Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

- dansk weblog med boganmeldelser

Arkiv for april, 2009

Annette Huber: 99 centimeter-Peter

99 centimeter-Peter er en rigtig fin bog for børn omkring de 99 centimeter – børn på ca. 3 år. Det er nemlig en bog om at være 99 centimeter og det med at være barn og fundere over ens størrelse. Det her med at være større end lille, men mindre end sin mor. Peter er en sød knægt med cowboybælte og skyder, som elsker sine sovedyr og kiksedåsen højt i skabet.

Bogen er illustreret med skønne farver og billeder. De vigtige ord i teksten er fremhævet og står og hopper på siderne. Bogen er anmeldt i samarbejde med en knægt på 106 centimeter, og trods det faktum, at han nok er lidt for høj og gammel som læser – synes han alligevel at bogen var god.

Annette Huber, 99 centimeter-Peter, Turbine Forlaget, Marts 2009, På dansk ved Ulrik T. Skafte, Illustreret af Manuela Olten.

Skriv kommentar

Richard Holmes: The Age of Wonder

i 1768 satte Kaptajn Cook ud med skibet Endeavour 1768 for at sejle jorden rundt – og blandt andet besøge Tahiti.

I 1831 rejse Beagle, med blandt andet Charles Darwin ombord, afsted på et togt der ledte forbi Galapagosøerne.

I mellem de to begivenheder, som skulle kaste lange skygger ind i den videnskabelige verden, oplevede Europa et kvantespring indenfor næsten samtlige videnskabelige discipliner. I én vild, sagnomspunden og uregerlig periode præget af nationalistisk konkurrence og tilfældigheder blev grundsten lagt, hevet op igen og lagt igen.

Var electricitet grundlaget for liv? Hvad med gud? Hvor gammel var jorden egentligt? Hvad er distancen til de nærmeste stjerner? Hvor mange planeter findes der egentligt i solsystemet? Og hvordan lever folk uden for vores umiddelbare kulturkreds egentligt?

De spørgsmål stillede pionererne 1700- og 1800-tallet sig og det er den historie som Richard Holmes veloplagt fortæller. Først gennem adelsmanden Joseph Banks, som skulle studere botanik ombord på Endueavour, men som endte som en verdens første antropologer med omfattende studier på Tahiti – ikke mindst af øens kvinder, langt fra det mere dydige London.

Dernæst gennem historien om (amatør)astronomen William Herschel, som om dagen underviste i musik og om natten byggede sine egne teleskoper – og endte med at opdage Uranus.

Mest interessant for læseren af videnskabshistorie er Richard Holmes understregning af, at den ensomme geniale forsker er en kontruktion fra den romantiske periode. Lige som i dag hvor boghandlerne flyder over med portrætter af ikoniske erhvervsledere, fodboldspillere hvis selvbiografi udgives inden de er 30 og politikere der ønsker at minde eftertiden om at de var med da det skete – så passede billedet af den ensomme forsker på sit mørke kammer perfekt ind i romantikken. Men forskning er hårdt arbejde – og det at stå på skuldrene af sine forgængeres arbejde – og meget sjældent åbenbares indsigten med ét. Hvad også Richard Holmes understreger med historien om at myten om Newton og æblet første gang blev fortalt efter hans Newtons død.

Astronomen Herschel troede også først at Uranus var en komet, brugte en del af sin tid på at argumentere for at månens kratere var skabt af månens beboere (!) og en masse andre forestillinger som passede ind i tiden. Eftertiden har nådigt glemt meget vrøvl – men uden den basis og det feedback fra samtiden ville der ikke være samme videnskabsmand til at skabe de, ofte meget færre, rigtige pointer.

Alene på grund af den pointe er “The Age of Wonder – How the romantic generation discovered the beauty and terror of science” værd at læse. Den er ikke så morsomt skrevet som “En kort historie om næsten alt” af Bill Bryson, som tager et mere generelt overblik over naturvidenskabens landvindinger og hvordan erkendelserne opstod, men vinder til gengæld på detaljen.

