Det er bestemt ikke det mest opmuntrende tema for en bog, og man må tage hatten for Møllers Forlag, der har udgivet den. Romanen er belønnet med en af de fineste litterære svenske priser, og det må være fordi, den behandler et tabubelagt og svært emne på en meget fin og usentimental måde.

Man kommer tæt på døden, for den bliver på det nærmeste dissekeret. Det sker gennem Hasses studier af døden i de bøger, en venlig hospitalsbibliotekar forsyner ham med. Desuden har Hasse en meget analytisk tilgang til sine følelser. Følelsesløs er han ikke, men når en følelse kommer til ham, bliver den analyseret og forsøgt forklaret. På den vis lykkes det Wijkmark at afdramatisere døden. Stille og roligt glider Hasse frem mod sine sidste timer. Han mister gradvist sit klarsyn, bevæge sig kan han heller ikke blive ved med, og hans ligesindede på stuen går bort. Det sker ikke uden en vis ballade og efter flirten med især én skøn sygeplejerske, og skal man tro Wijkmark er erotikken en af de sidste drifter, der forsvinder. Så uden humor er bogen bestemt ikke, og det gør den til et interessant og tankevækkende bekendtskab.

Carl- Henning Wijkmark: Natten der kommer, Møllers forlag, Maj 2013, 184 sider, Oversat af Anne Marie Bjerg

Kasper er præst og er kommet i klemme i Afghanistan, hvor han med gevær i hånd redder en dansk soldat og efterfølgende udviser en lidt vel ukirkelig begejstring for krigshandlinger og heltemod. Og ud af den danske folkekirke ryger han med kun tre måneders aftrædelsesgodtgørelse.

Hans bror Jonathan er anderledes ved muffen som medskaber af bank-successen Pegasus. Her er der rejst gevaldige summer til det søde liv, men også til Jonathans idealistiske drømme om at gøre noget ved den ulykkelige situation i det fiktive afrikanske land Abu Sidre. Et statskup er under opsejling, og Jonathan vil kaste alt ind på oppositionen. Men situationen tilspidses, da han forsvinder, og en skruppelløs blond lejemorder slår til i de københavnske gader.

Kasper beslutter sig for at gøre brorens ambitioner til sine egne, koste hvad det vil. Missionen bliver bestemt ikke uden omkostninger, men heldigvis har Kaspers færden i Afghanistan lært ham et og andet. Og det har givet ham gode venner, der ved hvordan man håndterer gevær og granater.

”En tid til at dø” er Hesseldahls roman nr. fire, og den er helstøbt, velskrevet og læseværdig.

Morten Hesseldahl, En tid til at dø, Modtryk, 2013, 307 sider.

Det hele starter da bedstefar Peruzzi får øje på en skøn bondepige, som han forelsker sig stormende i. Sammen får de ikke færre end 17 børn, så det er en vidt forgrenet slægt, læseren præsenteres for. De er fattige bønder, og en grådig godsejer bortrøver deres eneste chance for at forsørge sig. Sammen med andre fattige flytter de til De Pontiske Sumpe i 1932. Her er der forhåbentlig arbejde at finde, idet fascisterne har sat sig for at udvikle hele regionen med tusindevis af landbrug og fem byer. Det sker omkring Mussolinikanalen. Sådan løser det fascistiske styre problemet med arbejdsløshed.

Familien Peruzzi kommer tæt på den fascistiske top, selv om de i starten af fortællingen er engagerede socialister. Pennacchi tager ikke direkte stilling for eller imod, men skildringerne af fascisternes eskalerende galskab ender nærmest i den rene satire. Det er grotesk og stærkt underholdende, og historierne om krig, glødende kærlighed og politiske optrin væver sig ind og ud af hinanden. Det er svært ikke at se beskrivelserne af det politiske liv som en genspejling af det tilsvarende i det moderne Italien. Og man bliver bestemt klogere på, hvad der driver kræfterne i de politiske systemer.

Pennacchi indskriver sig flot i rækken af forfattere, der beskriver de små i samfundet, bl.a. Steinbeck og Brecht. Bogen er befriende fri for moraliseren og politisk propaganda. Det er kort sagt et brag af en familiekrønike.

