Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Stor fin bog. Stor fin coffietabel-bog, som skabt til at ligge tilfældigt fremme i hertil skabt dagligstuemøbel. Jeg har lånt den af en veninden, så kender ikke prisen, men den er helt sikkert dyr. Den har masser af lækre billeder og gode beskrivende tekster bag i, som man hvis man har lyst, kan få serveret, hvad værket bidrager med. En detalje jeg personligt er ret glad for. Det kan godt være en lille smule irriterende at få at vide, hvad samfundet (læs: kunstverdenen selv) får ud af værket, inden man selv har fået lov til at opdage, hvad man personligt får ud at det.

Bogen er en meget fin indføring i britisk senmoderne kunst, men jeg må indrømme, jeg var en smule skuffet. Havde faktisk forventet noget mere provokerende. Det mest kompromitterende var værker som jeg allerede kender (og i øvrigt holder af pga. humoren) var Tracy Emins “Everone I Ever Slept With 1963-1995″ og Damien Hirsts “Untitled”, som er et kæmpe lyserødt hjerte, hvor en række sommerfugle har ladet livet under tørringen. Hvilket i øvrigt ejes af (og hænger på?) Arken.

Ingen af værkerne bygger på reelt grænseoverskridende handlinger fra kunstnerens side, og hele “udstoppe-og-slagte-dyr”bølgen ramte åbenbart først Storbritanien i 90′erne. Og det endda i en meget pæn form, hvor det stort set kun er landbrugsdyr o.l dyr og hvor vi ikke bliver præsenteret for sleve mordet, men kun ser det færdige produkt. Ingen guldfisk, ingen hesteofringer. Både fransk og sågar dansk kunst er, ud fra det billede denne er bog giver, dekader foran.

Jeg er selv stor tilhænger af kunst med tanke og mening, som kan mere end provokerer, men det hører altså til sjældenhederne at provokationerne er meningsløse. Eksempelvis…
Sidst skal der knyttes en kommentar til tidsperspektivet. I følge denne bogs udvalg af værker, har Britisk kunst ikke ændret sig før 1989. Så kan jeg selvfølgelig godt forstå, de ikke er så langt fremme i skoene, men det virker mere som om Saatchy har valgt marketing frem for perspektiv. Ærgerligt når man nu laver så flor en bog.

Men flot er den – og for en billedbog er det jo et ret vægtigt kriterium – og mange af værkerne er både humoristiske og begavede. Hvis man ikke har fulgt med i Britisk kunst op gennem 90erne kan den virkelig anbefales som god solid indføring i, hvor den Britiske kunstscene er nået til, men ellers er der ikke meget nyt under solen…

“Da Churchill sugede på sin stump, opdagede han til sin misfornøjelse, at den igen var gået kold. Stalin var så hensynsfuld at give ham ild, og mens Churchill nød det første drag og bøjede sig over Berlinkortet, overvejede han, hvordan man på passende måde kunne gengælde Stalins gestus. Da Churchill pustede røgen ud igen, gav han Stalin en tres meter lang stump af Sonnenallee og skiftede emne”.

Sådan gik det til at teenageren Micha endte på den kommunistiske side af Berlinmuren og det er bare ikke lykken at være underlagt SEDs censur når man hellere vil høre Rolling Stones, feste og prøve at vinde klassekammeraten Miriam tilbage fra hendes vesttyske kæreste.

Tidsmæssigt befinder vi os lige omkring 1980 og der er ikke tegn på opløsning i DDR og når Micha og hans venner ikke prøver at få fat i rockmusik på den sorte børs eller få familiemedlemmer til at smule det over grænsen, udfordrer de systemet på deres egen – uskyldige – måde. Men konsekvenserne for drengestreger er vidtrækkende i det humorforladte Østtyskland.

Det er en fantastisk, velskrevet, humoristisk historie, der præcis som filmen “Good Bye Lenin” hudfletter det absurde overvågningssamfund, viser dobbeltmoralen hos regeringens lakajer. Der er ingen “Ostalgie” men der er samtidig små stik til det Vesttyskland der dengang som nu behandler østtyskerne som mindreværdige og lidt tilbagestående.

Men Sonnenalle er ikke kun en politisk roman, det er samtidig en fin lille ungdomsroman af den slags der lige så godt kunne være fortalt i Aachen, Aalborg eller Aarau. Det er måske ikke noget litterært mesterværk i klassisk forstand, men det er rigtig godt.

Det er absolut en af mine personlige favoritter og den kan klart anbefales.

