Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Nu hvor stort set alle unge mænd skal kloge sig på specialøl, er vi nogen der i stedet har valgt at kaste vores kærlighed på portvinen. Og selvom internettet rummer mange oplysninger, så kommer man ikke udenom om bibliotekets hylder hvis man vil i dybden med et emne som portvin og fremstilling af den ædle potugisiske drik.

Englænderen Godfrey Spence’s lille sorte bog “Portvinens verden” er en glimrende følgesvend for nybegynderen ind i portvinens verden. Der findes andre og langt mere omfattende og grundige bøger om emnet, men som ny i klassen er Spence’s lille bog et godt sted at starte.

De første 60 sider giver en god indføring i portvinens oprindelse, fremstilling, lagring og så videre. De efterfølgende sider er et lille “portvinsleksikon”, hvor hvert portvinshus er omtalt på 3-5 sider med historie, adresse, og smagsbeskrivelse af de vigtigste årgange fra netop det hus. Et uundværligt opslagsværk ved en hyggelig portvinsaften, hvor man prøver vine fra forskellige hus og af forskellig kvalitet.

Godfrey Spence: Portvinens verden, L&R Fakta, 2000, 224 sider.

Som journalist har jeg aldrig været vild med udtrykket “et billede siger mere end 1000 ord”, men Simon Lautrops fotobog om tilblivelsen af verdens største containerskib på Lindø Værftet er et godt eksempel på en historie, der kun kan fortælles rigtigt i billeder.

“Lindø Værftet L208″ er en glimrende “coffee table book” for os, der er pjattet med stål, store maskiner og ikke mindst flotte billeder. En hyldest til industrisamfundet, svejserne og evnen til at kunne bygge noget så stort.

I en tid, hvor Lindø Værftet kæmper for overlevelse og måske ikke eksisterer om føje år, lander bogen her på et tørt sted og giver en kontormus som undertegnede et indblik i værftets forunderlige verden.

Alt i alt er bogen fortryllende at bladre igennem – eneste minimale indvending skulle lige være at jeg savner bare et enkelt billede af en tegnestue, et ingeniørkontor eller lignende, da jeg ikke tror på at man bare går i gang med en håndfuld stålplader uden først at have beregnet, tegnet og gjort ved.

Simon Lautrop: Lindø Værftet L208, Picto, 2008, 159 sider.

Adskillige pensionerede betjente har de senere år fundet anledning til at skrive og udgive deres erindringer. En af dem er kriminalinspektør Jørn Moos, der ganske givet også har set sit snit til at få sin bid af kagen i Blekingegade-euforien, som Peter Øvig Knudsens to bøger har hensat landet i.

Jørn Moos var nemlig den kriminalmand, der stod i spidsen for efterforskningen af Blekingegadebanden, og omkring 80 pct. af bogen, som godt nok har Facius og Mathiasen som forfatter, men som fortælles i jeg-form af Moos, handler om lige præcis den sag. De sidste 20 pct. er 5 pct. opvækst, 10 pct. tiden i politiet før og 5 pct. efter Blekingegadesagen.

De knap 200 sider er hurtig læst, og giver kun ganske få oplysninger om Blekingegadesagen, som man ikke kan finde hos Øvig Knudsen. Interessant er det dog at høre historien direkte fra “hestens mund” og ikke udlagt af en historiker, der ikke selv var til stede. Moos’ egne holdninger til sagen og dets aspekter, samt detaljer fra efterforskningen er noget af det nye som bogen bidrager med. Desuden en håndfuld gode “ikke-Blekingegade” relaterede kriminalhistorier.

Hvis man bare ikke kan få nok af Blekingegadesagen har man sikkert allerede læst denne bog, der udkom sidste år, mens man venter i spænding på både tv-serien og filmen. Hvis ikke, er det absolut ikke noget must.

Jeppe Facius & Anders-Peter Mathiasen: “Blekingegadebetjenten”, People’s Press, 2007, 198 sider.

Jeg fandt Martin Amis’ Tungt Vand til 25 kr. i en udsalgskasse hos min lokale bogpusher på Godthåbsvej. Da jeg var færdig med at læse den, forstod jeg den lave pris. Den er ikke særlig god.

Jeg var ellers i den vildfarelse, at Martin Amis – som sin fader, Kingsley Amis – er en anerkendt forfatter, men jeg må have taget fejl, eller også er jeg bare ikke enig med dem, der anerkender.

