Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Sjældent oplever man en bog med så smuk en fortælling som Linda Olssons nye bog “Sonate til Miriam”, som udkommer onsdag på Forlaget Aronsen. En bog som tilmed er velskrevet. Og der er ingen tvivl om, at Linda Olsson er en stor forfatter. Hun formår at skrive om sorg og kærlighed på en nærværende måde, så man ligefrem kan mærke følelserne ud gennem bogen. Om kærlighed mellem mænd og kvinder, og på tværs af generationer. Den ægte rendyrkede, betingelsesløse kærlighed.

Bogens hovedperson Adam Anker mister sin datter og med hende hele sit liv. Datterens død fører ham ud på en rejse for at finde sine rødder. Han har aldrig kendt sin historie og har aldrig vidst hvem der var hans far. Hans datter derimod har aldrig kendt sin mor. Man aner dog en uendelig stor kærlighed mellem Adam og hans datters mor, og man bliver derfor som læser meget nysgerrig på at vide, hvorfor de to så ikke er sammen.

Vi følger Adam på rejsen til Krakow og til Sverige og undervejs stifter vi bekendtskab med venner og familie. Via dialogen med dem Adam besøger undervejs får vi fortællingen om hans baggrund og fortid. En fortid der strækker sig tilbage til Anden Verdenskrig.

Det er en af den slags bøger, man helst læser på én gang. En af den slags bøger, som gør læseren helt stille. En af den slags bøger man gerne vil læse flere af.

Linda Olsson er født i Sverige i 1948 og uddannet jurist. Hun har derudover boet i Kenya, Singapore, England, og Japan og har siden 1990 været bosat i New Zealand. Hendes debutroman Astrid og Veronika er ligeledes en fængende bog, og bestemt også læseværdig.

Linda Olsson, Sonate til Miriam, Forlaget Aronsen, april 2009, 312 sider.

Indrømmet: Historien om den danske udenrigs-efterretningstjeneste, FE, er slet ikke så spændende som en af de utallige film om amerikanske CIA eller britiske MI6. Antallet af spektakulære operationer er ret begrænsede – i hvert fald i perioden fra 2. verdenskrigs afslutning til afslutningen af den kolde krig.

Netop den periode er genstand for Davidsen Nielsens bog, der mere handler om de personer, der har udgjort rygraden i tjenesten end om de trusler og vurderinger, som FE arbejdede med.

Davidsen Nielsen har som noget helt unikt haft udvidet adgang til FE’s arkiver og har talt med mange af de centraler personer. Han afdækker, hvordan især personlige (mis-)forhold mellem tjenestens ledende folk har haft stor betydning for FE’s arbejde – og ikke mindst, hvordan jagten på “den store muldvarp” har lagt beslag på store ressourcer.

Der er få store afsløringer i bogen (det kræver alle forlag vist efterhånden, hvis de skal udgive historiske bøger), men det er ikke dem, der gør bogen læsværdig. Det er derimod det unikke indblik i, hvordan FE er organiseret og hvordan de arbejder – både på Kastellet, ude i verden og ikke mindst ude på “Farmen”, som hjemstedet for den såkaldte elektroniske indhentning ude på Aflandshage kaldes i FE-kredse.

Til min overraskelse er det netop den elektroniske overvågning af Sovjet-blokken, der lagde beslag på absolut de fleste ressourcer. Mange hundrede mand var beskæftiget med at overvåge russernes radiokommunikation og på den baggrund fastslå troppebevægelser og forandringer i det politiske trusselsbillede.

Sådan er det stadig. Men i dag handler det ikke så meget om radiokommunikation som IT-spionage. Og her må man formode, at FE også er i spidsen. Davidsen Nielsen skriver dog intet om det. Hans bog stopper ved indgangen til 1990′erne. Men siden september 2001 har efterretningstjenesterne fået udvidede beføjelser og flere ressourcer, og de bliver givet brugt på elektronisk indhentning.

