Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

“Den er god” – råbte Tue, mens hans sad i min stue, vi sku´ læse en bog, for så bli´r man klog, en bog fuld af dyr og mærkelig ord, ja faktisk var bogen kæmpe stor, en nisse en fisker en gammel pagej og rimet om ham der onkel Kaj, ja bogen er fed, hvis du spø´r mig, så find den – den er også for dig!

“Der findes et dyr, som er helt formidabelt! Stor som et hus med en ordentlig snabel! Stærk og bastant – savannens gigant! Mit ynglingsdyr er den grå elefant!” Rimet om elefanten er bare et af de skønne rim fra bogen. Der er ingen tvivl om, at dyr har en hel særlig plads i forfatterens hjerte.

Hvis du kan lide Jakob Martin Strids bøger, vil du også kunne lide denne skønne bog af den efterhånden ret så danmarks kendte Sebastian Klein. Den er fyldt med sjove, frække rim og masser af farvestrålende og finurlige illustrationer. En bog fuld af tossede dyr. Og nisser. Og onkler. En absolut munter og underholdende bog- for både store og små.

Der følger en cd med bogen- med et enkelt nummer- sunget af Sebastian selv. Sangen er sjov, glad og nem at synge med på. Og så gemmer den på flere af rimene fra bogen.

Bogen er anmeldt i samarbejde med 4½ årige Tue. Der var ingen tvivl. Han var begejstret. Mig, en haj, og onkel Kaj. Alletiders for børn og barnlige sjæle. Også for dig.

Sebastian Klein, “Mig, en haj, og onkel Kaj”, December 2008, DR Multimedie, Tegnet af Jarl Egeberg.

“Dalen” er fortællingen om den 12 årige dreng Páll, som vokser op i 1920′erne på sanatoriet for tuberkuloseramte i dalen Hoydal udenfor Tórshavn. Fortællingen starter i foråret 1924, hvor den tuberkuloseramte pige Sigrid ankommer til stedet og man følger hende og drengen gennem det år, hvor hun bor der.

Væsentlige dele af tuberkulosebehandlingen er dansk sovs og frisk luft i meget kolde liggesale. Bogen rummer også spørgsmålet om det er bonden eller fiskeren, der er mest mand. Og om det er bonden eller fiskeren, der yder mest til samfundet. Derudover er bogen også en hyldest til kvinder for at hente, bringe, lave mad, gøre rent og alt det andet som kvinderne nu engang gør.

Et gennemgående emne er døden. Døden som afslutning på et forløb med tuberkulose. Og forfatteren formår faktisk at skildre døden som noget udramatisk, roligt og smukt. Et kunst der ellers ikke er let.

“Det var slemt nok ombord på skibene. På hver tur var der altid en eller anden, der blev skør, inden de kom hjem igen. Gudmund sagde, at det var af mangel på kvinder. Pàll vidste præcis, hvad han mente. Så kom der hul på strømperne…..at have det samme tøj på dag og nat…en frygtelig mangel på kvinder”. Citatet er et af flere søde og humoristiske, hvor den 12 årige Páll tror, at han præcist ved, hvad det er de voksne mener.

Bogen er poetisk med beskrivelser af stedet, naturen og drengens tanker om andre mennesker. Jeg synes, dog at handlingen drukner i alle beskrivelserne. For eksempel er der en detaljeret beskrivelse af en å´s vej gennem landskabet. Senere er der en længere passage om fiskelæber. For mig er det bare for mærkeligt. Og for kedeligt.

Hvis du er nysgerrig på sygdommen tuberkulose og dens følger, og er du til det mere poetiske, ja så er bogen muligvis noget for dig. Hvis ikke må du hellere vælge en anden bog.

Gunnar Hoydal, Dalen, Forlaget Torgaard, 2008, Oversat fra færøsk (1999) af Jette Hoydal.

Godt humør! Jeg blev i så godt humør af denne nye bog af Elin Bing, illustreret af Rasmus Bregnhøi. Bogen er lanceret som en kigge- og gå på opdagelse-bog for de helt små. Jeg synes nu den er mere end det. Lidt større børn kan nemlig også sagtens være med. Og der er rig mulighed for snak undervejs, langt mere end blot “se en bil”.

Bogen handler om problemer og om at løse problemer. Da der ikke er meget tekst i bogen giver det mulighed for mere frit at gribe fat i begreber som “problemer” og “løsninger” med barnet. Og de problemer vi møder er: for højt græs i haven, en tung sten der skal flyttes og æbler på et træ man ikke kan nå. Historien starter der, hvor en lastbil triller ind i et kolonihaveområde. Måske har den noget med, som kan bruges til at løse problemerne? Det der gemmer sig i lastbilen er både stor og stærk. Mere afslører jeg ikke.