Richard Holmes, The Age of Wonder, Harper Press, 2008, 530 sider.

3 kommentarer

Diverse forfattere: Copenhagen Noir

Copenhagen Noir er en skøn samling af kriminoveller med både spænding, mord, og mørke. Der er ture rundt i København, fra Vanløse over Nørrebro og Indre By til den nye bydel Ørestad. Der er unge kvinder og gamle mænd. Og der er underholdning på langt de fleste sider. Til og med velskrevet underholdning.

Der er et glædeligt gensyn med sygeplejersken Nina fra “Drengen i kufferten” af krimimakkerparret Kaaberbøl og Friis. Der er voldsporno i Nordvest, mord i Ørestaden, og grusomheder på baneterrænnet i Valby. Mere skal der ikke afslørres her. Hvis du er til krimi – og måske ovenikøbet er ret begejstret for København som kulisse, som jeg, er Copenhagen Noir et absolute must.

Der er tale om i alt 14 nyskrevne historier fra nogle af de bedste (krimi)forfattere: Helle Helle, Ben Q Holm, Klaus Rifbjeg, Naja Marie Aidt, Dorph/Pasternak, Gretelise Holm, Susanne Staun, Kaaberbøl/Friss, Jonas T. Bengtsson, Kristina Stoltz, Seyit Öztürk og norske Gunnar Staalesen og svenske Kristian Lundberg. Copenhagen Noir er redigeret af den store krimikender Bo Tao Michaëlis, der i starten af bogen giver en introduktion til begrebet Noir.

Diverse forfattere, Copenhagen Noir, Redigeret af Bo Tao Michaëlis, People´sPress, 250 sider, Marts 2009.

Skriv kommentar

Diverse forfattere: Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter

Han tog hende i sine stærke arme. Hun sukkede stille af fryd. Sjældent havde hun følt sig så tryg. Han trak hende ud fra sig, kiggede hende dybt i øjnene og begge forsvandt de sammen ind i kærlighedens univers i et langt og lidenskabeligt kys.

Jeg tør godt indrømme, at jeg faktisk har haft en periode i mit liv, hvor jeg meget gerne ville læse lægeromaner. Jeg smuglæste derfor gerne i min mormors Familiejournalen. Dengang var jeg omkring 10 år.

På et forlag, der ellers er kendt for at udgive studiebøger til de medicinstuderende, er der netop udkommet en samling af lægenoveller. Jeg var ret frisk på at læse disse – måske lidt frække – lægenoveller og sprang straks ombord i samlingen med den noget så specielle titel: “Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter”.

I min begejstring håbede jeg på noveller fyldt med sætninger som den i indledningen til denne anmeldelse. Et ønske om et gensyn med mine ungdomsnoveller. Men måske er den tid forbi. I stedet oplevede jeg en blanding af lidt frække, lidt mærkelige og nogle meget specielle noveller. Forudsætningen for en lægenovelle var ellers til stede – rammen skulle nemlig være et hospital eller et andet typisk lægemiljø og der skulle deltage mindst en læge i novellen. Men bortset fra det, var de fleste af novellerne bare noveller.

Forfatterne bag novellerne dækker et bredt spektrum af danske forfattere, både bestsellerforfattere og undergrundsforfattere: Claus Ankersen, Hanne Richardt Beck, Jens Blendstrup, Lars Frost, Katinka My Jones, Pia Juul, Michael Larsen, Pablo Henrik Llambias, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Ejler Nyhavn, Anne-Marie Vedsø Olesen og Susanne Staun. Hvis du er nysgerrig på projektet kan du følge det på Facebookgruppen “Lægelitt i kort form”.

Diverse forfattere, Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter, Konceptudvikler Jan Frejlev, FADL´s Forlag, 138 sider, 2009.