Thomas Brussig: I den korte ende af Sonnenallee, 141 sider, Borgen (2000) oversat fra tysk: Am kürzeren Ende der Sonnenallee (1999).

Efter at have læst første halvdel af denne bog får man lyst til at starte en politisk forening. Efter at have læst den anden, er den trang fuldstændig forsvundet og erstattet med gru over, hvor let det er at forme unge voksne.

Bogen er meget nøgtern og Peter Øvig Knudsen bruger god plads til at beskrive forløbet fra alle de vinkler, der stadig kan opstøves. Detaljerigdommen er dens styrke, og han formår fint at holde spændingen, trods alle de nuancer han får med.

På mange måder, er dette både en dokumentarisk beretning og en kollektiv roman. Den tager udgangspunkt i et tidsbillede, med pacifisme og modstand mod Vietnam-krigen, dengang fornuftige mennesker stadig kunne tro på det kommunistiske projekt, og fører os op gennem hjernevask, træningslejre, udskillelsesforløb, paranoia og til sidst – opklaring og anholdelse. Den følger hovedsageligt inderkredsen, men får også givet et billede, af den store flok mennesker i periferien, der også arbejdede for sagen, men som var uvidende om de illegale aktiviteter.

Som en hver god krimi starter den med slutningen, så vi på behændig vis får præsenteret de personer, det i sidste ende kommer til at gå ud over. Beskrivelserne er så omfattende, og godt suppleret af billedmateriale, at man får et fint og nuanceret billede af gruppen.

Jeg får dog ikke lyst til at udforske resten af Peter Øvig Knudsens forfatterskab. Denne bogs spænding er bygget så meget op på aktualiteten af den virkelige historie, at jeg ikke tror, jeg ville gide læse hans andre bøger. Emner der for mig virker mindre relevante. Han formidler fint og jeg glæder mig til 2′eren, men han har også historien med sig her.

Opdatering: Læs også anmeldelsen af Bind II her.

Vi er i det osmanniske Istanbul i slutningen af 1500-tallet. Blandt miniaturemalere hersker tung tradition. Hvert penselstrøg i de værdifulde bøger, der efter års arbejde med illustrationerne gemmes væk i sultanens skatkammer, emmer af fortidens mestre.

Ingen eksperimenter er tilladt: miniaturemalere maler uden perspektiv, i evig gentagelse af de gamle mestre.

Indtil en enkelt miniaturemaler besøger Vesten, og ser de vestliges kunstneres værker. I Venedig afbilleder malerne virkeligheden som den er, og maler portrætter, der er så vellignende, at man vil kunne genkende den portrætterede hvis man mødte vedkommende i virkeligheden. Den slags er naturligvis forbudt i følge Koranen, men sultanen lader sig alligevel overtale til at få malet sit eget portræt. Et mord følger, men hvem står bag? Allahs villige krigere, der raserer kaffehuse i protest mod den skadelige drik? En misundelig miniaturemaler, der kæmper for sin position i det indviklede hieraki?

Det er en fantastisk bog, Orhan Pamuk har skrevet – og det er tilladt at læse konflikten mellem det ny og det gamle, kunstnerisk frihed og religion med moderne briller (som om man kunne lade være).

Mordgåden driver historien frem, men der er plads til righoldige beskrivelser af livet i Osmannerrigets hovedstad før verden gik af lave og religionen formørkede alt. En bog der kan anbefales.

—
Til gengæld kan det ikke anbefales at læse bogens bagside. For det første påstår den første linie, at romanen foregår i 1890′erne – kun 300 år ved siden af. For det andet afslører bagsiden handlingen langt, langt ind i romanen. Det er helt unødvendigt, og rent ud sagt træls, at man ved så meget inden man går i gang med bogen. Det er en OMMER, Lindhardt og Ringhof!

Orhan Pamuk: Mit navn er rød, 526 sider, Lindhardt og Ringhof.

Amerikanere bliver tit beskyldt for at være lidt overfladiske og en hver der har haft en amerikansk lærerbog i hånden er ved at hive hårene ud af hovedbunden når hvert kapitel både skal introduceres og opdateres i stikordsform. Det er efter sigende fordi mange amerikanske lærerbogsforfattere bliver betalt for omfanget af bogen, ikke nødvendigvis kvaliteten.

Henrik F. Rasmussen har skrevet en “bog” der hedder “Amerikanske Tilstande” og den er bygget op lidt på samme måde – men det til trods er det ikke omfanget det skræmmer, bogen starter på side fire og slutter midt på side 57 og det er inklusiv et forord af Prof. Kurrild-Klitgaard. Det er altså en tynd sag der – med mindre man gider begrave sig i statistikkerne og fodnoterne – kan læses under et toiletbesøg.

