Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Socialdemokraten Knud Heinesens politiske CV er imponerende. At have været formand for det hedengange Radioråd i Danmarks Radio, forstander på ligeledes hedengange Roskilde Højskole og medlem af Folketinget i 14 år er i sig selv en imponerende bedrift.

Derudover har Heinesen bestredet poster som politisk ordfører og gruppeformand for sit parti samt været henholdsvis undervisningsminister og finansminister både under J.O Krags og Anker Jørgensens regeringer. Forhåbningerne til en erindringsbog fra en sådan mand er derfor store, og for mig opfyldte Min Krønike fuldt ud forventningerne – og mere til.

I bogens indledning slår forfatteren selv fast, at Min Krønike ikke er tænkt som en mulighed for at tegne et privat og personligt portræt. Det er netop bogens helt store styrke, at Heinesen elegant ikke lader sin forfængelighed friste, men i det store holder et skarpt fokus på politiske og samfundsmæssige begivenheder, processer og beslutninger, som han selv har oplevet og for en stor dels vedkommende deltaget i.

Læseren opnår en tilstrækkelig forståelse for, hvor det er, at politikeren Heinesen kommer fra i Min Krønikes første kapitler – og derefter er den ellers spækket med fremstillinger af dansk politisk historie fra midten af 1950’erne til slutningen af 1970’erne.

Sidste år, da erindringerne udkom, var mange optaget af specielt udfletningen af et par unge herrer, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse sidenhen kom til at se meget til – hhv. Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen. Det er bestemt også oplysende og underholdende til tider, der sammen med ganske detaljerede (for en ikke-økonom) skildringer af, hvilke udfordringerne Danmark stod overfor i forbindelse med de oliekriserne i 1970’erne, giver et for denne læser nyt indblik i, hvad såkaldt ’Anker’nomics’ dækker over.

Det er tydeligt, at det har været forfatteren magtpåliggende at nuancere den debat blot en smule.
Men ellers er kapitlerne – alle som et – spændende. Heinesen bruger en del plads på at behandle forholdet omkring kristendom og Socialdemokratiet – der meget vel kan hives ind i moderne dansk kontekst. Det samme kan udredningerne i bogen om politisk indblanding i DRs affærer i høj grad også.

Mest overraskede de omkring 10 sider af bogen, der omhandler, hvad der startede som Socialistisk Debat og siden blev Socialdemokratisk Samfund mig. Socialdemokratisk Samfund blev stiftet på netop Roskilde Højskole i 1966, og havde til hensigt at diskuetere, hvorledes Socialdemokratiet bedst blev holdt på en politisk kurs, der flugtede med vedtagne principprogrammer. Heinesens omtale af SDS er interessant af specielt to årsager.

For det første pga. medlemsskaren. Af de, de var aktive i SDS, i 1960’erne blev tyve af dem ministre i senere regeringer – og to (Anker Jørgensen og J.O Krag) statsministre. For det andet fordi, at heller ikke dengang brød ledelsen af Socialdemokratiet sig videre meget om kritiske indspark og debat om partiets linje. Det er sandsynligvis kendetegnende for alle større partier  – men under alle omstændigheder, har forholdene ikke ændret sig så meget fra Heinesens 60’ere til i dag…

Bogen, der er første bind af to, er intelligent og humoristisk skrevet – på en måde, man ikke oplever ofte. Heinesen skrev ikke dagbog igennem den politiske karriere, men noterede derimod flittigt strøtanker og citater. Det gør blot bogen mere levende at læse.

Den socialdemokratiske historiefortælling er igennem de senere år blevet beriget med solide værker biografier og selvbiografier. I den forbindelse indtager Heinesens biddrag en vægtig plads.

Kristian Madsen, konsulent, har tidligere skrevet en anmeldelse af bogen, der er ganske læsværdig her.

