Man møder det fraskilte par Lilli og Peter, som på facaden har bevaret et godt venskab ikke mindst på grund af deres tre børn Leonora, Henry og Lille Ib, men man fornemmer straks, at intrigerne lurer. Børnene er blevet voksne, og Lillis 50 års fødselsdag nærmer sig. Nærmet som en hyldest til facaden beslutter Lilli at fejre det hos Peter, som er blevet boende i deres engang fælles hus i Køge, som hun ellers elsker at hade. Der er dermed lagt op til et spændende familiedrama, for hvilken familie har ikke et lig eller to i lasten.

Bogen er dog langt fra kun familiedrama, selvom generationskløftens problematikker spiller en stor rolle i bogen. Den er også et billede af 60´erne på godt og ondt og i særdeleshed en beskrivelse af blomsterbørnenes euforiske forsøg på at omvende, overleve og opleve verden gennem kærligheden. Derudover formår Guldager at indfange enkeltpersonerne og deres relation på en gribende og medrivende måde. Bogen har et flydende, let og velskrevet sprog, og selvom jeg ikke har læst de foregående bøger, havde jeg ingen problemer med at følge med, til trods for at man til tider fornemmer, at der refereres til tidligere bøgers hændelser.

Det ville være let at blive rundtosset for det første af stoffernes hallucinerende virkning og for det andet af det net af forskellige forbindelser, relationer og hændelser, som ikke løber kronologisk gennem bogen, men flettes ind i hinanden på kryds og tværs, men det er ikke tilfældet. Bogen er skrevet med et særligt overblik for øje, som gør det let for læseren at følge med og overgive sig til læseoplevelsen, frem for at holde rede på de forskellige tråde i fortællingen. Men påvirket det bliver man. Jeg er blevet helt høj af at læse en velskrevet bog som denne. Det er bestemt et trip, du skal unde dig selv.

Katrine Marie Guldager, Den ny tid, Maj 2013, 272 sider, Lindhardt og Ringhof.

Selvom forfatteren ikke kun maler med lyserødt, må nydelse alligevel være et af kodeordene i Jan Sonnergaards sjette bog. Man boltrer sig i eksklusiv mad og vin, designer møbler, kunst, fornemme hoteller, arkitektur, smukke kroppe osv. På en måde kan man tale om gode gammeldags rejsebeskrivelser, når man følger rækken af forskellige danske mænd i deres erfaringer med kærlighed på så forskellige steder som Paris, Rom, Tbilisi, Prag, Saint-Nazaire, Berlin og Amager. Man bliver suget med ind i byen eller stedets særegenhed, dets charme og historie.

Men selvom der er kærlighed i luften (og den kan defineres på mange måder), og udsigten er skøn, så er det som sagt langt fra lyserødt det hele. For det er ikke fornøjelse, der får den aldrende Hansen til at rejse til Prag i historien ”Nød lærte Dalibor at spille violin”. Nærmere et opgør med sin misfornøjelse ved det utilfredsstillende liv, han lever i Danmark. Og selvom stamgæsterne på Café Alstrup gør alvor af at samle bumsen op i fortællingen om ”Miraklet på Amager”, så lugter han jo stadig, og han har stadig en kæmpe gæld. Kinder-ægget er langt fra dejlig chokolade hele vejen igennem, og måske er overraskelsen heller ikke så sød, som man kunne håbe.

Det flydende raske sprog giver en skøn oplevelse af at sidde på skulderen af forfatter/fortæller, mens de indtager, mærker og udforsker byen/stedet til mindste brosten. Det er en sjov blanding af højt og lavt sprogbrug, gamle ideologiske floskler og en ny konsum tankegang, hvilket egentligt kan være charmerende nok, hvis ”retningslinjerne” for den enkelte fortælling er klare nok. Den første fortælling om den skønne Jacqueline og ”Forræderen i Tbilisi” synes jeg er de svageste i samlingen. De fremstår som eksempler på, at selvom der er en herlig alsidighed i de forskellige noveller, så gør blandingen af raffineret brug af litterære virkemidler og god gammeldags namedropping, at de bliver noget rodet og lægger op til noget, som ikke fuldføres. Nogle noveller vil lidt for meget og andre, som disse to, vil for lidt. Hovedfortællingen om den selvfede og dovne forfatter, der sjovt nok hedder Jan, giver dog bogen dynamik og giver spænding mellem de forskellige fortællinger. Men i det store hele så nød jeg at læse bogen og synes den er interessant på mange måder.

