Hvis det siger noget om bogen, så var den hurtigt læst. Til gengæld har anmeldelsen været længe undervejs. For bogen har et grundlæggende problem: Den holder ikke, hvad den lover. Bogen er i bedste fald en verdens måske dårligste (og længste) interview og i værste fald en transskription. Jeg har stadig svært ved at beslutte mig.

Lad mig sige det helt klart: Helle er der egentlig ikke noget i vejen med. Det er nok snarere hos “forfatteren”, at fejlen ligger. For Ninka formår grundlæggende ikke at fortælle en historie. Det er bare meget lange afskrifter af samtaler, de to damer har haft. Uden tvivl har samtalerne været hyggelige, men samlingen af dem i denne bog er umanerligt dårlig og har karakter af venstrehåndsarbejde fra en af Danmarks ellers fremmeste interviewere. Måske er forventningerne bare for høje?

Ikke fordi Helle på samme måde som Prinsgemalen, som jeg blev forelsket i, mens jeg pløjede mig gennem siderne, fremstår som en hengemt juvel af højkulturel kapacitet. Nej, fordi Helle er ualmindeligt almindelig. Fordi hun er en glad mor. En glad hustru. Fordi hun er rundet af det samme som resten i de yngre generationer: skilsmisse, karriere, forældreskab, ægteskab og ikke mindst det velfærdssamfund, der har givet os pasning og lærdom i de første par afgørende tiår af vores tilværelser.

Hvis Ninka dog bare havde forløst det interessante! Hvis Ninka dog bare havde gjort sig selv og læserne en tjeneste og spurgt sig selv: Hvad er det, jeg vil fortælle? Her er ingen ydre ramme, ingen zoomen ind på en af de mange interessante detaljer interviewofret spiller ud med.

Politiken har konkluderet, at Helle fortjener bedre. Jeg må sige, at jeg er så rørende enig. Æv!

Anne Wolden-Ræthinge: Helle – i samtaler med Ninka, 202 sider, 250 kr., Kastaniehøj Forlag 2011

Bogen, der er skrevet som en gendigtning af, hvad der skete med den russiske zarfamilie inden de blev dræbt under den russiske revolution, fungerer ikke. Zarinaens datter er skrevet som en bog i bogen; et familiemedlem finder den hemmelige beretning om hvem Darja Gradov egentlig var. Ikke bare en hvilken som helst canadisk indvandrer fra Østeuropa. Nej, Darja Gradov var i virkeligheden datter af Ruslands sidste zar, Nicolai II. Vi møder den unge zarina, Tatjana – normalt går fortællingen jo ellers om, at det er Anastasia, der på mirakuløs vis undslap – og hun fortæller detaljeret, bramfrit og naivt om de unge år ved det kejserlige hof. Om tjenere, privatlærere, guld og silke. Og senere om de hårde vilkår for de fattige, den hårde vinter i Sibirien, kærlighed og klaustrofobien ved at være holdt fanget.

Idéen om en bog i bogen er sådan set god nok. Og historien fejler heller ikke noget. Jeg er sikker på, at forfatteren, der oprindeligt er historiker, har sørget for, at historien hænger sammen. De mange detaljer og personer gør historien yderst troværdig. Men det er også med til at gøre historien langtrukken og kedelig. Man kunne uden tvivl nemt have skåret en masse fra i indledningen og brugt lidt mere krudt på særligt den sidste del af bogen, om hvordan Tatjana og hendes elskede undslipper til Canada. Det går nemlig ualmindeligt stærkt og man får fornemmelsen af, at forfatteren havde travlt med at levere et manuskript op til deadline. Det er ærgerligt, for der er historien for alvor i gang.

Mange læsere vil nok sætte pris på kærlighedshistorierne, mens andre vil finde det fascinerende at lege med i gætterierne om, hvad der egentlig foregik mellem Tatjanas mor, zarina Alexandra, og den berygtede Rasputin.

Personligt ville jeg nok have sat pris på, at den var blevet redigeret minimum 100 sider ned. Det havde gjort historien skarpere.

Carolly Erickson: Zarinaens datter, 323 sider, Forlaget Punktum, 2011

Det er en superfin bog, Karen Glistrup har fået udgivet. I en tid, hvor flere og flere lider af angst og depression er den desværre højaktuel. Bogen er skrevet til familiens mindste, som kan have svært ved at forstå, hvorfor de voksne er kede af det. Glistrup trækker på sine mange års erfaring som såkaldt familieterapeut.

Man mærker, at forfatteren er en, der kender alt til, hvad det er for spørgsmål og tanker, de små pus kan gå med, når en voksen har ondt i livet. Den viser børn, at psykisk sygdom ikke smitter, at det ikke er børns skyld og at det er sygdom, der gør, at man kan være træt og sur og skælde rigtig meget ud.

Bogens sider er prydet af nogle superfine illustrationer – og så er bogen smart bygget op:

Der er en ‘læs-for-børn’-sektion for de små, en uddybende sektion for større børn og en grundig sektion for voksne. Det fungerer ualmindeligt godt, og jeg kan forestille mig, at særligt større børn, vil få stor glæde af de afsnit, der er rettet mod dem. Særligt fordi, at litteratur til børn om dette lidt ømtålelige emne, ikke er det, der er mest af.