Knud HEINESEN: Min krønike, 1932 – 1979. Gyldendal, 2006 , 380 sider

Bøger der starter med en 5 sider lang Prolog med botaniske beskrivelser ville normalt ikke være noget, jeg havde kræfter til at læse til ende. Men Stieg Larssons, Mænd der hader kvinder, fik alligevel chancen, hvilket viste sig at være ganske udmærket.

Bogen har været pænt hybet – og havde den ikke stået fremme hos boghandleren på Københavns Hovedbanegaard, havde jeg næppe heller stiftet bekendtskab med den. Men det er jeg nu glad for, at jeg gjorde alligevel. For det er en spændende krimi, svenskeren har præsteret tilbage i 2005 med flere niveauer.

Hovedplottet er mysteriet omkring en ung kvindes forsvinden i midten af 1960’erne, der aldrig blev løst. I et sidste forsøg på at komme tilbunds i historien, hyrer den tidligere direktør for et stort svensk industri emperie, der ligeledes er onkel til den forsvundne pige, journalisten Mikael Blomkvist – under dække af at skulle skrive familiens slægtshistorie – til at opklare, hvad der skete med hende.

Samtidig udspiller dig sig en række sidehistorier, der dækker slette erhvervsvirksomheder, journalistik, misbrug, formynderi og et lille magasins kamp mod et stort ondt konglomomat. Flettet ind i hinanden udgør alle disse historier – sammen med sadisme, fascisme, nazisme og bedrag, Mænd der hader kvinder, og det virker.
Danske – som udenlandske – anmeldere har da også rost bogen til skyerne med god ret – ligesom den modtog Glasnøglen for Nordens bedste kriminalroman i 2006.

I bogen får Blomkvist en makker, Lisbeth Salander, og dermed er et nyt svensk krimi par født. Det fungerer fint – om end, at jeg fandt den psykologiske beskrivelse af Salander noget usikker og usammenhængende til tider. På samme måde er der mod slutningen forskellige sammenhænge, der går lidt i ring – og enkelte dele modsiges.

Hvis man ellers har brug for en god sommer krimi – og kan se bort fra, at Blomkvist vælger at bruge Notepad som et relativt kompliceret databaseværktøj (!), og at man i Sverige åbenbart aldrig oplever problemer med at skifte fra Mac til PC-platforme, er bogen meget anbefalelsesværdig.

Man bør heller ikke være bange for at skrive stilen minder om det ellers fantastiske makkerpar, Sjöwall og Wahloo. Der er på intet tidspunkt i bogen passager, som i de ti romaner om forbrydelser, hvor der ikke sker noget.

Tværtimod er intensiteten høj og underholdende.

Slutteligt skal det også bemærkes, at bliver sommervarmen lidt for voldsom – kommer bogen rigtigt til sin ret. Hos mig blev den læst færdig i over 40 graders varme, hvor skildringerne fra svenske hytter i 30 graders frost virkede ganske afkølende.

Er man til krimi, Cluedo og underholdning – passer bogen perfekt.

Stieg LARSSON: Mænd der hader kvinder, Modtryk, 2005 , 556 sider

De fleste af os vil næppe indrømme det, men hvor ofte kommer vi ikke så hurtigt ud ad døren, at det eneste, vi har nået at se i avisen er et par overskrifter og … tegneserien. For “the funnies” er og bliver en meget væsentlig årsag til, at avisen ikke er helt død. Og derfor spiller de daglige striber også en afgørende betydning for, hvilken avisen der kommer ind i postkassen dagligt.

Politikens 2. sektion har i lang tid lagt bagside til Wulffmorgenthalers psykedeliske striber, og der er ingen tvivl om, at de to hjerner der opfandt ninja-flodhesten Dolph stadig er avisstribernes danske mestre. Men lige i nakken af dem – både i overført og avis-bogstavlig forstand – sniger en noget upåagtet svensker sig ind med striben ROCKY.

Martin Kellermanns rå og åbenbart selvbiografiske stribe om Rocky, der i en alder af 25 forsøger at blive voksen, er nemlig både utrolig præcis i sin beskrivelse af tiden og ikke mindst “unge mennesker af i dag” – og så er den urimeligt morsom.