Skriv kommentar

Rajaa Alsanea: Pigerne fra Riyadh

Her er den forbudte bog. Bogen der oprindeligt blev forbudt i Saudi Arabien og måtte udgives i Libanon. Bogen der i kopier fra det sorte marked blev smuglet ind i Saudi Arabien og blev en stor succes, som snart spredte sig til resten af Mellemøsten og senere den vestlige verden. Bogen som nu også er oversat til dansk.

“Pigerne fra Riyadh” giver os vesterlændinge et godt indblik i, hvad det vil sige at være en forelsket ung kvinde i det konservative og mandsdominerede samfund Saudi Arabien. Det er en spændende og relevant bog, der på samme tid afliver og bekræfter mine fordomme. Det er en bog, der beskriver et samfund som styres af religiøse regler, hvor kodeordet er ære, og hvor alle vogter på alle. Men det er også en bog om forelskelse, venskab, mode, hemmelige fester og shoppeture til London.

Bogen er bygget op omkring en kvinde i 20´erne, der anonymt sender mails ud til en tiltagende større skare af læsere om sine veninder og deres liv. Vi stifter således bekendtskab med 4 kvinder i 20´erne og deres liv, tanker og følelser. Sammen med pigerne oplever vi den første forelskelse og den første kærestesorg. Kærestesorg, når det går op for Sadeem, at Firas som hun gennem 3 år har knyttet sig til, skal giftes med en anden kvinde, en kvinde hans familie har valgt til ham.

Senere i bogen bliver en af veninderne fravalgt til fordel for “den anden kvinde”. Gamrah oplever udmygelsen ved, at hendes ægtefælle Rashid forlader hende – trods det faktum at familiens ære bliver sat på spil – for i stedet at vælge kærligheden. Kærligheden i form af den kvinde, som han har dannet par med i flere år inden ægteskabet med Gamrah.

Udover skildring af den svære og umulige kærlighed, hvor ægteskab handler om hvad der er bedst og praktisk og langt fra altid har noget med kærlighed at gøre, er bogen samtidig en fortælling om rige, veluddannede og smukke kvinder, der heller ikke selv kan vælge veninder eller arbejde. Et arbejde som studievært på en større tv-station er for eksempel ikke en mulighed – trods det faktum, at hun har de faglige kvalifikationer der skal til. Et sådant job mener hendes far ikke er passende. Datterens ansigt skal nemlig ikke kunne ses af venner og familie på skærmen.

Til trods for at der er tale om et samfund, hvor ugifte mænd og kvinder ikke må omgås og hvor kærlighed ikke anerkendes førend der er indgået aftale om ægteskab, er der masser af forelskelse og kærlighed i “Pigerne i Riyadh”. Det forelskede hjerte finder vejen til manden via mobiltelefoner, cyberspace, og hvis kvinden er rigtig dristig: via et arbejde eller på studiet.

Det er en rigtig fin bog, som bestemt kan anbefales. Det er formentlig en bog, der også her i landet vil blive omtalt. Og det fortjener den.

Rajaa Alsanea er født i 1982 og bor i øjeblikket i Chicago, hvor hun læser til specialtandlæge. Hun er vokset op i en familie af læger og tandlæger. “Pigerne fra Riyadh” er hendes debutroman.

Rajaa Alsanea, Pigerne fra Riyadh, Forlaget Borgen, April 2009, 308 sider, Dansk udgave oversat fra engelsk af Annelise Schønnemann.

1 kommentar

Birgit Reimer og Maria Juhl Jakobsen: Stauder

Havesæsonen er i fuld gang og ægte haveentusiaster har for længst planlagt hvad der skal plantes og prikles. Men hvad enten du er nybegynder eller fuldblods havenisse kan man finde inspiration i Birgit Reimer og Maria Juhl Jakobsens nye bog: ”Stauder”.

