople, April 2009, 160 sider.

“Forunderlige familier” er uden tvivl en af de bedste børnebøger jeg har læst (højt). Og som mor har jeg immervæk læst mange. Bogen blev til, da de to forfattere gerne ville sætte fokus på forskellige familieformer og ønskede at bryde med de tabuer, der kan være omkring anderledes familieforhold. Den ene forfatter er mor til et donorbarn og den anden er fraskilt alenemor og begge er blevet mødt med undren, tavshed eller ligefrem fordomme.

Bogen handler om de børn, der bor i huset med nummer 27 og deres familier. Vi møder i alt seks forskellige familier og inviteres indenfor i deres hjem. Vi ser hvordan de bor, hvad de godt kan lide at lave og hvem de er. Vi møder den 4 årige Frederik som bor sammen med sin far, den 4 årige Emilie som er adoptivbarn fra Kina, den 2 årige Mathilde som er donorbarn og som bor sammen med sin mor, og en række andre børn. Der er dog også blevet plads til en kernefamilie.

“Forunderlige familier” er hvad man vil betegne som politisk korrekt. Men på grund af det fine sprog er den på ingen måde belærende. Tegningerne er flotte og der er mange fine detaljer. Bogen er tiltænkt som højtlæsning for børn i alderen 3-7 år, og ordvalget er passende til denne gruppe. Bogen er anmeldt i samarbejde med to drenge på henholdsvis 4 år og næsten 5 år og de fangede hurtigt pointen med at “det vigtige er, at man har det godt og elsker hinanden”, som er den sætning, hvert afsnit sluttes af med. I en tid hvor det er almindeligt med skilsmissefamilier, donorbørn, adoptivbørn, børn i lesbiske par eller andre typer af familier, er bogen faktisk ganske relevant og giver god mulighed for at man kan drøfte begrebet “familie” med sit barn.

Du kan læse mere om bogen, forfatterne og baggrunden for bogen på forlagets hjemmeside.

Gitte C.B. Lyngbye og Kathrine A. Hvidman, Forunderlige familier, Skriveforlaget, 30 sider, 2008.

“Dødens fotograf” har intet mindre end fem forfattere. Og er skrevet som en stafetroman, hvor plottet ikke var aftalt på forhånd. De fem forfattere havde mødt hinanden i en litteraturklub på Facebook, og da den ene af de fem – Margit Hedlund – efterspurgte medforfattere var der flere der meldte sig på banen. Oprindelig var det planen at skrive en novelle, men resultatet endte med at blive en roman. De mødte først hinanden i virkeligheden i forbindelse med krimibogmessen, og da var bogen klar til udgivelse.

Selve plottet er der ikke som sådan noget nyt i, men konceptet med en stafetroman og fem der ikke kender hinanden er nyt. Bogen handler om den 30 årige Sara Mikkelsen, single, pressefotograf på en kriminalredaktion: Hun er en kvinde, der sætter særdeles stor pris på mænd – og som en begejstret bruger af Facebook. I forbindelse med en fotoopgave hvirvles Sara Mikkelsen ind i et drama, hvor der begåes flere mord. Hun bliver undervejs veninde med politibetjenten Lisa Fjord, som tilfældigvis har flere venner på Facebook til fælles med Sara Mikkelsen.

Sproget er enkelt og bogen meget let at læse – med lidt “ugebladsnovelle” over sproget og de til tider lidt for søde sætninger som: “hun så ømt på Lisa, der smilede mat tilbage”. Tilgengæld bærer bogen ikke præg af at den er blevet til på baggrund af fem personers ideer, der ikke er koordineret. Den fremstår derimod sammenhængende og flydende og historien glider fint frem. Personskildringerne får de to kvindelige hovedpersoner til at fremstå en anelse overfladiske. Alt i alt lykkes det dog at skabe en helt ok krimi.

Der arbejdes for tiden på plottet til en selvstændig efterfølger, også med Sara Mikkelsen og Lisa Fjord i hovedrollerne.

Anette Andersen, Anne-Marie Vendler, Claus Christiansen, Dorthe Annette Hansen og Margit Hedelund, Dødens Fotograf, Skriveforlaget, 172 sider, 2009.

