Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Alene ordet “muhammedkrisen” har længe hængt mig ud af halsen. Både da den stod på og siden hen, har jeg skyndt mig at zappe videre, bladre videre eller skifte radiokanal, når emnet har været bragt på banen. Jeg fik ganske enkelt nok af emnet meget tidligt i forløbet – og havde desuden svært ved at lægge mig fast på en holdning i sagen.

Men muhammedkrisen var den største danske udenrigspolitiske krise i nyere tid, og derfor tog jeg da også bogen “Provoen og profeten” ned fra bibliotekshylderne, da jeg kiggede efter om Kin Hundevadts nye bog om Afghanistan “I morgen angriber vi igen” allerede havde fundet vej til bibliotekshylderne.

Forfatterne til bogen har begge været ansat på Jyllands-Posten i gennem mange år, og man kunne ved første øjekast tro at der var tale om et forsvarsskrift for den jyske avis – og for ytringsfriheden. Det er ingenlunde tilfældet. Faktisk har Hansen og Hundevadt præsteret at lave en særdeles spændende bog, der meget systematisk og objektivt beskriver hvad der skete dag for dag.

I kraft af deres ansættelsesforhold er de naturligvis i stand til at beskrive hvad der eksempelvis sker internt på Jyllands-Posten, da ideen om de 12 tegninger opstår, samt beskrive centrale begivenheder på avisen i de aller hektiske dage i februar 2006 meget detaljeret. Men de gør det på så objektiv og fair en facon, at det giver bogen styrke.

Udover at beskrive hvem der gør hvad hvornår, så kigger bogen også på de bagvedliggende motiver hos blandt andet den egyptiske regering, de danske imamer og Anders Fogh Rasmussen, ligesom den i høj grad gennemgår de forskellige debatørers argumenter for og i mod. Endelig samler den op og de to forfattere uddrager fire personlige bud på hvad vi kan lære af krisen.

Der er stort set ikke en finger at sætte på bogen, og jeg må tage hatten af for især de to forfatteres ihærdighed med at dokumentere alt med rette kilder og finde kilder stort set overalt i verdens nyhedsmedier.

Uanset hvad man har ment eller måtte mene eller ikke mene om de 12 tegninger og den virak, der fulgte i kølvandet på dem, så er “Provoen og profeten” helt essentiel læsning for forståelsen af hvad det var der skete, da danske ambassader pludselig blev sat i brand og danskere lagt for had i store dele af den muslimske verden.

John Hansen og Kim Hundevadt: “Provoen og profeten – Muhammedkrisen bag kulisserne”, Jyllands-Postens Forlag, 2006. 284 sider.

Så kom den endelig! Bind 3 ”Ligge i grønne enge” af Anne B Ragde.

Har du tidligere læst ”Berlinerpoplerne” og ”Eremitkrebsene” er der ingen vej udenom – så må du også læse ”Ligge i grønne enge”. Og hvis du ikke har læst nogen af bøgerne endnu er det bare om at komme i gang. Umiddelbart er min vurdering, at de to første bind er mere spændende end det tredje, men det udelukker ikke at læse “Ligge i grønne enge”.

Endnu engang samles familien på gården i Norge og alle har hver deres drømme og ideer for, hvad der skal ske med gården efter, at Tor har taget sit eget liv i stalden. Det er en familie med forventninger til hinanden, men da de fleste har svært ved at sætte ord på, hvad de mener og vil, er det vanskeligt at få det til at ende i lykke og idyl.

Vi følger således den 37 årige Torrun, som kæmper for at få en dagligdag til at hænge sammen på gården sammen med den efterhånden ret gamle og hjælpeløse farfar. Hun får praktisk hjælp af Kai Roger, som er interesseret i mere end blot gården og grisene. Vi følger også Margido og hans planer om at udvide hans bedemandsforretning og sidst men ikke mindst følger vi bøsseparret Erlend og Krumme på deres vej til at blive fædre.

Selvom omdrejningspunktet i familien er gården, grisene og en hundehvalp er der langt fra tale om en gang idyllisk Disney-fortælling. Tværtimod er der tale om elendighed, depression, fattigdom, og uindfriede drømme. Og det er nok netop det, som gør bogen realistisk og så forbandet virkelig.

Der er lagt op til, at det er sidste bind i triologien, men jeg får alligevel en fornemmelse af, at det sidste punktum måske endnu ikke er sat. Jeg har vel lov til at håbe.

Her kan du læse bogbloggers anmeldelse af ”Berlinerpoplerne”, som er bind 1 i triologien.