Antonio Pennacchi ”Mussolinikanalen”, Gyldendal, Oversættelse Thomas Harder, 448 sider, April 2013.

Chris Kyle var en af dem, og han var en af de bedste. Han var en del af de fortropper, der blev sat ind i de hårdeste kampe i Irak, da byområder skulle ryddes for oprørere. Her sneg han sig ind sammen med andre, gemte sig og var klar, når de ”almindelige” amerikanske soldater rykkede ind. Hans opgave var kort og godt at få øje på og udslette fjenden, før han kunne gøre skade. Eller hun – som det fremgår af bogens første drab. Her ligger Kyle på et tag og ser gennem kikkertsigtet en kvinde med et barn stå i en større flok mennesker. Amerikanske marineinfanterister nærmer sig, og Kyle ser at kvinden tager en granat frem. Med ganske kort betænkningstid skyder han hende, og granaten eksploderer. Der er mange af denne slags episoder i bogen, idet Kyle menes at have skudt cirka 250 mennesker, og dermed er han den mest dræbende snigskytte nogensinde. Irakerne satte da også dusør på hans hoved.

Der er masser af action og røverhistorier om soldaterlivet, men der er også en lidt tung patos med lovlig meget patriotisme og selvfede beskrivelser af drab, slagsmål og drukture. Som noget usædvanligt for genren fortæller Kyle om sit privatliv og om arbejdet med at holde sammen på familien. Hans kone beretter om afsavn, besværet som enlig mor og frygten for, at gemalen ikke kommer hjem fra fronten. Det giver nogle berigende afbræk i soldaterjargonen. Men det er også hans kone Taya, der forudsiger Kyles endeligt. Han har det med at komme til skade, når han er hjemme og væk fra militæret. ”Det er fordi, du tager din superheltekappe af, når du er hjemme”, siger hans kone. Kyle bliver skudt og dræbt i starten af februar 2013 på en skydebane i USA. Her retter en traumatiseret 25-årig krigsveteran sin riffel mod ham og en anden mand og dræber dem begge.

Chris Kyle med Scott McEwen og Jim DeFelice – American Sniper, 392 sider, Mrs. Robinson, Oversat af Brian Christensen.

Fortællingen er tung og pumpet op med masser af detaljer om det gamle Sovjetunionen og det korrumperede og mafiøse nye Rusland. Det er der intet nyt i, Davidsens syn på Rusland er velkendt og fortalt mange gange. Bogen er smækfuld af kommentarer og iagttagelser, som tydeligvis er forfatterens egne, og flere af personerne – især hovedpersonen TV-meteorologen og kendissen Adam Lassen – bliver talerør for de mange omstændelige detaljer.

Det er et morderisk overfald på Adams bror, der sætter handlingen i gang. Broren er kommet for tæt på oplysninger om magtspillet i den russiske kirke. Et magtspil der i sidste ende kan have storpolitiske og økonomiske konsekvenser i form af russernes interesser i olie og råstofudvinding i Grønland.

Efter mordet forlades intrigen til fordel for en lang fortælling om brødreparrets forældre og deres kærlighedshistorie. En historie, der ender med flugt fra de sovjetiske despoter. Og så får man lige afslutningen på kriminalhistorien, og afviklingen af plottet på de sidste cirka 75 sider. For denne anmelder fungerer det ikke. Der er for lidt spænding, for meget dameblads-kærlighed og for mange velkendte klicheer om den triste udvikling i Rusland.

Leif Davidsen, Patriarkens hændelige død, 428 sider, Lindhardt og Ringhof, 2013.

Lee havde gennem en ulykkelig opvækst været tættere knyttet til dyr end mennesker, og med Rin Tin Tin var hans skæbne beseglet. Lee fik nemlig en rigtig god idé – Rin Tin Tin skulle til Hollywood, hvor nogle af de første hundefilm var kommet på lærredet. Rinty kunne spille som ingen anden hund nogensinde havde gjort, og ifølge forfatteren ofte bedre end dens menneskelige med-skuespillere.

