Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Er blevet venner med Spacemermaid. Skøn veninde. Lidt tosset, men underholdende at være sammen med. Oplever så meget sjovt, at mit eget liv bliver lidt gråt ved sammenligning. Eller hvordan er det nu? Er da ikke venner med Spacemermaid. Har ikke engang mødt hende. Hmmm, har en tendens til at tro, at jeg er venner med hovedpersonen, når jeg kaster mig over den type bøger. Har således også haft Nynne på vennelisten. Og Bridget Jones – og det til trods for at jeg aldrig har kunne lokkes til England (det regner jo altid der).

Min vildfarelse med hensyn til mit nye venindeforhold må skyldes, at Spacemermaid er så åben og ærlig om sine tanker og oplevelser, at jeg nærmest kan høre hende. Men det gør os jo ikke til venner. Det gør bare bogen til en god og underholdende bog.

Her hos mig i forstaden står den på orlov, babygylp og skoldkopper. Og det må siges at være noget af en kontrast til det københavnerunivers som Spacemermaid befinder sig i. Et københavnerunivers med en hverdag fyldt med karriere, kærlighed, cafeér, biografture og en evig angst for at den eneste ene skal vise sig ikke at være den eneste ene. Egentlig ganske skønt at forsvinde ind i en anden kvindes verden. Bare for en stund. Selv kan man jo også være angst for at den eneste ene en dag tager sin bærbare under armen og stikker af.

“Skydykker uden faldskærm” er sammenskrevet af tidligere blogindlæg og er Charlotte Heje Haases anden weblogroman. Kan dog sagtens læses selvstændigt. Tror sgu jeg vil tilføje hendes blog som foretrukne. Tøsen kan jo skrive. Både på en intelligent, underholdende og nærværende måde. Om stort og småt. Men mest om alt det mystiske og magiske ved kærlighed. Det er skønt og det kan anbefales. Altså kærlighed – men også, at bruge et par timer på “Skydykker uden faldskærm”.

Spacemermaid, Charlotte Heje Haase, Skydykker uden faldskærm, Lindhardt og Ringhof, Oktober 2008, 208 sider.

“Stillevejen” er fortællingen om en mor, en far og deres søn på en helt almindelig stille villavej i Danmark. Det er fortællingen om hverdagsliv med aftensmad, havelåger, fjernsyn og lektier. Om dagens trummerum og om en familie der bor i samme hus, men som stort set hverken ser eller hører hinanden. Og om hvad det kan betyde for et barn og dets tanker.

Det er et hjem med lidt for mange øl, lidt for mange pilleglas, lidt for store krav til barnets lektielæsning uden at det følges op af lektiehjælp, og et hjem hvor evnen til at tegne betragtes som en fuldstændig ligegyldig kompetence.

Jeg-personen er den 12 årige Christian. Det gør dog ikke bogen til en børnebog. Bogen er derimod en opsang til alle voksne, der glemmer at være hvor de er, når de er der. Altså dem der blot lader dagene passere uden at forholde sig det mindste til sine nærmeste.

I bund og grund bliver vi indimellem alle ramt af hverdagens gøremål, men bogen kan måske vække os fra vanerne og minde os om hvor vigtigt det er at vi husker at være der for de nærmeste.

“Stillevejen” er et familiedrama om en familie i opløsning. Det lyder temmelig kedeligt, men Carsten Boe skriver på en måde, så bogen bliver både spændende og relevant. Og i bund og grund ret trist.

Bogen er Carsten Boes debutroman og jeg læser gerne flere bøger fra ham. Hvis du vil vide mere om “Stillevejen” eller om forfatteren kan du tjekke Carsten Boes hjemmeside.

Carsten Boe, Stillevejen, Bogkompagniet, Oktober 2008, 218 sider.

Nogle bøger opnår en stor popularitet ved udgivelsen og i årene efter, hvorefter de går lidt i glemmebogen. Ofte fortjent fordi bogen alligevel ikke står distancen. Det første gælder for San MIchale – men bestemt ikke det sidste.

