Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Han skulle nok have ladet være, Søren Mørch. Da han udgav “24 statsministre” med biografier af de danske statsministre i det 20. århundrede, var Poul Nyrup Rasmussen ikke med fordi Mørchs kone Ritt Bjerregaard på det tidspunkt var minister i Nyrups regering. Derfor er Nyrup-biografien kommet i et lille selvstændigt bind i 2004, 4 år efter resten blev udgivet.

Og det er en skam.

Kvaliteten af Nyrups biografi ligger desværre milevildt efter de andre. Bogen kan læses nu, hvor de fleste læsere stadig har begivenhederne i 90′erne i nogenlunde frisk erindring, men i modsætning til de andre biografier, der også vil kunne læses og forstås af kommende generationer, mangler den systematiske gennemgang af Nyrups statsministertid fuldstændigt.

I stedet er der en masse indforståede henvisninger til efterlønssagen, Rushdiesagen og forfatterens egen holdning. Man kan være enig eller uenig i Mørchs stempling af Nyrup som en funktionær, ikke en politiker, men bogen bærer alt for meget præg af forfatterens mange negative følelser over for hans kones tidligere chef til at kunne bruges som andet end et partsindlæg.

Gyldendal, 2004

Hvilket karrierevalg kan man foretage når både ens far og farfar begge er berømte amerikanske flådeofficerer. For den republikanske politiker og præsidentkandidat John McCain var der aldrig noget valg, han blev den tredje generation af McCains der blev optaget på det amerikanske flådeakademi i Annapolis, Maryland. Faith of my Fathers er John McCains historie om hans berømte forfædre, men også hans egne opvækst og oplevelser som krigsfange i et nordvietnamesisk fængsel under Vietnamkrigen.

John McCains farfar var med i begge verdenskrige og sluttede karrieren som fire-stjernet admiral. Ikke dårligt af en lille mand på knap 70 kg der var en af de dårligste elever på flådeakademiet (en skæbne som også ramte hans to efterfølgere). Manden er en notorisk drukkenbolt, en ægte sømænd der bander og svovler og efter sigende er elsket af sine underordnede og værdsat af sine overordnede.

John McCains egen far, der blev kaldt Jack eller Junior, var ubådsofficer under 2. verdenskrig og endte som den øverste chef over den amerikanske stillehavsflåde under Vietnamkrigen. Han er admiralen der samtidig må leve med at hans søn er krigsfange.

Historisk er bogen en fortælling om både højdepunktet og lavpunktet i USAs største militære historie, 2. verdenskrig og ikke mindst stillehavskrigen og Vietnamkrigen. Men det er også en interessant personlig historie om to sønner der begge skulle leve op til deres berømte forfædre.

Politisk er bogen et angreb på Lyndon B. Johnson og forsvarsminister Robert McNamaras håndtering af krigen i Vietnam. Historien om hvordan politikerne ikke gav soldaterne muligheden for at vinde krigen fordi de besluttede at føre den fra bag et skrivebord i Washington D.C. og ikke gav generalerne og admiralerne frie hænder.

Vil man prøve at forstå hvad der driver John McCains virke og udgangspunkt som politiker er Faith of my Fathers ikke til at komme uden om. Den er skrevet i et let og uhøjtideligt sprog og man behøver ikke være ekspert i amerikansk politik eller historie for at forstår den.

Man kan naturligvis kritisere bogen for ikke at være hverken objektiv eller kritisk i forhold til de personer den omtaler, men det er vel også lidt meget at forlange. Til gengæld er det meget begrænset med ligegyldig namedropping som aktive politikeres bøger normalt er fulde af (f.eks. som det var tilfældet i Bill Clintons: My Life) og som kan være så dræbende kedsommeligt at læse om.

Historien slutter imidlertid ikke her, for John McCain III’s ældste søn, der også hedder John, er i øjeblikket elev på Flådeakademiet.

Perennial, 1999

Hvordan Carsten Jensens eget forhold til fødebyen Marstal er, lader sig ikke forklare, efter man har læst “Vi, de druknede“. Men fortællingen om byens og fire generationers kamp mod havet er både smuk, medrivende og gennemført.

Der er ikke een fortæller, men derimod et ubestemmeligt “vi”. En fortælleform, der umiddelbart er utroværdig, men som samtidig giver bogen sin styrke. Det fortællende “vi” er et talerør for hele byen, og netop den form giver adgang til uden problemer at viderebringe både myter, rygter, tanker, følelser og fantasier fra hele Marstals befolkning – uafhængigt af både tid og rum.

Det kollektive marstalske “vi” er tilstede overalt og altid, og vi kan således opleve, hvordan “vi” drager i krig mod tysken i 48, hvor sømanden Laurtiz på vegne af hele den danske folkesjæl bliver sprunget i luften, men lander solidt på sine fødder alligevel. I anden del stævner “vi” udfra Marstal med Lauritz’ søn, Albert, der vil “opleve hele verden”. Og slutteligt bliver “vi” taget med den næsten naive Knud Erik ud på verdenshavene, men ender med at befinde os midt Anden Verdenskrigs død, ødelæggelse og rædsel.