Dolce – uhm… alene ordet lyder lækkert. Dolce betyder dessert på italiensk og hvis man som mig er temmelig vild med Italien og det italienske køkken, så har du med Eva Ravnbøls nye bog, mulighed for at lave din egen antipasti, primi, secondi og dolce.
”Min Italienske drøm” er fyldt med lækre italienske retter og her er meget mere end pizza og pasta, som mange ellers forbinder med italiensk mad.

Forfatteren har sammenlagt boet 20 år i Italien og nu er hendes drøm, om at samle sine yndlingsopskrifter, gået i opfyldelse. Resultatet er særdeles vellykket, opskrifterne er lækre, nemme og enkle.

Det kan ellers være en udfordring at nedskrive en italiensk opskrift, da de sjældent bruger decilitermål, måleskeer eller køkkenvægt. Madlavning er et håndværk og de nøjagtige ingredienser er ikke så vigtige. I mange italienske kogebøger står der derfor q.b. – som betyder quanto basta, dvs. ”til der er nok”.

Eva Ravnbøls opskrifter er dog temmelig præcise og hun kommer godt omkring de gode råvarer, så man derhjemme kan lave et måltid der smager af Toscana i solskin.
En vigtig detalje i bogen er Pasta-grundloven, nedskrevet til ære for danskerne. For godt nok overtrædes fx færdselsloven eller straffeloven temmelig ofte i italien, men pasta-grundloven, den overholdes til punkt og prikke!

Bogens billeder er specielt gode, både fotos af de enkelte retter og lækre råvarer, men også stemningsbillederne af de italenske landskaber og småbyer.
Så ja tak til slowfood a´la´italiano!

Eva Ravnbøl er madskribent og har været vært på DR1programmet ”Min italienske drøm”, bogen har sit udspring i denne tv-serie.

I køkkenet fik Eva Ravnbøl hjælp af Alessandro Jacoponi, som er kendt fra restaurant Era Ora i København.

Eva Ravnbøl, Min italienske drøm, DR, 2009, 160 sider

De fleste af os kender Winston Churchill på cigaren og V-tegnet. Og den ledelse af England han stod for under anden verdenskrig – selv da det så allermørkest ud og England stod alene mod det nazistiske Tyskland.

Men da anden verdenskrig brød ud – og da Churchil blev premiereminister i maj 1940 – var han allerede tæt på efterlønsalderen. Og bag sig havde han en 40 år lang karriere som krigskorrespondent, marineminister, forfatter, foredragsholder – og som et noget specielt medlem af det engelske underhus. Blandt andet formåede han flere gange at skifte parti.

Heldigvis er af styrkerne ved Jørgen Sevaldsens biografi netop derfor, at den forklarer hvordan Churchill, som i samtiden blev betragtet som en kontroversiel person – en splittende snarere end samlede figur – formåede at blive det nationale ikon, der om nogen ledte England (og Europa) gennem anden verdenskrig.

Fokus er derfor på mennesket Churchill og hans relation til familien, medarbejderne og de få venner – men også, i måske større omfang, på den tid og det verdensbillede som Churchill var rundet af. Og ikke mindst de intriger blandt de engelske Konservative, som Churchill så fint spillede med på. Her kan også ”The Tories: Conservative and the nation state 1922-1997” af tidligere minister Alan Clark anbefales for den komplette historie om det næsten konstant borgerkrigshærgede parti.

Som dansk læser er det også interessant at få indblik i de forhold der berørte Danmark før, under og efter anden verdenskrig. Ikke mindst Churchills overvejelser om at sende den britiske flåde ind i Østersøen, at besætte Danmark før tyskerne kunne nå det – og efter krigen hvordan forholdet til Rusland gjorde det svært at invitere den stærkt antikommunistiske Churchill til København.

Alt i alt en god, bred og indsigtsfuld biografi omkring en mand hvis virke fortjener en dybere indsigt.

Jørgen Sevaldsen: Churchill – statsmand og myte. Aschehoug 2004. 423 sider.

Irakiske flygtninge, terror og mordbrande er normalt ikke de ord, der får mig til at falde for en bog. Men Mogens Bloms nye spændingsroman “Naboerne fra Bagdad” fik mig i den grad til at falde for spændingsmomentet i de tre ord.

