Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Hvis man har en opfattelse af, at the Central Intelligence Agency på trods af fejl og ulykkelige beslutninger alligevel har haft rimeligt styr på verdenssituationen siden oprettelsen efter Anden Verdenskrig, bør man læse Tim Weiners bog. Ønsker man ikke at rokke ved den opfattelse, bør man holde sig langt væk.

Bogen er skrevet af journalisten og Pulitzer prisvinder Tim Weiner, der i 20 har dækket CIA for New York Times. Som den første har han fået adgang til akter i CIA’s historie, præsident Clinton afklassificerede i ’90′erne. Derudover har han haft held med at interviewe en lang række helt centrale skikkelser for CIA. 

Der er altså tale om en enestående gennemgang af det amerikanske efterretningsvæsen.

Og det er bestemt ikke småting, Weiner graver frem.

For det første gennemgår han centrale aktioner, programmer og aktiviteter siden oprettelsen af CIA. Flere deriblandt er kendte mens offentligheden ikke har haft fuldt kendskab til andre. Derudover er bogen en fantastisk spændende historie om, hvordan en organisation udvikler sig, bestræber sig på at have adgang til Det Hvide Hus og ikke mindst det svære forhold mellem en hemmelig efterretningstjeneste og behovet for parlamentarisk kontrol.

Man skal være ualmindeligt velbevandret ud i amerikansk udenrigspolitik i almindelighed og CIA’s rolle i særdeleshed for ikke at blive overrasket af den her bog.

En ting er at USA tidligere ydede støtte til forskellige tvivlsomme juntaer og regimer i Latinamerika. Langt mere overraskende er det, hvor fuldstændigt håbløse disse programmer blev udvalgt, håndteret og evalueret. I mange (virkelig mange) tilfælde fremstår CIA ganske enkelt, som en flok skydegale lallende men dog velhavende amatører.

Et andet forhold der chokerer en hel del, er indsatsen i forhold til hovedfjenden frem til 1989: Sovjetunionen.

USA havde på ingen måde et overtag i forhold til efterretninger før den teknologiske udvikling gjorde det muligt at overvåge Sovjet ovenfra. Tværtimod var CIA KGB underlegne i spørgsmålet om ‘personlige efterretninger’ altså spionage.    

Pinligt underlegne faktisk. Weiner beskriver, hvordan CIA i slutningen af 40′erne og i starten af det efterfølgende årti kastede tusindvis af østeuropæere ned bag ‘Jerntæppet’, blandt andet i Albanien, og hvordan de alle blev fanget og henrettet af østmagterne med CIA’s vidende.

Der er talrige af sådanne eksempler på, hvordan så godt som hele indsatsen mod Sovjetunionen var ufrugtbar. Et andet sted beskrives hvordan den engelske og amerikanske efterretningsvæsen borede en tunnel under Berlinmuren for at aflytte kommunikationen på den anden side.

Den daværende chef for DDR’s efterretningsvæsen Markus Wolf har i sine erindringer, ‘Manden uden ansigt’, beskrevet samme aktion. Samtidig dokumenterer Wolf, at Kreml hele tiden kendte til aflytningen modsat østtyskerne, og havde forsynet briterne og amerikanerne med falske oplysninger.

Samme konklusion når CIA år senere efter at have baseret størstedelen af deres Kreml analyse på netop den tunnel i Berlin…

Mens KGB tilsyneladende har oftest fuldstændig har styr på det med spionagen, famler CIA som oftest i blinde. Spændende men samtidig skræmmende læsning.

Skræmmende er også uddybningen af CIA’s rolle ift. Mellemøsten og resten af den Arabiske verden. At der blev postet usædvanligt mange penge i 80′ernes Saddam Hussein, 70′ernes Bin Laden og andre mere end tvivlsomme personager er efterhånden velkendt. Mindre kendte er enkelte af de advarsler, udsendte CIA medarbejdere kommer med allerede lang tid før, at det for alvor går ned af bakke. Igen spændende – men også ligeledes rystende.

Udover alt det ovenstående behandles også Nicaragua, Haiti, Vietnam, Korea, Kina, Pakistan, Peru, Chile, Italien, Grækenland, Cuba osv osv. Alle de historier man kender, og en del man aldrig har hørt om, set som CIA så dem.

Dette er ingen fyldestgørende anmeldelse, og den gør ikke forfatterens enorme arbejde ære (skulle han bekymre sig for det).

Men læs bogen hvis den her slags interesserer dig. I sin kategori er den uovertruffen.  

