Det er en noget finurlig bog, som Piet van Deurs har udgivet på forlaget kahrius.dk med titlen ”Hvad er det?”. Og det er en blanding af egne erindringer fra barndom og opvækst, tiden som journalistelev i Køge og det er oplevelser fra det omfattende tv-arbejde med tilhørende refleksioner om de talrige historiske emner og tv-programmer, som Piet van Deurs har stået for.

Han er en god formidler af sit stof både på tv og nu også i bogform. Når jeg læser bogen, rejser der sig billeder inde i hovedet på mig, mens min læsning skrider frem.

Så det er godt skrevet og godt formidlet. Skal der være et svar fra denne anmelder på bogens titel ”Hvad er det?”, så er det 328 sider, det er værd at give sig i kast med.

Piet van Deurs, Hvad er det?, Forlaget Kahrius.dk, 328 sider, November 2012.

Jeg var fem år, da 1950’erne startede og 15 år, da de sluttede og på vej ud i arbejdslivet. Så jeg har gjort turen med. Min tur havde udgangspunkt i Københavns indre by med det endnu ikke helt udsanerede kvarter med Adelgade, Prinsensgade og Borgergade lige om hjørnet. Anden Verdenskrig havde sat en stopper for saneringen af kvarteret, men den kom i den grad i gang i 1950´erne.

København var grå og trist. Når enten min morfar eller far var arbejdsløs, var jeg nogle gange med til kontrol, hvor de arbejdsløse stod i lange køer for at få et stempel i fagforeningsbogen, som tegn på, at de bestemt med et nyere begreb ”stod til rådighed for arbejdsmarkedet”. Mit udbytte var som regel en citronsodavand. Senere stod den på skolegang, hvor lærerne havde det svært med retskrivningsreformen. Og hvor hovedet var noget, de kunne slå på.

”1950´erne” er udgivet i anledning af Golden Days 2012, som valgte årtiet til en lang række arrangementer, hvor 1950’erne enten blev vist frem i form af tidens boligbyggeri eller gennemgået i mange foredrag. Et godt initiativ.

At tage fat på ”1950´erne” er prisværdigt. Det er med til at bringe årtiet hen og ned, hvor det hører hjemme. Bogen sætter yngre årganges fascination af årtiet på spidsen. Bogen rummer erindringer fra Hanne Reintoft, Hans Hertel, Klaus Rifbjerg og Maria Marcus, der alle var voksne i 1950’erne.

Deres bidrag er værd at læse. Hanne Reintofts ”Svundne tider” står stærkt: Om at være udeboende på værelse hos en sur værtinde, om sin uddannelse og det at være ung i 1950’erne og om arbejdet som socialrådgiver med rådgivning af unge, der var rendt ind i en uønsket graviditet, boliger i husvildebarakker, druk og afvænning m.m. Hendes bidrag er bogens pris værd.

I tilgift får du også Klaus Rifbjergs ”En dansker i New York”, hvor han skriver om sit år som studerende i guds eget land, som lå langt væk fra Danmark både i afstand og velfærd. Mere tilgift er Hans Hertels beretning ”En rekrut fra 57 – den kroniske uskylds tid”, hvor han fortæller om skolegang, skoleblade, værnepligt, koldkrigshysteri, problemfilm, skadelige tegneserier og autoritetstro. Det fjerde vidne fra 1950´erne er Maria Marcus ”Stilhed før stormen”, betegner 1950´erne. som dengang alting skete for hende. Hun skriver om blandt andet seksualitet. Om normer for hvad man skulle og endelig ikke måtte. Især var det meget vigtigt at passe på sit rygte.

Så tyr jeg til at citere fra forlaget: Desuden fortæller journalisten Pernille Stensgaard om hverdagsliv, forbrug og boligbyggeri i de nye forstæder, historikeren Nils Arne Sørensen fortæller om amerikaniseringen af det danske samfund, historikeren Rasmus Mariager om den kolde krigs Danmark i 1950´erne, og kulturforskerne Michael Fjeldsøe, Morten Michaelsen, Jens Tang Kristensen og Liza Burmeister Kaaring beretter om kulturlivet i perioden, da kunst igen blev med stort K – samtidig med at Morten Korch fejrede store folkelige triumfer.