En fugl der gynger, en anden fugl med antenner, og en muldvard med briller. Små skøre detaljer, som man ikke kan undgå at smile af og som børnene synes er sjove og tossede. Lidt a la Find Holger – her er det bare “find den skøre ting”. De små detaljer giver mulighed for at barnet eller den voksne selv kan digte historier i historien. Derfor kan bogen bruges på det sproglige og begrebslige niveau, hvor barnet befinder sig, og kan således både være underholdende for den 2 årige såvel som den 4½ årige.

Klare farver og store tydelige illustrationer er med til at gøre historien fuldendt.
Hvert år udkommer der tonsvis af ny litteratur for børn. Og den her er bestemt en af de bedre.

Elin Bing er forfatteren bag Bamses Billedbog. Rasmus Bregnhøi er en hyppigt anvendt børnebogsillustrator.

Elin Bing, Rasmus Bregnhøi, Lige noget for mig!, Politikens Forlag, Januar 2009, 32 sider.

Sundhed er god mad og glade motionsvaner – men det er også at have tid til hinanden.

Budskabet er klart i Berit Elkjærs forældreguide til sunde og glade børn. Sundhed handler ikke kun om det der skal i munden, men også om nærvær og samvær. Bogen er tænkt som inspiration til et sundere og sjovere familieliv. Der er ingen løftede pegefingre, i stedet er der ideer til hvordan du får mere tid, leg og motion ind i hverdagen.

Der er afsnit med konkrete oplysninger om ernæring, mængdeanbefalinger,allergi, sødemidler, økologi osv. krydret med tanker til eftertanke og gode råd til at ”få gaflen i de sunde vaner”. De forskellige kapitler afsluttes med en opsamling, der giver et godt overblik.

Tre kendte danskere; Camilla Miehe-Renard, Margrethe Vestager og Sebastian Klein giver deres bud på et sundere familieliv og fortæller om de udfordringer, de som forældre kan stå overfor i forhold til børn og sundhed.

Bogen er bygget op så den kan bruges som opslagsværk, man kan springe rundt i kapitlerne alt efter interesse og behov. Bagerst i bogen er der opskrifter på hverdagsmad som, forfatteren lover, er godkendt af børn. Og min glæde var stor, da jeg opdagede, at der også havde sneget sig en opskrift på en chokoladekage ind – selvom man skal lede længe efter den.

Berit Elkjær har 15 års erfaring som klinisk diætist og fysioterapeut og har arbejdet meget med familier med børn med kostrelaterede problemer. Hun er mor til to og skriver bogen med sin erfaring som forælder og som behandler, med rod i en videnskabelig dokumentation.

Der er ikke meget nyt og revolutionerende i bogen, men den er et kærligt los i den brede bagdel, der som min, lidt for ofte er placeret i sofaen foran fjerneren. Den er lækker i sin udformning og opbygning, med gode billeder og tips til gode hjemmesider – og chokoladekagen – den skal prøves!

Berit Elkjær, Æblekinder og kondisko, Politikens Forlagshus A/S, 2008, 223 sider.

Danmark er ikke for lille til at have en ballet, men vi har åbenbart ikke plads til skibsværfter. I sidste uge besluttede Mærsk Mc-Kinney Møller i hvert fald de facto at lukke det sidste store skibsværft her til lands, og dermed sættes et punktum for et industri-eventyr. Lindøværftet var det sidste, men i modsætning til de værftslukninger, vi hidtil har oplevet her til lands, så er der påfaldende stilhed i Munkebo. Det var ikke tilfældet tilbage i midten af 1990′erne, da det legandariske B&W på Refshaleøen gik konkurs efter mange års dødskamp.

DR-journalisten Niels Bjørn Hansen fulgte kampen i 1996 på TV-avisen, og her 12 år efter konkursen har han sat sig for at skrive historien om værftet.

I titlen antydes Hansens gennemgående tese: B&W kunne godt være reddet! Faktisk var B&W et af de mest effektive værfter i verden, men man kæmpede mod sydøstasiatiske værfter, der godt nok ikke var lige så effektive, men som havde gode statsstøtteordninger og lidt lavere lønninger.

Niels Bjørn Hansen har indsamlet en anseelig mængde viden og information, ligesom han har talt med en lang række af de implicerede personer. Han kommer godt rundt om de mange forsøg på at redde værftet og er inde i detaljerne om alle de forskellige konstellationer og kampe.

Men netop den anseelige mængde information kræver også, at man er i stand til at organisere stoffet, fordele det rigtigt og ikke mindst redigere. En god forfatter er i stand til at skære til og fra – og det har Niels Bjørn Hansen desværre ikke helt formået.

Det virker næsten som om, at der ikke har været tid nok til den redigerende fase. Bogen er fyldt med gentagelser og ligegyldige sidehistorier, som stritter ud. Samtidig er der irriterende mange stave- og slåfejl, som burde være udryddet af et godt forlag.