Det er i hvert fald svært at komme til andre konklusioner, når man har Davidsen Nielsens fortælling med i baghovedet, end at FE i dag er en af de førende aktører indenfor det såkaldte Echelon-samarbejde.

Historien om FE er både spændende og interessant. Den er velskrevet, godt redigeret og interessant læsning. Og den har fået denne signatur til straks at lægge billet ind på forfatterens bog om politiets efterretningstjeneste, PET.

Hans Davidsen Nielsen: Spionernes Krig, 2008, 210 sider, Politikens Forlag

I dag udkommer en rigtig spændende krimi på forlaget Cicero. Bogen hedder Sort cirkel. Selvom det er bind 2 i krimiserien om kriminalkommissær Johan Axberg, kan den sagtens læses selvstændigt.

En tidligere rockstjerne findes myrdet på et hotel i den svenske by Sundsvall. Det eneste vidne, der muligvis har set gerningsmanden, ligger imidlertid i koma på hospitalet. Kriminalkommissær Johan Axberg bliver sat på opgaven, for at finde morderen. Han bakser selv med problemer på hjemmefronten, da kæresten har taget job i den anden ende af landet med det resultat, at de er ved at glide fra hinanden. Andre af hans kolleger har også problemer, og det er med til at gøre personerne realistiske og virkelige.

Sort cirkel er i den grad en velskreven krimi med tempo og spænding. I denne krimi ved man som læser, hvem og hvad før kriminalkommissæren i bogen. Det betyder, at man får lyst til at råbe ind i bogen for at hjælpe til i opklaringen af mordet. Især i den sidste del af bogen får man som læser lettere hjertebanken på grund af den stigende spænding. Det er absolut en bog, der er værd at læse. Og det er bestemt en af de bedre nordiske krimier.

Jonas Moström er udover at være forfatter også læge. Han debuterede i 2004 med Dødens Pendul (dansk udgave 2008), som er det første bind i serien om Johan Axberg. Jeg håber, at der kommer flere bøger fra Jonas Moströms side, og gerne om Johan Axberg.

Jonas Moström, Sort cirkel, Forlaget Cicero, Marts 2009, 258 sider, Oversat fra svensk af Bente Møller Sørensen.

Bøger om journalistik lokker normalt ikke mig til, men denne gang kunne jeg ikke dy mig. Specielt ikke efter at jeg hørte Steffen Kretz på P1 give bogen god kritik.

Bogen vil forklare hvilke rammer vores udenrigskorrespondenter arbejder under, og hvilke resultat det så giver på skærmen eller i avisen.

Joris Luyendijk har været mellemøstkorrespondent i fem år, og kan derfor forklare mange af problemstillingerne som journalist med udgangspunkt i konkrete eksempler og oplevelser.

En af de store paradokser er, at det ofte er redaktionerne hjemme i Europa, der ved mest om situationen rundt om i verden. Korrespondenter opgaver bliver så i mange tilfælde, bare er være tilstede for at præsentere denne viden.

Ligeledes beskriver Joris nogle glimrende og til tider tragikomiske eksempler på setups, som bliver lavet af interesseorganisationer, regeringer m.m. for den omrejsende journalistgruppe kommer forbi. Setups som bliver udlagt i medierne som virkeligheden. En virkelighed, der dog ofte kun varer de 10 minutter journalisterne er til stede.

Bogen er virkelig velskrevet, og fanger fra start til slut. Den giver et både overraskende og til tider ret morsomt billede på arbejdet som journalist på fronten.

Joris Luyendijk, Folk som os, Informations Forlag, 2009, 243 sider.

”Den slags bøger ku´ man faktisk godt læse nogen flere af…”, udsagnet kommer fra Magnus, 4 år, efter vi har læst om Poul og far. Og jeg er helt enig.

I dag udkommer der 2 nye bøger i serien om Poul og far: Poul og far i svømmehallen og Poul og far har travlt.

