Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Når unge har været optaget af elevrådsarbejde, studenter –eller ungdomspolitik sker det ofte herhjemme, at  de får skudsmålet i en blå bog eller på anden vis, at ”hun bliver statsminister” eller ”han vil helt sikkert drive  det vidt” og den slags. Da Harvey Rice, rektor for Macalester College i Minnesota, introducerede sin klasse for den nye afrikanske udvekslingsstudent, Kofi Annan, med ordene ” […] han vil blive en af verdens ledere en dag ”, ramte forudsigelsen fuldstændigt plet.

Kofi Annan var generalsekretær for De Forenede Nationer i 10 år – fra 1997 til udgangen af 2006 og blot den syvende i rækken. Årene som generalsekretær får naturligvis megen plads i bogen af den tidligere udenrigskorrenspondent ved Los Angeles Times, Stanley Meisler. Halvdelen ca. fylder de år, hvor Annan overtog havde ledelsen af FNs sekretariat – og halvdelen er dedikeret til beskrivelser af væsentlige begivenheder i Annans ungdom samt karrieren igennem FN systemet.

Og lad det da endelig være sagt med det samme. Det er ikke en bog, der vil stille Kofi bashing, John Bolton fanatiske, FN hadende læsere specielt tilfredse. Slet ikke. Meisler gør det meget klart, at han er en stor tilhænger af De Forenede Nationer – og at han ser Kofi Annan som en stor mand i en meget svær periode af vores nyere historie.

Med det sagt mener jeg alligevel, at Meisler ikke maler et ensidigt skønmaleri. Meget åbent og ærligt beskriver han eksempelvis de tilfældigheder, der i sidste ende placerede Annan som SG, om end der kommer en del flere nuancer på den ulykkelige situation omkring folkemordet i Rwanda, går Annan heller ikke helt uden skyld fra kapitlet ligesom skandalen omkring sønnen Kojo behandles.

Men det er klart, at køber man det billede, der har stået tilbage efter en massiv (amerikansk ledet) kampagne, der udelukkende haft til formål at få Annan til at fremstå som en kynisk, magtsyg, korrumperet og svagt menneske – vil man næppe være glad for bogen.

Er man omvendt – som denne læser – en ideologisk meget stor tilhænger af FN, af fred og Annan så er bogen bestemt et bekendtskab værd. Udover at man får et spændende indblik i en vildt fascinerende verden og et tilsvarende interessant menneske,   beskæftige bogen sig med kriser som Rwanda, Bosnien, Kosovo, Østtimor og ikke mindst(!) Irak. Gang på gang bliver man mindet om, hvor afgørende væsentligt det er at have et verdenssamfund, der reelt tager et ansvar på sig i spørgsmål om menneskelig lidelse.

Der bliver brugt meget krudt på det amerikanske forhold til FN og Kofi igennem bogen. Det er også glimrende – specielt er det selvsagt spændende at følge udviklingen fra Kofi Annan ”USA’s kandidat til at vælte Boutros-Ghali” til Kofi Annan: ”Number one skydeskive for det Hvide Hus”. Har man tidligere læst den tidligere amerikanske FN-ambassadør og udenrigsminister, Madeleine Albrights erindringer ”Madame Secretary” – er det pænt tydeligt, at der er en del uenighed omkring historieskrivningen mellem Albright og Annan.

Det er en varm skæbnefortælling om en dreng fra Ghana, der bliver en stor kanon på den globale scene. Men det er også en bog om FN – om de enorme muligheder i organisationen – og de enorme svigt op igennem ’90erne og i starten af det nuværende årtusinde.

Personligt manglede jeg en hel del mere om Annans arbejde med reformer af De Forenede Nationer samt arbejdet med udarbejdelsen af de såkaldte 2015 mål, der tydeligt har sat spor over hele kloden. Både helt konkret og i måden at forstå udvikling og Verden på.