Jan Sonnergaard, Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer, Gyldendal, April 2013, 512 sider.

Den moderløse hovedperson Daniel Sempere præsenteres af sin fader, som ejer et lille antikvariat, for De Glemte Bøgers Kirkegård. Faderen fortæller: ”Stedet her er et mysterium, Daniel, en helligdom. Hver bog, hvert bind du ser, har en sjæl. Sjælen fra den, der skrev den, og sjælen fra dem, der har læst den og oplevet den og drømt om den.” Det er et sted, som sørger for at ingen bøger eller fortællinger bliver glemt. Her finder Daniel Vindens Skygge af forfatteren Julián Carax, eller er det mon bogen, der vælg Daniel?

Carlos Ruiz Zafrón tager fat lige der, hvor os bogelskere er allermest sårbare, nemlig omkring bøger og den verden de på magisk vis trækker os læsere med ind i. Daniel er ti år, da vi møder ham i 1945 i et Barcelona med efterveer fra borgerkrigen, og han tryllebindes af bogen, som på mystisk vis synes at have en gribende indvirkning på hans liv. For hvem er denne gådefulde forfatter, og hvorfor er det nærmest umuligt at finde flere bøger af denne forfatter?

Der er fuld fart på allerede fra starten, og det er svært ikke at blive grebet af stemningen med de gådefulde intriger blandet med mystiske gåder og en fortælling om at blive voksen med alt, hvad det indebærer af glæder og skuffelser.

Det er en bog med mange forskellige genrer, som vel at mærke er blandet og integreret på en rigtig fin måde og leder tankerne hen på bøger som Rosens Navn. Både personkarakteristikker, omgivelser og handlingsforløb er flydende og godt beskrevet. Et par små indvendinger er dog, at bogen har en lille tendens til at blive plot-præget i den første to-tredje del. Det er dog også denne del, der er den mest velfungerende, men på grund af skrift i tempo, fortællerstil og genre i den sidste del af bogen, bliver man opmærksom på forskellen og overgangen mellem de to dele. Af samme grund synes bogen heller ikke at gå ligeså dybt i sine ”temaer”, som man ser det i for eksempel Rosens Navn.

Bogen vil mange ting og favner bredt både i genrer og temaer, og det er både dens styrke og svaghed. Når det så er sagt, kan jeg ikke andet end at give bogen mine varmeste anbefalinger og glæde mig til at læse mere af samme forfatter.

Carlos Ruiz Zafón, Vindens Skygge, Lindhardt og Ringhof, 464 sider.

Selvom børnene aldrig bliver trætte af det, kan det godt være, at man selv bliver lidt led ved tanken om endnu en gang pasta med kødsovs. Men det er jo bare så dejlig let – og man ved, at man både kan lave det sammen med ungerne, og at de vil spise det. Spisetid er dømt til at være børnenes (og måske også din) nye favoritkogebog, for den udfordrer den gamle kødsovs med enkelte metoder. Den indeholder mad, som børnene kan være med til at lave, og som de næsten med garanti vil synes om. Og så er der den finesse ved bogen, at Lorang altid har lavet et lille tvist på de ellers meget traditionelle retter bogen indeholder.

Den er opdelt i syv kapitler startende med morgenmad efterfulgt af; madpakker, favoritter, nye favoritter, fastfood, sød fornuft og skål. Man kan med andre ord bruge bogen til alle dagens måltider. Hvert kapitel startes med en kort intro, som indeholder lidt om maden, tips og trick og lidt om opskrifterne i praksis, hvilket virker rigtig godt. På samme måde er der nyttige noter ved de klare og overskuelige opskrifter.

