Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

I løbet af de seneste år har Harvard professoren, Alvin Poussaint, og komikeren Bill Cosby turneret USA rundt for at sætte fokus på den sorte underklasses udfordringer. Udfordringer, der vel næppe kan beskrives på anden måde end værende ganske enorme. Some titlen på bogen antyder, så forsøger de to i fællesskab at formulere en ny form for debat, der gerne skulle vende op og ned på specielt den måde, race bliver diskuteret på blandt sorte selv. Altså at skulle væk fra den kategorisering af sorte som ofre, de to forfattere oplever er tilfældet. Og det gør de nu meget godt.

For selvom bogen helt sikkert ikke er skrevet med henblik på en nordjyde bosiddende i København, så kommer man hurtigt igennem den og Cosbys komiske talent skinder (frivilligt eller ej) stærkt igennem mange steder.

Det liver en ellers meget hård bog op. For det er nogle meget alvorlige forhold, der bliver præsenteret. For på trods af at den sorte del af befolkningen i USA blot udgør 12 procent af den samlede befolkning, er der ualmindeligt mange statistikker, hvor befolkningsgruppen er voldsomt overrepræsenteret. Eksempelvis er drab den største dødsårsag for mænd mellem 15 og 25 år. 94 procent af alle drab på sorte, bliver begået af andre sorte og 44 procent af indsatte i amerikanske fængsler er sorte.  

Bogen har en sej ’face the fact’ agtig tilgang, hvor de to forfattere ikke pakker noget ind. Tværtimod går de benhårdt til sagen igennem de otte kapitler, bogen er inddelt i. Kapitlerne beskæftiger sig med en meget bred palet af forskellige emner – hvor flere vel nærmest kan beskrives som ”gode råd på livets vej” agtige skriverier. De er måske ikke så vanvittigt spændende – men igen så er bogen heller ikke skrevet af hensyn til denne læser.

Men der er også meget at hente uden disse ”life lessons”. Kapitlet om uddannelse er tæt på at være en favorit fra min side. Her harcelerer bogens to ophavsmænd voldsomt over, hvordan specielt unge sorte mennesker anser ”Standard English” som værene ”white” – og derfor lægger afstand til den måde at tale på. Eksemplerne de giver er både sigende og vanvittigt skægge. Eksempelvis:

All these misguided souls, poor or not, […] ignoring Standard English because it is ”white”. Unfortunately for them, gangsta rappers don’t design the standardized tests or do the hiring for jobs. And no translator at the UN can tell you what “fo’ shizzle, ma nizzle” means. (s. 119)

Selvom det måske kan lyde sådan, så er det altså ikke et korstog under parolen “at alt var bedre I gamle dage” bogen er ude på. Tværtimod så gør de gang på gang opmærksom på, at sortes rettigheder og muligheder er mangedoblet i løbet af det sidste halve århundrede. Og de to er på ingen måde blinde for, at racismens grimme ansigt ofte viser sig selv i nutidens amerikanske samfund, og at der er meget at gøre på den front stadig.

De stiller blot et stort MEN op, og sætter spørgsmålstegn ved, om det er pga. racisme at unge dropper ud af uddannelsessektoren, at så mange begynder at tage stoffer, dræber folk eller at kun 2 ud af seks sorte børn bliver født i et ”to forældre” hjem (mod fem ud af seks i 1950).  

Selvom man helt sikkert ikke direkte skal oversætte bogen, og dermed tro at man har svarene på danske integrationsspørgsmål, så er der måske alligevel noget at hente på den konto. Specielt er det spændende at læse deres løsningsforslag, der ekstremt fokuseret på familierne, kirken og det nære samfund.

Som borger i Danmark griber man næsten sig selv i at tænke: ” Jo det er fint – men hvor er de statslige puljer med millionerne til pilotprojekter, street walkere, konsulenter og alt sådan noget”. Men der er Cosby & Co meget konsekvente – og har ingen drømme om, at det bliver den amerikanske stat, der hjælper dem. Niks, det er menneskene selv og deres miljøer, der skal rejse sig – og det er faktisk ekstremt forfriskende.