P.S
En lille ting der undrede mig flere gange igennem læsningen af bogen, havde at gøre med Michael Alrings danske oversættelse. Jeg har på ingen måde noget at udsætte, men er det meget almindeligt, at man i oversættelsen redigere i indholdet af teksten uden at gøre opmærksom på det?
Eksempelvis tvivler jeg på, at Meisler selv har brugt nedenstående ordlyd:

” Kosovo er en provins, der er halvanden gange så stor som Sjælland, og den har knap to millioner indbyggere. Den indtager en særlig […] ” (s. 191)

eller har den tidligere Los Angeles Times korrespondent ulejliget sig med følgende oplysning?

” […] han havde kortest anciennitet, men var mest velskrivende. Mousavizadeh, der er dansk statsborger, forlod kort efter FN […] ” (s. 219)

Stanley MEISLER: Kofi ANNAN – fredens mand i en verden af krig. TV2 News, 2007 , 327 sider

Igen i 2007 var jernbanen en historie værd: Forsinkelser, skinneproblemer, dæmningsproblemer, IC4. Ja, listen over jernbanens ulyksaligheder i Danmark i 2007 er lang og På sporet af 2007 giver en ganske glimrende beskrivelse af årets gang i togets Danmark.

Årbogen er efterhånden udkommet i 20 år og er bygget op efter samme skabelon: Først er der en krønike over begivenhederne og efterfølgende 68 siders med billeder og kortere fortællinger. Undervejs bliver det til to interviews med personer, der arbejder med infrastrukturen i Danmark. I årets udgave er det med professor i trafikmodeller Otto Anker Nielsen og ph.d. studerende Alex Landex fra Center for Trafik og Transport på DTU og med direktør Mikael Lanager fra HHJ (Odderbanen).

2007 er særlig værd at huske fordi, DSB’s nye IC4-tog endelig komme regulær drift, ganske vist som regionaltog i Østjylland, ringbanen rundt om København blev indviet – og det har resulteret i en fordobling af passagerantallet, og fordi første del af metroanlægget i København blev færdigt med færdiggørelsen af banen til Kastrup Lufthavn.

Billeddelen er fornem med 160 farvefotos, udvalgt blandt mere end 4.000 billeder, som danske amatørjernbanefotografter har taget. Bogen er et must for alle der interesserer sig for jernbanen i Danmark.

På sporet af 2007 – årbog om danske jernbaner. Redigeret af Jan Forslund. Forlaget Holsund, 2007.

Sidst jeg var på mit lokale bibliotek fandt jeg en opsætning med forskellige historiske romaner og faldt her over den georgiske forfatter Otar Chiladzes roman Jernteatret. Den måde at finde bøger på at åbenbart snart fortid, hvis det står til den nye chef for Københavns Hovedbibliotek Pernille Schaltz.

Vi er i Georgien i byen Batum eller Batumi, der i 1878 overgår fra osmannisk herredømme til russisk, eller var flyttet fra den nordlige udkant af det Osmanniske Rige til den sydlige udkant af det Russiske Imperium, som det hedder i bogens første kapitel. Russerne anlagde en jernbane til Tiblisi og efterfølgende en olierørledning fra Baku, som gjorde byen til hovedhavn for den russiske olieproduktion. Det er perioden fra den russiske overtagelse i 1878 og frem til 1. verdenskrig som romanen handler om.

Romanens omdrejningspunkt er altså selve byen, som bliver personificieret i ægteparret Dimitri og Daria og et ankommende skuespillerpar fra Tiblisi og ikke mindst de to ægtepars børn Nato og Gela. Hvor ægteparret Dimitri og Daria er tilskuere til Georgiens kamp for selvstændighed, så deltager skuespillerparret mere aktivt. Det bliver særligt tydeligt for børnene, hvor Gela er oprøreren, der utallige gange bliver fængslet og flygter. Nato forelsker sig i Gela og får et barn med ham, men kan ikke klare livet uden sin elskede.

Romanen er ikke let tilgængelig og har et sprogbrug, næsten som der er strømmet en flod fra forfatterens tanker til pennen. Det bliver nogle steder for mig meget langtrukkent.

Otar Chiladze udgiver romanen i 1981, hvor Georgien igen var under russisk besættelse. Det giver romanen et klar politisk sigte og kan bruges som fortælling alle steder hvor lande eller områder er besat og hvor der slås hårdt ned på selvstændighedsbevægelser.

Otar Chiladze: Jernteatret. Oversat af Jan Hansen. Hernov, 1996.