Bogen indeholder 32 opskrifter på smukke bede i haven med kække titler som: Måneskindsbed, Østens mystik, Koldkrigsbed, Helt-sikkert-bed osv. Jeg er personligt ret vild med Barbies staudebed, som er tøset i rosa og pink farver, som blomstrer fra juni til september.

Hvert enkelt bed er grundigt beskrevet med fotos af de enkelte planter, en oversigtstegning, gode råd til pasning og en overskuelig planteliste. Det kan være sin sag, at sætte de rigtige planter sammen til et smukt bed – planterne skal passe sammen i farve, højde og der skal tages hensyn til voksestedet, jordbundsforhold m.m. I bogen er der meget inspiration at hente, med mange gode bud på hvilke andre planter der passer sammen med de udvalgte stauder.

I bogen er der også et staudeskole afsnit, som giver en mere generel forklaring på hvad en staude egentlig er, hvordan de passes og vedligeholdes og hvilke redskaber du har brug for. Bogen er med masser af billeder og derfor supergod for nybegyndere, så man ved hvad man går efter på planteskolen.

Bogen er skrevet af to kvinder som er vilde med stauder og som gerne deler deres viden med os andre, så vi kan undgå de værste skuffelser og dyre fejlkøb.

Birgit Reimer er tidligere folkeskolelærer og ejer nu Caroline Mathildestiens Staudeplanteskole og hun arbejder sammen med Maria Juhl Jakobsen som er landskabsarkitekt fra Landbohøjskolen.

Stauder, Birgit Reimer og Maria Juhl Jakobsen, Lindhardt og Ringhof, marts 2009, 168 sider

Skriv kommentar

Puk Elgård: Ellen – 100 år med lyst til livet

”Kridt skoene!” – hvis man har set tv-programmerne om Ellen i Pilehuset, kan man høre hendes stemme for sig. Ellen blev et kendt ansigt efter at have været med i ”Uventet besøg”, hvor hun, som 97 årig, besøgte sit barnebarn i det iskolde Alaska. Programmet var med Puk Elgård som vært, og det var her Puk ”faldt for” den lille Ellen med feansigtet. Senere har der været flere udsendelser om den gamle dame i Pilehuset og om hendes 100 års fødselsdag.

Puk Elgård bestemte sig sidste år for, at hendes første bog skulle handle om Ellen. Hun havde rørt noget i hende, efterladt et indtryk og en nysgerrighed efter at vide mere om denne 100 år gamle dame, der har oplevet 2 verdenskrige og rejst verden rundt.

Vi følger hendes arbejde med bogen, møderne og samtalerne med Ellen og hvordan hun bliver involveret i Ellens sidste tid. For Ellen døde, lige inden bogen var helt færdig og 3 uger inden sin 101 års fødselsdag. Ellens sidste tid er derfor beskrevet i bogen og runder på mange måder fortællingen af på en meget smuk måde.

Ellen har været igennem mange ting i sit lange liv – hun har oplevet store glæder, men også mange store sorger, Hun mistede sin mand og sit hjem, med alle sine ejendele i en forfærdelig brand, men kæmpede sig igennem sorgen og modgangen med sin ukuelige vilje og sit positive livssyn.

Den lille dame har rejst i hele verden og bliver til det sidste ved med, at besøge sønnen i USA, som hun gør hvert år og vennen Allan i Australien. Hendes store ønske er en tur ned af Nilen, ønsket går ikke i opfyldelse, men det er typisk Ellen at holde humøret højt, drømme og ønske.

Puk Elgård har mange fine samtaler med Ellen i det lille køkken i Pilehuset. De kommer langt omkring, fra Ellens barndom og opvækst, til ungdommen og ægteskab og børn. De diskuterer kvinder dengang og i dag, livet og døden.

Jeg blev meget grebet af historien om Ellen og da bogen var læst færdig havde jeg både grinet højt og fældet en tåre. Puk Elgård giver et smukt, sjovt og gribende billede af den gamle dame og hendes fantastiske liv.