Bogen vakte pæn stor debat – specielt blandt ”the black” community i slutningen af sidste år i USA, hvor specielt Cosby blev anklaget for at stigmatisere den sorte befolkningsgruppe yderligere – og som værende en OREO (med henvisning til de fantastisk smagende små kager, der er sorte udenpå og hvide indeni). Det giver meget lidt mening, hvis man faktisk har læst bogen.

Klippet herunder er fra “Meet the Press” med de to forfattere:

Bill COSBY & Alvin F. POUSSAINT: Come on People – on the path from victims to victors, 247 sider, Thomas Nelson 2007

Mit første møde med Tor Nørretranders blev hans nyeste bog: Civilisationen 2.0. Jeg er meget positivt overrrasket. “Plottet” i denne populærvidenskabelige utopi-agtige debatbog er, at vores civilisation er ved at udvikle sig til en ny version – 2.0. Tor samler en masser teorier om netværkssamfund, videnskab, informationsdeling, sociologi og afprøver det på alt fra Gud, miljødebatten, Google og Wikipedia.

Udover at sætte mange ting i et lidt anderledes og spændende lys, fik jeg faktisk en del ud af hans mere beskrivende afsnit om Internettets udvikling, Googles oprindelse og netværksteori. Bogen svinger mellem at være utroligt let forståelig, ja nærmest basal, til at være en anelse langhåret f.eks. i afsnittet om Niels Bohrs kvantemekanik kontra Tors socialkonstruktivistiske tanker om verden.

Civilisation 2.0 er en god indledning til et stort værk om vores civilisation og dens udvikling, hvor tendenser og myter afprøves og testes. Hvorvidt Tors ideer om vores nye civilisation holder vand, er sådan set ligegyldig. Det er underholdende, lærerigt og for mit vedkommende hurtigt læst, da bogen efter bedste Da Vinci-stil er skrevet i korte kapitler.

Bogen kan varmt anbefales, hvis man vil høre et bud på hvilken betydning Internettet eller web 2.0 får for samfundet og menneskers oplevelse af hinanden.

Tor Nørretranders: Civilisation 2.0. 173 sider, 2007, Thanning & Appel.

Jeg var ikke klar over, at Karsten Lund (kendt som journalist på TV2 Nyhederne) også var forfatter til romaner. Derfor var Den amerikanske sømand en behagelig overraskelse, da jeg tilfældigt fik den i hænderne.

Vi er i en klassisk generationsroman, der udspiller sig blandt Skagens fiskere fra det 20. århundredes begyndelse i stor og næsten uforståelig fattigdom og gennem tre generationer med krig, op- og nedture og endeløse mængder af fisk.

Titlens amerikanske sømand er en levende strandvasker, der leverer genetisk input til et ellers barnløst par. Derefter forsvinder han sporløst, en forsvinden der sætter aftryk op igennem århundredet og påvirker familiens fremtid.

Vi er i den lidt lettere genre, hvor hovedpersonerne på det mest utrolige skiller sig ud fra deres omgivelser og naturligvis har helt særlige evner. Men kan man se igennem det, er det en vedkommende skildring af livet i Skagen fra fattigt fiskerliv (med kunstnere ved siden af i et parallelsamfund) over de rigdomme fiskeriet indbragte på sit højeste og frem mod konsekvenserne af overfiskeriet – kvoter, ophugning og manglende indtægter – og frem mod nutidens masseturisme.

Jeg følte mig godt underholdt, og læser gerne flere romaner fra Karsten Lunds hånd – også selvom slutningen nok var rullet større ud end den egentlig kunne bære (og i øvrigt var lagt frem meget tidligt i romanen…. )

Karsten Lund: Den amerikanske sømand. 325 sider, 2007, Gyldendal.

Han er hyldet som ‘Anchor’ på CNN, hvor han leder USA samt resten af verden igennem hans eget program AC360. Han har vundet en hel del priser inklusiv en enkelt EMMY – og så har Cooper også skrevet en bog. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle mene om Anderson, inden jeg erhvervede mig en kopi af ’Dispatches…’, men både forfatteren og bogen overraskede positivt. Meget positivt faktisk.