En ung kvinde, afvist som asylansøger i Danmark, myrdes i Bagdad. En ung mand dræbes på Nørrebro i en mordbrand i en kiosk. Opklaringarbejdet går i gang, og det viser sig, at der er langt mere på spil end først antaget. Vi følger Martin Høgh, 42 år og fraskilt, som udlånes fra Forsvarets Efterretningstjeneste til Politiets Efterretningstjeneste og kollegaen Benedikte Simonsen i deres opklaringsarbejde.

Ud over at blive underholdt blev jeg faktisk også lidt klogere på noget af konflikten i Irak. Og problematikken med de afviste asylansøgere i Danmark blev for mit vedkommende langt mere nuanceret. Det er slet ikke så sort/hvidt, som visse politikere gerne vil fremstille det. I bogen præsenteres vi for forskellige synspunkter og synsvinkler uden at det er kedeligt eller det mindste belærende.

Mogens Blom har tidligere udgivet to spændingsromaner tilbage i 1983, “Aftenholdet” og “Dræbt af en vildfaren kugle”. Rygterne lyder, at han nu er ved at skrive på fortsættelsen til “Naboerne fra Bagdad”. Jeg håber ikke, at der kommer til at gå lige så lang tid til næste udgivelse ligger på mit sofabord. Det vil nemlig være rigtig ærgerligt, når nu Mogens Blom har vist at han kan.

Mogens Blom (f. 1956) er ansat som seniorkonsulent i Udenrigsministeriets Mellemøstkontor og man mærker tydeligt, at han er en forfatter med et stort kendskab til mellemøsten. Derfor fremstår bogen skræmmende realistisk.

Mogens Blom, Naboerne fra Bagdad, Forlaget Sohn, Marts 2009, 282 sider.

“Den tålmodige sten” er titlen på en ganske speciel fortælling om en kvinde, hendes døende mand og hendes hemmeligheder i en by i Afghanistan. Ifølge den persiske mytologi er tålmodighedens sten navnet på en sort sten, sang-e sabur, som man betror sine hemmeligheder til. Når stenen er fyldt op med hemmeligheder og betroelser eksploderer den og man er befriet.

Fortællingen foregår over et par dage, hvor kvinden vogter over sin døende mand, som ligger i koma efter at være blevet skudt i hovedet. Hun sørger for at der er salt og sukker i hans drop, skifter hans lagen og tæller perler på bedekransen. Hun fortæller ham om alle sine dybeste hemmeligheder, og til trods for et ægteskab igennem flere år er der en del hemmeligheder. Manden bliver kvindens tålmodighedssten.

Jeg var ganske spændt på slutningen. Ville manden dø på grund af patronen i hovedet? Eller ville han eksplodere af hemmelighederne, som tålmodighedens sten?

Undervejs i fortællingen kommer der to bevæbnede mænd ind i huset, som vil voldtage kvinden. Da hun lader dem forstå, at hun er prostitueret, hvilket hun dog ikke er på det tidspunkt, går de dog igen. Dagen efter vender den ene dog tilbage for at være sammen med hende mod betaling. Han er en ung, famlende og stammer – og også han har sine hemmeligheder.

Det er kvinden, der er fortælleren i historien og det er via hende vi oplever dagene i de små rum i huset. Bogen er speciel i sin noget poetiske skriveform, og bogen er speciel fordi kvindens seksualitet skildres direkte og ærligt i et samfund, der ellers er præget af muslimsk fundamentalisme, hvor lyster og begær hos kvinder ikke er noget andre indvies i. Alt i alt en bog der skiller sig ud fra mængden, og som jeg vil anbefale til dem, som ikke er på udkig efter fart og spænding, men fordybelse, indsigt og en poetisk skrivestil.

Atiq Rahimi er født i Kabul i 1962. Han flygtede fra landet i 1984 under krigen mellem Afghanistan og Sovjet og slog sig ned i Paris, hvor han stadig bor. Han har tidligere skrevet bøgerne “Aske og jord” og “Drømmenes Labyrint”, som jeg dog ikke har læst. Atiq Rahimi har vundet årets Goncourt-pris, som er Frankrigs største og mest prestigefyldte litteraturpris for netop bogen “Den tålmodige sten”.

Atiq Rahimi, Den tålmodige sten, Tiderne Skifter, Juni 2009, Oversat fra fransk af Mette Olesen 140 sider.