Tungt Vand er 9 noveller, der hverken er særlig spændende eller særlig nyskabende. Vi er lidt i rodekassen uden nogen rød tråd i de forskellige noveller, udover at de hælder lidt til det absurde. Novellerne er skrevet med flere års mellemrum og først udgivet i forskellige aviser og tidsskrifter. Samlingen virker lidt tilfældigt sammensat efter det forhåndenværende søms princip.

Den sidste novelle, Det der skete i min ferie, er den eneste, der hæver sig over det middelmådige – de andre er kedelige og forudsigelige eksperimenter med form og sprog. F.eks. en novelle i snakkebagvendtland, hvor homoseksualitet er det almindelige og heteroseksualitet noget folk tager afstand fra og finder lidt frastødende. God ide, kedelig udførelse.

Martin Amis: Tungt Vand – og andre historier. Lindhardt og Ringhof, 212 sider, 1998 (da 2000).

Persepolis er en graphic novel i to bind: Min Iranske Barndom og Teheran Tur-Retur. Det er en rystende fortælling om den iranske revolution og følgerne for Irans befolkning.

Vi følger – mere eller mindre selvbiografisk – pigen Marjane, hvis forældre er vestligt orienterede kommunister, der stod i skarp opposition til shahen. De deltog i demonstrationer mod shahen og medlemmer af familien sad fængslet under shahen. Familien jublede, da shahen forsvandt. Lidet anede de, hvad fremtiden skulle bringe.

Marjane gik i en fransk skole, og med den iranske revolution kom familien (og resten af iranerne) fra asken til ilden. Fra den ene dag til den anden skulle skolepigerne gå med tørklæder og forfølgelserne tager til. Iranerne bliver et folk i frygt.

Marjanes familie har tingene tæt på – deres venner og familiemedlemmer forsvinder i fængsel eller flygter til udlandet. Krigen mod Irak ender med 1 million martyrer, døde unge mænd i en håbløs krig. I et forsøg på at redde deres datter fra præstestyrets undertrykkelse bliver hun sendt til noget familie i Østrig – alene, 14 år gammel uden sine forældre.

Mere af handlingen skal ikke afsløres her, men Marjane går en svær tid i møde – og tegner en gudsbenådet streg, der i få billeder og med enkelte ord understreger det barbariets indtog, iranerne levede/lever under. Shahen var ingen søndagsskoleelev, og det nye religiøse styre havde ikke svært ved at udnytte amerikanernes støtte til den forhadte hersker til at legitimere deres eget, vanvittige regime.

Det er to meget læseværdige graphic novels, og selv hvis man ikke normalt er til bøger med billeder, skal man læse disse – vi er oppe i nærheden af Spiegelmans Maus i kvalitet. Formatet egner sig tilsyneladende godt til at underspille – og dermed understrege – tyranniets gru.

Det er en subjektiv fortælling, men udover de litterære kvaliteter indeholder de to bøger for mig også en guldgrube af viden om Iran, Irans historie, deres kultur (med og uden islamisme) og ikke mindst de mange forskellige mennesker, der engang prægede landet – før syndfloden.

Læs den.

Marjane Satrapi: Persepolis, Min Iranske Barndom. Forlaget Carlsen, 160 sider. 2000-2001 (da. 2005)

Marjane Satrapi: Persepolis, Teheran Tur-Retur. Forlaget Carlsen, 192 sider. 2002-2003 (da. 2005)

På omslaget til denne bog står der: ”One man will uncover the worlds biggest conspiracy”. Alene af den årsag var jeg nødsaget til at erhverve et eksemplar af denne bog skrevet af ”the no. 1 bestselling author”, Robert Harris. Historien er forholdsvis enkelt.

En tidligere britisk premierminister skal have skrevet sin version af historien igennem sine erindringer. Sagen er den, at Mr. Lang, altså vores ven den tidligere premierminister, har fået hjælp til udarbejdelsen af hans tidligere politiske medarbejder. Medarbejderen drukner så desværre med en forfærdenlig stor mængde alkohol i blodet. Trist, men den slags sker jo indimellem.
Forlaget presser på for, at bogen skal skrives færdig ASAP – særligt fordi, at interessen for den tidligere PM hurtigt falder. Derfor hyres en ferm ghostwriter, der optræder som fortælleren hele bogen igennem.

