Hole-bøgerne har altid været garant for at kombinere et interessant persongalleri – ikke mindst Harry Hole selv – med en spændende, hvis ikke nervepirrende, krimihistorie.

Med Politi har Jo Nesbø i den grad forfinet den opskrift. For hvem er den mystiske patient i koma? Er det Harry Hole, som i sidste bind blev efterladt blødende uden meget håb for overlevelse? Og hvem slår politifolk ihjel på tidligere gerningssteder, uden at efterlade sig hverken spor eller forklaringer på hvorfor hærdede og skeptiske efterforskere møder alene op på udsatte steder? Og hvilken rolle spiller den vanvittige, snedige og tilsyneladende afdøde serie-voldtægstmand og morder, som ingen tør tale om?

Det er en hård nød at knække for efterforskerne i Oslo. Og ikke mindst for læseren, som konstant gætter og overraskes over Nesbøs ferme håndtering af krimigenren. Og derfor bliver Nesbø også tilgivet for at blande efterforskere og deres nærmeste ind i de grufulde historier, for mens det ikke altid er lige realistiske skurke – så kommer de ind under huden på en.

For Nesbøs skurke er nogle seriøst onde sataner, men heldigvis er hans kuldslåede helt ikke uden evner.

Jo Nesbø, Politi. Forlaget Modtryk. Juni 2013. 543 sider

Men han er tilbage. Eller måske ikke helt. For familien har slået rødder i Spanien sammen med Eriks mor, hvis helbred er stadigt værre. Så Erik pendler til det kolde Göteborg til sit job.

Et job der igennem tiden ikke er blevet mindre modbydeligt, specielt ikke da Winthers første sag starter med at mor og børn findes dræbt i deres villa. Der er ikke nævneværdige spor af kamp. Men mest overraskende er, at selvom mordene fandt sted flere dage før, så er familiens spædbarn i live. Morderen eller morderne er alt sandsynligvis vendt tilbage til gerningsstedet for at holde netop dette barn i live midt imellem dets døde familiemedlemmer.

Det er ikke en sag som mangler drama, eller mistænkte for den sags skyld. For hvor var familiefaderen i dagene efter drabet – og hvor involveret er naboen, der ser ud til at kende familien bedre end han vil indrømme?

Som med de sidste krimier af Åke Edwardson er der både talrige plots og synsvinkler – og en kriminalkommissær, som måske ikke er i en form for livskrise, men i hvert fald reflekterer over sit liv og sit job.

Det skaber til sammen en fin krimi, hvis dystre tema sætter en god stemning. Men tungen skal holdes lige i munden, når vi både skal udforske de mange mistænkte, Erik Winther og familie samt hans hold af brogede kollegaer.

Det efterlader et lidt rodet indtryk. Men måske er det på tide at forflytte et par af kollegaerne, hvis ”Huset ved verdens ende” endnu en gang ikke er den sidste Winther.

Åke Edwardson: Huset ved verdens ende. Hr Ferdinand, 2013

Det betyder dog ikke at At tro på løgnen er perfekt, for nogle af de faste biroller i Lynley-universet, som før har spillet med i historien, virker lidt påklistrede. Ikke mindst Lynleys assistent Barbara Havers med det anstrengte forhold til chefen, naboens genfundne kone, sin mor og de fleste andre. Normalt er assistenten det vrisne modspil til den polerede Lynley, men her må hun i stedet taget til takke med en rolle som telefon-instrueret stik-i-rend-kvinde i London.

En mand findes død i vandet ved sin arbejdsgivers, og slægtnings bådhus. De lokale myndigheder afskriver det som et hændeligt uheld. Men efter en diskret henvendelse til Scotland Yard sender Yard-chefen Lynley afsted for at tage et kig på dødfaldet – selvfølgeligt helt uofficielt og diskret.

Lynley ser vi derefter knapt så meget til, men i stedet introduceres vi til den stenrige og komplet dysfunktionelle families medlemmer, der i vanlig Elizabeth George-stil lever liv holdt i skak af deres unoder og uvilje mod hinanden. Et møde mellem dem og den jordnære Havers ville have været underholdende, men i stedet er Lynley udstyret med en utroværdig og komplet unyttig Deborah St James, som mest af alt formår at fumle hovedløst rundt under dække af den mest utroværdige dækhistorie, der nogensinde er udtænkt på papir.

Det er en skam, for det som Elizabeth George kan, når hun er bedst, er at skabe et univers udelukkende bestående af gråzoner og befolket med drevne og knudrede personer – hvor slutningen sjældent er lykkelig og ikke alting forklares. Der er takter til det i At tro på løgnen, men i sidste ende gør de påklistrede biroller, at bogen aldrig rigtigt virker vedkommende.