Axel Munthe er en svenskfødt læge, uddannet i Frankrig, der hovedsageligt praktiserede i Paris og Rom i slutningen af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet. Hans erindringer er en broget samling af oplevelser fra hans lægegerning, hvoraf en del mest er anekdotiske. Det er et spændende indblik i datidens lægevidenskab, herunder ikke mindst neurologien og psykiatrien.

Axel Munthe er med hvor det sker i datidens lægevidenskab. Han er blandt andet med hos den i datiden berømte Charcot på sindssygehospitalet Salpetriere og får status af modelæge som behandler af udenlandske kvinder i Paris med hysteriske lidelser. Men han nøjes ikke med at behandle de rige – han ser også død og lidelser som fattiglæge og ikke mindst som læge ved jordskælv og koleraepidemier i Italien.

Man skal ikke tro, at Munthe sætter sit lys under en skæppe. Han kender sit værd som læge og moraliserer gerne over sine kollegers indtjening.

San Michele er det landsted, Axel Munthe erhverver på Capri – et landsted, der for små 2000 år siden tilhørte kejser Tiberius. Munthes lægelige oplevelser væves således sammen med det tilbagestående øsamfund og de mange arkæologiske fund, Munthe gør på sin ejendom.

Ved siden af hvervet som læge er Munthe en stor dyreven, der kæmper for dyrs rettigheder. Han forsøger f.eks. at redde de mange sangfugle, der hvert år er på træk over Capri, fra de lokale skytter og fælder.

San Michele er utrolig godt fortalt, og man tilgiver gerne forfatteren hans store selvfølelse. Man skiftevs griner og græder og de mange lægehistorier, og priser sig lykkelig over de store fremskridt, der er sket siden dengang. Jeg ved ikke, om San Michele er til at opdrive nogen steder, men den fortjener bestemt at blive læst!

Axel Munthe: San Michele. Steen Hasselbalchs Forlag, 1930. 497 sider.

Nogle bøger var næppe udkommet hvis det ikke var fordi forfatteren var kendt og succesfuld. Sådan er det også med Barden Beedles Eventyr af Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling. Det er ikke fordi de fem små fine (folke)eventyr, hver især med professor Dumbledores kommentarer og noter tilknyttet, ikke er gode – men uden det storsælgende Harry Potter univers havde de nok fortsat boet i J.K. Rowlings skuffe.

Barden Beedles Eventyr har på den måde samme status som Tom Bombadils Eventyr har i forbindelse med Tolkiens Midgård-univers. Hvor Barden Beedles Eventyr således spiller en rolle i den sidste Harry Potter bog ,er Tom Bombadil en skovånd, som hjælper hobitterne ud af den gamle skov (i en scene som ikke er med i filmatiseringen).

Mens det er søde eventyr i grænselandet mellem magikere og Mugglere, og et enkelt eller to af dem kan bruges til højtlæsning for mindre børn, så er det svært at forestille sig at bogen ville være blevet udgivet uden Harry Potter-bøgernes succes og J.K. Rowlings enorme popularitet.

Så medmindre du må eje alt i Harry Potter-universet kan kronerne bruges på et mere komplet og selvstændigt væk – for eksempel Tolkiens Hobitten. Så kan du være på forkant inden filmatiseringen får erobret fantasien.

Det mest formildende ved udgivelsen af Barden Beedles Eventyr er, at overskuddet går til Children’s High Level Group, en velgørende organisation stiftet af J.K. Rowling.

Barden Beedles Eventyr af J.K. Rowling. Oversat af Hanna Lützen. 106 sider. Gyldendal 2008.

Jeg opdagede første gang Ian McEwan i den fantastiske Soning. Derefter er jeg begyndt at læse mig igennem hans forfatterskab, kun for at kunne konstatere at Soning er mesterværket. Bevares, han har skrevet andet godt, men på niveau med Soning er det altså ikke.