Susan Orleans fortæller en fascinerende og velfortalt historie om Rin Tin Tin og det spæde Hollywood. Hunden var med til at lægge grunden for nogle af de helt store Hollywood-kanoners succes. Jack Warner indspillede film med Rin Tin Tin, og hunden blev den unge Darryl F. Zanucks springbræt til karrieren som stifter af 20th Century Fox-stifter og en af Hollywoods absolut største magthavere.

Tone- og talefilmen gjorde livet sværere for dyrestjernerne, men Rin Tin Tins berømmelse levede videre. Den medvirkede i et hav af reklamefilm, varieteer og optrådte sågar med Duke Ellington. Rin Tin Tins unger fulgte i farmands fodspor og optrådte bl.a. i nogle af de tidlige TV-serier.

Rin Tin Tin – En hunds liv og legende er hyggelig og oplysende læsning om, hvordan en hund blev til et ikon i kraft af filmmediet og reklamer, og det er tydeligt, at forfatteren holder af sit emne.

Susan Orlean: Rin Tin Tin – En hunds liv og legende, Lindhardt & Ringhof, Oversat fra engelsk af Anders Juel Michelsen, 320 sider, 2013.

Høvsgaard gør sig umage for ikke at give entydige svar, for ambitionen med bogen er at fremlægge de oplysninger om kongehuset, som normalt ikke omtales. Men det skinner igennem, at han er forarget, og det er der måske også grund til at være.

I forfatterens optik er de kongelige blevet erhvervslivets reklamesøjle, og det i en grad der snublende meget minder om korruption. De royale er meget flittige til at stille op, når bestemte virksomheder, som f.eks. Lego har brug for det, gerne ved fremstød i udlandet. I andre sammenhænge stiller erhvervsledere så bl.a. luksusyachter, skotske jagtslotte og privatfly til rådighed for prinser, prinsesser og dronninger. Og de forærer gladelig sejlbåde, sportsbiler, inventar, smykker og eksorbitant dyre tasker som gaver til kongehuset. Det er der god reklameværdi i for virksomhederne. Ud over reklameværdien ser Høvsgaard en anden årsag til at erhvervslivet har spenderbukser på. Der har de seneste år været en tendens til, at flere og flere erhvervsledere modtager ordner og titler fra kongehuset. Disse ordner og udnævnelser er adgangsbillet til den absolutte magtelite, og dermed er den sociale opstigning sikret.

Høvsgaard kritiserer kongehuset for ikke at leve op til mange af de fine skåltaler bl.a. om klimaet. Kronprinsen har for længst solgt sin elbil og er vendt tilbage til nogle af de helt store benzinslugere. Men ved offentlige lejligheder kan man jo låne en, så man ankommer i harmoni med den grønne profil. Og dronning Margrethe foretrækker at benytte sig af luftvåbnets helikopter, når hun som privatperson besøger et museum i Skagen. Der bliver dog kørt en Bentley fra København og hele vejen gennem Jylland, så majestæten kan transportere sig standsmæssigt den knap tre km. fra helikopterens landingssted til museet.

Bogen er spækket med eksempler på denne ekstravagance og de særdeles tætte og meget personlige bånd mellem monarki og erhvervsliv. Men er det ikke netop kongehusets berettigelse, at de er med til at promovere vores virksomheder, og på den måde skabe omsætning og arbejdspladser? Det kan man mene, men Høvsgaard har ret i, at det er betænkeligt, at vi har statsoverhoveder som uden for enhver demokratisk kontrol lader sig sponsorere. Det var aldrig gået for vores politikere at modtage bare en brøkdel af det, som flyder fra virksomhederne og direkte ind på Amalienborg, hvor goderne tilsyneladende modtages med kyshånd. Det er et spændende og noget bekymrende indblik, man får i livet i samfundets top.

Jens Høvsgaard, Det koster et kongerige, Bag om kongehusets penge og privilegier, Forlaget Rosinante, 253 sider.

I 30’erne var europæiske jøder i stigende grad lagt for had, og dem der kunne skjule deres afstamning, gjorde det. Således også Albrights forældre, som i deres vielsesattest anførte, at de ikke tilhørte en bestemt trosretning. Denne afsløring er anledning til en rejse tilbage i tiden, som Albright beskriver personligt, levende og stærkt engageret.