Læs eventuelt Bent Blüdnikows interview med forfatteren i Berlingske her

Tim WEINER: CIA – fra den kolde krig til terror, 500 sider, Lindhardt & Ringhof, på dansk i 2008

Det er med lidt vemod hver gang jeg begynder på en bog af P. D. James. Først og fremmest fordi at P.D. James kan skrive 1920 på fødselsattesten og dermed er ved at være en ældre dame. Det har ikke gjort hendes romaner mindre skarpe – snarere tværtimod – men det betyder, at jeg kun er alt for klar over, at hver bog kan være det sidste vi hører til Adam Dalgliesh.

Det ville være en skam, for ikke alene er P. D. James i stand til at skrive umanerligt spændende bøger men også samtidig tegne skarpe, medfølende og indsigtsfulde billeder af de involverede personer. Uanset om det er den mutte unge kvinde, som i barndomsjalousi slog sin kønne søster ihjel eller den oversensitive kok med den beskyttende mand.

Omdrejningspunktet for historien er som altid den ældre kriminalkommissær Adam Dalgliesh, der leder Scotland Yards afdeling for særlige sager. Ved en tilfældighed blandes afdelingen ind i dagen om en patients mystiske dødsfald på en eksklusiv plastikkirurgisk klinik på et delvist isoleret landsted. Ét dødsfald bliver til flere og langsom oprulles de skæbner, som tilsammen danner personalet på klinikken i Dorset.

Drivkraften i romanen er selvfølgelig mordet på den dybdeborende journalist, som var indlagt for at få fjernet sit vansirende ar. Men den efterfølgende opklarings veje og vildveje præsenterer læseren for et alsidigt persongalleri – og det er her P. D. James formå at komme ind under huden på sine romanfigurer. Samtidig rammer hun også denne læser ved at slå på netop den tristhed og fatalisme, som trætte slidte mennesker kan føle.

De første P. D. James bøger er bestemt værd at læse – men det er The Private Patient og før den The Murder Room (2003), som for undertegnede er noget af P. D. James bedste. Og det er rigtigt rigtigt godt.

P. D. James: The private patient. Faber and faber 2008. Engelsk, 395 sider. £19 (vejledende udsalgspris)

Det går voldsomt godt derudaf for bogens hovedperson, Jeff Delvecchio. Som succesfuld forsvarsadvokat i Californien lever han – om nogen – livet i den såkaldte overhalingsbane. Selv klienter af hans der virker særdeles skyldige i forbrydelser som kidnapning, pædofili, voldtægt, mord, flere mord lykkes det Delvecchio at få frikendt.

Vi møder ham første gang i bogen, da det netop er lykkedes ham at overbevise endnu en jury om, at der er ”reasonable doubt” i forbindelse med sin klients skyld og får ham selvfølgelig frikendt.

Det er nummer 19 i rækken af ”skyldige” mordere, børnemishandlere og voldtægtsmænd, der under Delvecchios vinger frikendes. Det er måske ikke så unaturligt, at på trods af den unge advokats stjernestatus i firmaet han er ansat i, har han ikke så få fjender. Det være si g internt i advokatfirmaet, blandt anklagemyndigheden, ofre for de misgerninger de anklagede har udført og stemmer fra fortiden.

Imens begynder Delvecchios frikendte klienter en efter en at blive ofre selv for voldsomme hævnaktioner. Aktionerne udføres og beskrives i bogen ikke mindst på en fantastisk udspekuleret måde og i et forrygende tempo begynder Delvecchio at gå i mental opløsning.

Skildringen af hovedpersonens mentale helbred, der bestemt ikke har det godt. Men det sker på en imponerende stilsikker facon, der lader læserens glide mod måden Bret Easton Ellis indimellem fangede hovedpersonerne i ”American Pschycho” på.

Det er overdrevet, intimiderende, udfordrende og altså også super fedt, når Qvortrup udstiller Delvecchios stofmisbrug og syge tanker til et soundtrack af weltsmertz fra Depeche Mode og Morrissey.

I sin anmeldelse af bogen skrev Frits Andersen i Weekendavisen, at bogen er ”skrevet med et suverænt sikkert greb om genren…”, hvilket jeg fuldt ud kan tilslutte mig. Qvortrup har så mange referencer til forhold udenfor bogen, der gør den endnu mere læseværdig.

Det er også meget skægt, at Qvortrup tilsyneladende også har en ting med den fantastiske TV drama serie ”The West Wing”. Der er et par referencer til serien foruden følgende citat: ”[…] Det er sådan noget, jeg godt kan lide og i selve situationen er det noget, jeg lægger mærke til. Jeg kan godt lide små ting […] følelsen af et godt whiskyglas mellem fingrene, tykt, tung bund, lyden af isterningen, der bliver sluppet fra den helt rigtige højde”.