Poul er en selvstændig lille dreng, med en mening om hvordan tingene skal være. Da de er på vej i svømmehallen insisterer Poul på, at han vil afsted i sit badetøj. Det kan simpelthen ikke være anderledes og far må cykle afsted med Poul bag på cyklen – kun iført badetøj – i frostvejr.

Her måtte jeg grine højt. Så kan han lære det! Stædige lille krapyl. Magnus syntes til gengæld, at det var temmelig sjovt, da Poul i Poul og far har travlt, liiiiiige skal alt muligt andet, da de har sovet over sig og skal skynde sig rigtig meget. Til sidst er far helt jordbærrød i hovedet og siger som et pivedyr.

Andreas Bræstrup Kirsteins historier er genkendelige hverdagssituationer, med et strejf af tør humor, der appellerer til både børn og voksne. Sproget er enkelt og klart og historierne er helt fantastisk illustreret af Rasmus Bregnhøi. Hans naivistiske tegninger af den lille Poul med orange hår, dukken Pia Linda og den forvirrede far med strittende hår, passer helt perfekt til historierne. Igen er det meget genkendeligt og hverdagsagtigt, med retro-tapet, økologiske havregryn og en family planner på væggen i køkkenet.

“Poul og far” er skønne højtlæsningsbøger for de mindste. I samme serie er der tidligere udkommet “Poul og far på restaurant” og “Poul og far i sandkassen”.

Andreas Bræstrup Kirstein er manuskriptforfatter og tidligere studievært på DR B&U. Han er desuden aktuel med en samling energiske børnesange, Hop op og fald ned. Rasmus Bregnhøi er uddannet fra Danmarks Designskole 1992 og har siden da arbejdet med bogomslag og tidsskrifter sideløbende med en karriere som billedkunstner.

Andreas Bræstrup Kirstein, Poul og far har travlt, Poul og far i svømmehallen, Illustreret af Rasmus Bregnhøi, Politikens Forlag, Marts 2009, 32 sider.

Hvordan påvirkede Anden Verdenskrig livet på Færøerne? Og hvad betød den fem år lange afskæring fra Danmark for forholdet mellem de to i årene efter krigen? Og hvordan var forholdet mellem de englændere, der besatte øerne, og så færingerne?

Alt det og meget mere kan man få svar på i den interessante bog “Operation Valentine”, der netop handler om Anden Verdenskrig på Færøerne.

Operation Valentine var briternes kodenavn for besættelsen af de 18 stormombruste øer, som man erobrede for at kunne bevare kontrollen over den del af Nordatlanten, så de britiske og amerikanske fragtskibe ikke røg i kløerne på de tyske u-både.

Der var tale om en meget fredelig “besættelse”, der den dag i dag kaldes “The Friendly Occupation”. Da der var flest briter på øerne talte de 8.000 mand over for en færøsk befolkning på 33.000 – så de har fyldt godt. De 5.000 af briterne var dog beskæftiget med at bygge lufthavnen på øen Vagar.

Men hvad er så de interessante elementer i bogen, hvis det hele gik så godt i forholdet mellem besættere og de besatte? Jo, det er især hvordan afskæringen fra Danmark giver færingerne mulighed for at indføre eksempelvis det færøske flag og vedtage at alle lov skal være på dansk og færøsk.

Men helt at løsrive sig fra Danmark fik de ikke lov til. Churchill erklærede ved invasionens start, at det var intentionen at levere øerne tilbage til Danmark, når krigen var ovre.

Bogen er bygget op strengt kronologisk, hvilket gør det nemt at slå ned på en bestemt tidsperiode og læse hvad der skete der, i stedet for partout at skulle læse en bog fra ende til anden. Men tilgengæld er ravl og krat medtaget, hvilket trækker alvorligt ned. Personligt havde jeg foretrukket en mere tema-baseret bog, der var strengere redigeret. Nu får vi alt med. Og det virker af og til blot som en stribe af referater fra avisen Dimmalættung.

Bogen er spændende læsning, hvis man vil være klogere på krigens indvirkning på et meget lille land. Og hvordan den giver færingerne blod på tanden til at fantasere om løsrivelse – men bliver holdt i kort snor af briterne.