Bogen fortæller om Albright-familiens og Tjekkoslovakiets historie fra afslutningen af 1. Verdenskrig frem til 1948. Tjekkoslovakiet opstod i kraft af sammenlægningen af Böhmen, Mähren og Slovakiet efter 1. Verdenskrig. Et stort tysk mindretal blev omfattet af sammenlægningen, og det blev en katastrofe for Tjekkoslovakiet. Hitler udnyttede i slutningen af 30’erne påstået diskrimination og forskelsbehandling til at invadere landet. Før invasionen havde England og Frankrig ladet sig føre bag lyset og svigtede Tjekkoslovakiet. Dette svigt går som en strømpil gennem bogen, og Albrights forargelse er lyslevende.

Selv om Albright er en blændende god og charmerende fortæller, er det en sørgelig beretning, der rulles ud for læseren. Mindst 25 medlemmer af familien blev dræbt af nazisterne. Nationen blev tømt for dens rige ressourcer, opløst af nazisterne, og befolkningen ydmyget og undertrykt. Og da nazisterne forsvandt, stod de østlige naboer klar til at rykke ind og indlemme Tjekkoslovakiet i Østblokken. Men på trods af den sørgelige beretning, er Albright en meget fin guide. Hendes egen og forældrenes historie er holdt i baggrunden, så dette er ikke en traditionel biografi. De personlige beretninger er mest af alt brugt til at illustrere det personlige drama i det store og verdensomspændende. Tragisk er det, men blændende godt fortalt.

Madeleine Albright: Vinter i Prag. En personlig historie om krigens Europa 1937-1948, Gads Forlag, 490 sider, 2012, Oversættelse: Frank Esmann

Hvor mange er faldet i svime over de store og uventede forandringer i regionen, er Ellegaard skeptisk. Indledningsvis slår han fast, at man ikke kan tale om revolutioner. Mange grundlæggende magtstrukturer og den private ejendomsret består, så der er ikke tale om en egentlig samfundsomvæltning. Oprørene og revolterne er primært drevet frem af desperation over udbredt korruption og fattigdom, og man skal ikke tro, at Mellemøsten har fået demokrati og stabile samfund over night, som følge af de voldsomme begivenheder og væltede diktatorer.

Den nye islamistiske præsident i Egypten, Mursi, vurderer Ellegaard slet ikke har politisk eller moralsk autoritet, og han er kommet til magten via et civilt kup. Mest provokerende bliver Ellegaard i sin beskrivelse af de hårde kampe i Syrien. For ham er der ikke tale om et spontant oprør mod magthaverne, men i højere grad om en regulær krig mellem hæren og en organiseret opposition, der får penge og våben fra såvel USA, Vesteuropa, Tyrkiet og flere Golfstater. Hverken oppositionen eller Assad er til at stole på, når man søger oplysninger om, hvad der reelt foregår i landet, konstateres det lettere kynisk i bogen.

Ellegaard trækker på overvældende mange og meget forskellige kilder, journalister, forskere, politikere og bloggere. Bogen gør en klogere, men bestemt ikke mere optimistisk i forhold til de fremtidige forhold i Mellemøsten. Ellegaard deler ikke håbet om, at der kommer stabilitet, demokrati og bedre livsvilkår takket være de dramatiske forår.

Lasse Ellegaard, Det forrykte forår, Revolterne i den arabiske verden, 218 sider, Informations Forlag, 2012.

Huset ligger skønt ned til bredden af en stor sø nær Berlin, men skønheden forrådes gang på gang på grund af de voldsomme omvæltninger i det 20. århundredes Tyskland. Frisind afløses af intolerant nazisme og hævngerrige russere ved 2. verdenskrigs afslutning. Flugt, forvisning og indre eksil følger i hælene på de russiske soldater og kommunismens indtog og dominans i årene op til Murens fald.

Jenny Erpenbeck har høstet mange roser for bogen, og den er et fascinerende koncentrat af Tysklands historie. Huset bliver vidne til og rammen om de mange forskellige livsforløb og skæbnefortællinger, og Erpenbeck bærer dem frem med stor indlevelsesevne og medfølelse.

Jenny Erpenbeck, Hjemsøgelse, 184 sider, Turbine, Oversættelse: Maj Westerfeld, 2012.