Teksterne, billederne og bogens opsætning går hånd i hånd. Jeg kan kun anbefale bogen. Den er værd at læse.

”1950´erne” udgivet i forbindelse med Golden Days 2012. Bidrag blandt andre fra Klaus Rifbjerg, Hanne Reintoft, Maria Marcus og Hans Hertel. Gads forlag. August 2012. 200 sider.

Før dem havde Hitler & co efter magtovertagelsen i 1933 et godt øje til motorcykelfabrikationen, især den som blev ledet af jøder. De fik slet og ret frataget deres ejendom. Andre med den ”rette holdning” førte produktionen videre til glæde og gavn for det nye nazistiske styre. Jens Jessen fortæller også den historie i ”Tyske motorcykler i sort-hvid og farver”. Den er nu mest i sort/hvid, men det gør bestemt ikke bogen ringere.

Tværtimod giver den med sine rigtig mange billeder og illustrative tegninger af tyske motorcykler fra både DDR og Forbundsrepublikken Tyskland et godt indtryk af produktionen og ikke mindst den tekniske udvikling, som de tyske motorcykelfabrikater stod for. Jens Jessen lader også bogen omfatte den motorcykel, som er produceret i det tysktalende land Østrig. Derfor får vi også beretningen om Puch motorcyklen.

Farvebillederne er næsten alle fra Danmark, hvor de glade ejere viser deres velrestaurerede motorcykler frem og fortæller også historien om et ungt par, der i 1960 på 14 dage kørte 7.000 kilometer fra Fyn til Gibraltar.

Der er også en god historie om Fred. Rasmussen i Odense og om NSU. Fred. Rasmussen var importør af NSU, der var et af de største tyske motorcykelmærker i Danmark. Selv drønede jeg i 1960-erne rundt på en jadegrøn NSU Super lux 1954 model på 198 ccm med en Bender sidevogn. Sidevognen blev efter ganske få kilometer sat til side.

Kør ind til siden. Slå tændingen fra. Slå støttebenet ud og gå i gang med at læse beretningen om de tyske motorcykelmærker, som overlevede Anden Verdenskrig. Jens Jessen fortæller om den enkelte motorcykels historie, deres danske forhandlere og ikke mindst, hvordan det gik med fabrikkerne, da motorcyklisterne satte sig bag rattet.

Jens Jessen: Tyske motorcykler i sort-hvid og farver. Udgivet oktober 2012 af forlaget Veterania. 224 sider.

Bogen ”Hinkesten og Helgoland” handler både om skoletiden, og tiden der fulgte. Pigerne begyndte i skolen i1952, og mange af dem havde ikke set hinanden i næsten 50 år, da de igen mødtes i 2010. 15 af de nu gamle piger fortæller om deres liv, og hvordan det har formet sig.

Det er fortællingen om den helt nye hinkesten, som forsvinder ned i en af skolegårdens kloakriste for aldrig mere at dukke op. Selv nåede ejeren af hinkestenen aldrig selv at hinke med den nye flotte sten. Det var ikke hendes tur til at bruge den nytegnede hinkerude.

Helgoland er søbadeanstalten, hvor svømmeundervisningen fandt sted med ingen eller yderst begrænset pædagogisk indsigt fra undervisernes side. Kæft, trit og retning. Det er også historien om at komme sammen (med drengene), holde i hånd og hvad deraf fulgte. Man var ikke kærester, som i dag. Man kom sammen. Flere blev gravide og gift som 18-årig. Flere blev skilt undervejs. Men andre er stadig gift og står over for guldbrylluppet. Det er også historien om familierne i små lejligheder, hvor Faderen (med stort F) bestemte. Lejlighederne hængte ikke på træerne. Børnehaver var der ganske få af.

Jeg blev af Bogbloggers redaktør bedt om at læse bogen og skrive en anmeldelse. Dels fordi jeg har samme alder som de kvinder, der har bidraget til bogen, dels fordi jeg har det modsatte køn. Jeg gik i en blandet skoleklasse på Sølvgade Skole i det indre København op gennem 1950-erne.