Det er bogens mission at gøre op med de myter om “amerikanske tilstande” som efter sigende skulel florere lystigt på danske universiteter og højere læreanstalter, nemlig myterne om at USA er et land plaget af fattigdom, racisme, vold og kriminalitet.

Jeg synes på ingen måde at bogen er overbevisende (og jeg må vist som stor fan af USA betegnes som et “easy crowd” der gerne vil overbevises) i sin argumentation. Dertil er tallene som Henrik F. Rasmussen faktisk ikke særligt overbevisende. Et eksempel er f.eks. af forfatteren forsøger at overbevise om at USA er ikke er så farligt – på trods af at statistikken viser at der sker 5,5 gange så mange mord og fire gange så mange voldtægter.

Men forfatteren argumentere for at det er isolerede storbyproblemer og at de fleste amerikanere (og velstående indvandrere) kan leve uden frygt for at blive skudt ned i et opgør mellem rivaliserende bander. Men det er jo netop det som mange “egalitære” danskere har imod USA – nemlig de stor kontraster mellem rig og fattig. Og det er jo nemt at sidde i sit pæne hus, i sit pæne hvide overklassekvarter i Georgetown og negligere problemet, men jeg tror virkelig ikke at forfatteren og hans højtbetalte lobbyistkone ville have lyst til at flytte til Cleveland, Detroit eller Newark i New Jersey – bl.a. af frygt for den høje kriminalitet.

Debatbøger er en meget svær genre at gøre interessant, oftest fordi forfatterne ikke er særligt gode forfattere og “Amerikanske Tilstande” lider i høj grad af at man sidder med fornemmelsen af at sidde med en bacheloropgave i statistik, snarere end et forsvarskrift for verdens sejeste land.

Det havde virket meget bedre hvis bogens forfatter havde taget sit kamera (billeder fylder også lidt) i hånden og taget ud og besøge nogle af de her påståede fattige familier og vist deres velstand frem. At han havde besøgt hospitalsadministratorer, socialarbejdere og lokale politikere der på en eller anden måde havde forbedret samfundet på en liberal måde som vi kunne lære af i Danmark. Men det er åbenbart hans stil at sidde i sit pæne hus og lire statstikker af.

Jeg tror forfatteren Henrik F. Rasmussen er en flink og ordentlig mand der elsker sin kone og Amerika, men havde hans far ikke været en berømt dansk politiker havde den bog aldrig eksisteret. Amerikanske Tilstande er spild af tid og spild af penge.

Henrik Fogh Rasmussen: Amerikanske Tilstande, 57 sider, Forlaget CEPOS

Er du til Forresters Hornblower-historier eller andre lignende romaner hvor hastigheden og spændingen er i centrum, for eksempel til en flyvetur, så er Simon Scarrow ”The Eagle in the Sand” en mellemlang flyvetur værd.

En af de få glæder ved længere flyverture er at jeg kan give los i boghandlen i Kastrup. Det betyder som regel at min håndbagage beriges med at par engelske paperbacks. Til en familietur til Malta faldt valget denne gang blandt andet på Simon Scarrows ”The Eagle in the Sand”.

Bogen er bind 7 af Eagle-serien, og jeg er således startet bagfra – hvilket jeg normalt aldrig kunne drømme om. Det betyder dog ikke alverden med denne slags føljetoner, hvor man roligt kan læne sig tilbage og bare følge den action som der er.

Fælles for Eagle-serien er hovedpersonerne Macro og Cato, der begge er centurioner i de romerske legioner. De sendes så hid og did i det vidtstrakte romerske emperium for at løse problemerne, der opstår i den romerske heksekedel.

I ”The Eagle in the Sand” er de to hovedpersoner sendt til mellemøsten i trekanten mellem vore dages Israel, Jordan og Syrien. Her er, som altid, problemer med de mange forskellige religioner, sekter og familier.

Resten af plottet skal ikke afsløres her, men det er rimeligt uden at være alt for fantasifuldt. Det som bærer historien og gør bogen til en rimelige rejsekammerat er da også hastigheden og beskrivelserne af besøgene i Petra, ørkenen i Syrien og Jordan, det døde hav etc. Har du ikke været der, så overvej det lige igen.

Er du i øvrigt til historiske thrillere i romertiden, så kunne du også overveje Lindsay Davis’s bøger om den evigt pengeløse romerske detektiv Marcus Didius Falco. De er alle oversat til dansk og gedigne detektivhistorier i Rom og omegn. Læs mere her.