Anne B Ragde, Ligge i Grønne enge, Rosinante, September 2008, Oversat fra norsk af Karen Fastrup og Dorthe de Neergaard, 279 sider

Pædofili og barnemord er ingredienserne i Karin Fossums nye krimi ”Den som elsker noget andet” som i dag d. 27. oktober udkommer på forlaget Gyldendal.

Et ægtepar finder på en gåtur i skoven en søndag eftermiddag liget af en dreng. Han ligger på maven uden bukser på og der er ingen tvivl om at han har været udsat for en seksualforbrydelse. Parret husker, at de bemærkede en mand komme ud fra skoven, da de selv gik ind. Kort efter at liget af drengen er fundet i skoven forsvinder endnu en dreng.

Fundet af liget får betydning for ægteparrets indbyrdes forhold. Et forhold præget af uenighed om spørgsmålet om de skal have et barn. Et forhold hvor de slet ikke forstår hinanden og hvor den ene i den grad bliver optaget af selv at være en del af opklaringen. Karin Fossum får gribende og autentisk skildret de handlinger og tanker, der præger de to personer og der er ingen tvivl om, at parret er med til at bære fortællingen.

Bogen giver anledning til, at man som læser gør sig tanker om, hvorfor der findes voksne mænd, der har drifter og lyster så stærke, at de ikke kan lade børn være. Men bogen skildrer ikke kun den krænkende som skurken, men også som et offer. For de fleste krænkere har en fortid, der nok kan forklare men ikke undskylde deres gerninger.

Bogen handler dog ikke kun om voksnes overgreb på børn. Den handler også om det, der er om muligt er endnu værre. Jeg sad fastfrosset til stolen og læste mig meget koncentreret gennem især den sidste del af historien og jeg skal da ellers lige love for at Karin Fossum overrasker! Når en bog giver gåsehud – så er det en god bog! Mere vil jeg ikke afsløre her.

Selvom Karin Fossum har skrevet en længere række af krimier – med kriminalinspektør Konrad Sejer som ansvarlig for opklaringen – kan man sagtens som læser springe om bord i denne spændende krimi uden at have læst de andre.

En meget spændende krimi, som bestemt er værd at læse!

Karin Fossum, Den som elsker noget andet, Gyldendal, Oktober 2008, 208 sider, oversat fra norsk af Hanne Richardt Beck.

Venskaber kan være svære at skildre i bøger. Men venskab er netop hvad Astrid & Veronika handler om. Vi møder den unge kvinde Veronika og den ældre sky Astrid et sted langt uden for en landsby et sted i Sverige, hvor de tilfældigt bliver naboer. Begge har oplevet den smerte man efterlades med, når den, som som betyder allermest, dør.

Her er dog ingen lig i skovbunden, som man ellers har vænnet sig til med kvindelige svenske forfattere. Til gengæld er der skovjordbær, årstidernes skiften og en smuk historie om de to kvinder og deres spirende venskab. Der er erkendelsen af at der trods sorg findes en vej tilbage til livet og at vejen kan ligge lige for næsen af en.

Er du til fart over feltet vil du blive skuffet, for tempoet er ikke højt og handlingen drives frem gennem de to hovedpersoners – til tider lange – individuelle fortællinger. Derudover fortaber forfatteren sig i meget detaljerede beskivelser af skoven, planterne, lyset og vejret. Alligevel blev jeg grebet og nysgerrig efter hvilken kærlighed og hvilke tab de to har oplevet, som har gjort dem til de kvinder de hver især er. Og det er disse fortællinger, der giver bogen mening.

Astrid og Victoria er Linda Olssons debutroman, og man må sige, at hun trods alt kommer ganske godt fra start. Jeg kan ikke undgå at kommentere, at der er tale om bog med en ualmindelig skøn og livsbekræftende forside. Nemlig et foto af skovjordbær. Skovjordbær som kommer igen år efter år.

Bogen ender lige der, hvor jeg forventede, at den ville ende. Jeg havde blot ikke ventet, at tårerne ville trille ned af mine kinder.

Linda Olsson (født 1948) er født i Stockholm og uddannet jurist. Hun arbejdede i bankverdenen inden hun i 1986 forlod Sverige. Siden har hun boet i Kenya, Singapore, England og Japan, indtil hun i 1990 bosatte sig i New Zealand.

Linda Olsson, Astrid & Veronika, Forlaget Aronsen, September 2008, 272 sider, Oversat fra engelsk af Marie Kopp, Første gang udgivet i New Zealand 2005.