Dennegang er turen kommet til hans nyeste værk, Ved Chesil Beach. Og det er skam en nydelig lille roman om Edward og Florence, der gifter sig i det herrens år 1962 og ved så lidt om (sex)livet, at det får konsekvenser for resten af deres liv.

Et tidsbillede (omend jeg ikke aner hvor korrekt det er, men det lever da op til fordommene om de sexforskrækkede englændere med stiff upper lip) Vi er før den seksuelle revolution, på et tidspunkt hvor det stadig ikke er “in” at være ung, og hvor unge mennesker gifter sig tidligt for at kunne opnå den attråede voksenstatus.

Edward og Florence har hver deres atypiske baggrund, og beskrivelserne af deres liv frem til den fatale bryllupsnat, hvor erotikken for første gang skal introduceres i deres forhold, er fine og læsværdige. Bogen er ikke så lang, så man kan tilbringe en god eftermiddag blandt usædvanlige mødre, universitetsmiljøet i de tidlige tressere og lidt klassisk musik uden at føle sig snydt.

Havde jeg ikke læst Soning, ville jeg nok have bedømt Ved Checil Beach lidt mildere – omend det nok er usandsynligt, at jeg i så fald ville have givet mig i kast med den… Når nu forfatteren kan skrive, så verdenshistorien og den personlige historie væves sammen til et uforligneligt og ubærligt drama – hvorfor så lade sig nøjes med mindre?

Kom igen, McEwan, jeg ved du kan!

Ian McEwan: Ved Chesil Beach. 2007, da. 2007. Gyldendal, 138 sider.

“I kufferten lå der en dreng. En nøgen, lyshåret dreng, lille og spinkel, næppe mere end tre år gammel. Chokket fik hende til at vælte tilbage mod containerens ru plasticflade.”. Sådan lyder en beskrivelse fra første side i bogen “Drengen i kufferten” – og fra start til slut er bogen fyldt med både spænding og tempo. Det er lykkedes Lene Kaaberbøl & Agnete Friis at skrive en jeg-kan-ikke-lægge-bogen-fra-mig-igen krimi.

Nina Borg, sygeplejerske og ansat på et Røde Kors Center finder en dag en kuffert med en lille dreng. Heldigvis er han levende, men hvem er han og hvor kommer han fra? Nina Borg sætter sig for at finde frem til hans mor. Men det er ikke lige til og undervejs svigter hun sin familie og sætter sit eget liv på spil.

Nina Borg minder mig mest af alt om Liza Marklunds karakter Annika Bengtson. Begge kvinder er heltinder, der på forunderligvis er med til at gennemskue og opklare forbrydelser, men som samtidig har rod og kaos på hjemmefronten.

Handlingen er spændende, sproget er levende og nuanceret, og jeg kedede mig ikke på én eneste side. Selvom “Drengen i kufferten” er Kaaberbøl & Friis´s første krimi er kan man tydeligt mærke, at de begge har stor erfaring i at skrive bøger. Deres tidligere bøger har dog været for børn og unge, og det er “Drengen i kufferten” bestemt ikke.

Jeg byder Kaaberbøl & Friis velkommen på den danske krimiscene og ser frem til de næste to planlagte bøger i serien om Nina Borg. Hvis det ikke var fordi jeg netop har læst bogen “Drengen i kufferten”, ville det være et oplagt ønske til under juletræet.

Kaaberbøl & Friis, Drengen i kufferten, People´s Press, 2008, 319 sider.

Få musikere som jeg lytter til er så myteomspændte som Tom Waits. Siden hans første udgivelser i starten af 70’ernes har han for mange stået som en syngende Charles Bukowski. Altid i uføre, altid på kanten og altid hvad der lyder som i en to-cifret promille.

Undervejs har Tom Waits spillet og skrevet skuespil, været med i en række film og er blandt andet kendt for at sætte musik til skuespillet Woyzeck – og ikke mindst gennemgået en musikalsk udvikling fra den hotelbar-fordrukne melankolske jazzede unge musiker til den ældre eksperimenterende kunstner, som gerne anvender et læs brædder og en bulet spand som trommer.