Det er skønt med en bog, hvor sundhed er en naturlig del af kosten. Lorang har før fået ros for at være sund uden at være fanatisk, og det kan jeg også nikke genkendende til i forhold til denne bog. Skulle der være en overvægt af noget usundt, er det for det første hjemmelavet, og der er næsten altid et alternativ. Hvem er for øvrigt også total gennemsund – når man har unger, der udmærket ved, hvad snolder og fast food er?

Jeg må dog tilføje, at jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne få mit barn til at spise alle retter, men det er også meget at forlange af en bog. Jeg må også indrømme, at jeg har smagt bedre cookies, faktisk er bagværket i bogen generelt lidt kedeligt, det samme gælder enkelte af retterne. Men men men det er hurtigt at lave, smager stadigvæk godt og opskrifterne virker. Det er jo desværre langt fra altid en selvfølge. Måske er det netop derfor bogen er så god. Den bærer tydeligt (og heldigvis for det) præg af, at hun har lavet maden mere end en gang og ved, hvad der virker og ikke virker osv.

Alt i alt er det en rigtig fin børnekogebog, fordi den virker, er enkel, let at følge, tilbyder alternativer, giver inspiration og lækker mad til hele familien. Jeg gider i hvert fald godt spise Louisas børnemad.

Louisa Lorang, Spisetid – God mad til store og små, Lindhardt og Ringhof, 192 sider, 2012

Desværre ser det ud til, at det er anmeldelsen, der bliver taberen i det spil, så der er god grund til at sætte fokus på området. Det gør forfatteren i denne kompakte bog Begejstring og brutalitet med en praktisk første del, som indeholder en status ikke kun over den aktuelle situation for kunstanmelderne i den danske presse, men også over det at være anmelder, og hvad den rolle indeholder. Herunder bliver nettets rolle også berørt.

For det lader til, at anmeldelserne forsvinder fra de knitrende avissider for så at dukke op på pc-skærmen. Og hvad så tænker du måske – er det ikke den (formidlings)vej det meste tager retning mod? Jooo men – forfatteren indkredser unægtelig et overset og aktuel emne i en informationsbombarderet global virkelighed. For hvad sker der med anmeldelsen, anmelderne og læserne, når der sker sådan et spring? Det ville vist gå temmelig meget ud over både form og fylde, hvis jeg skulle svare (hvilket jeg heller ikke er sikker på, jeg overhovedet kan), men jeg håber, det kan sætte lidt gang i en debat om, hvad anmeldelsen betyder, også for dig.

Udover at være debatskabende byder bogen også på et undervisningsrettet afsnit, som giver et indblik i, hvordan man skriver en anmeldelse. Der gives også en morsom karakteristik af syv forskellige anmelder-personligheder og den elskede og hadet stjerne-karakterskalaen. Desuden indeholder bogen en skematiseret og grundig gennemgang af anmeldelsen og anmeldere for hvert århundrede, og hvad der må have været et overordentligt tidskrævende studie i anmeldelser af Jeppe på Bjerget, som giver et historisk indblik/overblik af anmeldelsen som genre.

Jeg får lyst til at sige kvadratisk, praktisk, god med associationer til Rittersport chokolade. Kvadratisk er den dog ikke, men både praktisk og god kan man sagtens kalde den. En lille lækker chokoladehapser af en slags studiebog mellem de ellers tørre rugbrødsmadder. Praktisk og god, fordi den skaber et godt overblik og er tilgængelig på mange niveauer. Det er dog ikke helt til at blive klog på, hvad bogen er for en størrelse, fordi den indeholder mange forskellige aspekter af kunstanmelderens rolle, og det har den også måtte tage nogle slag for. – Men, jeg synes til gengæld, at den er vigtig, fordi den er debatterende, inspirerende og ikke mindst morsom, for hun tør bryde nogle rammer. Er appetitten efter debat vagt, så smid en kommentar.

Anne Middelboe Christensen, Begejstring og brutalitet, En guide til anmelderens rolle, Informations Forlag, 141 sider, Maj 2012.