Bogen er let læst, og den strenge kronologi og mange knap så relevante historier, gør at man unægteligt kommer til at sidde og bladrer i den og springe fra afsnit til afsnit.

Bjarni Åkesson Filholm: Operation Valentine, Forlaget Nautilus 2009, 227 sider.

Hvor langt ville du gå for at gøre din mand lykkelig? Dette er det store spørgsmål, som er at finde bag på bogen “Lykkelig på landet”. Det er et rigtigt godt spørgsmål. Forfatteren Judith O´Reilly ville gå ret langt for at gøre sin mand lykkelig, og forlod derfor sit elskede London for at slå sig ned på landet i det nordlige England.

I sin desperation over at bo på landet med mangel på venner, shopping, biografer og kaffe, men overflod af får, regn, vasketøj og børn starter hun en blog. Bloggen er senere blevet til bogen “Lykkelig på landet” og er underholdende, skøn og morsom. Med stor selvindsigt, humor og selvironi skriver hun om livet på landet set fra en storbykvindes vinkel og om udfordringen ved at få en kaotisk hverdag til at hænge sammen som mor til tre med en mand der arbejder i London.

Trods det faktum, at Judith O´Reilly det meste af tiden er alene med de tre småfolk, et lejet hus (mens families hus bliver bygget om – en ting der trækker ud og trækker ud), og en bil der altid løber tør for benzin, formår hun at overleve dagligdagen. Sikkert nok takket være en utrolig og beundringsværdig evne til at bruge humor. En humor hun formår at trække med ind i sin skrivestil.

“Jeg var nød til at tage en wonderbra på, for ens bryster dingler meget, når man går foroverbøjet, (på grund af rygsmerter) og jeg havde ikke lyst til at få hudafskrabninger på brystvorterne”. Dette er blot et af de gode, ærlige og sjove citater fra bogen.

Et andet af de skønne citater er: “Jeg var ved at læse godnathistorie for drengene, da min seks-årige begynder at lade sine fingre glide igennem mit hår…..Han siger:”Mor, du har lidt lyst i dit hår, ligesom mig.” Det forekommer mig usandsynligt. Ingen er så kedelig og gennemført brunette som mig. Han trækker mit hår tættere op til øjnene, som om han overvejer at købe det. “En slags gråligt lyst hår,” Jeg ved nu, at jeg har sølvstænk i håret. Jeg lader bare, som om jeg ikke gør.”

Så hvis du er frisk på en blogfortælling fra det nordlige England om hverdagen, glæder og udfordringer, ja så er “Lykkelig på landet” et godt og sjovt bud. Bogen udkommer i dag på Bazarforlag.

Judith O´Reilly er født i 1964, uddannet journalist, gift og mor til tre. Du kan læse mere om hende på hendes blog wifeinthenorth.

Judith O´Reilly, Lykkelig på landet, Bazar Forlag, Oversat fra engelsk af Marie Kopp, 351 sider.

Hvem vil ikke gerne være lidt grønnere og lidt skønnere? Og helst på den nemme måde. I bogen ”Grøn og skøn på 8 uger” får du Sophie Ulianos gode råd til, hvordan du kommer i gang med et grønnere og mere bæredygtigt liv.

Bogen er delt op i 8 kapitler og kommer omkring dit hjem, skønhedsprodukter, shoppevaner, mad, rejser og meget mere. Det vigtigste for at få noget ud af bogen, er at man gør sig bevidst om, hvad det vil sige at være grøn og hvordan man som forbruger får muligheden for at blive lidt grønnere. Uliano fortæller sin egen historie, om hvordan hun efterhånden blev mere miljøbevidst, men samtidig nægtede at gå på kompromis med sin livsstil med shopping, tøjindkøb, makeup osv. Hun nægtede at blive en kedelig klid-moster i sundhedssandaler, på øko-indkøb med sit nussede indkøbsnet. Bogen er spækket med gode råd, henvisninger og referencer til hvordan du, med stil, kan tænke i mere bæredygtige baner.