Den alsidige karriere er der muligheden for at dykke ned i med Gyldendals udgivelse af ”Den der sover synder ikke”.

Bogen, som oprindeligt blev udgivet på engelsk i 2005, er dybest set en samling af interviews med Tom Waits spændende fra 1975 og frem til 2004. Interviewene er blandt andet med Rolling Stones men også flere mindre kendte blade og aviser er med. Til sammen formår interviewene at give en række interessante nedslag i Waits’s karriere og understrege den udvikling der er foregået igennem en mere end 30-årige karriere.

Vi lærer ikke meget om den notorisk sky Waits undervejs, men lærer igennem flere af interviewene ganske meget om hans tilgang til musik og får efterhånden en (så klar som det nu kan blive) mulighed for at prøve at skille manden fra myten. Waits selv hjælper lidt til, men så heller ikke mere: Et af interviewene slutter med at Waits bil bryder i brand og i et andet slår Waits journalisten helt ud, da han erkender, at det meste af hans selvbiografi er fri fantasi.

Den der sover synder ikke (engelsk originaltitel: Innocent when you dream, titlen på et Waits-nummer) er ikke bogen for entusiasten, som vil kende Waits stjernetegn eller hans holdning til dyreforsøg, men den er, for lyttere af Tom Waits musik, et interessant kig ind i mandens skægge, syrede og sorte univers. Lidt som Tom Waits musik.

Mac Montandon (Red.): Den der sover synder ikke, Gyldendal 2008. 254 sider. På dansk ved Klaus Lynggaard

Da min boghandler rakte mig “Mord og mandelduft” troede jeg først, at det var lydbogsudgaven han havde fundet til mig. Bogen er nemlig lille og tynd og ligner ikke slet ikke de andre Camilla Läckberg-bøger. Alligevel rummer bogen 231 læseværdige sider. Der er ganske enkelt tale om en julekrimi i pixi-format.

Handlingen foregår på en ø ud for Fjällbackas kyst en uge før jul. Martin Molin, som vi kender fra de andre Läckberg-bøger, er blevet slæbt med til familietamtam af sin kæreste, men er ikke udpræget begejstret for at skulle tilbringe en weekend med svigerfamilien. Under middagen falder familiens overhoved om og det går snart op for Martin Molin, at der er tale om mord. Uvejret raser udenfor og ingen kan komme til eller fra øen. Morderen må altså være et medlem af familien. Da Martin Molin er politimand fra Tanumshede Politistation går han straks i gang med at afhøre familien. Han er opsat på at løse mordgåden.

Bogen er skrevet i et meget let tilgængeligt sprog og minder mig derfor lidt om skrivestilen i ugebladsnoveller. Har man læst de andre af Camilla Läckbergs krimier vil man savne den spænding, som hun ellers plejer at kunne bygge op. Alligevel formådede hun at tage fusen på mig. Bogen ender nemlig slet ikke som forventet. Hvis du har brug for en tiltrængt time-out i en stresset juletid kan det varmt anbefales at tilbringe 1½ times tid med “Mord og Mandelduft”.

Camilla Läckberg, Mord og mandelduft, People´s Press, 2008, Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen,231 sider.

Romanen “Glansbilledsamlerne” er en fin og medrivende introduktion til færøsk historie op igennem 60´erne, 70´erne og 80´erne. En historie der i noget højere grad end den danske er præget af en kultur styret af religion og stærke holdninger til sex før ægteskab og sex med en af samme køn. Holdningerne til sex afholder dog ikke personerne i bogen fra at leve en del af deres drømme ud – hvilket bliver beskrevet indgående.

I bogen skildres seks klassekammeraters skæbner på godt og ondt. De mødes første gang på den private katolske skole i Tórshavn, hvor de alle samler på glansbilleder. Senere i livet mødes de igen løbende på kryds og tværs og handlingen i bogen er spundet sammen sådan, at man får mere og mere af vide om den enkelte person gennem de begivenhed som de kommer ud for. Det kræver dog en opmærksom læser at kunne hitte rede i, hvem der er i familie med hvem eller hvem det nu var der tog ud at sejle.