Puk Elgård, Ellen – 100 år med lyst til livet, Lindhardt og Ringhof, 2009, 227 sider.

1 kommentar

Stine Bolther: Hævn

En ny krimiforfatter har skrevet sig selv ind på den danske krimiscene og har netop udgivet “Hævn”, som er en god og spændende krimi i bedste Anna Grue-stil. Som titlen afslører, er hævn motivet bag mordet på justitsminister Niels Henrik Hoff og hans ægtefælle. Hævn er set som motiv i efterhånden mange krimier. Men i denne bog af Stine Bolther gør det ikke noget.

Som i de fleste andre moderne krimier konkurrerer pressen med politiet om at komme først med en opklaring af mordet. I “Hævn” følger vi den unge kriminalreporter og single Lise Toft. Hun hvivles mere og mere ind i opklaringen og til sidst brænder tampen. Bogen er skrevet fra kriminalreporterens vinkel og derfor får vi overvejelser om kildebeskyttelse, presseetik, og prioritering af stoffet i formiddagsavisen med – og det er netop dette der gør, at bogen skiller sig ud fra den stadig stigende bunke af krimier. Stine Bolther har gennem 9 år selv arbejdet som kriminalreporter, og der er ingen tvivl om, at hun ved hvad den type arbejde går ud på.

Vi følger også den unge heltinde i privatlivet, hvor hun dog ikke har nær så stor succes som i arbejdslivet. Lise Toft er sød og charmerende, men bakser til trods herfor med kærligheden. Der er tale om en bog i den lette krimigenre på grænsen til chitlit, og for mig har det været ganske fin læsning i påskesolen. Efter sigende er der ikke planlagt flere krimier med Lise Toft på nuværende tidspunkt. Men skulle det vise sig, at Lise Toft kommer i en 2´er eller måske en 3´er, ja så holder jeg mig ikke tilbage for at læse dem også.

Stine Bolther er uddannet journalist og arbejder til daglig som kriminalreporter på Ekstra Bladet. Hun har tidligere skrevet bestselleren “Drabschefen” fra 2006 om Ove Dahl fra Københavns Politi.

Stine Bolther, Hævn, Politikens Forlag, Marts 2009, 272 sider.

Skriv kommentar

Amanda Goldberg & Ruthanna Khalighi Hopper: Celebutantes

Stjerner, skuespillere, mode, tøj, tasker og sminke er nogle af de vigtigste ingredienser i bogen Celebutantes. Den er i stil med “Djævlen går i Prada” og “Alle var der“. Handlingen foregår i ugen op til den store aften, hvor der uddeles Oscars. Det meste af Hollywood er i gang med forberedelserne og især kvinderne er optaget af, hvilken kjole de skal have på. Intet er overladt til tilfældighederne.

Vi følger den unge Lola Santisi, som er født til et liv blandt filmstjerner, da hun er datter af en Hollywoodinstruktør. Vi følger også hendes venner, som er henholdsvis skuespiller, tøjdesigner og skuespilleragent – eller rette sagt: det er hvad de drømmer om at blive. Lola Santisis arbejde består i at sørge for at en kendt skuespiller møder til Oscarfesten i sin vens design. En opgave der absolut ikke er nem. Det kræver lange arbejdsdage, leflen for skuespillere, og at man finder sig i alle de fornærmelser der kan hældes ud over en. Undervejs krydres handlingen med smutture til terapeuten, og med sex og kærlighed.

Om handlingen er overdrevet eller om tilværelsen omkring de kendte i Hollywood virkelig er så hektisk, hysterisk og overfladisk skal jeg ikke kunne svare på. Men det gale og hysteriske er det der gør bogen sjov. Der er for eksempel den unge skuespillerinde, som konsekvent omtaler sig selv i tredje person, og hvis hund bliver farvet lilla. Der er også den obligatoriske designerhomo, som ikke tør tage et fly. Bogens skøre personer er netop med til at pifte en ellers lidt kedelig handling op.