Elizabeth George, At tro på løgnen, Forlaget Modtryk, Marts 2013, 624 sider, Oversat af Birgitte Brix.

Du er også velkommen til at skrive en kommentar til os eller anbefale siden til dine venner og bekendte – så kan du give helt gratis læseinspiration videre…

Du kan blive ven med Bogblogger.dk på adressen https://www.facebook.com/Bogblogger

Det er den fascinerende historie om os den engelske BBC journalist Andrew Marr har skrevet. Han har, i modsætning til den normale britiske underspillede stil, kaldt den en historie om verden – men det er ingen underdrivelse. For hvor undervisningen i både folkeskole og gymnasium nødvendigvis må være både anekdotisk og eurocentrisk så er A history of the World det ikke.

Og det er måske bogens stærkeste kort: At sammenhænge, civilisationsmøder, vidensdeling og paralleller trækkes op. For hvor havde Europa været hvis ikke grækernes viden var blevet gemt hos araberne eller hvis ikke matematikken og kunsten var vandret fra det muslimske Granada i nutidens Spanien til et dengang tilbagestående Europa?

Er man, som denne anmelder, levende interesseret i historie og kulturhistorie er der meget at nikke genkendende til – men også rigtigt meget nyt: Hvordan Italien var rustet til at starte industrialiseringen, men på grund af religion og styreformer blev det i stedet for Skotland at industrialiseringen slog rod.

Vi får også historien om hvordan Japan formåede at lukke af for resten af verden i næsten 300 år efter de første dårlige erfaringer med europæiske besøgende. Hvordan to russiske kulturer konkurrerede, den ene mørk og autoritær, den anden mere kosmopolitisk og åben – og hvordan den mørke og autoritære i sidste ende vinder og dermed aldrig får gjort op med det slavelignende livegns-system som Vesteuropa med den sorte død får løftet sig delvist ud af.

Kort sagt: På sine 612 sider får Andrew Marr formået at skabe indsigt, overblik og sammenhæng på en måde som burde være obligatorisk at læse for enhver der har en interesse menneskehedens fortid og fremtid – og enhver der påberåber sig historiens ret eller et arguments ”naturlighed”. Lektionen fra A history of the world er i hvert fald klar: Menneskehedens historie er blodig, rodet og fuld af næsten lige så mange tilbageskridt som fremskridt. Men med bøger som Andrew Marrs kan vi i det mindste forstå den lidt bedre.

Andrew Marr: A History of the World. Macmillan, september 2012, 512 sider (paperback). Engelsk.

Alligevel kæmpede massevis af yngre mænd sig fra Finland i nord til Spanien i syd for at deltage i løb, hvor startpengene og eventuelle præmiepenge kun nødtørftigt ville dække udgifterne til benzin og reservedele. Hvis de altså behøvede at bekymre sig om det bagefter, for sporten krævede ifølge bogen Skandinavisk racerelite, hele 92 liv om året.

Men det er den farlige og farverige historie om hjemmebyggede Formel-racere fra svenske hønsehuse og engelske lader der køres af glade og talentfulde amatørracere som Carsten Frimodt fortæller i Skandinavisk racerelite.

Frimodt tager udgangspunkt i danske Ole Vejlund og svenskerne Reine Wisell og Ronnie Peterson, som alle tre sidst i tresserne og starten af halvfjerserne formåede at være med i de internationale løb – og hvor kun to af de tre overlevede den livsfarlige karriere.

I bogen introduceres vi for hver af kørernes baggrund og de forskellige biler de prøvede sig frem med i en tid, hvor der blev eksperimenteret voldsomt. Der er flere kulørte historier, der om noget understreger, hvor lidt glamourøst tilværelsen som racerentusiast var i en tid hvor pengene var små. Det er et interessant tidsportræt specielt for motorinteresserede, hvor mærker som i dag ikke er voldsomt kendte dominerer (bogen er forsynet med en fin oversigt over alle producenter og biler bagerst).

Meget af bogen er dog domineret af en minutiøs gennemgang af hver sæson, så læseren kan følge køreren fra løb til løb og læse et referat af løbet, vejret, konkurrenterne og placeringen. Måske lige lovligt grundigt, men bogen ér en nicheudgivelse så de sande entusiaster vil formodentlig blive begejstrede over detaljerigdommen.

Synes man løbene er lige lovligt meget, så kan man til gengæld glæde sig over de hundredevis af samtidige flotte fotos, hvor der ofte optræder flere på samme side i både sort/hvid og farve. Læs mere om bogen og se eksempler her.

Carsten Frimodt: Skandinavisk racerelite, Veterania, 2012, 326 sider.