Qvortrup krediterer ikke nogen, men er der ikke noget med, at Mr. McGarry har talt om noget ret så tilsvarende på et tidspunkt?

Bogen er virkelig – hvis man kan tåle groft sprog, perverse skildringer og et til tider voldsomt indblik ind i den menneskelige psyke – et godt bud på en hurtigt læst lille bog.

(Hvis man har lyst til at læse en anmeldelse, der på ingen måde er nær så glad for bogen som denne læser, kan man se med her )
 
Thomas QVORTUP: Delvecchios dom, 301 sider, Gyldendal, 2005

Order of the Stick (OOTS) er en gruppe eventyrere fra Dungeon & Dragons universet, tegnet som pindemænd og trækker heftige referencer til rollespils miljøet.

Hvis man aldrig har berørt rollespilsverdenen så vil de fleste af tegneseriens jokes gå forbi ens næse, og selv for let øvede i rollespil som gav sig ud i genren da de var teenagere for årtier siden vil de måske heller ikke falde som lyn for en klar himmel. Men for alle os andre, der stadig har rollespillet i blodet på et eller andet plan, er OOTS er perle som kan sætte gang i minderne om hvor åndsvagt man selv har opført sig de sene aftener med obskurt udformede terninger,

OOTS er tegnet af Rich Burlew som tidligere har levet som spil designer på bl.a. Dungeons & Dragons. Tegneserien har faktisk sit ophav fra Rich Burlew hjemmeside hvor man kan læse den i sin helhed, så man kan overveje om der egentligt er grund til at købe den i bladformat. Der hvor den adskiller sig fra hjemmesiden, er at der 18 ekstra strips og kommentarer fra Burlew selv, forord af James Wyatt og fra én af karaktererne fra historien.

Er det så det værd at købe den? Faktisk ikke, medmindre man ikke kan undvære de ekstra strips og kommentarer der giver lidt mere dybde til historien. Og så selvfølgelig glæde ved at kunne sidde og bladre i noget og klukle over en historie som minder en så meget om ens egne oplevelser i rollespil universerne.

Rich Burlew: Order of the Stick: Dungeon Crawlin’ Fools, APE Games, 2005, 160 sider

Jeg fik anbefalet ”Berlinerpoplerne” af først min svigermor og sidenhen af den lokale boghandler i Vanløse. Jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk og havde da også bogen liggende længe på hylden, inden det blev ”dens tur”. Bogen er lyseblå og der er tegnet et hoved af en gris med blyant på coveret. Ikke ligefrem den slags bøger jeg almindeligvis tænder på.

Jeg skulle dog ikke læse ret mange sider før jeg vidste, at jeg sad med en af de bedre bøger i hånden. Muligvis en der lå lidt udenfor den genre jeg normalt læser (krimier og chiklit), men en bog som bestemt var værd at læse.

Det drejer sig om 3 voksne brødre, som bringes sammen i forbindelse med at deres mor får et slagtilfælde. De første mange sider i bogen er udelukkende beskrivelser og præsentation af disse brødre og det bliver gjort på en så grundig og autentisk måde, at det ikke er det mindste kedeligt. Man får et indtryk af en forfatter, som har gjort et ordentligt forarbejde i forhold til at researche på de konkrete hovedpersoners erhverv.

Vi præsenteres således for bedemanden, som bor alene i en 2 værelseslejlighed i Norge og som aldrig er blevet gift. Vi får et indgående kendskab til det at arbejde som bedemand, hvilket bestemt ikke var et erhverv jeg i forvejen vidste noget om. Vi møder den homoseksuelle bror, som er flyttet til København, hvor han bor med sin kæreste i en stor designerindrettet lejlighed og som arbejder som vinduesdekoratør og vi møder bondemanden, som passer grisene på barndomsgården, er ganske påholdende med penge og har et lidt tilfældigt forhold til personlig hygiejne. Det er ganske interessant at en opvækst på en gård i det nordlige Norge kan skabe så forskellige mænd.

Det er en spændende fortælling om kærlighed, fattigdom, grise, og en familie med sine egne hemmeligheder. Det lyder muligvis trivielt og kedeligt, men det er det langt fra! Det er derimod en bog så velskrevet, at man nærmest kan føle og lugte de personer der bliver skildret.

Jeg har allerede købt bind 2 ”Eremitkrebsene” og bind 3 ”Ligge i grønne enge” udkommer på dansk d. 30. september 2008.