Det er synd og skam, for projektet er både interessant og vigtigt. I disse år sker der en massiv forandring af det danske samfund og erhvervsliv, og netop de store skibsværfters historie er en historie om Danmark som en stolt industri-nation. En nation, hvor vi har produceret verdens største – og flotteste – containerskibe. Hvor navnet B&W stadig i industrien har så stor respekt, at MAN stadig sætter det på sine motorer.

At Niels Bjørn Hansen mener, at B&W kunne være reddet er man ikke i tvivl om. Og hans dokumentationsmateriale forekommer at være på plads. Han – og flere af de dengang involverede i redningsaktionerne – mener, at årsagen til, at det ikke lykkedes skal findes i direktion og bestyrelse. Man havde indsat en ny direktør med det ene formål at få lukket værftet, og man holdt kun gang i redningsforsøgene for at få arbejderne til at blive ved med at færdiggøre det sidste skib uden bøvl og ballade.

Men Niels Bjørn Hansen glemmer at stille sig selv – og sine interviewpersoner – et afgørende spørgsmål: Hvorfor i alverden skulle man være interesseret i at lukke et velfungerende værft, der let kunne være reddet? Det står desværre ikke særlig klart efter at man har læst bogen.

Niels Bjørn Hansen: B&W – værftet der ikke måtte overleveForlaget Sohn, 2008, 296 sider.

Jeg har fået Havets Katedral anbefalet fra flere sider, og det forstår jeg ganske simpelt ikke. Havets Katedral er et forsøg på at skrive et catalansk svar på Ken Follets Jordens Søjler, bortset fra at persontegningen er papirtynd og handlingen er utroværdig.

En retskaffen mand må flygte til Barcelona med sin søn, efter at en led adelsmand har voldtaget hans kone og truer ham og sønnen på livet. Der må han gå utrolig meget ondt igennem, før det hele ender godt med hans søn – der naturligvis kommer godt igennem både pest, inkvisition, adelsvælde, kongelige luner og krig.

Læs den kun, hvis du er til bøger, hvor de onde er superonde, de gode både dydige og dygtige og hvor du er ok med, at du skal føle sympati for et incestforhold mellem en mand og hans adoptivdatter. Øv, jeg elsker ellers middelalderen.

Ildefonso Falcones: Havets Katedral. Bazar, 629 sider. 2006, da. 2008.

11. september er på vej ind i litteraturen. Det skal blive interessant en dag at læse 9/11 romaner i kronologisk rækkefølge uafhængig af forfatteren for at se udviklingen i vores syn på den skæbnesvangre dag. Når fremtidens litterater skal i gang med dén øvelse, bør Den faldende mand så afgjort være på læselisten!

En mand overlever mareridet i tårnene. Han dukker op på eks-kærestens dørtrin med en ukendts mappe i hånden. Fysisk er han kommet lettere til skade, men de alvorligste skader sidder naturligvis i sindet.

Hans kone og hans børn bliver også mærket – som amerikanere, og som pårørende til den sårede mand. Børnene står hver dag med en veninde og spejder mod himlen i søgen efter flere fly. Konen er frivillig i en huske-gruppe for demensramte, og hendes mors kæreste har selv (måske?) en fortid som venstreorienteret terrorist i 70′erne. Oveni kommer så den faldende mand – en kunstner, der af ukendte årsager lader sig falde ned fra afsatser med en spinkelt line forskellige steder i byen.

Det er alt sammen mesterligt vævet sammen af Don Delillo. Verdenshistorien møder hverdagshistorien. Det er bestemt en læsværdig bog, der sætter ord på stemningen i tiden efter 11. september – det uforstålige, det storladne og de mange mennesker, hvis liv ændrer bane.

Don Delillo: Den faldende mand. Gyldendal. 239 sider, 2007 (da. 2008)

“Jeg hedder Joy, og jeg er syv år. Min bedste ven hedder Otto. Eller altså, vi er ikke kun venner – jeg er forelsket i ham, og han er forelsket i mig. Det var nok derfor, han gav mig ønskedåsen.”

Omdrejningspunktet i (børne)bogen er en ønskedåse. Den virker ved, at man taler ned i dåsen og skynder sig at lukke låget på. Herefter begynder magien. Bogen er testet i samarbejde med en 4½-årig dreng, der levede sig ind i historien og liiiige måtte afklare om der findes ønskedåser i virkeligheden.

Joy og ønskedåsen er en lærerig børnebog, der behandler emner som sorte/hvide mennesker, det at være tyk, det at være anderledes, venskaber, rig/fattig og det med, at man ikke må gå med fremmede voksne, da de måske “vil kramme børn mens de er nøgne”.