Jeg er ikke helt klar over, om jeg måske havde forventet en meget poleret bog med meget få kanter. Måske var mit indtryk af journalisten ekstremt præget af, når han toner frem (alt for sent) om natten på CNN, og tog i hvert fald grueligt fejl i min opfattelse af, at han var en ”pretty boy”, der var gået direkte fra en eller anden Ivy Legaue uddannelser til et af de store amerikanske netværk. Meget lidt kunne være længere væk fra sandheden.

Nuvel, COOPER har da heller ikke haft en helt normal opvækst. Moderens navn, Gloria Vanderbildt, alene giver lidt et indtryk af, hvad det er for en familie, han kommer fra. Bogens indledning giver også læseren en fornemmelse af, at barndomshjemmet ikke var helt normalt. Således beskriver han, hvordan der på hans natbord stod en globus, han brugte meget tid på at iagtage. Globusen var en gave hans mor havde fået af Isak Dinesen (ved ikke om Karen Blixen aldrig slog igennem i USA)….

Coopers (komplicerede og til dels tragiske) familieforhold vender han konsekvent tilbage til igen og igen hele bogen igennem. På trods af at jeg ofte kan blive noget irriteret over den slags, virker det meget oprigtigt og vigtigt for Cooper, hvorfor man også læser de afsnit med interesse.

Det er imidlertid Coopers egen journalistiske historie samt historiefortællingerne fra de konflikt og kriseområder, han har besøgt, der for alvor er fængende. Cooper blev ikke uddannet journalist. Faktisk fik han ikke umiddelbart nogen formel uddannelse. I stedet tog han et kamera under armen, og rejste ud i verden for at forsøge sig som journalist. Den del af bogen er virkelig spændende og inspirerende. Ligeledes giver den viden en meget stor respekt for manden, der så toner frem nu og tager os med ud på ’the campaign trail’. Faktisk undrer det måske lidt, at han nu har været i spidsen for AC360 siden 2003, fordi bogen giver udtryk for en stor grad af udlængsel.

En længsel efter at være de steder på jorden, hvor der for alvor sker noget – og ligeledes et ønske om at ændre begivenheder ved at dække dem og rapportere om dem. Som læser bliver vi taget med rundt i nogle seriøse kriseområder. Det være sig Sri Lanka efter Tsunamien, Bosnien under krigene på Balkan eller uhyggelige beretninger om hungersnød i Niger. Afsnittet om hans tid i Irak hører i allerhøjeste grad med til bogens mest spændende. Mest af alt fordi at man som læser ikke føler, at man bliver ’ført bag lyset’ eller ’blot fremvist en side af historien’. Tværtimod gøres der meget ud af at skildre situationen, som Anderson så den på godt og på ondt.

Den afgørende del af bogen var for mit vedkommende imidlertid, skildringen af Hurricane Katrina. Cooper selv blev for alvor et kendt ansigt i USA (måske i Verden) i den forbindelse, da han var i midten af tragedien der udspillede sig i New Orleans og Missippi for CNN. Ikke blot med en stor portion troværdighed men så sandelig også ærlighed, bliver hele situationen og efterspillet (en del af det anywhay) beskrevet igennem brillerne på Anderson. For mig som dansker og europæer må jeg indrømme, at jeg måske ikke viste nok om, hvor meget Katrina gjorde ved den amerikanske opfattelse af sig selv, politikere mv. Af samme årsag er Coopers beskrivelse værd at læse. Man er helt med på, at han føler, at der med Katrina, var noget helt helt galt med det amerikanske samfund.

Således var det måske også et ”wake up call” for mange, da han gik til senator Mary Landrieu i et live interview. (Se eventuelt klippet herunder…)

Det er en overraskende virkelig god bog – og blot et par hundrede sider mere, havde bestemt ikke gjort noget.
 
Anderson COOPER: Dispatches from the edge – A memoir of War, disasters and survival, 222 sider, HARPER 2007

Generation X har også søskende. Og det er netop de ukendte søskende, som Coupland tog under behandling i sin fortælling om den moderne Eleanor Rigby.