Bogen kan læses fra ende til anden eller bruges som opslagsværk indenfor de områder, der har din interesse. Jeg vil anbefale det sidste. Læs det du brænder for og hvor du har interesse i at gøre en forskel. Måske er det dine produkter på badeværelset, der skal tjekkes eller skiftes ud. Måske trænger du til gode økologiske ideer og opskrifter i køkkenet.

Kapitel 5 indeholder for eksempel et afsnit om, hvor nemt det er, at anlægge en lille økologisk have med chikt kompost. Der er alle muligheder for at lægge hele dit liv om eller starte i det små, med at lufttørre tøjet, købe miljøvenlige rengøringsmidler og genbruge dine plastikposer. Undervejs findes der tjeklister og øvelser hvor dine holdninger og viden kommer på en prøve. Det kan inspirere til hvilke indsatsområder, der er de vigtigste for lige netop dig.

Bogen er fuld af henvisninger til gode alternativer og hjemmesider, hvor du kan læse meget mere. Dog er det mest amerikanske hjemmesider og den amerikanske livsstil skinner også tydeligt igennem i hele bogen. Til sidst i bogen bliver tonen en smule emsig og den opfordrer til, at du laver din egen øko-hensigtserklæring og beskriver hvordan du kan kontakte store selskaber og firmaer, for at få dem til at ændre deres praksis. Her bliver det for meget for mig, men det er helt sikkert, at bogen har sin berettigelse i den meget aktuelle miljødebat.

Så der er ingen undskyldninger – gør en forskel og gør det for din egen skyld. Og den kække neglelak, der snart skal pryde mine blege tæer i forårssolen – den skal ikke være grøn – men helt sikkert skøn og økologisk.

Sophie Uliano, Grøn og skøn på 8 uger, Forlaget Olivia, 2009, 294 sider

I går udkom børnebogen “Den hvide engel” om den næsten 6 årige Nina, som for første gang skal fejre fødselsdag alene med sin far. Hendes mor er nemlig død. Ninas største fødselsdagsønske er at være sammen med sin mor. I en drøm om natten dukker der en skytsengel op og Nina vågner på sin fødselsdag med en fornemmelse af, at hun igen har mødt sin mor.

”Den hvide engel” fortæller ud fra et kristent værdigrundlag i børnehøjde om død, sorg og savn og om at skulle leve videre uden en forælder. Men den handler også om at se håbet.

Bogen er anmeldt i samarbejde med en 4 ½ årig. Efter at have læst bogen var hans kommentar følgende: “Den er god. Eller den er ikke god fordi hendes mor er død. Eller faktisk er den alligevel god”. Det vælger jeg at tolke som: At det er en god bog, når der skal behandles emner så svære som død og sorg, og at det med at miste en forælder må være det værste et barn kan forestille sig.

Da bogen er skrevet ud fra et kristent synspunkt, tror Nina og hendes far på Gud. Selvom jeg ikke tror på Gud, kan bogen sagtens bruges til at forklare mit barn, at der findes forskellige trosretninger og at den ene er kristendommen, og at Nina derfor beder til Gud.

Bogen er illustreret af Ida Gantiis, som udover at være illustrator også er kunsthåndværker. Hun er med til at gøre bogen både smuk og farverig. Alt i alt en fin og bevægende børnebog.

Kirsten Ahlburg, Den hvide Engel, Unitas Forlag, Marts 2009, 40 sider, indbundet.

“Mor på høje hæle” er – ifølge forlaget – en guide til hvordan man tackler de udfordringer, der følger med graviditet og moderskab. På forfatterens hjemmeside fremgår det, at bogen er tiltænkt “kvinder, der gerne vil holde fast i sig selv, når de gennemgår den største transformation i deres voksne liv – nemlig at blive mødre. Dem, der stadig gerne vil hive de høje hæle frem fra skabet og tage en pæn kjole på.”