”Hinkesten og Helgoland” halter nogle steder i sin fortælling, men hatten af for, at forfatteren har fået ”pigerne” til at fortælle om deres liv, som tilsyneladende har formet sig meget ens: Opdraget af forældre og skole til at være husmødre i en tid, hvor manden i den bløde lænestol i reklamerne for kaffe ”ustraffet” kunne sige til konen, der med forklæde kigger ind i stuen: ”Mon kaffen laver sig selv?”

Netop nu fokuserer Golden Days i København på 1950-erne med bogudgivelser, hvor kendte skriver om deres liv og oplevelser i 1950-erne. Umiddelbart tænkte jeg før, jeg læste ”Hinkesten og Helgoland”, hvad kommer 15 kvinders beretning om deres barndom i 1950-erne og de mange efterfølgende år os andre ved? Det kommer os rigtigt meget ved!

Bogen fortæller om 1950-erne set gennem pigeøjne i et kvarter på Amager. Selv om jeg er en af den slags, de holdt i hånden m.v., er der utroligt meget i pigernes fortællinger, som jeg genkender, så det blev lidt af et nostalgitrip, selv om mine oplevelser skete i Københavns indre by. Min kone Elsebeth, der er opvokset i Aalborg, har også læst bogen. Også for hende dukkede der tilsvarende erindringer op både fra skole- og ungdomstiden, som pigernes fra Amager. Holdninger til og moral over for børn og unge var ikke begrænset til Amager. De var landsdækkende. Andre og yngre læsere kan ved læsningen af ”Hinkesten og Helgoland” kan konstatere, at meget har ændret sig. Langt det meste til det bedre.

Anne-Grete Nicolaisen, Hinkesten og Helgoland, Skriveforlaget, 149 sider, September 2012.

Fra bogen ”Danske Motorcykler” kan i tilfældig rækkefølge nævnes Disa, Hamlet, Mundus, Kyhl, Dansk Griffon, Odin og Dania – alle danskfremstillede motorcykler. Nogle i et enkelt eksemplar – andre i flere tusinder. Bogen rummer også fortællingen om danskfremstillede sidevogne.

For 25 år siden udgav journalisten Villy Poulsen bogen ”Danske Motorcykler”, og nu i maj 2012 er bogen udkommet med 2. udgave, som i sin opsætning er ført ajour. Bogen er lækker grafisk. Godt og klart inddelt med fortællinger om tid og sted, samt hvem der stod bag produktionen. Selv om teksten de fleste steder er ført ajour, ville det ville have hjulet med en kærlig redaktionel hånd. Men det ærgrer mig på udgiverens vegne at møde en billedtekst, hvor det fortælles, at maskinen efter endt restaurering atter ventes på gaden i foråret 1988. Om den så kom på gaden, må vi vente med at få at vide i 3. udgave.

Til gengæld skal der falde ros for, at forfatteren har bibeholdt den gamle retskrivning og den gamle sprogtone, når der citeres fra fabrikanternes anprisning af deres motorcykler, eller de omtaltes i datidens tidsskrifter. Blandt andet faldt jeg for denne beskrivelse af en motorcyklist fra omkring år 1900: ”Fører af en Cycle, der drives hovedsagelig eller for en Del ved anden Kraft end Rytterens egen”.

Mange af de første danske motorcykler har desværre ikke overlevet, selvom der på museerne i Stubbekøbing og på Egeskov slot samt flere steder i udlandet står eksemplarer af tidlige danske motorcykler. I mangel på den ægte vare kan vi hente oplysningerne og illustrationer i ”Danske Motorcykler”.

”Danske Motorcykler” er 176 siders god danmarkshistorie på to hjul.

Villy Poulsen, Danske Motorcykler, Forlag Veterania, Maj 2012, 175 sider.

Eget køretøj gav frihed. For mange blev Nimbus´en et familiemedlem, som bragte fører og passagerer rundt i Danmark og i Europa. Blandt andet på langfart til Kapstaden og retur i 1947. En tur på 40.000 km på bare 20 måneder. På hjemmebanen var den også en slider. Billederne i bogen beviser det. Nimbus´en har været med både i krig og fred – lykkeligvis mest det sidste.