Sproget er let og flydende. Illustrationerne er få men fine. Og fortællingen om Joy, hendes familie og vennerne er spændende og underholdende. Og så er kapitlerne af en fin længde til en godnathistorie.

Bogen er primært skrevet til de 5-10 årige. Hvis dit 4 årige barn er vant til, at der bliver læst højt vil bogen dog også sagtens kunne bruges. Højtlæsning for de yngste og læs-selv for de lidt større.

Alt i alt en rigtig god børnebog. Del den med dit barn. Udkommer på forlaget Gyldendal d. 6. februar.

Joy og ønskedåsen vandt den romankonkurrence, som Astrid Lindgrens svenske forlag Rabén & Sjögren udskrev i forbindelse med Astrid Lingrens 100 års jubilæum.

Helena Östlund, Joy og ønskedåsen, Oversat fra svensk af Tina Schmidt, Gyldendal, Februar 2009, 136 sider.

Lorteliv. Det var det første ord jeg tænkte på, da jeg var færdig med bogen. Heldigvis var det ikke mit eget liv eller forfatterens liv, men derimod bogens hovedpersons liv. Men de findes også derude i virkeligheden. Personer med et lorteliv.

“Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” er fortællingen om gymnasielæreren Allan, der bor alene og som lige i overkanten. En dag bliver det for meget for rektor på gymnasiet. Allan giver sig til at reflektere over sit liv. Vi følger ham således fra barndommens sommerhusture, hvor det menneskelige affald blev gravet ned på nabogrunden, over ungdommens år med kærlighed og svigt – og frem til alt for meget alkohol i voksentilværelsen. Det lyder banalt, men det er en levende og realistisk fortælling. Og det er bestemt ikke en bog med happy ending. Men det gør ikke noget.

Der er sætninger, der fylder en hel side. Der er uddrag fra danske børnebøger. Og der er en fortælling og en fortælleform, som man ikke kan undgå at blive grebet af. Lettere forpustet kan man dog godt blive af de lange spændende passager med masser af indskudte sætninger. Der springes i tid og sted konstant, men det gøres uden at man som læser mister tråden.

“Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” udkommer i dag på Gyldendal og den er værd at læse. Det er en af den slags bøger, der minder os om, at vi selv har det største ansvar for liv og glæde. At man ikke skal stå passivt og vente i kulissen. Men derimod selv turde række ud efter det vil have.

Robert Zola Christensen er født i 1964, debuterede som forfatter i 1997 og har bidraget til forskellige tidsskrifter. Du kan læse mere om Robert Zola Christensen og hans forfatterskab på www.rzc.dk

Robert Zola Christensen, Aldrig så jeg så dejligt et bjerg, Gyldendal, Januar 2009, 224 sider.

Advarsel: Hvis du ikke har tid. Og heller ikke har penge, ja så skal du ikke læse Igors æblehave. Der er nemlig en overhængende fare for, at en utrolig længsel efter at rejse verden rundt vil bemægtige sig dine tanker. Læser du bogen må du acceptere, at du i den grad bliver smittet med lysten til eventyr og oplevelser.

Igors æblehave handler meget lidt om æbler og heller ikke ret meget om haver. Til gengæld handler den om Bjørn Harvigs noget specielle rejse fra København til Teheran. På cykel.

Der er tale om en skøn og livsbekræftende bog. Bjørn Harvig fortæller om sine følelser, tanker og oplevelser i løbet af rejsen og krydrer det på en nærværende og interessant måde med faktuelle oplysninger om de lande han passerer. Man får et indtryk af en mand, der rejser med en god blanding af nysgerrighed, ydmyghed og oprigtig interesse for de mennesker han møder undervejs.

Hvor de fleste andre ville vælge vejen via de centraltbeliggende lande i Europa vælger Bjørn Harvig i stedet turen over Rusland, Ukraine, Georgien, og Armenien for at komme til Iran. Undervejs møder han agressive hunde, fattige men imødekomne mennesker der lukker ham ind i deres hjem, afvisende hotelreceptionister, en æblehave – samt ikke mindst regnvejr, sure sokker og overnatninger i telt.

En af de mest interessante oplevelser for mig som læser er hans tur til Tjernobyl. Han formår at skildre de forladte beboelsesområder på en måde, så man praktisk taget kan fornemme stilheden.

Udover at mestre skrivekunsten er Bjørn Harvig en glimrende fotograf og bogen er således fyldt med skønne fotos fra rejsen. Hvornår mon Bjørn Harvig igen drager afsted, og mon vi andre endnu engang får lov til at komme med på frihjul?

Bjørn Harvig er født i 1980. Han er yngste medlem af Eventyrernes Klub.

Bjørn Harvic, Igors æblehave, Mediehuset Luksus, 2008, 184 sider.