Anne B Ragde, Berlinerpoplerne, 2004, oversat fra norsk af Karen Fastrup og Niels Lyngsø 2007, Rosinante, 299 sider.

Det tager ikke lang tid at læse en krimi, når den er god. Og god det er Anna Grues ”Judaskysset”. Hun formår i den grad at fastholde læserens interesse for historien og det lykkedes hende først at få afsløret de sidste detaljer ved bogens slutning.

”Judaskysset” er andet bind i den danske krimiserie med Dan Sommerdahl i hovedrollen. Det meste foregår i Christianssund, som er en opdigtet provinsby på Sjælland. Men denne gang kommer vi også med på en smuttur til Indiske Goa.

Et judaskys er når du forråder en som står dig nær. Og det er netop det bogen handler om. En række midaldrende velhavende kvinder bliver forrådt af den charmerende og unge mand, som først lokker dem i kærlighedsfælden og sidenhen pludseligt forlader dem efterladte uden deres opsparing. Hvorfor gør han det? Hvad skal han med alle de penge?

Privatdetektiven Dan Sommerdahl bliver hurtigt viklet ind i opklaringen af hvem og hvor den unge charmetrold er. Samtidig bliver det lokale politi inddraget og de sætter bestemt ikke pris på detektivens kreative ideer. For Sommerdahl bliver det nærmest en konkurrence om at løse gåden før politiet og det resulterer i at han stikker sin nysgerrige næse alt for langt frem. Og den slags kan som bekendt give ar.

Det er en spændende krimi, som efter min mening er helt på niveau med de andre af de bedste krimiforfattere. Bogen kan bestemt anbefales!

Anna Grue, Judaskysset, Politikens Forlag, 2008, 365 sider

Hvem vogter vogterne? I Garth Ennis nye tegneserie fra 2007 er det The Boys der gør det.

The Boys er rendyrket voksen tegneserie fra Garth Ennis som selv har sagt vil ”out-preacher Preacher” Hvilket nok referer til at The Boys vil være mere rå, voldelig og af en ekstrem seksuel karakter end Preacher formåede, og det er ikke så lidt.

The Boys er en ikke-officiel CIA gruppe, ansat til at holde øje med verdens superhelte. For når der er over 200.000 superhelte løs, kræver det lidt at sørge for at de der ikke indordner sig bliver sat på plads. Og det er nødvendigt, for når man som superhelt har uendelig styrke, bliver økonomisk støttet af USA stærkeste firma og vice præsidenten af den frie verden, så kan det være svært at være 100 % fokuseret på kun at bekæmpe superskurke (som man faktisk kun i de første 6 afsnit har set én af) og ikke bruge al sin tid på stoffer, ludere og i den grad obskure seksuelle præferencer. Og så ryger der jo unægtelig en del civile i svinget når man endelig skal bruge tid på at bekæmpe superskurkene.

The Name of the Game er en gennemgang af den verden vi befinder os i, nemlig vores egen, med den lille forskel at den som nævnt er fyldt med superhelte, og så bliver vi introduceret for hovedpersonerne. Wee Hughie, en skotte som netop har mistet sin kæreste i en kamp imellem superhelten A-Train og en unavngiven superskurk. Wee Hughie er inspireret af skuespilleren Simon Pegg som selv har givet sig tid til at skrive introduktionen foran i hæftet. Derudover består The Boys af Billy Butcher, Mother’s Milk, The Frenchman og The Female (of the species).

Derefter går handlingen I gang for alvor med en overvågning af supergruppen Tenage Kix, som mest bruger deres tid på bordel, stjæle stoffer fra et børnehospital og udøve seksuelle ydelser på hinanden. God, stærk underholdning, hvor Gart Ennis ikke skuffer med at lægge fingrene imellem og en afslutning der for en til at vente med spænding, og et god smørret grin på læberne, på at følge de næste afsnit af The Boys.

Det der især holder i historien, udover Ennis’ forkærlighed for ekstrem vold, ond humor og hans farverige sprogbrug, er hans afsky for hele superhelte idealerne som florerer i hæfteformatet. Superheltene her bruger som nævnt ikke deres tid på at bekæmpe superskurke, men mere tid på seksuelle udfoldelser og nedværdigelser, at holde forretningsmøder for at sikre sig den største del af kagen på marketing overskuddet for ens forretning og at sikre at de kvindelige superheltes udstyr viser mere af deres krop, end deres evner som helte.

Så hvis man er fan af Preacher, Hellblazer og The Punisher Max Marvel skal man ikke gå forbi The Boys.

Garth Ennis: The Boys – The Name of the Game. Wildstorm, 2007, 152 sider.