Det er både spændende og interessant, hvad forfatteren, journalist Jens Jessen, kan fortælle ud fra de mange billeder. Han har også efterforsket de mange Nimbus motorcyklers skæbne, som blev beslaglagt af den tyske besættelsesmagt under krigen. De røg til Norge, Polen og Østfronten, hvor flere senere er blevet fundet. Et helt afsnit handler om ”Nimbus under hagekorset”.
Der er skrevet mange bøger om Nimbus-motorcyklen. Og ”Nimbus i sort-hvid og farver” føjer sig til rækken på en anden måde end for nørder. Bogen giver med sit omfattende billedmateriale en god mulighed for et indblik i historierne om Nimbus´en.

Jens Jessen – forfatteren til ”Nimbus i sort-hvid og i farver” efterlyste for nogle år siden fotografier, hvor der var Nimbus motorcykler på. Desværre fik jeg ikke sendt et foto ind af min storebror Flemming på en Nimbus en snevejrsdag sidst i 1950-erne. Inden han blev journalist, kørte han Købehavn tyndt på en gul Nimbus med sidevogn som tjenestemandsansat ”kasseskraver” (postkassetømmer) for Post- og Telegrafvæsnet i København. Men han er med i bogen, med fin sort kasket med posthorn og kokarde, siddende bag på en skolecykel med sidevogn. Billedet må være taget på Post – og Telegrafvæsnets værksteder på Amagerfælledvej, hvor der også var mc-køreskole for postetaten.

Bogen rummer beretningen fra den 96-årige Frode Jensen, som fortæller om kampen 9. april 1940 mod tyskerne ved Korsvejen i Hokkerup lige nord for grænsen, hvor Nimbus´en spillede en rolle. Motorcyklen var monteret med sidevogn og en 20 mm Madsen Rekylkanon. Og sådan bevæbnet kørte Frode Jensen og hans skytte i krig. Kampen kostede 18 tyskere og to danskere livet, inden den blev stoppet. Det viste sig at være en fejl i fjernskrivercentralen i Korsør, at de danske soldater kom i kamp. En besked fra København om at samarbejde med de indtrængende tyske soldater nåede ikke frem.

I ”Nimbus i sort-hvid og i farver” er der billeder af mænd i store lange frakker og med kasketter og med motorbriller og beundrende publikum. Billeder med stolte mekanikere og glade børn siddende stolt på motorcyklen samt billeder fra familieture, arbejdslivet, motorløb, politiet, postvæsenet, racerbanerne og militæret – både det danske og den tyske wehrmacht. Kort sagt en imponerende billedsamling som suppleres med tekster, der samtidig giver informationer helt ned til stelnummeret.

En godt illustreret og informativ bog. En bog som også vil interessere mange andre end Nimbus-folket.
Måske er jeg forudindtaget i forbindelse med min anmeldelse af ”Nimbus i sort-hvid og i farver” , da jeg selv er ejer af en Nimbus motorcykel fra 1939, som når vejret tillader det ruller rundt på vejene. Den er ikke særlig hurtig, men den er sin egen, selv om den er i familie med omkring 4.000 andre indregistrerede slægtninge af de cirka12.000 eksemplarer, der blev produceret fra 1919 til 1959.

Jens Jessen, Nimbus i sort-hvid og i farver, GT Forlag, 230 sider i stort format, 2011.

Andre bidragydere tager udgangspunkt i alt fra juleskibenes ankomst i Københavns Frihavn over julen i Sønderjylland til damen på tredje sal, som også skal ha´ en god jul. Alt sammen handler om julen inklusive snefald, om store forventninger til julen og om juleglæde. Og gerne i gamle dage.

Indholdet i ”Ved julelampens skær” vil ingen noget ondt. Det er fryd og gammen – for det meste. Udgivelsen minder mest om et temahæfte fra et ugeblad. Mit kendskab til ”Ved julelampens skær” har hidtil været som en bemærkning i reglementet for, hvad indsatte i militære arresthuse i 1960-erne måtte læse som adspredelse ved højtiden, mens de afsonede vagtarrest. Efter læsningen er jeg ikke utilfreds med, at det var sommer, da jeg afsonede fem dages vagtarrest. Ved juletid har nostalgien gode kår, og ”Ved julelampens skær 2011” hjælper godt på vej.

