Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

De som kunne have interesse for at læse denne lille anmeldelse bør vide, at jeg nemt begejstres for konspirationsteorier. Det er lidt svært at beskrive præcist hvorfor, men der er ingen tvivl om, at jeg meget gerne surfer rundt i timevis for at høre lidt mere om Bilderberg, Dobbeltmordet på Peter Bangsvej, (den såkaldte) Månelanding osv osv.

Derfor var min glæde også stor, da jeg på ryggen til bogen her kunne læse, hvordan hovedpersonen havde til opgave at afdække et af de mest hemmelige, brutale og magtfulde netværk, Verden nogensinde har set. Hep, der er jeg solgt.
Og over de næsten 700 sider, skal jeg også love for, at konspirationerne udspiller sig.

Faktisk er der ikke blot tale om et globalt magthungrende netværk – men hele to der på ganske snedig vis bliver viklet ind i hinanden.

”The Exile” var titlen på Folsoms bog før Machiavelli og herfra fortsætter hovedpersonen Nicholas Marten. Der er et par enkelte reference til den forrige bog, men ikke noget der gør, at man bliver irriteret. Jeg havde ikke læst ”The Exile” inden – hvilket ikke var noget problem.

Nå, bogen starter ud med, at Marten sidder ved dødslejet hos hans gamle veninde (og kæreste). Det i sig selv er selvsagt tragisk, men værre bliver det ved, at hun får fremstammet, at hendes død skyldes, at hun er blevet forgiftet. Derudover er Caroline (som veninden hedder)s mand og deres barn ligeledes blevet dræbt under mystiske omstændigheder.

Det (relativt) lille mysterium sætter den tidligere LAPD Marten sig for at løse – men lynhurtigt rives han ind i storpolitik af ufattelige dimensioner. Hurtigt rejser han igennem store dele af det europæiske kontinent med en meget usædvanlig rejsepartner – og stille og roligt (i et opskruet tempo) afsløres en ganske grum plan.

Den kan ikke helt holde til de mange sider, men historien er ganske fængende– og Folsom skriver tilpas godt til, at man hele vejen igennem føler sig fint underholdt. Det er dog forudsat, at man har bare en lille smule interesse for konspirationer af den helt store slags.

Den var dog klart de omkring 50,- DKK værd, den kostede i en eller anden lufthavnsbiks

.Allan FOLSOM: The Machiavelli Covenant, 2004, 690 side

I 2006 udkom Carsten Jensens store roman om Marstal: Vi, de druknede. Nu er Carsten Jensen så tilbage på havet og i Ærøskøbing med en ny roman, der af forlaget ganske smart har fået næsten samme omslag, som Vi, de druknede. Undervejs møder vi da også en række af karaktererne fra Vi, de druknede, men fokus er ikke på en by, men på en enkelt person: Maleren Carl Rasmussen og hans liv.

Carl Ramussen er en virkelig person og de historiske rammer i Ærøskøbing og på rejsen til Grønland er nogenlunde korrekte, men – som Carsten Jensen skriver i takke-afsnittet til slut – Hans tanker, indre konflikter og personlige dilemmaer står for min regning.

Romanens ramme er Carl Rasmussen sidste rejse til Grønland og retur, inden han enten falder og hopper over bord, undervejs springer vi tilbage i tid og følger hans opvækst i Ærøskøbing, uddannelse på Kunstakademiet i København og virke. Rasmussen forelsker sig i sin kusine Henrietta og de bliver forlovet, men hun dør mens han er på sin første rejse til Grønland. Hjemkommet til København gifter han sig i stedet med Henriettas søster Anna Egedia og Carl bliver en populær maler og parret med de i alt 8 børn flytter tilbage til Ærø.

Som læser følger vi med ind i Carls tanker om ikke at komme til at slå eller elske. Det er i beskrivelserne af disse tanker, at romanen virker stærkest. På denne sidste rejse gør han op med sit liv, havn for havn, etape for etape, som det hedder et sted. Carl har sin teknik, men mangler sin inspiration.