De smarte, rige, globaliserede jetsettere fik deres navn af den canadiske forfattere, da han skrev kultromanen “Generation X” i 1994. 10 år senere kaster han sig over Liz Dunn. En 36-årig overvægtig, venneløs kvinde, der bor alene i en mistrøstig lejlighed i en kedelig by i kedelige Canada.

Bogen er Liz’ fortælling. I første person. Og ganske som var det fortalt til en båndoptager (for Liz Dunn har ingen venner at fortælle sin historie til), så springes der i tid og rum. Men bogen tager sin begyndelse, da Liz skal have foretaget en smertefuld tandoperation. Hun har fyldt op med tyggevenlig junkfood og en masse tudefilm, og er egentlig parat til at synke hen i endnu en kedelig aften, hvor hun vil sidde og have ondt af sig selv og sin ensomhed.

Men så dukker en ung mand ved navn Jeremy pludselig op og fortæller, at han er hendes søn. Den slags har man hørt om ske for mænd, men sjældent for kvinder.

Jeremy er da også resultatet af en kaotisk studietur til Rom, hvor Liz i sin første – og sidste – megabrandert møder en østrigsk dreng på taget af et diskotek. Resultatet af dette møde blev bortadopteret sekunderne efter han havde forladt sin mors livmoder, og er opvokset hos elleve forskellige plejefamilier, der har ødelagt på hver deres måde.

Jeremy er ramt af dissemineret sklerose, men den fatale sygdom har ikke taget hans optimisme og gåpåmod fra ham. Og netop mødet med sin diametrale modsætning i skikkelse af hendes eget kød og blod vækker erindringer, følelser og drømme, som Liz Dunn aldrig har turdet have. I sin selvudslettelsesiver har Liz Dunn glemt sig selv, og hun har på næsten camusk vis tvunget sig selv til at begå (selv)mord på sit egentlige jeg, elegant illustreret gennem bogens titel, der er fornavnet på hendes virtuelle alterego, hendes e-mail-adresse og altså ikke blot en slet skjult allusion til Beatles-klassikeren om den ensomme ms. Rigby.

Couplands fortælling om Liz Dunn lægger sig i naturlig forlængelse af hans tidligere værker, men den vittige og interessante stil, som han opdyrkede i “Generation X” og forfinede i Shampoo Planet m.fl. får vi desværre kun punktvise eksempler på, eksempelvis i hans indledende beskrivelse af Liz Dunn:

Jeg hedder Liz Dunn. Jeg har aldrig været gift, jeg er højrehåndet, og mit hår er kraftigt rødt og krøller af sig selv. Enten snorker jeg, eller også snorker jeg ikke – der har aldrig været nogen, der har kunnet fortælle mig det.
Denne verdens Liz Dunn’er plejer at blive gift, og 23 måneder efter deres bryllup og deres første barns fødsel skaffer de sig fornuftige frisurer, der ikke kræver megen vedligeholdelse, og som de kan beholde altid. Liz Dunn’er tager kruser i at bage croissanter, og de vil hellere tygge på fodbolde end nægte deres børn at få mysli. De har ét stykke sexlegetøj plus én fantasi om en cowboy, der ledsager bruge af det. Nej, ikke en cowboy – snarere en fyr, som lægger gulve – dyre designergulve med indbyggede boblebade med mange vandhaner… Jeg er en forræder mod mit navn: Jeg er hverken munter eller huslig. Jeg er trist, gnaven og venneløs. Jeg fylder mine dage med at kæmpe en evig kamp for at opretholde min værdighed. Ensomheden er min forbandelse.

Mere præcist bliver det næsten ikke, og det er Coupland, når han er bedst. Desværre er der for langt mellem snapsene, og selvom Jeremy er en klassisk Coupland-maniac, som roder rundt i det normale – i “plejer” – så er det ikke nok. Fortællingen er for løs, og overraskelserne for små til at drive historien frem.

Så “Eleanor Rigby” skal læses for de skæve portrætter af nogle skæve, men helt almindelige personer, som formår at formulere nogle af hverdagens vigtigste problemer på en finurlig måde. Og det er nok en god idé, hvis man var begejstret for nogle af hans tidligere værker, før man kaster sig over denne.

Douglas Coupland: Eleanor Rigby, Borgens Forlag, 2004