Hver stribe består af de samme fire ruder, og formlen er næsten haiku-agtig stiv. Det er aldrig i form eller udtryk, Rocky overrasker. Det er i sproget. Det er de små underfundige tanker eller udtryk, som gør Rocky både betagende og morsom. Handlingen er ofte ikke-eksisterende, og dermed kommer sproget til at stå helt centralt.

Jeg har læst Rocky hver dag i lang tid, og derfor kom det som noget af en overraskelse, at bagmanden var svensk. For Rocky er dansk. Han bor på Vesterbro, går på Vega og sviner Amin Jensen i et sprog, som er så præcist, at ingen svensker ville kunne gøre det. Og det er da også netop en af Rockys helt store forcer, at oversætteren Nikolaj Scherfig har fået så frie rammer, at han har kunnet tage Rocky til sig og gøre ham til sin egen (eller sig selv?).

Normalt skal man ikke læse 125 sider med avis-striber, men i dette tilfælde får man faktisk en langt bedre oplevelse, når man er med Rocky hele vejen fra han bliver smidt ud af sin lejlighed og bliver dumpet af kæresten på samme dag til han i løbet af et år oplever både håbløse jobs, katastrofale kvinder og ditto fester og ikke mindst hans skæbnesvangre tur til New York.

Der er nogle gode timers underholdning gemt i “ROCKY – The big payback”. Det eneste, man kunne ønske sig, var, at det var i farver. For selvom serien fungerer i sproget, så løfter det uden tvivl læselysten, når man sammenligner med de farvede striber i Politiken.

Men trods de manglende farver, så har denne anmelder allerede bestilt nr. 2, der netop er udkommet på Forlaget Politisk Revy

Martin Kellermann: ““, Forlaget Politisk Revy, København, 2006.

Det er lang tid siden jeg har været så fortryllet af en bog. Dette er ikke Hollywood – dette er tidligere tiders Marstal. Her er mennesker ikke smukke, de er uanset køn, skæbner som ofte dør ligeså nøgne og ensomme som de fødtes.

Bogen har sit hjerte i Marstals små huse og gader på Ærø, men udfolder sig så forskellige steder som Samoa, New Foundland og Nordtyskland. Det er en beretning om fire generationer. Et samfund går fra at have Nordafrika og Kina i baghaven med et international udsyn vi kun kan drømme om i dag. Til et samfund der vender ryggen til og ud på markerne. Bogens fortællere er til tider enkelt personer, og til tider et kollektiv kun svag defineret som vi, de druknede. Det fantastiske i denne forbindelse er, at det fungerer – ikke et sekund er man i tvivl om, hvordan saltvandsbylder, savn eller følelsen af hævn føles.

I bogens start møder vi Laurids, der med de andre marstaller sendes i krig mod tysken omkring 1800-tallet, en krig de ikke forstår eller vinder. En krig der efterlader de overlevende ligeså sønderrevne, åndsforladte og amputerede, som de der faldt. Her markeres marstallernes evne til at stå udenfor stormagternes interesser – ikke kun pga. en smule naivitet, men også fordi de har noget, der er større end nationale interesser nemlig fællesskab og ikke at glemme et par solide søstøvler. Begge dele spiller en væsentlig rolle gennem resten af romanen.

I læsningen tager man bo i Laurids, Albert, Knud Erik og sidst men ikke mindst i Klara, kvinden der med sin vanvittige smerte forsøger at udslette havet fra mændenes hjerter. Man forstår til trods for, at man kunne mene andet i real life den rationalitet, der er bag deres valg. Også når der danses blandt ligene på Marstals havnekant den dag Anden Verdenskrig afsluttes og ringen sluttes.

Skal der malurt i det berømte bæger, kunne bogen have været 200 sider kortere end de 690 sider. Både for at skåne sengelæserens arme og nakke, men mere reelt fordi selv sjæle i hård kuling bliver ensformigt i længden.