Man kunne næppe forestille sig en mere udspekuleret personlighed end denne italiensk fødte hovedperson Simone Simonini, som på facaden lever et stille liv som marskandiser i Paris. Men man når ikke langt i bogen, før man fornemmer, at der er noget lunkent ved denne dobbeltspiller af en nådesløs mand, som lever af at forfalske dokumenter. Vi møder Simone i en tragisk stund, hvor han lider af hukommelsestab. Han begynder derfor at redegøre for hele sit livsforløb i dagbogsform. Det bliver startskuddet til en fortælling om, hvordan forskellige landes efterretningstjenester konspirerer mod andre lande, hvordan religiøse sekter, politiske grupper, forskellige sammensværgelser af militære eller ideologiske art konspirerer og indfiltrerer hinanden, og det bliver ikke mindst en fortælling om, hvordan frygt, pengeliderlighed, uvidenhed og magtsyge kan skabe syndebukke og had.

Bogen kræver, at læseren holder tungen lige i munden, for selvom det primært er en persons (hovedpersonens) liv, der trævles op, er det yderligere kompliceret ved, at han jo ikke husker særlig godt og faktisk er noget glemsom, hvilket man sagtens forstår med de ting, han har på samvittigheden (hvis han da har nogen). Han hjælpes derfor på vej med sine erindringer af den gejstlige Della Piccola, som får en markant rolle i dagbogen.

Bogen er en tematisering af forholdet mellem fakta og fiktion, mellem sandhed og løgn! Det er en kløgtig drejning af, hvordan falske og ondsindede rygter skaber undertrykkelse og had. Her har Umberto Eco taget udgangspunkt i de autentiske Zions Vises Protokoller. Efter sigende skulle protokollerne være optegnelserne over jødernes efterstræbelser på at overtage verdensherredømmet – et møde mellem højtstående jøder, som skulle have taget plads på – en kirkegård i Prag. Protokollerne er dog senere blevet bevist som falske, men det stoppede desværre ikke brugen eller troen på dem.

Kirkegården i Prag er både spændende og interessant, men har sine problemer i længden og det komplicerede handlingsforløb. Dette kommer sig i nogen grad af, at fortælleren er spaltet i helt op til tre fortællere (fire, hvis man tæller Eco selv med). Selvom det gør bogen noget kompleks, så understreger det på intelligent vis problematiseringen af virkelig og fantasi ved at pege på romangenren selv. Det understøtter forfatteren yderligere ved en vedholdende reference til Europas litteratur og forfattere. Umberto Eco giver et Europa, der synes at gemme fortidens ubehageligheder i en fuldendt illusion om globalisering, en overdrevet og morsom overhaling. Det mest overdrevet (tragiske) ved bogen er, at den bygger på faktiske hændelser og autentiske personer! Når virkelighed overgår fantasien.

Umberto Eco, Kirkegården i Prag, Maj 2012, Rosinante, 528 sider, Oversat af Lorens Juul Madsen.

Salamandersol er selvbiografisme i lyrisk form, som inviterer læseren med på en forunderlig rejse om dannelsen af et individ. Fra fødsel og barnets basale behov, over udforskningen af kroppen og dens tilstedeværelse i en verden den knap forstår endnu. Videre gennem en efterforskning af sorger og glæder i familiens skød, den første fornemmelse for sit nærmiljø og mødet med naturen.

Det går over stok og sten med digtene Præpositioner og Terningspil med undersøgelser af jeg’ets forhold til en omverden, der bliver stadig større og større. Og med en udvidelse af barnets sprog går erindringsrejsen videre via afprøvning og efterforskning af ideologiske og filosofiske ideer og tanker. En afgrænsning af jeg´et skærpes gennem en forøget viden og en sult efter at finde den rette kærlighed og den rette karriere.

Med erindringsbillederne giver Pia Tafdrup ikke kun læseren en rutsjetur down memory lane med de forskellige historiske referencer, men får også læseren til at gennemleve sit eget liv med den første sorg, den første glæde, mødet med en verden uden for det trygge nærmiljø, den første kærlighed og ikke mindst med den uendelige undersøgelse af jeg´et.