Demokraten Robert Carlyle Byrd er en institution i amerikansk politik. Den 89-årige senator blev valgt til valgt til delstatsparlamentet i West Virginia tilbage i 1946 og har siden 1952 repræsenteret sin stat i Washington D.C.

Child of the Appalachian Coalfields er historien om en mand der med vilje, stædighed og ikke mindst hårdt arbejde, der mod alle odds har skabt sig selv en plads i den amerikanske historie. Robert C. Byrd er vokset op i dyb fattigdom i små minebyer hvor minearbejderne levede under usle og nærmest umenneskelige forhold, hvor krav om retten til at organisere sig i en fagforenig blev modsvaret med soldater og bombefly og hvor mineselskaberne ejede alt. En tilværelse som få slap fra med livet i behold.

Byrd slap for minerne og blev i stedet købmand og det var fra disken at han, efter et lille mellemspil i Ku Klux Klan, startede sin politiske karriere. Væbnet med sin violin tog han rundt og holdt politiske taler og spillede op til dans og med store stemmetal gang på gang er blevet valgt og genvalgt.

Det store problem med Robert Byrds politiske karriere er at den først og fremmest har udspillet sig i det amerikanske senats finansudvalg – og at “King Pork” – Kongen af Valgflæsk – uden at blive flov fortæller om hvordan han stolt har rippet og flået den amerikanske statskasse for penge til projekter hjemme i West Virginia og det er i bund og grund temmelig uinteressant.

Bogens opbygning er til tider ubehagelig, den dybt konservative og meget religiøse Robert Byrd skifter uelegant mellem at fortælle hvorfor han nu har stemt imod borgerrettigheder og andre progressive ting, til at stolt at fortælle hvordan han fik skaffet 75.000 $ til en skole eller 160.000 $ til et center der skal forske i minesikkerhed. Det virker ind imellem som om form for køb af aflad og jeg sad tilbage med følelsen af at jeg ikke bryder mig om manden.

Bogen er absolut kun for politiske junkier og der er alt for mange uddrag af artikler og ledere fra små lokale aviser i West Virginia til at den nogensinde bliver en litterær oplevelse.

Robert Carlyle Byrd: Child of the Appalachian Coalfields, 2005, West Virginia University Press

Man kan næppe forestille sig noget mere kedeligt end en bog på flere hundrede sider, der handler om en bank. Banker er pr. definition kedelige. Og sådan skal det være. Banker er principielt og efter loven helt anonyme aktieselskaber, hvis direktører og medarbejdere optræder i grå eller sorte jakkesæt med diskrete og noble slips. Bankfolk taler med lave, alvorlige stemmer, bruger ingen mimik eller håndbevægelser og har altid et alvorligt udtryk i øjnene. Og de bygninger, som bankerne ligger i, er mindst lige så kedelige og grå. De huser jo alvorlige handlinger. Det handler om penge. Andre folks penge.

Og derfor kan det nok også undre, at jeg faktisk er begejstret for en bog, der handler om noget så kedeligt som en bank. Og det er nok heller ikke alle, der vil dele min entusiasme. Men jeg blev fanget af Søren Mørchs historiske gennemgang af Landmandbankens krak i begyndelsen af 1920′erne.

Mørch har nemlig taget fat i en begivenhed, der som den eneste har spredt blot en smule lys over en ellers lyssky (i ordets egentlige forstand) branche. Banker lever skjult og godt. Og ingen – ej heller historikere – får indblik i, hvordan man driver bankforretning. Hverken i Danmark eller i noget andet land.

Det skyldes ikke, at bankfolk er kedelige, men derimod at man kun kan drive en bank, hvis man er totalt paranoidt indstillet. Kunderne må nemlig helst ikke gennemskue det såkaldte “miracle of banking”: At bankerne faktisk slet ikke har de penge, som du har stående på din konto. Banker lever nemlig af at låne de samme penge ud flere gange. Og så længe vi stoler på, at vi kan få vores penge, når vi beder om dem – så længe, vi har tillid til de noble bankmænd, når de siger: Stol på os! – så længe kan bankerne tjene penge på at låne dine penge ud flere gange.

Men hvis almindelige indskydere fandt ud af det, så kunne det godt være, at tilliden til bankerne faldt til fordel for tilliden til madrassen derhjemme.

Selv når det går galt, og banker krakker (jo, det sker jo fra tid til anden), så bliver der lukket af for offentligheden. De store banker går ind og redder de små – og holder helst staten, og dermed offentligheden, helt udenfor. Ingen skal kunne snage i, hvad der sker bag facaderne.