Carsten Jensen skal have tak for at hente en glemt maler frem i lyset, men romanen er blevet for lang og virker på mig mere som et tillæg til Vi, de drunkede end som en selvstændig roman.

Carsten Jensen: Sidste rejse. Gyldendal 2007.

”Entusiasmens sidste dinosaur”. Sådan beskriver journalisten Kurt Thyboe sig selv i sin knap 470 sider lange biografi med titlen ”Kurt. Storyteller”, der er spækket med citater fra Humphrey Bogart, Frank Sinatra og store ”fightere” og ”champs”, som boksere konsekvent kaldes i den bokseglade Thyboes verden. En verden hvor engelske ord og fraser strøs ud over teksten med let hånd. Så som ”It’s ramadamadingdong time!”.

Hvis man allerede nu er ved at brække sig, så skal man IKKE give sig i kast med biografien. (Folk der gennem tiden har været ved at brække sig over Thyboes stil får i øvrigt i flere tilfælde et ”no regrets” med på vejen i bogen). Men hvis man godt kan lide røverhistorier fra dengang journalister sluttede arbejdsdagen i de tidlige morgentimer på værtshuse og stripbarer, dengang man hu-hej tog til New York for at se boksning i ”The Garden” på enkeltbilletter og uden chefens accept og dengang rapport var landets næstmest læste ugeblad med et oplag på 220.000 eksemplarer og hr. Thyboe ved roret (naturligvis) som chefredaktør, så skal man ikke snyde sig selv for ”Kurt. Storyteller”.

Personligt var mit forhåndskendskab til gavflaben Thyboe begrænset. Jo, jeg vidste at han eksisterede og at han var en farverig personlighed, der blandt andet kommenterede boksning med et væld af sprogblomster. Men boksetransmissioner har aldrig stået særlig højt på min tv-sportsagenda. Ikke et bevidst fravalg, som med eksempelvis kvindehåndbold, men snarere udtryk for et tilvalg af banecykling og landevejscykling frem for alt andet.

En Thyboe-optræden i DR2-programmet ”Den 11. time” gav mig dog blod på tanden til at nærstudere den stortalende mand, hvis karriere primært har roteret omkring sportsjournalistikken, dog med 10 år som rapports første chefredaktør.

Thyboe er en mand af mange ord. Rigtig mange ord. En mand med et meget malerisk sprogunivers, og hans biografi er derfor ikke overraskende på knap 500 sider. For hver af de mange store ”fights” som manden har oplevet i sit liv bliver beskrevet detaljeret runde for runde. Og følelser i forbindelse med hans søns alt for tidlige død, hans fyringer fra eksempelvis rapport og TV3 og andre af livets store nedture (og opture) beskrives grundigt og med en ordbuffét der er LO-højskolen værdig. Jeg tænkte flere gange undervejs på om en forlagsredaktør måske med held kunne have barberet 100 – 200 sider af og gjort bogen skarpere, men kom frem til at det ville have været synd. For bogen som den er, giver et godt billede af personen Thyboe – en mand med et svulstigt og omfangsrigt ordrepertoire.

Hvis man som undertegnede godt kan lide den slags, så er ”Kurt. Storyteller” en lækkerbisken, der dog ikke helt når Jørgen Leth’ske højder – selvom bogen dog også er krydret med beskrivelser af kvindebekendtskaber Thyboe skal have stor ros for ikke kun at have malet et rosenrødt billede af sit liv og for ikke kun at nævne de negative ting sporadisk, som jeg synes de middelmådige biografi-skrivere nogen gange har en tendens til. Nej, her får vi det råt for usødet, og Thyboe gengiver ofte ordret de spande lort som hans argeste kritikere har hældt i hovedet på ham gennem årene. De får så dog selv enten en skriftlig ”fuck-finger” eller et ”no regrets” tilbage

Undervejs i læsningen kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor langt ”Kurt. Storyteller” lå fra biografierne fra flere andre journalister fra cirka samme generation. Jørgen Leths ”Det uperfekte menneske” er den der kommer tættest på, da begge de herrer er mænd der har levet livet med sprut og damer – og ikke mindst sportsjournalistik. Således har Thyboe og Leth en glødende passion for individualistsportsgrenene boksning og cykling. Herbert Pundiks fantastiske to-bindsværk (nameldt her på bogblogger.dk naturligvis) er i en helt anden liga, da Thyboe trods alt ikke har været i krig for en jødisk stat(!). Jan Stage og Ib Rehne’s biografier er også gode eksempler på beskrivelser af journalistlivet dengang man stod i mesterlære, hvor redakøren altid havde ret og hvor udlandsjournalisterne rapporterede hjem fra lande som Rhodesia.