Arvid Honoré, Ved julelampens skær, Nyt Nordisk Forlag, November 2011, 136 sider.

Jeg tjekkede opskriften på min favoritdrink, Bloody Mary, og den var – med et dårligt valgt ordspil – lige efter bogen, som også rummer en gennemgang af spiritussens historie, herunder også afholdsbevægelsens magt.

En oplistning af de forskellige typer alkohol mangler heller ikke, de forskellige typer, og hvilke glas de miksede dråber skal serveres i. Til hver drink er der knyttet enten dens historie og oprindelse eller forklaring på de enkelte ingredienser. Også allergikere er der tænkt på. Bogen er røget ind i reolen, hvor den står klar til der igen bliver tid til cocktail(s).

Eliq Maranik, Den store cocktailbog, Forlag Grenadine, 2011, 319 sider.

Nej tak, jeg vil hellere have en whisky, lød det fra en kendt kollega fra TV. Alle stivnede. Whisky – og så til frokost. Manden måtte da være fordrukken. Det hører med til fortællingen, at han fik sin whisky. Så havde alle den historie at komme hjem med.

Hvorfor nogle grupper af destillerede produkter er knyttet til bestemte klokkeslæt eller tider på døgnet er mig en gåde. 40 procent er 40 procent, uanset hvad klokken er, og hvad der ellers står på etiketten.

Selv hører jeg til den gruppe af snapsedrikkere, der med velbehag også nyder andre former for destillerede produkter. For eksempel whisky. Derfor er det befriende, at der nu slås et slag for at hælde whisky i maden. Hælde og hælde er vildt overdrevet, men det skulle fremme forståelsen for at bruge whisky som smagsgiver i spændende retter. Og ikke mindst at drikke whisky til maden.

Whisky & Mad er sådan en bog. Skrevet af Jan Groth og fotograferet af Arne Adler, der begge er svenskere. Bogen er oversat fra svensk. Lækre fotografier som giver lyst til at kaste sig ud i whiskygravet laks, hvori der indgå Talisker 10 års whisky i en mængde af tre spiseskefulde. Så det er smagen, vi går efter, og ikke virkningen.

Jeg vil nok afstå fra at tilberede haggis, hvor alle ingredienser – lever, nyre, lunger, havregryn m.v. – samles i en mave fra et får. Det skal serveres med kartoffelmos og rodfrugtmos og god whisky i overflod. Måske vil jeg i stedet forsøge mig med hickoryrøget laks med æblesalsa. Dels har jeg et økseskaft af bemeldte træsort, dels har jeg Lagavulin 16 års whisky, som anbefales til retten.

Udover opskrifter og fotos indeholder Whisky & Mad også historier om whisky, om råvarer, om smagen, om ost til, om chokolade til, om destillerier og om de whiskyproducerende områder i Skotland. Bogen bringer whisky ind til spisebordet frem for ”altid” vin. Det er forsøget værd.

Jan Groth, Whisky & Mad, 143 sider, Forlaget Grenadine, August 2011.

Arne Rudi Jensen, der er journalist, opregner, at turen kunne klares på 5.592 kilometer, hvor han blandt andet punkterede en enkelt gang, sled et par cykelkæder op, slugte 48 fluer samt drak et par hektoliter vand. Han er også blevet forfulgt af hunde af forskellige racer og størrelser. Cykelturen tog i alt 64 dage.

Kysten er klar – bogens titel – rummer et væld af oplysninger og anekdoter om de strækninger, som forfatteren har tilbagelagt. Men jeg bliver noget træt, når jeg på side 91 læser, at der sikkert er mange gode grunde til, at folk i provinsen med en forslidt kliche kalder Sjælland for Djævleøen. Jeg holdt ud og læste videre.

Trods denne ”punktering” kan bogen tjene til god inspiration, hvis du vil vove dig ud på en tilsvarende odysse. Jeg kunne godt blive fristet. Du kan som forfatteren dele den op. Danmarkskortet i bogen med de byer og steder langs kysten, som Arne Rudi Jensen over en periode på tre år har cykel til og igennem kunne med fordel være ledsaget af en kort med indtegnede ruter.

Arne Rudi Jensen, Kysten er klar, 177 sider, Skriveforlaget, September 2011.