Carsten Jensen: Vi, de druknede. Gyldendal 2006. 690 sider.

Læs også den tidligere anmeldelse af bogen her på bogblogger.dk

På en regnvåd hviledag i touren kan man passende holde kadencen ved at kaste sig over et par bøger om verdens hårdeste cykelløb.

Le TOUR – Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år
Den mest oplagte bog på dansk er Joakim Jakobsens mammutværk ”Le TOUR – Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år”, som over 704 sider gennemgår hvert enkelt år siden starten i 1903 med højdepunkter, sejre og nederlag. Spændende læsning, som gør det muligt at fordybe sig i særligt interessante år og ryttere uden at man er tvunget til at læse bogen fra ende til anden.

Gør man dog det, vil man især i årene før krigen se hvor hårdt løbet var, med en løbsdirektør, der var indædt modstander af cykler med gear! Det lille kapitel om hvert år afsluttes med en lille faktaboks med top3, vinderne af trøjerne m.m., ligesom der bagerst i bogen er en stor mængde fakta med top3 gennem tiderne, hurtigste rytter, flest dage i gult, ældste rytter, hurtigste gennemsnitsfart og naturligvis en særsektion om danskerne i touren.

For feinschmeckere, der ikke kun interesserer sig for det aktuelle løb, men gerne vil vide mere om institutionen Tour de France og svælge i detaljer om fortidens løb og ryttere, er ”Le TOUR” ikke til at komme udenom.

Den gule trøje i de høje bjerge
Den anden ”must read” når snakken falder på Tour de France er naturligvis filmmanden, digteren og cykelsportskenderen Jørgen Leths personlige beretning gennem 25 år med touren: ”Den gule trøje i de høje bjerge”. Bogen er dels Leths egne anekdoter og dels analyser af løbene og de mest markante ryttere år for år. Med personlig indlevelse får vi omhyggeligt beskrevet de store dramaer mellem eksempelvis Merckx og Ocana i 70’erne, Leths eget møde med Fausto Coppi på Roskildevej i Il campinissimo’ens karrieremæssige efterår og andre begivenheder fra et langt liv med cykelsport.

Derudover er der på det seneste kommet en række rytterbiografier, som dog ikke udelukkende handler om touren. Den mest omtalte er naturligvis Jesper Skibbys ”Forstå mig ret”, ligesom der er skrevet bøger og lavet film om det ”danske” tourhold CSC.

En bog som jeg selv har til gode er de to dopingjournalister Pierre Ballester og David Walsh’s bog om Lance Armstrong med titlen ”L.A. Confidentiel: Les secrets de Lance Armstrong”. Da bogen udkom truede Armstrong med bål, brand og retssager. Han droppede dog senere truslerne og de to journalister udgav derefter endnu en bog med titlen ”LA Officiel”. Armstrong har også selv skrevet et par bøger med titlerne: ”It’s Not About the Bike: My Journey Back to Life” og ” Every Second Counts”.

Joakim Jakobsen: Le TOUR – Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år. Rosinante. 704 sider.
Jørgen Leth: Den gule trøje i de høje bjerge. Gyldendal. 303 sider.

Så er det endelig forbi.

Efter knap ti års venten, halvanden time i kø med 400 sukkerspeedede teenagere og omkring 10 timers læsning af de 607 engelske sider, er spændingen forløst og det sidste bind i Harry Potter-sagaen slugt med samme appetit, som Ron og Harry plejer at sluge Bertie Bott’s multismags-bønner

Og var den så værd at vente på? Ja det synes jeg bestemt.

Med det forbehold at Harry Potter er og bliver en børne/ungdomsbog, en kendsgerning som J. K. Rowling heller ikke glemmer i bog 7 på trods af titelbladscitater af både Aeschylus og William Penn, så har Potter-universet aldrig stået stærkere end i seriens afslutning ”Harry Potter and the deadly Hallows”, og den er absolut en tur til boghandleren værd.