Kurt Thyboe: Kurt. Storyteller. Borgen, 2007. 462 sider.

Hans Otto Jørgensen modtog årets kritikerpris for tredje og sidste del af sin fortælling om det danske landbrugssamfunds udvikling fra 1930′erne til i dag. “Ida og Axel-trilogien” består af romanerne “Helt og Heltinde” (2001), “Den fotograferede dreng” (2002) og endelig “Med plads til 100 køer” (2007), og selvom man umiddelbart skulle tro, at tre bøger udgivet over seks år kan læses hver for sig, så giver de i hvert fald kun (god) mening, hvis de læses i kronologisk rækkefølge.

Rammen om fortællingen er en families fotoalbum, og fra tid til anden titter en fortæller frem, der forklarer, hvad man ser på billederne. På den måde bliver fortællingen næsten filmisk, tv-agtig. Man kan næsten se, hvordan et gustent sort/hvid-billede toner over i drømmende tilbageblik og materialiserer sig i fortællerens indre biograf.

Men også kun næsten. For selvom idéen er god, så lader udførelsen noget tilbage at ønske.

Vi følger en næsten klassisk historie om tilblivelsen af en landbo-slægt fra Viborg-egnen, og hvordan de gamle værdier som Gud, familie og gården blev slået ihjel af moderniteten.

Sivertsen og Amalie får sønnerne Erik og Ejnar. Erik vælger bogen, Ejnar bliver på gården. Da Amalie dør, får han og gamle Sivertsen en husbestyrerinde, Ida, der allerede har en søn, Axel, som hun har fået under en flugt til syndens stad, København, og hvis far er en ægte kunstner.

Ida og Ejnar gifter sig og deres liv går med at slæbe sig selv halvt ihjel for at få gården til at løbe rundt. Det hårde liv betyder, at Ejnar bliver gammel før tid (43 år, og så ville kroppen ikke længere), og Ida falmer mindst lige så hurtigt.

De får sammen (eller er det mon karlen Flemming?) sønnen Erik, der sammen med Henriette overtager det der nu er blevet slægtsgården, mens hans halvbror forfølger et liv som udsvævende og falleret kunstner i København.

Det er ikke en dannelseshistorie. Vi lærer ikke noget. Det er en ren, rå realisme, som ellers mest er kendt for at skildre storbyens forrående miljøer blandt junkier, trailerpark-trash og bumserne på bænken. Men livet på landet er også dirty, og selv når der af den sandede midtjyske muld fremdyrkes et kunstnerisk talent som vor hovedperson, Axel, så kan det aldrig blomstre helt.

Jørgensen mestrer stillistisk den bondske tilværelse, som portrætteres. Han går ned i detaljerne med beskrivelsen af markerne, afgrøderne, staldene og ikke mindst menneskene, der for det meste er tavse og sjældent udveksler andet end almindeligheder med hinanden, alt imens deres verden – både den indre og den ydre – er ved at bryde sammen. Han ved, hvornår en ko er “unem” eller hvornår man kan bruge et ord som “bufle”. Det er dérfor, Jørgensen kan skrive ærligt og troværdigt om livet på landet gennem det meste af et århundrede.

Men at jyske bønder er lidt kedeligt selskab til en fest for ikke-bønder kommer desværre også til at præge fortællingen. For der er ikke noget særligt ved hverken Ida, Ejnar, Axel eller nogen af de mange andre personer, vi møder. Der er ikke noget overraskende. Efter at have brugt 500 sider i selskab med familien er det svært at fortstå, hvorfor man skulle lære dem at kende. De er så ordinære og almindelige, at det næsten gør ondt. Ida havde ellers en opvækst og et sind, der lægger op til mere og andet, men det formår Jørgensen ikke at bruge til noget.