Jeg må indrømme at der gik lidt tid før jeg “fik tid” til at læse denne bog. Både forfatter og cover skræmte mig en smule. Jeg blev dog glædeligt overrasket, og pludselig var den slugt i løbet af en enkelt nattevagt.

Gretelise Holm har fået lavet en virkelig læseværdig indføring i feminismen og ligestillingsproblematikker anno 2008. Den er udkommet i forbindelse med 100-året for kvinders stemmeret ved kommunalvalget og det er denne kamp og argumentationen omkring den, som første del handler om. Næste del er så de 30 spørgsmål, som forsøger at tage mange af fordommene i ligestillingsdebatten ved hornene. Den tredje og sidste del (80 sider) er en mere teoretisk gennemgang af situationen lige nu i forhold til kønnenes ligestilling.

Hun når også at forholde sig til mænds ligestillingsproblematikker, selvom det selvsagt ikke fylder meget i bogen, der ellers handler mere om mænds gøren og laden end kvinders i ligestillingsdebatten. Hun springer let hen over prostitution, som hun kun behandler under menneskehandel og altså ikke prostitution i det hele taget.

Gretelise Holm har begået en virkelig god debatbog, men man kan sagtens nøjes med at læse enten første og anden del, eller første og tredje del, da de fleste pointer bliver nævnt i både spørgsmålssektionen og teoridelen. Spørgsmålssektionen er klart en fordel, hvis man ikke kan sluge det i ét stykke, men teorid-elen er mere sammenhængende i argumentationen. Det er dog spild af tid at læse begge.

Bogen bestod også den ultimative prøve. Jeg lagde den til en meget feministforskrækket ung mand på mit kollegiekøkken en aften, og da jeg kom tilbage læste han flittigt, trods Simpsons i baggrunden. Han tog den endda med i seng. Da jeg fik den tilbage, kommenterede han kort, at der var mange mænd, der havde fornuftige pointer i starten af sidste århundrede, men han havde skam læst den efter at have lånt den i tre dage.

Et tilsyneladende tilfældigt røveri mod en videobutik. En række modvillige vidner. En række forsvundne anorektiske kvinder. Som viser sig at have gået i gymnasiet sammen. En svensk våbensmugler med spor til Bagdad og Brasillien. Og et karriereskift der er så hemmeligt at ingen kan vide noget om det. Det er de løsrevne glimt fra svenske Arne Dahl seneste krimi om de Stockholmske kriminalfolk i A-gruppen.

Vi er efterhånden nået til bog nummer ti i serien. A-gruppens oprindelige hovedperson har fået nyt job, selve A-gruppens eksistens trues af besparelser og de fleste af gruppens medlemmer trisser rundt i hver deres stadigt mere individuelle verden. Eller det er i det mindste den umiddelbare opfattelse, for med sædvanlig snilde formår Arne Dahl at knytte trådene for hvert enkelt medlem af A-gruppen sammen undervejs og til slut.

Derfor ender den noget fragmenterede krimi Himmeløje også med at blive en basalt spændende bog, hvor vi samtidig får lov til at reflektere lidt over den tiltagende overvågning i samfundet. I den forbindelse skal Arne Dahl i øvrigt have ros for, at kunne skrive troværdigt om sporing af IP-adresser og andre tekniske finesser, som tilhører den moderne verden.

Desværre virker det som om Arne Dahl vil samle de ni hovedpersoner, tre plotlinier og en gigantisk forhistorie i ét og samme værk. Himmeløje virker derfor på undertegnede som en lidt rodet historie fra tid til anden – og ikke som sidste bind i en planlagte ti-bindsserie om A-gruppen. Heldigvis er der på svensk netop udkommet den afsluttede Arne Dahl bog med den svenske titel ”Elva” (dansk: Elleve) som for en sidste gang samler A-gruppen.

Er du nytilkommen til Arne Dahls univers er det dog ikke ved Himmeløje du skal starte. Selv undertegnede, som har fulgt med i de foregående 9 bind, skulle lige grave dybt i hukommelsen, når der flere gange i første halvdel af bogen blev refereret til tidligere begivenheder. Start i stedet med første bind kaldet Misterioso.

Den fremherskende mode anbefaler svenske femikrimier. Men Arne Dahl (pseudonym for svenske Jan Arnald) beviser dog med sin serie om, at det kan gå helt fint uden femi foran en krimi.

Arne Dahl, Himmeløje. 419 sider. Modtryk 2008.

Hvad sker der, når børn vokser op dybt i en walisisk dal, på bunden af samfundet? Det gjorde Rachel Trezise og skrev efterfølgende “Ned i akvariet og op igen”.