Hvis du endnu ikke har spurtet dig igennem den sidste Potter-bog, kan du roligt læse denne tekst alligevel, jeg har gjort hvad jeg kunne for ikke at afsløre vitale dele af plottet.

Hvis du til gengæld netop er landet fra en anden planet eller blot aldrig har interesseret dig for hekse, troldmænd og hippogriffer, så handler J. K. Rowlings nu 7 bøger om drengen Harry, der på sin 11 års fødselsdag tilbage i den første bog opdager, at han er troldmand og at der eksisterer en parallelverden af magi, som kun de udvalgte med særlige kræfter bliver lukket ind i. Da Harry træder ind dette magiske univers og begynder på troldmandsskolen Hogwarts, indser han langsomt, som bøgerne skrider frem, at han er udset til i sidste ende at kæmpe til døden mod den ondeste troldmand nogensinde, manden der dræbte hans forældre, Lord Voldemort.

En af de helt store fascinationsfaktorer ved Harry Potter-serien er J. K. Rowlings udfoldelse af den magiske verdens historier, geografi og mennesker, som vi oplever dem igennem den unge Harry. Han var ved bøgernes start komplet uvidende om sin egen skæbne, og vi lokkes med ham langsomt længere og længere ind i eventyret indtil den sidste mulighed for tilbagevenden uden forløsning for længst bliver passeret.

Bøgernes univers er, som serien skrider frem, blevet tiltagende mørkt og dystert, og igen i bog 7 demonstrerer J. K. Rowling, at så hun absolut ikke er bange for at slå hovedpersoner ihjel.

Men samtidig med mørkets fremmarch, er seriens pointe gentagende gange blevet mejslet i læserens bevidsthed: Nemlig at der er langt værre ting end døden, og at kun den der er villig til at møde den frivilligt for dem man holder af, er i stand til at sejre til sidst.

Den onde troldmand Voldemort, et navn der på fransk kan betyde frygt eller flugt fra døden, hvilket nok absolut ikke er et tilfælde fra den fransk-uddannede J. K. Rowlings side, har netop denne ene svaghed: Manglen på forståelsen for selvopofrelse og en skæbne værre end døden.

Ved at fastholde denne pointe så bestemt, formår Rowling at overleve den balancegang det er, på den ene side at skrive børne- og ungdomsbøger og på den anden side have en bizar lyst til at slå så mange af sine hovedpersoner ihjel, at det får Manson-familien til at ligne en søndagsskoleudflugt.

Især bog 5 og 6 har primært levet i kraft af deres forspil til det lovede endelige opgør og ikke som selvstændigt afsluttede værker.
Sådan er det selvfølgelig ikke efter bog 7, seriens længe lovede sidste bind, og det er, for en trofast fan, absolut en forfriskning efter snart 4 års ørkenvandring.

Men netop i kraft af, at Harry Potter and the Deadly Hallows indeholder de svar, vi har sukket efter i alle disse år, kan den absolut ikke stå alene. Når man ser serien i afsluttet form, er det som om især de sidste 3 bind er et og samme værk.

Og er man ny læser af J. K Rowlings troldmandsserie bør man efter min mening gå så vidt som at starte med den allerførste bog for at få alle detaljerne med.

Har man mod på det, så lover jeg til gengæld, at man kommer til at sluge de nu knap 3000 siders Harry Potter-eventyr hurtigere end man kan sige ”Expecto Patronum”.

Norge, København, Nordfyn og den fiktive by Hvium ved Limfjorden, som også optræder i Ida Jessens romaner “Den der lyver” og “Det første jeg tænker på”, er det fysiske udgangspunkt for Ida Jessens novellesamling. Og lige som der ikke er meget, der forbinder de forskellige fysiske lokaliteter, så er det også svært umiddelbart at gennemskue den store idéi at udgive de ni noveller under en samlet titel.

Fire af novellerne hænger dog uløseligt sammen. De foregår omkring minkavler-gården Brogård og ægteparret Ragna og Pauli, hvor en bosnisk flygtning pludselig dukker op og bliver ansat på gården – på trods af alkoholiske tendenser.