Irriteret går Bradbury hjem og begynder der på den første af de historier, som til sidst ender med at blive den dystopiske roman Fahrenheit 451. En bog om en nær fremtid hvor et USA-lignende land styres af en totalitær stat, hvor bøger er forbudt og historien omskrives.

Med fortællingen om brandmanden Montag, som ikke slukker brande men i stedet opsøger og brænder bøger, skrev Bradbury sig ind i et fornemt selskab som også tæller ikoniske fortællinger som Aldous Huxleys Fagre nye verden og George Orwells 1984. Fælles for dem er, at de tager samtidige bekymringer om tab af individualisme og etableringen af en total statslig social kontrol og sætter dem på spidsen i beskrivelsen af et dystert samfund i den nære fremtid.

1984 og Fahrenheit 451 er måske nok lette at læse som en kritik af de samtidige kommunistiske stater, men det er værd at huske at begge bøger foregår i stater, som mere minder om England og USA – hvor konstant krigsførelse og et statslig monopol på informationer har ført til en stadig større indgriben i de enkelte borgeres frihed og mulighed for kontrol af staten. En pointe som (desværre) stadig gør både 1984 og Fahrenheit 451 relevante i dag – når USA går i krig i jagten på ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben og da journalist Bo Elkjær måtte spørge daværende statsminister Anders Fogh 671 gange om et interview om Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

Det som gør denne udgivelse af Fahrenheit 451 anderledes er, at den er bearbejdet og fortalt som grafisk roman af Tim Hamilton. Det er fornemt gjort, også selvom lidt af detaljerne i historien måske tabes. Illustrationerne er mørke og rammer godt tonen i Bradburys fortælling. Så trænger du til at genopfriske Fahrenheit 451 eller overvejer du at læse den for første gang, så er den grafiske udgave et godt sted at starte.

Ray Bradbury, Illustreret af Tim Hamilton, Forlaget Fahrenheit, 160 sider. September 2012.

Men der er også mere interaktive alternativer: På iPad eller via Xbox eller Playstation 3 kan man købe spil, der lader børn og barnlige sjæle udforske J.K. Rowlings magiske univers.
Og nu er der så Wonderbook til Playstation 3 – en sjov blanding mellem bog og spil, som tager udgangspunkt i samme univers, der har fanget millioner af nysgerrige læsere og spillere.

Gennem spillet og bogen, som er en introduktionsbog til magi af den kendte heks Miranda Goshawk, kommer du til at kende de fleste af de trolddomme og besværgelser som Harry Potter og hans jævnaldrende lærer på Hogswarts. Lyder det spændende? Min 8-årige medanmelder var i hvert fald fyr og flamme efter at komme i gang med at lære besværgelser.

En lidt større investering
At komme i gang kræver dog lidt mere end en normal bog, specielt finansielt. Selve Wonderbook-spillet og den medfølgende bog kommer i en pakke til 300 kroner.

Men det forudsætter en lidt større investering i en Playstation 3, et kamera til Playstationen og en såkaldt Move-controller, som er Playstations svar på Wii-remoten. En hel del hjem har allerede Playstation 3, men Sonys tilbehør som Move-controllere er aldrig rigtigt blevet samme hit som Nintendo Wiis. Heldigvis skal du blot bruge én Move-controller (set til 189 kroner) og et kamera (set til 249 kroner) for at komme i gang.

Efter sigende er Book of Spells blot den første af en serie af Wonderbooks, så forhåbentligt kan Move-controlleren og kameraet bruges en anden gang, ellers er der en del Playstation 3 spil på butikhylderne som også kan udnytte tilbehøret.

Når først ekstraudstyret er indkøbt går det til gengæld hurtigt. Vores test-spil var på dansk og forklarede os pædagogisk, hvor kameraet skulle placeres og hvordan controlleren skulle holdes. Derefter startede spillet op – og vupti: Min medanmelder kunne se sig selv på skærmen omgivet af troldomsrekvisitter og i hånden holdt han ikke længere en Move-controller, men i stedet en vaskeægte troldmandsstav direkte fra Diagonalstræde.

På samme måde formår kameraet og Playstation 3´eren tilsammen at skanne koderne i bogen på gulvet foran kameraet (spillet spilles siddende) og på skærmen præsenterer den ellers kedelige blå/mørkeblå bog sig som en vaskeægte levende troldmandsbog fuld af mystiske formularer.
Spillet er rimeligt nemt at gå til, men for at kunne spille det alene kræver det at spilleren kan læse og følge nogenlunde komplicerede kommandoer – også selvom hjælpefunktionerne er til stede overalt i spillet.