Den del er faktisk ganske spændende. Særligt fordi at ghostwriting bliver behandlet med stor omhu og respekt hele bogen igennem med masser af skægge og interessante oplysninger til følge.

Ghostwriteren takker ja til opgaven og hurtigt er han i gang med, at skriver Mr. Langs erindringer for ham. Igen her er der en del meget skægge afsnit, der har en del mere med ghostwriting at gøre end bogen som sådan. Men Harris skriver knaldgodt, så det er ikke kritisk.

Kritisk er det derimod, at der går ualmindeligt lang tid inden, at denne ”verdens største konspiration” begynder at vise sig. Som læser har man forholdsvis hurtigt på fornemmelsen, hvad det dækker over, men der sker ikke rigtigt noget i den retning, før i sidste halvdel af bogen. Så sker der til gengæld også lidt, men at kalde det verdens største konspiration, er uden tvivl en overdrivelse.

Sideløbende med arbejdet med ex-premierministerens memoirs, bliver han subjekt for en undersøgelse af ICC for krigsforbrydelser. Det er for så vidt ok spændende. Det er dog alt for tykt, hvordan forfatter Harris har skåret premierminister Lang over en ekstrem stereotyp fremstilling af Tony Blair. Ligeledes er det også lige irriterende nok, hvordan Langs hustru er skåret over et mix af Hillary Clinton og Cheerie.

1. maj 1997, da Tony Blair og New Labour satte en stopper for en uendelig årrække af borgerlig dominans i England, var Robert Harris journalist ansat ved en britisk avis. På valgaftenen blev Harris forholdsvis berømt for at stå lige ved siden af Blair, som den eneste da valgresultaterne tikkede ind. Er han lidt bitter med udviklingen ikke måske så meget i forhold til Tony Blair – men måske mere hele den politisk debat og virkelighed?

Men nuvel.

Bogen blev for mit vedkommende læst af to omgange, så spændende er den skam. Vildt er det også, hvordan Harris faktisk formår at give et lidt skræmmende billede af, hvordan mennesker kan opfatte terrorbomber, hvis de ”næsten” bliver en del af dagligdagen.

Ved siden af bogens plot, sætter Harris nogle ok interessante spørgsmål til debat i forhold til ”den globale kamp mod terror” og i en dansk ”H.C Hansen” agtig kontekst, er den faktisk også meget spændende. En uddybning heraf vil afsløre for meget – men omvendt er det heller ikke helt som det lyder…

Forvirret?

Det er en ganske fin lille politisk thriller, Harris har fået stykket sammen.   

Robert HARRIS: The Ghost, 2007, 400 sider

Erik Bergmann var i 12 måneder chauffør for Danmarks rigeste mand, Mærsk Mc-Kinney Møller. Eriks’ oplevelser og historier har forfatteren, Bo Østlund, samlet i en bog udgivet ganske passende af Ekstra Bladets Forlag.

Bogen er nemlig som at læse Ekstra Bladet eller Se & Hør. Der er masser af god sladder om familien Møller, men langt fra nok til at dække de 266 sider.

Jeg har tidligere læst de to klassiske bøger om Mærsk: “Mærsk” og “Myten Møller”. Men denne nye bog overlapper på ingen måde, da indholdet ikke handler om virksomheden eller erhvervsmanden Mærsk. Den handler om hans privatliv, indenfor de fire ellers fuldstændig ukendte vægge. Om det er interessant, handler nok mere om læseren end om bogen.

Bogen er interessant, hvis man vil kende mere til Mærks’ dagligdag, hans måde at tale til folk, hans humor eller mangel på samme. Den beskriver alle familiens særheder og traditioner.

Selv fandt jeg flere af kapitlerne ganske interessante. Specielt beskrivelserne af Mærsk’ reaktioner i forbindelse med hans brud med Berlingske Tidende og hans “kamp” mod Frank Aaen. Men jeg må erkende, at jeg også slugte sladderen råt og jeg blev flere gange imponeret over hvad rigdom giver af muligheder – egen lufthavnshangar med privatfly, ferieboliger osv.

Bogens største problem er, at den i realiteten kun er 150 sider, men at den skal fylde 266 sider. Det betyder mange gentagelser og ligegyldige informationer om hvordan Hr. Møller vil have klippet hækken, renset hans swimmingpool og meget mere.