Bogen handler om forfatteren Rachel Trezises egen opvækst i den fattige Rhondda-dal i Wales. Rachel Trezise (født 1978) skrev bogen i en alder af 17 år og bogen er således hendes debutroman. Der er tale om en forfatter med en imponerende evne til at skrive levende og farverigt om hverdagslivet i barndom og ungdom.

Det er en selvbiografisk roman, hvor omdrejningspunktet i barndommen bliver arbejdsløshed, skilsmisse, vold, druk og det der er meget værre. Hvor kodeordene er omsorgssvigt, overgreb og den totale mangel på tillidsfuld voksenkontakt. Og hvor barndommen en nat som 11 årig ved hjælp af en stedfar glider over i en ungdom præget af pillemisbrug, alkohol og en hverdag, hvor selvmordsforsøg er dagens kost.

Men det er også en bog om den første store intense kærlighed og smerten, når kærligheden ikke længere kan bære. Og det er i den grad en skildring af, hvor svært det kan være at skelne tilfældig sex fra kærlighed.

Det foregår i en fattig del af Wales, men jeg ville være godt naiv, hvis jeg lukkede øjnene for, at der også i Danmark er børn og unge, der vokser op med den samme historie. Forfatteren beskriver sin historie på en ærlig og autentisk måde helt uden selvmedlidenhed og det er netop det der gør, at man godt kan holde ud at læse om al elendigheden.

Bogen slutter med at Rachel Trezise tager afsked med sin kræftsyge bedstemor, men som inden hun dør, når at give den unge kvinde gejsten til livet tilbage. Jeg er i den grad tændt på at høre, hvad der efterfølgende er sket med forfatteren, og står tilbage med spørgsmålet om det er muligt, at en sådan omvækst overhovedet kan skabe et velfungerende og normalt voksent menneske. Jeg tror, at svaret er ja, da det i den grad kræver en indre evne til at se sig selv udefra for at kunne skrive en sådan bog og den evne har Rachel Trezise i den grad vist, at hun har.

Det er smukt, det er trist og det er i den grad værd at læse.

Rachel Trezise: Ned i akvariet og op igen, Forlaget Aronsen, August 2008, Oversat fra engelsk af Morten Visby, 198 sider

Når man med at skævt smil læser om de, på trods af deres dyre legetøj, amatøragtige amerikanere og deres alt andet end venlige saudiske bonkammerater, så har Jan Guillou helt sikkert opnået hvad han ville med den seneste bog om den svenske superhelt Hamilton.

Mens Hamilton plotter amerikanerne og saudiernes nederlag stifter læseren også bekendtskab med en større omgang legionærer fra fremmedlegionen, en kynisk Vladimir Putin, en palæstinensisk efterretningschef på vej på selvvalgt pension og det svenske sikkerhedspoliti. Sidstnævnte er knapt så amatøragtigt som i tidligere Hamilton-bøger, en rolle som i stedet er overtaget af politikere som er så forelskede i krigen mod terror at retssikkerheden sættes ud af kraft.

Bogens udgangspunkt er at Hamilton, som efter affæren med den palæstinensiske ubåd i Madame Terror, nu bor i Rusland. Men ved hjælp af forskellige juridiske spidsfindigheder får han sin svenske livstidsdom omstødt, vender tilbage til det moderne Sverige og går i gang med at skabe sig en ny og mere fredelig tilværelse.

Medierne, politikerne og ikke mindst sikkerhedspolitiet har imidlertid fået islamiske terrorister på hjernen, og et uskyldigt interview med en af Hamiltons bekendte resulterer i at hendes datter kidnappes af islamiske terrorister. Kender man til de 12 forgående Hamilton-bøger, så ved man, at det er relativt skidt for helbredet at lægge sig ud med Hamiltons omgangskreds – også selvom man er nært allieret med USA.

Mere af plottet skal ikke afsløres her, men er du i forvejen Hamilton-fan og har fulgt med siden første bog (Coq Rouge fra 1986) så er der tale om et glædeligt gensyn. Farten er fortsat høj, kommentarerne til det ofte medløbende politiske system er stadig krasse og når Hamilton og vennerne går i aktion er det præcist og effektivt udført. Ligesom Hamilton har udviklet sig så har bøgerne det dog også. Hvor Hamilton i de første mange bøger gennemførte præcise efterretningsaktioner så foregår ”Men ikke hvis det gælder din datter”, i lighed med forgængere ”Madame Terror”, på et mere globalt plan. Her spiller den svenske supermand virtuost på både medierne, storpolitikere og tyer til god gammeldags voldsanvendelse. Det er der kommet en god historie ud af – forhåbentligt ikke den sidste i Hamilton-serien.

Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter. Modtryk 2008. 408 sider. Kan også købes på MP3 (13 timer og 50 minutter).

I serien om Hamilton er der udkommet følgende bøger:
Coq Rouge (1986)
Den demokratiske terrorist (1987)
I nationens interesse (1989)
Dine fjenders fjende (1989)
Den agtværdige morder (1990)
Øje for Øje (1991)
Ingen mands land (1992)
Den tabte sejr (1993)
I Hendes Majestæts tjeneste (1994)
En borger hævet over enhver mistanke (1995)
(Hamlon (1995))
Madame Terror (2006)
Men ikke hvis det gælder din datter (2008)

Det er et meget ambitiøst bogkoncept, som Niels Krause-Kjær kaster sig ud i. Han vil nemlig i bogen forsøge at beskrive dansk politik i ord og billeder fra de sidste 50-60 år. Det har mange forsøgt før ham, med mere eller mindre held.

Efter at have læst/kigget bogen, må jeg erkende det er lykkedes Niels Krause-Kjær at lave en virkelig flot og velskrevet bog. Den forsøger ikke at være en historiebog, men et flot værk, der med respekt omhandler de centrale politiske figurer i dansk politik.

Bogen kan være lidt svær at læse, da de mange store billeder bremser en hele tiden. Billederne fanger simpelthen ens opmærksomhed, så det er svært at komme videre. Men det er jo blot en luksus. Kan dog anbefale at man bladrer hvert kapitel igennem først og ser på billeder, for derefter at læse teksten. Ellers kan man meget nemt miste tråden når 3-4 sider i træk, har store flotte historiske billeder fra folketinget.

Det er ikke en politisk bog og Niels Krause-Kjær formår også at sætte alle politikere i et lys, som hverken er for kritisk eller for idyllisk. Stor ros for den svære balancegang.

Kapitlerne er ikke kronologisk, systematisk eller partiopdelt. Krause-Kjær beskriver i bogen, i virkeligheden hvordan hverdagen er på Christiansborg. Politikere blander sig imellem hinanden på kryds af aldre og partiskel. Det samme gør bogen og det virker faktisk rigtigt godt.

Bogen er en oplagt gave til alle, der interesserer sig for Christiansborg og det politiske liv. Der er ingen højpandet ideologiske diskussioner, men blot fantastiske billeder af, og flotte hyldesttekster til, mange danske politikere.

Bogen har min varmeste anbefalinger.

Niels Krause-Kjær: “Man har et standpunkt”. Forlaget Thaning & Appel. 218 sider.

The Graveyard Book af Neil Gaiman er en hyldest til Rudyard Kiplings Jungle Bogen. Som i den er hovedpersonen i The Graveyard Book et forældrerløs spædbarn som bliver opfostret udenfor vores civiliserede verden. Men hvor de i jungle Bogen er en flok vilde dyr, er det her i The Graveyard Book en samling spøgelser på en kirkegård, en vamæpyr og i nu og næ en varulv der tager sig af vores hovedperson Nobody Owens, også kaldet Bod. Det er dog ikke internt at Bod skal finde de største farer i hans liv, men derimod fra verdnen udenfor kirkegården de største farer lurer, især fordi bogen bygger op til det endelige opgør imod den mand der dræbte Bods familie i starten af bogen.

Neil Gaiman har haft ideen til bogen i mere end ti år, og de trofaste læsere af ham vil allerede have stiftet bekendtskab med ham i Gaimans samling af noveller i bogen M is for Magic. Den historie er også med i bogen, uredigeret som 4 kapitel, så den gode Gaiman har vidst at han har haft fat i det rigtige fra starten.

Gaiman bevæger sig hjemmevandt rundt i han miljø af mytologi og æventyr som bliver blandet ind i vores daglige verden på en lækker og finurlig måde. Han er dog heller ikke bleg for at gøre fortællingen til et billed af hvordan man som begyndende voksen vil miste ens evne til at leve i en fantasi verden, præcis som man også ser i jungle bogen, og i andre store klassikere som Gaiman bestemt kender.

Det er en god bog, meget let læselig i stil med Gaimans tidligere værk Coraline, og kan anbefales til stort set alle læsere. Så læg Harry Potter fra dig et øjeblik, og giv et par dages læsning til en af fantasy genrens sande meste, det vil du ikke fortryde.

Neil Gaiman: The Grayeard Book, illustreret af Dave Mckean.