For én spiller af gangen
Samtidig skal man huske at Wonderbook-oplevelsen primært er for én spiller. Man kan sagtens sidde flere og se på, specielt de underholdende små film og historier der hele tiden bygger universet op, men det er kun én person der har Move-controlleren / tryllestaven og som kan ændre på ting i universet – og det kalder det på en vis fordybelse når trylleformularer og besværgelser (lyd indgår også via kameraets mikrofon) skal læres og bruges til at løse de indbyggede gåder med.

Vigtigst af alt er dog at Wonderbook, selvom det er temmelig langt fra at være en bog, er et underholdende alternativt spil som kræver både koncentration og evnen til at sidde stille og bare opleve. Undervejs er der godt nok point og gåder der skal løses, men selve mekanikken i spillet er lysten til lige at bladre en side mere for at opdage nyt, nyde fortællingen og føle hvordan den prikker til din fantasi. Måske faktisk ikke så meget anderledes end en bog alligevel?

Så har du eller et barn i 7-8+ års alderen allerede adgang til en Playstation 3 – evt. med en Move-controller – så er den første Wonderbook-udgivelse med Potter-universets Book of Spells et godt og anderledes spil / bog / hybrid.

Wonderbook i praksis: Øverst hvordan bogen og controlleren ser ud når man sidder med den – nederst hvordan det ser ud for læseren/spilleren på skærmen: Tryllestaven ses, men controlleren gør ikke. Til gengæld erstattes de kedelige blå koder med en rigtig interaktiv Hogwarts-bog.

Knap så dyb er ”De syv dværge: Et eventyrligt rod” ikke, men det gør ikke noget for den er til gengæld både sjov og til tider underfundig – ramte lige plet hos min 8-årige medlæser, som både læste et par afsnit selv og nød højtlæsningen.

Tricket er, at forfatteren Kasper Lapp digter videre på de eventyr som både børn og voksne i forvejen kender: Snehvide, Hans og Grethe, Fyrtøjet og en del andre historier. Udfordringen er, at der er gået ged i eventyrene og det skal der rettes op på. Af ingen ringere end troldmanden Merlyn.

Problemet er blot, at Merlyn hyrer de temmelig naive syv dværge, der plejede at bo med Snehvide. Hun er imidlertid blevet gift med sin prins og flyttet hjemmefra – så nu fordriver dværgene dagene med at grave efter guld og aftenerne med Matador.

Dværgene, hvis betaling er en uudtømmelig tønde med øl, er dog hverken særligt skarpe eller organiserede og ender selvfølgelig med at lave endnu mere underholdende rod i de klassiske eventyr.

Det hele ender dog lykkeligt, omend ikke alle eventyr er som de var før – og vi kan tilsyneladende følge dværgene i opfølgeren: De otte dværge – eventyrenes by. Og den glæder vi os til udkommer.

Kasper Lapp: De syv dværge – Et eventyrligt rod. Forlaget Mellemgaard, 2012. 276 sider.

Målgruppen for bogen er børn i alderen 3-5 år. Der er tidligere udkommet fire andre bøger i serien om Lasse-Leif og Luske-Lise med emner som: den sidste sut, at blive renlig, at lære at tale rent og lidt om at lave ballade. I de første af bøgerne er han lige fyldt 3 år, nu er han fyldt 4 år.

I den aktuelle bog Lasse-Leif gider ikke lege med fætter Finn får Lasse-Leif besøg af sin fætter, som han ikke har lyst til at lege med. Men hans mor siger, at det skal han og så taler hun ellers om, hvor sjovt det nok skal blive. De fleste børn har prøvet at blive sat til at lege med en, som de ikke lige har lyst til at lege med. Lasse-Leif bliver irriteret og fætteren bliver ked af det. Det ender selvfølgelig med at blive en sjov eftermiddag med livlig leg og ønsket om snart at ses igen.

Mette Finderups bøger om Lasse-Leif behandler hverdagssituationer som børnehavebørn har nemt ved at genkende og får dermed med sine bøger sat ord og billeder på de følelser, som børn oplever. Bogen er anmeldt sammen med Johan på næsten 4 år i samarbejde med både forældre og mormor, som alle synes at bogen er både sjov og god. Den er i hvert fald blevet læst en hel del gange allerede på opfordring af det medanmeldende børnehavebarn.

Bøgerne er samtidig nemme at læse op, sproget målrettet de små lyttere men i længden er navnene Lasse-Leif, fætter Finn og Luske-Lise meget lidt morsomme konstruktioner. Det kan bøgerne sagtens klare sig uden.

Mette Finderup, Lasse-Leif gider ikke lege med fætter Finn, Forlaget Alvilda, Illustreret af Annette Carlsen, 32 sider, Marts 2012.