Ragna og Paulis ægteskab er ulykkeligt, og Enis – som flygtningen hedder – kommer uforvarende til at rode op i ægteskabet og dermed føre de to ud i den tilstand, som er gennemgående for alle personerne i Jessens noveller: Den eksistentielle søgen efter mening i tilværelsen.

Det er jo et klassisk motiv, som ikke er nyt i litteraturen, og spørgsmålet er da også, om Jessen så behandler det på en særlig nyskabende måde?

Til det må man svare, at hun i hvert fald forsøger, og stilistisk er det ganske interessant, hvordan hun ved konsekvent at lade sine personer skjule “noget” under overfladen lader læseren sidde uforstående tilbage. Eksempelvis i “Sig altid farvel i tide“, hvor en kvinde pludselig – og helt uden anledning eller begrundelse – forlader sommerhus og familie en sommeraften og går ud i skoven. Her møder hun andre forvildede mennesker, der af den ene eller anden grund (heller?) ikke kan finde ud af livet. Og novellen slutter – næsten over-symbolsk – med, at kvinden naturligvis ikke kan finde hjem.

Det er første gang, jeg har stiftet bekendtskab med Ida Jessen, og måske skulle jeg være begyndt med “ABC” eller “Det første jeg tænker på”, men “En mand kom til byen” har desværre ikke givet mig synderligt meget blod på tanden. Der hele er lidt trist og kedeligt … og ligegyldigt.

Gyldendal har lagt hele novellen “Husk at sige farvel i tide” ud på nettet til fri læsning. Læs den her.

Jeg er generelt notorisk skeptisk over for bøger om populære emner som spin, blogging eller tempelriddere. Men af og til får min nysgerrighed overtaget og jeg kaster mig ud i det.

Heldigvis må man sige når det kommer til “Samtaler om spin”, for selvom bogens to forfattere har interviewet nogle af samfundets mest medievante og selviscenesættene mennesker, så er resultatet rimeligt nuanceret.

I virkeligheden er konceptet ufatteligt simpelt. De to forfattere har stillet en række spørgsmål til interviewpersonerne som alle er spindoktorer/særlige rådgivere/mennesker som arbejder med politisk kommunikation, hvor efter spørgsmålene står med kursiv i bogen. Derefter har de skrevet svarene ned. Der er sikkert redigeret i svarene efterfølgende (det handler jo om kontrol med medier), men alt i alt fremstår det rimeligt sammenhængene

Det skyldes en blanding af de spørgsmål som forfatterne stiller og så de erkendelser som interviewpersonerne deler ud i. Der er dog ingen tvivl om at det er bløde bolde, som spilles til interviewofrene. Her er ingen Kurt Strandsk snagen i sager eller insisterende gentagelse af samme spørgsmål indtil svaret er klart. Derimod er der et åbent spørgsmål og derefter interviewpersonens svar.

Bogen er dog lidt ujævn, for faren ved blot at lade folk tale er at det ikke altid er lige interessant. For eksempel burde bogens interview med Billy Adamsen, den tidligere rådgiver for Poul Nyrup, være blevet redigeret ud. Det havde tjent både bogen og Billy bedre, hvis ikke vi skulle høre hans patetisk gentagne forsikringer om hvor dygtig Poul Nyrup synes han var. Eller Jersild som drager paralleler til spin og anti-spin i antikken.  

Mere kød er der derimod på folk som Morten Boje, Niels Krause-Kjær og Henrik Qvortrup. Ikke fordi du skal læse bogen som en håndbog i spin, for så leder du forgæves, men som et interessant indblik i nogle centrale aktørers refleksioner over deres erhverv og hvor det udvikler sig hen.

Og hvor går det så hen? Svaret er her rimeligt samstemmende for alle de interviewede: Vi får flere rådgivere med mere specialiserede roller (daglig presse, strategisk rådgivning og baglandspleje). Det kan man så synes om eller ej.  