Hans Otto Jørgensen: Ida og Axel-trilogien, Gyldendal, 2008.

Efter min oplevelse med den såkaldte “nordiske krimidronning” Anna Holt, er jeg i hvert fald for en stund færdig med nordiske krimier a la Holt, Marklund og Stieg “jeg tilføjer lige 300 sider ekstra til min i forvejen dybt urealistiske fortælling” Larsson.

I stedet har jeg besluttet mig for at de cirka 25 procent af mit fritids-læsepensum, der er skønlitteratur, i fremtiden skal fyldes ud med de store klassikere og forfattere. Fremfor at kaste mit imaginære litterære cykelstel op af en litterær Alpe’d'Huez-etape som “Krig og Fred” i første hug, har jeg valgt at ligge ud med udvalgte værker af en af de store ikoner, nemlig Ernest Hemingway.

Kærlighedsromanen “Farvel til våbnene” er skrevet i 1929 og tager sit udgangspunkt i 1. verdenskrigs Norditalien, hvor hovedpersonen, amerikaneren Fredric Henry, er ambulancefører til og fra fronten – ligesom Hemingway selv var det. Her møder han den smukke engelske sygeplejerske Catherine. De forelsker sig hovedkulds, og flygter til sidst.

Udover kærlighedshistorien, så er “Farvel til våbnene” også en malerisk beskrivelse af livet ved fronten og ikke mindst lige bag fronten, hvor italienerne lever videre i dagligdagens trommerom. Historien er velskrevet med mange gode dialoger og indgående beskrivelser af landskaber m.m. Kort sagt, stor litteratur, som det er en fornøjelse at læse.

Ernest Hemingway: Farvel til våbnene. 1929. 276 sider.

Historien om den mere end fem mand store Blekingegadebande, der tilsammen har en politimands liv på samvittigheden, sælger som varmt brød og forfatteren og landets førende filmfolk slås om at få lov til at filmatisere fortællingen.

Helt så meget ståhej er der ikke omkring historien om den fir-dobbelte politimorder Palle Sørensens liv. Men en enkel bog på knap 200 sider er det dog blevet til.

Det er den tidligere politimand Frank Bøgh, der fortæller historien om Palle Sørensens opvækst, voksenliv frem til den skæbnesvangre nat i 1965, selve natten hvor han ender med at skyde og dræbe fire unge politifolk i løbet af ti minutter to steder på Amager, hans ensformige fængselsliv gennem 33 år frem til i dag, hvor han i en alder af mere end 70 år er en fri mand, bosiddende i en ældrebolig i Valby.

Bogen med den meget uopfindsomme titel “Palle Sørensen, politimorder” er hurtigt og let læst, men giver alligevel en god og objektiv gennemgang af begivenhederne. Ikke mindst den meget minutiøse beskrivelse af drabene og begivenhederne umiddelbart derefter er hårrejsende læsning. Stor ros til forfatteren for at have indsamlet øjenvidneberetninger fra en lang række af de personer, der var tilstede den nat. Det er blandt andet de vidner, der som de første kom til de to gerningssteder og det er den politimand, der mødte op på Sundby Hospital og så ikke bare en, to eller tre, men hele fire uniformede døde betjente blive rullet ind på bårer.

Hvis man savner noget, er det nok en forklaring fra Palle Sørensen. Hvorfor gjorde han det? Hvordan har han det med det i dag? Her formår forfatteren ikke at komme ind til benet. Han kradser lidt i overfladen, men lader det blive ved det. Med mere end 33 år bag tremmer skulle man ellers nok tro at Palle Sørensen havde haft tid til at tænke over lige netop de spørgsmål.

Bogen er først og fremmest en skildring af en historisk begivenhed og ikke et forsøg på at trænge ind under huden på den aldrende politimorder.

Frank Bøgh: Palle Sørensen, politimorder. Ekstra Bladets Forlag, 2007. 195 sider.