Jeg får næsten lyst til at kalde bogen hyggelig, men det er en underdrivelse af dens format, for i de gode digte som fx Damesving, Vintereventyr og hoveddigtet Salamandersjælens drøm former forfatteren sproget på skarpeste vis, så man netop føler, at man får sat ord på følelser, drømme og håb, som ellers kan virke uforklarlige. Og hyggelig kan man knap tillade sig at kalde en digtsamling, hvor livet og glæder nok er markante, men lyser kraftigere op på grund af dødens evige tilstedeværelse.

Pia Tafdrup, Salamandersol, Gyldendal, 2012, 83 sider.

Nu nævnte jeg børn, og selvom det ikke er alle retter, der er lige velegnede til alle aldersgrupper, så er langt de fleste. Hvad mere er, at på grund af den enkelte tilgang til måltidet passer bogens princip også fortrinligt til singler og folk, der ikke er hjemme ret ofte. For det handler jo netop om at minimere indkøb og derfor også eventuelle rester, og optimere smagen. Og ved at følge denne bogs princip reducerer man også tiden i køkkenet.

Bogen tager udgangspunkt i et måltid lavet på fem ingredienser, samt supplement fra det forfatteren kalder et basislager, som for eksempel olier, eddiker, krydderier, men også mælk og parmesan. Der er ikke så mange dikkedarer. Bogen går efter en kort introduktion lige på og hårdt med forretter/frokostretter, hovedretter og desserter. Opskrifterne er lækre, nemme og overskuelige. Jeg kan nogle gange være lidt uenig i tilberedningsrækkefølgen, men det er nu det mindste og tildels også individuelt (taget i betragtning hvad der passer ind i læserens program, eller hvordan man bedst selv gør tingene).

Bogen kommer godt rundt om mange forskellige køkkener (også vegetar, diabetes), men er til tider alligevel en smugle kedelig. Forfatteren er meget glad for brød, pasta, citron, hvidløg og tortilla (efter en del opskrifter med tortilla forstår man udmærket, at de kan bruges som hurtig pizzabund). På grund af det enkle koncept kan det da heller ikke helt undgås, at der er en del af basisvarerne, der går igen, men alligevel. Til gengæld er retterne så enkle, at det er forholdsvis let at justere efter egen smag, køleskabsbeholdning, eventuelle kurer, allergier osv. og desuden kan man nemt kombinere retterne. Der er faktisk et kort afsnit, der viser sammensatte menuer, hvilket jeg dog finder overflødigt for det bibringer ikke noget nyt, og læseren kunne selv have sammensat retterne til en menu, hvilket også er lettere alt efter smag, og hvad der lige findes i hjemmet.

Men alt i alt er jeg vild med konceptet, for det giver god inspiration til at fokusere på det væsentlige, nemlig de enkelte varers smag, så velbekomme.

Carsten Kyster, Helt enkelt – Mad med 5 ingredienser, Politikens Forlag, 2012, 171 sider.

Nå ja, tænker du måske, hvem har ikke et par kilo i overskud, er lidt træt en gang i mellem og kan få hovedpine i ny og næ, men en gynækolog kan via en scanning og en blodprøve hjælpe dig med at stille diagnosen, og sandheden er måske også, at vi alle har godt af at kigge lidt nærmere på vores kostvaner en gang i mellem. Jeg må nok indrømme, at jeg var lidt skeptisk i starten, især fordi bogen er meget pink/lilla og ligner noget, der er taget ud af side 5 i et lettere hysterisk dameblad. Men bevares, det er et syndrom, som kun forekommer hos kvinder, det er en bog skrevet af kvinder – til kvinder, så hvis en bog skulle være pink/lilla, så er det vel denne. Og lidt mindre lyserødt bliver det også, når man kan læse sig til, at syndromet er et forstadie til type 2 diabetes, hjertekarsygdomme og skæv kolesterolprofil.