Traditionelt har jeg forbundet russisk litteratur med store, dystre, melankolske og dybsindige. Men for nyligt faldt jeg, i en artikel på Berlingske.dk, over en artikel der i forbifarten nævnte Boris Akunins romaner om den russiske detektiv Erast Fandorin der rumsterer rundt i 1870′ernes kaotiske Europa.

Tilpas pirret røg jeg direkte ind på bibliotek.dk, hvor jeg bestilte de tre første bøger i serien. 

Det viste sig at være et udemærket bekendtskab. Tidsalderen, de mange adelige og de mange storpolitiske intriger får en til at tænke på Conan Doyles bedre Sherlock Holmes-historier, mens beskrivelsen af de felttog som Fandorin af og til rodes ind i leder tankerne hen på George McDonnald Frasers Flashman-serie. 

Bøgerne, hvoraf i alt tre er oversat til dansk, er typisk på en 250 sider og dermed ikke overvældende svære at overkomme. Samtidig er sproget til at gå til. Alt i alt glimrende sommerferielæsning – med mulighed for at kig ind i et Rusland anno 1870 – ikke et alt for kønt syn.

En succes kommer sjældent alene, og Dan Browns Da Vinci Mysteriet har medført en mindre flodbølge af bøger i samme stil – mystiske broderskaber, der vogter over en ældgammel hemmelighed, der stadig er så stærk at onde kræfter er parat til at slå i hjel for at bevare den. Christian Mørks første roman er bestemt en del af denne bølge.

Romanen indeholder det hemmelige broderskab fra titlen, en handlekraftig helt, en gudesmuk heltinde og en masse hektiske jagter gennem flere lande. Hvis man synes, at konspirationsteorier er fede og kan leve med adskillige scenarier hvor helten slipper uskabt bort efter at være løbet væk fra professionelle lejemordere med kikkertsigter og kuglerne pivende om ørerne, så vil man sikkert synes, at De ti herskere er en god bog. Det gør jeg ikke.

Og det er så synd, så synd. For Christian Mørk har faktisk i modsætning til de fleste andre inden for genren at opbygge personer med lidt kant – en golfveteran, der interesserer sig for biologi og vil redde verden gennem en ny type modstandsdygtig ris og hans blinde veninde. Sproget er også fantastisk, omend sprogblomsterne måske engang imellem kunne trænge til en nænsom beskæring.

Desværre er plottet alt for langt ude og slutningen er for dårlig og utroværdig. Og så skal der altså meget til at redde en bog.

Egentlig synes jeg, at forfatteren til denne bog er blevet svigtet af sin forlagsredaktør. Han burde have fået vejledning til at få historien til at hænge lidt bedre sammen, og nogen skulle have fortalt ham at selv i b-film er der grænser for hvor mange usandsynlige getaways helten og skurken kan slippe afsted med hvis publikum stadig skal kunne tro på historien. Samtidig kunne forlæggeren passende have ryddet ud i de småfejl, bogen rummer så rigeligt – for eksempel når helten foretager en drastisk biljagt op i forladte bjerge mens motoren er ved at løbe tør for benzin og olie, så stemplerne er ved at brænde sig fast i motoren (fantastisk beskrevet i øvrigt), hvorefter han, når jagten er slut, bare vender øsen og triller den lange tur tilbage til civilisationen uden at bilen åbenbart har et problem med det…

Jeg ser frem til at stifte bekendtskab med Christian Mørk i fremtiden, for jeg tror på at sproget og opfindsomheden nok skal sejre, og at De ti herskeres skavanker er børnesygdomme, som udryddes inden de kommende bøger.

Christian Mørk: De ti herskere, 2006, Politikens Forlag. 498 sider. Oversat fra engelsk The Council of Ten, men på forfatterens engelsksprogede hjemmeside er der kun billeder af den danske bog, så om den overhovedet er udkommet på engelsk står hen i det uvisse.