Landmandsbanken krakkede i bund og grund pga. revolutionen i Rusland og en noget letsindig tro på, at gode tider nok skulle komme tilbage. Banken gjorde egentlig ikke noget, som alle de andre også gjorde – det gik bare mere galt for Landmandsbanken og Emil Glückstadt end det gjorde for de andre. Samtidig blev banken offer for en udbredt antisemitisme, der fremtil 1943 var helt “comme il faut” også i Danmark. Det var især Professor L.V. Birck, der kæmpede imod “jøderne” og Glückstadt. Og hans jødehad har uden tvivl haft afgørende indflydelse på de beslutninger han traf som medlem af Bankkommissionen, der undersøgte Landmandsbanken.

Netop Bankkommissionens arkiver – og en af kommissærernes dagbog – er grundlaget for Mørchs bog. Og fordi Landmandsbanken var Skandinaviens største bank på den tid, så kaster den også et helt afgørende lys ud over, hvordan banker fungerer og hvordan bankfolk tænker.

Samtidig giver hele historien et helt afgørende indblik i, hvordan det politiske liv og centraladministrationen var totalt fedtet ind i erhvervslivet – og vice versa. ØK’s legendariske direktør, etatsråd H.N. Andersen var intet mindre end en politisk amatør, men han havde penge, og med dem købte han sig helt afgørende indflydelse. Og ingen politikere var åbenbart i stand til at stoppe ham. Det kan godt være, at han bibragte kapital og stolthed over et erhvervseventyr til dansken, men politisk havde vi uden tvivl været bedre stillet uden ham. Det viser Landmanndsbank-sagen også tydeligt.

Det er både en svaghed og en styrke ved Mørchs bog, at den baserer sig på kommissionens skrifter og Greens dagbog. Styrke, fordi det er førstehåndskilder, og svaghed, fordi Mørch gengiver store dele in extenso og dermed glemmer sin formidlingsopgave.

Mørch er siden blevet en væsentligt bedre formidler, netop fordi han formår at samle trådene fra kilderne og i et klart, smukt – men også lettere prætentiøst – sprog forklarer. Og netop forklaringerne mangler flere steder undervejs, ligesom han ofte fordyber sig for meget i detaljer og glemmer sin læser på perronen, mens han selv farer ud af et spor. Det kan være svært at overskue alle de mange navne og titler, som naturligvis bruges i dagbogsnotater, men som nok kun Mørch og fagkolleger kan overskue.

Man kunne ønske sig en folkeudgave i det halve omfang, hvor Mørch gennemgår den historie, som flere steder får læseren til at holde vejret af bar spænding. Man chokeres, rystes og forarges på skift – og de mange intriger og konspirationer, som Mørch også præsenterer, fortjener næsten en bedre behandling.

På trods af disse kommentarer, så følte jeg mig både underholdt og oplyst. Og jeg har da også netop kastet mig over den bog, som Mørch og Per H. Hansen sammen udgav i forbindelse med Den Danske Banks (som er aftageren til Landmandsbanken) jubilæum – på trods af, at banken selv nægtede at hjælpe til med den. Ja, faktisk får man indtryk af, at banken har modarbejdet Mørchs bestræbelser på at kaste historisk lys over en af de mest underbelyste brancher i landet.

Og så hører det også til sjældenhederne, at en historisk afhandling – som bogen retteligt må siges at være – fører til en skarp ordveksling i medierne mellem forfatteren og en repræsentant for den institution, som bogen handler om. Men det skete for Søren Mørchs værk om Landmandsbanken. Ikke på grund af bogens indhold, men fordi forfatteren i forordet hævder, at banken tidligere har lagt hans forskning i dette emne hindringer i vejen (et vigtigt dokument var pludselig “blevet væk”, selvom det retteligt burde ligge i Rigsarkivet og ikke hos Den Danske Bank) , og at den oven i købet skal have tilbudt at købe manuskriptet for et stort beløb, der eventuelt kunne omsættes til en rejse til Japan for ham og hans hustru. Bankdirektør Tage Andersen påpegede ved bogens udgivelse, at det var “helt udokumenteret” – og det er da heller ikke til at afgøre i dag, da de implicerede personer i mellemtiden er døde. Men når man har læst Mørchs bog, så har man i hvert fald ikke svært ved at tro, at “sådan kunne banker godt finde på at reagere”.

Mørch, Søren: “Det store bankkrak. Landmandsbankens sammenbrud 1922-23“. Gyldendal, 1986. Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes antikvarisk eller lånes på biblioteket.