Selvhjælpsbogen er opdelt i 4 dele. I første omgang introduceres man til lidelsen; hvad den består af, hvordan den kommer til udtryk, hvem den rammer osv. Det er et lettere ømtåleligt område, fordi nogle af symptomerne kan minde om en dårlig gang PMS, men mere alvorligt og følsomt viser det sig at være, når det rammer kvinden på hendes frugtbarhed. Anden del af bogen er en grundig indføring i forfatternes kostprincipper, som udfordringer de ellers kendte og anerkendte kostråd i Danmark. Jeg kan godt afsløre, at en af de helt store syndere er hurtige kulhydrater, altså almindelige stivelseholdige produkter og sukker, herunder også frugtsukker. Den tredje del af bogen er et yderst nyttigt afsnit, som sørger for, at det er let og overskueligt at komme i gang trods de mange – må og må ikke. Den sidste del er opskrifter med alt fra morgenmad, mellemmåltider, forretter/lette retter, salater, hovedretter, desserter og bagværk, samt festmenuer med drinks og snacks. Desuden indeholder bogen en litteraturliste som alle andre bøger, men den er udvidet med nyttige links og gode bøger om emnet, hvilket er meget fordelagtigt, når man sætter sig ind i et nyt område.

Samlet set er Spis dig i balance en overskuelig bog, der er let at læse, og som giver læseren gode råd, der gør det overkommeligt at efterleve bogens kostprincipper. Efter to dage slap jeg selv af med en voldsomt irriterende hovedpine. Opskrifterne er let tilgængelige, hurtige, forholdsvis enkle og derfor også lette at lege med og gøre til sine egne. Bogen slår et slag for sødestoffer, men den må jeg desværre hoppe fra. Jeg tvivler ikke på, at det kan hjælpe nogle personer gennem sukkertrangen, men det smager mig simpelthen ikke. Så vil jeg hellere undvære helt eller tage en lille bitte bid af det rigtige end en hel af det forkerte. Der opstår selvfølgelig en del spørgsmål i forbindelse med kostrådene, men i det store hele kommer bogen godt rundt om mange dele også eventuelle ”faresituationer”. Det er ikke den rene overraskelse at læse kostrådene, man ved jo godt at kage og hvidt brød ikke er et hit for ens sundhedstilstand, men bogen er gennemført og fra forfatternes side bevidner bogen om en stabil erfaring indenfor området, som gør det trygt og realiserbart at følge rådene. En fin pink overraskelse af en ”damebog”, som jeg kan medgive mine varmeste anbefalinger.

Maibritt L. Engell og Ida Lysdahl Fahrenholtz, Spis i balance, Gads Forlag, Maj 2012, 167 sider.

Jeg har desværre ikke læst de to foregående værker (hvilket jeg helt sikkert vil gøre efter at have oplevet dette værk). Bogen er inddelt i 9 kapitler med forskellige fortællere; Alwilda, Alma, Edward og Camilla, som bærer størstedelen af fortællingen. Gennem Camilla lærer vi også både hendes mor og hendes eksmand Charles at kende, men i denne bog har de ikke selvstændige kapitler.

Der gøres op, renses ud, vurderes og genopleves i et væk gennem tilbageblik og en frygtelig masse tekststykker i parentes, som væver alle fortællerens associationer sammen til det opgør, hun er i færd med. Det bedste ved det hele er, at selvom der er guf for både anmeldere og universitets folk, så kan alle være med. Hesselholdt har nemlig en fortryllende evne til at gribe de nære, ja endda basale, banale og hverdagsagtige ting og gøre dem til stor kunst uden et tårnhøjt LIX-tal og kringlede litterære henvisninger, selvom der er plads til begge dele.

Det er tingenes verden, enkelte håndgribelige indgangsvinkler til komplicerede sammenhænge og følelser; koffeinpiller, en latinolover, et hus med en evig strøm af patienter, en hård orange klump, som engang har været en frakke, madrasser, Edwards hund, to skalpe og en fletning i en kommode og selvfølgelig en banesnegl af en galophest, for ellers kan man jo ikke komme op på hesten igen, vel.

Så afsted med dig i strakt galop til boghandleren for at erhverve dig Selvskabet gør op.

Christina Hesselholdt, Selskabet gør op, Rosinante, Maj 2012, 134 sider.