“Chauffør for Hr. Møller” er god sladder om det rige meget konservative Danmark. Om den gruppe af danskere, der stadig har tjenestefolk uden ferierettigheder og som stikker deres tjenestefolk 1.000 kr.-sedler når de har været ekstra flittige. Og det er sådan set fin underholdning. Er man til sladder og private historier er bogen fin. Vil man vide mere om Mærsk og firmaet med den syvtakkede stjerne skal man læse en af klassikerne. Alternativt kan man læse “Esplanaden“, som ser på virksomheden med mere kritiske øjne.

Bo Østlund: Chauffør for Hr. Møller. Ekstra Bladets Forlag, 2008. 266 sider.

Det er en hård bog den norske journalist Åsne Seierstad forfattede sidste år. ”Englen i Groznyj” er på ingen måde en bog, der kan placeres i en ”feel good” kategori. Til gengæld er det endnu et værk fra hendes side, der griber en på en måde, det er ganske få forfattere muligt.

På russisk hedder Ivan den Grusomme Ivan Grozny, og den tjetjenske hovedstad er altså fra starten af en lille smule bagud på point. Seirstad seneste skriverier tager udgangspunkt i, hvordan hun som journalist forklædt som en tjetjensk kvinde ankom til landet uden at have nogen videre ide om, hvad hun skulle stille op.

Hun får i første omgang ophold på et børnehjem i Groznyj, hvor hun møder ”Englen i Groznyj” Hadizat – der er en gennemgående karakter.

Børnene, børnehjemmet og Hadizat bliver der brugt megen plads på i bogen, hvilket bestemt er helt i orden. Igennem skildringerne af børnehjemmets ”beboere” får man et detaljeret indblik i, hvordan krig påvirker børn. Læsere af bogen vil næppe sætte sig med en forventning om, at børn der oplever grusomheder som i Tjetjenien går helt upåvirket hen – men det er alligevel overraskende barsk.

Igennem hele bogen bruger Seierstad en teknik med indimellem at skildre scener og situationer set med øjnene fra de karakterer, hun møder. Det ville næppe gå i en streng forskningsmæssig sammenhæng, men det giver til gengæld et vanvittigt nærvær. Det er blandt andet denne fortælleform Jyllandspostens Flemming Rose lægger til grund for at sable bogen ned, da han fik anmelderkasketten på.

I min optik blot endnu en grund til, at jeg har meget svært ved at tage Morgenavisens kulturredaktør seriøst. For det virker rigtigt godt – og denne læser stoler i hvert fald fuldt ud på den norske forfatterinde.

Udover de kontante historier fra børnehjemmet i Tjetjeniens hovedstad, kommer man som læser også med på en større tur igennem Tjetjeniens blodige borgerkrige. Det er en spændende oplevelse – der i høj grad også udstiller, hvor svært det er at få hoved og hale på den konflikt. Klaner kæmper mod hinanden, med hinanden, mod russerne, med russerne osv.

Men Seierstad er med hele vejen og gør et forsøg på at forklare, hvad det er, der foregår i det lille land i Kaukasus. På samme måde bruger hun også flere sider på at gå bag om de deportationer, Sovjetmagten udsatte den tjetjenske befolkning på efter 2. Verdenskrig – som blot giver flere (forvirrende) dimensioner til konflikten(konflikterne).

Seierstad finder også plads til et par spændende kapitler om den stigende vold mod mennesker fra Kaukasus i Rusland. Igen tager hun udgangspunkt på et mikro niveau med en konkret retssag i Moskva, hvor en tjetjensk mor og søn er blevet overfaldet af en flok højreradikale russere. Både ofrene og ikke mindst familien til en af gerningsmændene bliver beskrevet med stor empati, og man er som læser ualmindeligt taknemmelig for, at disse familier har åbnet dørene for at fortælle deres version af historien.

Bogen indeholder meget end ovenstående giver udtryk for. Der er historier om  æresdrab, synet på religion, fantastisk underholdende skildringer af det nye sindssyge regime i Groznyj, beretninger om ”sorte enker” samt meget mere. Det er måske bogens lille svaghed, at den rummer så mange enorme områder, der med lethed kunne have fyldt to bind i stedet for en bog.

Men den er god – virkelig god, og på trods af Flemming Rose (eller måske netop derfor), får den en meget stor anbefaling herfra.

Åsne Seierstad: Englen i Groznyj – historier fra Tjetjenien, Gyldendal, 2007 , 368 sider