Det kan være svært at forstå, hvorfor de marstalske mænd dog ikke bliver klogere. Hver eneste generation oplever at miste fædrene til havet, og alle ved de, at livet til søs er både ubarmhjertigt og urimeligt hårdt. Men mænd er og bliver mænd, og i Carsten Jensens univers er der ingen – selv ikke de kløgtigste – der gennemskuer verden.

I stedet tager de alle ud og kæmper deres egen kamp med havet – og alle vender de hjem til Marstal, hvor de tror, de kan finde ro.

Det er saltvandet, der styrer mændenes liv, og dermed også kvindernes. Den hverdag, som mændene oplever på søen, er dog milevidt fra kvindernes og børnenes hjemme i Marstal.

Hjemme i Marstal passer kvinderne dagligdagen og søger at skabe en naturlig plads til mændene, når de vender hjem på orlov. De forsøger at holde hus og drømmen om at kunne holde manden hjemme.

Men når mændene kommer hjem, kan de to verdener ikke mødes. Mødet mellem mand og kvinde er unaturligt. Mændene kan ikke have hverken fysisk eller følelsesmæssig nærhed til kvinderne. Som “rigtige sømænd” kan de aldrig falde til ro, men er altid på vej til en anden havn. Og truslen om død, der er meget nærværende for alle marstallere, brutaliserer forholdet mellem mand/kvinde og ikke mindst mellem søn/far.

Det er Marstals mænd, der er de fysisk stærke, men det er kvinderne, der har en umenneskelig psykisk råstyrke.

Mange af Marstals drenge vokser derfor op uden en faderautoritet, som i stedet erstattes af en usandsynligt tyrannisk lærer og af mindst lige så sadistiske styrmænd på skibene.

Bogen igennem forsøger flere af personerne at ophæve modsætningerne – hav/land – mand/kvinde – far/søn – liv/død. Men det sker først, da en noget undseelig kvinde, der har mistet både forældre, mand og sønner til havet, sætter sig for at “tæve havet” og dermed få hævn. Og instrumentet er det hårdeste i værktøjskassen: Kapitalen.

Man kan ikke tage havet ud af Marstals mænd med hverken kvindelist, trusler, død eller krig. Men med kapital i ryggen, kan en kvinde ødelægge hele byens fundament og dermed holde mændene hjemme.

Carsten Jensen har efter sigende set verden begynde, og hans sædvanlige vrængende og lettere selvfede attitude og stil har hidtil holdt denne signatur fra hans værker. Men med “Vi, de druknede” leverer han et episk mesterværk, der ikke findes mange af i dansk litteraturhistorie.

—

Carsten Jensen: “Vi, de druknede“, København, Gyldendal, 2006. 693 sider.

Læs mere på videdruknede.dk, hvor man også kan læse de første 20 sider af bogen.

Napoleon truer de engelske kyster, og landet stander i våde. I århundreder har den engelske magi slumret i dvale og magikerne er blevet reduceret til magihistorikere, der skriver og diskuterer i evindelighed om fordums bedrifter. Indtil en magiker på ny viser sin kraft…

Susanna Clarkes roman er en slags kontrafaktisk historiskrivning for Harry Potter-elskere. Lad os lege, at magi eksisterede i England i 1800-tallet. Hvordan ville magikere handle? Hvilken indflydelse ville det få på krig og kærlighed?

Den ydre ramme for “Jonathan Strange og Mr. Norrell” er Napoleonskrigene, den indre er forholdet imellem magikeren og hans lærling. Begge dele er fortalt før, men Clarke gør det mesterligt, som en historifortælling fra senere tider med noter og hele pivtøjet.

Mr. Norrell er den lærde, hvis evner er fremkommet gennem hårdt slid i studererkammeret. Han er dedikeret til magien, men også til den magt og anseelse den kan give ham selv. Et af hans første magiske handlinger indbringer ham foruden offentlig ære og pris også en alvorlig forskrækkelse og hans modsætningsfyldte forhold til dele af magien bliver kun værre.

I modsætning til Mr. Norrell står Jonathan Strange, lærlingen, naturtalentet, der med sin smukke kone forsøger at få mest muligt ud af sine evner. Han er utålmodig og udfarende – og nysgerrig over for alle dele af magien. Det skal naturligvis gå galt, og det gør det på en fantasifuld og underholdende måde.

Clarke har bygget et magisk univers oven på en omskiftelig tid i verdenshistorien. Det er der kommet en god roman ud af – og så tilgiver denne blogger hende gerne, at historien på trods af romanens 768 sider har et par løse ender.

Gyldendal 2005. Oversat fra engelsk efter “Jonathan Strange and Mr Norrell” (2004) Læs mere på http://www.jonathanstrange.com/