Hvis man er meget rationel og omhyggelig med ikke at risikere, at spilde sin tid, så bør man nok ikke læse David Mendell’s “Obama – Et løfte om forandring”, for hvis Barack Obama, som bogen ikke overraskende handler om, ikke vinder det amerikanske præsidentvalg om to måneder, så kan man godt føle at man lidt har spildt tiden med de 442 meget detaljerede sider, som det tager sin tid at tygge sig igennem. Ikke fordi bogen er kedelig, men fordi den er så mættet med detaljer, at man ikke kan skimme sig igennem den.

Selv om Obama ikke skulle vinde valget i november, så tror jeg dog ikke det er helt spild af tid at have læst Mendells bog. For bogen giver et fantastisk godt billede af Obamas baggrund, opvækst, indtog ind i politik og meget hurtige opstigen til de højeste politiske tinder. Og med den kolossale begejstring som Obama har vakt blandt sine tilhængere, så har vi nok ikke set det sidste til Obama – selvom han skulle tabe i november.

David Mendell er journalist på Chicago Tribune og har fulgt Obama siden han stillede op til senatsvalget i Illinois i 1999. Bogen er således ikke en klassisk biografi, hvor forfatteren har interviewet familie, venner, bekendte osv. til netop bogen. Der er mere tale om Mendells personlige beretning fra møderne med Obama gennem årene og beskrivelse af de valgkampe som Obama har medvirket i og som Mendell har skrevet om til sin avis. Mendell har gennem årene skrevet rigtig meget om Obama og været hele vejen rundt om Obamas opvækst hos bedsteforældrene på Hawaii osv. Således danner et interview med Obamas mormor og et besøg på Obamas gamle skole på Hawaii i 2004 grundlag for de første kapitler om hans opvækst – og gør disse ofte lidt halvkedelige kapitler læsværdige.

Formen er med til at give et godt indtryk af hvem Obama er som person. For de mange situationer og begivenheder, som Mendell og Obama har stået i, fortæller så meget i sig selv.

At vi ser historien gennem Mendells briller giver ikke et overdrevent positivt indtryk af Obama, da Mendell er god til at beskrive både den spontane begejstring som Obama fremkalder i årene fra 2004 og frem, og de problemer han har i sin første tid i politik i Illinois’ senat, ligesom han påpeger Obamas negative træk, når de viser sig i en konkret situation – ved et vælgermøde, hvor træthed får ham til at svare mere arrogant end han normalt gør og lign. Mendell kommer dog kun med antydninger af kritik af Obamas politiske kurs.

Lige så detaljeret Mendell beskriver demokraternes primærvalg forud for senatsvalget i Illinois, lige så hurtig skøjter han henover tingene efter at Obama først er blevet berømt på landsplan. Det sker ved Demokraternes konvent i 2004, hvor Obama, der endnu ikke er valgt til det amerikanske senat, holder hovedtalen og tager alle med storm. Det er naturligvis det der gik forud for denne skelsættende tale som er den periode som færrest kender til, men jeg savner stadig en bare tilnærmelsesvis lige så detaljeret beskrivelse af perioden efter at Obama holder sin tale og bliver valgt til senatet.

Men hvis man bor i USA og læser Chicago Tribune, New York Times eller Washington Post, har man nok fået meget af det jeg efterlyser. Til gengæld giver Mendell den gas med detaljerne i forbindelse med Obamas rejse til Sydafrika og Kenya i 2006. Især besøget i faderens hjemland Kenya, bliver en sejrsturné med tusindvis af tilbedere ved hvert sted Obama kommer frem.

Formen med at se tingene gennem Mendells briller giver en frisk fortælling, hvor der hele tiden er et godt “drive”. Bogens 442 sider tog væsentlig længere tid at komme igennem end den foregående bog jeg læste, Jørgen Leths anden del af Det Uperfekte menneske – “Guldet på havets bund”, som også er på mere end 400 sider. Det skyldes ikke at “Obama – Et løfte om forandring” er kedelig eller langtrukken. Nej, det skyldes at Mendell og Obama har oplevet mange til, og at Mendell giver os alle detaljerne.

Uanset hvad vælgerne i Guds eget land beslutter sig til om to måneder, så kan jeg i hvert fald læne mig tilbage med lidt mere viden om den ene af kandidaterne, end det man kan få i de mange nyhedsudsendelser, der ellers har haft en tendens til at gå i Obama-selvsving. Om jeg skulle have læst Obamas egen biografi i stedet, finder jeg aldrig ud af. For med denne bog har jeg fået min portion Obama for nu.

David Mendell: Obama – Et løfte om forandring. Verve, 2007. 442 sider.