Har man ikke et indgående kendskab til mode og amerikanske skuespillere fanger man dog ikke alle pointerne i bogen, og da vil de til tider lange opremsninger af navne ikke blive til mere end blot opremsninger. Hvis du kunne lide “Djævlen går i Prada”, vil du med stor sandsynlighed også nyde Celebutantes. Jeg har dog efterhånden læst en del af den slags bøger og har svært ved at skelne dem fra hinanden.

Amanda Goldberg er datter af en Hollywood-producer, og hun har arbejdet for en modedesigner. Ruthanna Khalighi Hopper er datter af skuespiller Dennis Hopper, og hun har både arbejdet som filmproducer og som skuespiller. De to forfattere har således begge kendskab til branchen. Så måske er Hollywood virkelig så hollyweird som den fremstilles i Celebutantes.

Amanda Goldberg & Ruthanna Khalighi Hopper, Celebutantes, Forlaget Sommer & Sørensen (Borgen), 276 sider, Februar 2009, Oversat fra amerikansk af Mathilde Walter Clark.

Skriv kommentar

Jamie Oliver: Alle kan lære at lave mad

I dag udkommer Jamie Olivers nye bog: ”Alle kan lære at lave god mad”.

Jamie Oliver har en mision – han har startet en madbevægelse, som går ud på at alle kan lære nogle opskrifter på god og ærlig mad og lære de opskrifter videre. Han godtager ikke undskyldninger fra folk, der siger at de ikke kan lave mad. I bogens indledning beskriver han principperne i sin lær og lær fra dig-bevægelse.

Alle opskrifterne er prøvet af på madlavningshold og ved madarrangementer, hvor eleverne forpligtede sig på at lære opskrifterne videre. I bogen indgår der også portrætter af nogle af Jamie Olivers elever – landmænd, husmødre, minearbejdere og andre helt almindelige englændere, der kort beskriver hvordan de har lært at lave god mad.

Opskrifterne består af mange klassikere med et lille tvist, der er opskrifter på mad fra mange steder i verden, traditionelle engelske retter, sundt og sødt.

Første kapitel indeholder middagsretter der kan laves på 20 minutter – også af nybegyndere. Han skriver, at man skal kunne multitaske, have alle tingene klar på forhånd og vupti har man mad til hele familien fx kyllinge-fajitas eller asiatisk nudelsupper på kun 19 minutter.
Det lyder som en udfordring!

Opskrifterne er til at gå til, mange af dem med overskuelige trin-for-trin billeder og alle er beskrevet godt, med oversigt over ingredienser – sådan forbereder du – sådan tilbereder du og sådan serverer du… Mange af retterne har også ideer til ”den nemme løsning”, hvis man ikke har mulighed for at lave det hele fra bunden.

Mange englændere er vilde med curry-retter og de får et kapitel for sig selv. Disse opskrifter er lavet med en færdig karrypasta, men du får også 5 opskrifter på hjemmelavede karrypastaer med alverdens krydderier, der skal ristes stødes og blendes.

Det er karakteristisk for bogen, at der er mulighed for at fordybe sig og eksperimentere eller for at smække et hurtigt måltid sammen på en hel almindelig hverdag.

Bogen er inspirerende og har et lækkert layout og som han selv skriver er bogen skrevet til både nybegyndere, den habile kok og til den som skal slæbes ud i køkkenet af 10 vilde heste.

Jamie Oliver er født i 1975, uddannet kok og forfatter til 9 kogebøger. Han har siden 1998 løbende kunnet opleves på tv i sine egne madprogrammer. Han er kendt for sin indsats for bedre mad i de engelske skoler og for restaurantkæden Fifteen, hvor han lærer unge at lave mad. Du kan læse mere på www.jamieoliver.com.

Jamie Oliver, Alle kan lære at lave mad, Lindhart og Ringhof, april 2009, 360 sider

1 kommentar

Næste side »