Titlen på bogen leder tankerne hen på endnu en chiklit om en shoppegal pige i New York. Og det er måske ikke helt ved siden af. Forfatteren er beviseligt glad for mode, tøj og solbriller. Denne shopaholic bor blot i København og er samtidig blevet mor. Og findes i virkeligheden.

Bogen er fyldt med anekdoter og gode råd. Blandt andet hvordan det er helt ok at smide barselsgæster ud eller lade dem hjælpe til med det praktiske i hjemmet. Og det er råd jeg kun kan være enig i.

Problemet med gode råd er dog bare, at det sjældent er sådan at gode råd er gode for alle og enhver. Med mindre man har samme livsstil og holdninger, som den der giver de gode råd.

Jeg blev da også provokeret af et par af de gode råd samt kommentarer om hvordan man bør være, som smart og moderne mor. Et af dem ramte et ømt punkt med hvor småfolket bør sove, når amningen ebber ud. Hvor Mette Molbaks holdning er, at småfolk og voksne sover bedre i hver deres værelse. Det er også okay, men lige præcist søvn er nok et af de mest omdiskuterede emner og det er i den grad individuelt, hvad man som forældre vælger (eller hvad den lille vælger for forældrene). Derfor kan det være en anelse anstrengende at læse, at det man har valgt at gøre ikke er korrekt. Godt nok bliver det nævnt, at “Det er jer, der bedst kan afgøre det” – men som med mange af rådene skinner forfatterens holdninger igennem.

Og så var der lige den kommentar om, at man skal beholde sit lange hår, selvom babyer elsker at hive i håret, for kvinder med kort hår er partout grå mus! På vegne af kvinder med smarte korte frisører blev jeg en anelse indigneret. Det er nok en kommentar med et glimt i øjet, men på tryk kan det glimt være svært at se.

Kan man se bort fra de gode råd, man ikke mener at kunne bruge, giver bogen alligevel rig mulighed for at man kan more sig over de sjove og søde historier fra forfatterens liv. Derudover er bogen krydret med gode citater fra mødre omkring de 30 år. Citater der indeholder både pinlige og ærlige erindringer.

Selvom forfatteren indvier os i sine tanker og følelser i forbindelse med graviditet, fødsel og den efterfølgende nye rolle som mor, må bogen ikke forveksles med “Hvor lagde jeg babyen?”,som også udkom i februar, og som tidligere er anmeldt her på bogblogger. Hvor den sidstnævnte bog er en dyb, og ærlig dagbogsfortælling, er “Mor på høje hæle” en temainddelt guide til livet som smart storbymor – ifølge forfatteren Mette Mølbak. Det er meget forskellige bøger. Men begge er værd at læse. “Mor på høje hæle” dog mest hvis du enten vil bekræftes i, at du lever det helt rigtige liv på caférne i storbyen – eller vil provokeres lidt i dit liv med flade sko og kort hår.

Mette Mølbak er født i 1978, uddannet journalist, og har tidligere arbejdet på Politiken. Hun er nu ansat på det danske Cosmopolitan, ligesom forfatteren bag “Hvor lagde jeg babyen?”. Du kan læse mere om Mette Mølbak på hendes hjemmeside.

TILFØJELSE
Jeg er efterfølgende blevet kontaktet af Mette Molbak, som har et par kommentarer til anmeldelsen. Mette Molbak udtaler: ”Jeg mener ikke at kvinder med kort hår er grå mus. Og det er heller ikke det, der står i bogen. Men jeg mener, at hvis man har langt hår, og er glad for det, så lad være med at klippe det af praktiske grunde, fordi det er lettere at styre, når man er blevet mor.” Derudover er det væsentligt for hende at slå fast, at hun selv går op imod dem, der gerne vil diktere tingene. Og at hun heller ikke selv med sin bog ønsker at diktere, hvad man bør gøre.

Mette Mølbak, Mor på høje hæle, Politikens Forlag, Februar 2009, 226 sider.