Hovedpersonernes liv er dog langt fra så farverige og smukke som de glansbilleder, de samlede på som børn. Opvæksten i Tórshavn er præget af alkoholisme, fattigdom, vold, og selvmord i familien. Vi møder dog også en familie med overskud, som mere eller mindre adopterer den ene af drengene og giver ham oplevelsen af trods alt at høre til et sted.

Et af de tilbagevendende temaer i bogen er døden. Fem af de seks venner dør i en ung alder, den første som 11 årig af meningitis og den sidste som 40 årig af aids. Som læser kan man ikke undlade at føle med dem. Måske fordi forfatteren formår at skildre døden på en direkte og usentimental måde, som får bogen til at fremstå ganske realistisk.

I langt den største del af bogen skriver forfatteren særdeles levende. Det hænder dog at handlingen taber tempo – for eksempel på grund af lidt for lange beskivelser fra det gamle testamente.

Hvis du sætter pris på romaner om udviklingen i mennesker og samfund er Glansbilledsamlerne bestemt værd at læse. Og så lærte jeg endda noget om Færøerne undervejs.

Jóanes Nielsen, Glasbilledsamlerne, Forlaget Torgaard, Oversat af Povl Skårup, 2008, 265 sider

Mangemilliardæren Jansen har skabt sig sin formue på våbenhandel – af den helt rigtige lovlige slags. Imidlertid har han også set ind i fremtiden (baby)– and it’s murder. Alting var så meget mere sikkert og forudsigeligt, da verdens sikkerhedsproblemer ikke omhandlede terror banditter med Bin Laden i spidsen.

Missionen for Jansen bliver den ydmyge og simple at genskabe en naturlig balance i verden, hvor stormagterne fokuserer på at holde hinanden skak. Det er selvsagt ikke helt simpelt, hvorfor Jansen allierer sig med et ”perception management” firma – der som navnet antyder arbejder med at skabe en ”virkelighed”, der passer til ens egne ønsker.

I første omgang handler det om at få Verden til at tro på, at russerne har fundet frem til gamle hede drømme om verdensdominans. Med et enormt apparat bliver denne mission sat i værk, der er ganske underholdende at følge som læser. Baldacci har fået læst lidt op på, hvilke muligheder moderne informationsteknologier giver – og samtidig problemer den globale 24/7 nyhedscyklus har.

Sideløbende med denne udvikling følger vi journalisten Katie James. Hendes karriere er for alvor på vej ned af bakken  -trods tidligere Pulitzer priser – i takt med, at hendes alkoholforbrug er steget. Det er klart, at hun – sammen med bogens mystiske mandlige hovedperson – bliver involveret først på den ene måde – og senere på en anden i Jansens globale forsøg på at bedrage verden.

Bogen her kan næppe betegnes som værende stor litteratur. Til gengæld er den ganske underholdende, og kaster uden tvivl samtidig et par spørgsmål på banen. Som læser bliver man i høj grad konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at lave så gigantiske bedrag – eller om det i virkeligheden er noget pjat. Det er noget pjat på den måde, at selvom bogen forsøger at være meget teknisk, så letter den del af historien aldrig helt.

Anonyme blogs bliver eksempelvis igen og igen brugt som det mest dagsordenssættende medie – hvilket vidst ikke helt holder vand. Spændende er det dog at følge, hvordan viral markedsføring kan eksponeres over hele kloden – og vævet sammen med noget ”six degrees of separation” snak, er det også læseværdigt.

På trods af at det har været tydeligt, hvordan lande og grupperinger i stigende grad benytter sig af PR selskaber (eksempelvis senest i forhold til den russiske/tjetjenske konflikt ’08), så er der stadigvæk et pænt stykke vej til scenarierne i Beldaccis roman.  
 
David BALDACCI: The whole truth, 406 sider, Grand Central Publishing