Depression og angst er på folkesygdomsniveau. At vi ikke tør, kan eller vil tale om det med børn, er der i hvert fald ikke nogen undskyldning for nu. Karen Glistrups bog er en fin måde, at få vendt de svære ting i livet med børn. Den har en åben, fin og til tider sjov måde at forholde sig til psykisk sygdom på. Det er godt og vigtigt, at bøger som disse er på markedet. Mange familier vil have stor gavn af at snakke om angst og depression med bogen som døråbner.

Karen Glistrup: Snak om angst og depression, PsykInfo Forlaget, 52 sider, 2011.

Det er efterhånden vel(aner)kendt, at hurtige kulhydrater er fedende og derfor har de fleste mennesker godt af at spise mere kulhydratfattigt. Og derfor er denne kogebog relevant for alle, der gerne vil lære at skrue ned for kulhydraterne.

‘Sund base’ er skrevet specifikt til kvinder, der lider af sygdommen PCO af en klinisk diætist, der selv lider af sygdommen. PCO medfører insulinresistens og er et forstadie til diabetes. PCO-patienter skal blandt andet spise en særlig kost med en minimalt indhold af hurtige kulhydrater (sukker, hvidt brød, pasta, ris, kartofler osv.).

I Danmark kan det være en svær øvelse at forsage kulhydraterne. Men det kan lade sig gøre – og ‘Sund base’ giver en masse lækre alternativer til alt fra fødselsdagsboller over rugbrød og mikroovnsretter. Det sidste var en stor glæde her i huset, hvor tiden i hverdagene ikke er til de store kulinariske udfoldelser. Bogen her har rykket markant på familiens sædvanlige rotationsordning af retter, der kan laves ud fra et grundsortiment, der hver uge indkøbes og suppleres op med mælk, frugt og grønt i løbet af ugen.

Opskrifterne er nemme at gå til, ingredienserne er ukomplicerede. Det eneste, man skal anskaffe sig, er noget andet mel end det gammelkendte hvedemel. Heldigvis er mit lokale Irma supermarked leveringsdygtig i kamutmel og ellers er den lokale helsekost et godt bud.

Men hvad med maden – smager den overhovedet godt? Til det kan jeg – som madøre – svare et rungende ja til. Sund base er på rekordtid blevet familiens nye madbibel og mikroovnsfisk med æble og porrer den nye hofret. Måske er der også en ny hofret til dig og din familie? Der er ihvertfald masser af gode muligheder i ‘Sund Base’.

Mai-Britt Andreasen: Sund base, FADLs Forlag, 240 sider, 2010

‘Dansk i nullerne’ er herligt bekendtskab for alle, der morer sig over sprogets finurligheder. Sprognørder vil få mange gode høhø-oplevelser og andre dødelige vil få det samme. Og tilmed bliver man klogere!

Allerede på omslaget slås tonen an:

“Altså-altså-azå, jeg menner, hvad skal vi, hvad skal vi stille OP med-med-med øhh det-øh, det-øh paraDOKS altså, at-at-at Guds søn, altså, Guds eneste søn altså, at han-hanøh blev korsfæstet altsåøh.”

Her grinte jeg højlydt. Citatet er taget fra en radioudsendelse og professor Jørn Lund kan ikke snuppe det. Heldigt for os – for det er der kommet meget underholdning ud af. Slag i slag går det med 50 begreber, som Lund tager under kærlig behandling. Vi bliver eksempelvis klogere på, hvorfor sproget flyder over med engelske begreber, mærkværdige udtaler og de underlige svingord, der før betød noget andet. Nyd også, når Lund beretter om en samtale, han har overhørt mellem to mænd i flyveren over Nice – scenen er som taget ud af Rytteriet og deres to snobber.

Jørn Lund er ikke en hr. hvem-som-helst i sproglig sammenhæng. Mange vil nok genkende ham fra Politiken, hvor han efter samme opskrift dissekerer det danske sprog. Derudover er han direktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og har en lang karriere indenfor det danske sprog bag sig. Det giver ‘Dansk i nullerne’ et anstrøg af elite, som dog ikke er værre end at jeg lurede en del tryk/stavefejl – så mere korrekt er bogen ikke

Bogens struktur med begreber, der bliver behandlet over et par sider gør den hypermoderne i sin lettilgængelighed og en værdig udfordrer til alt det andet underholding, vi konstant får viftet under næsen. ‘Dansk i nullerne’ er alle pengene værd – og så er man topbevæbnet med samtalestof til næste parmiddag.

DANSK I NULLERNE- 50 SPROGLIGE DIAGNOSER, Jørn Lund, 1. udgave 2011, Gad, 208 sider

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: “My Life and Other Unfinished Business” er en fantastisk bog. Ikke mindst er her – over 338 hurtigt læste sider – nogle fantastiske citater fra den lille, hjemmeblonde brystbombe.

Man kan da kun elske en kvinde bag udsagn som: “It costs a lot of money to look this cheap” og “My feet are small for the same reason my waist is small – things don’t grow in the shade.”

Det er en svær bog at opdrive i Danmark. Jeg forsøgte at finde den via Bibliotek.dk uden held, men hurra for det store internet. Kort før jul fik jeg en let slidt, plasticindbunden udgave hjem, som var blevet taget ud af cirkulation på et engelsk bibliotek. Tak for det, for julens læseoplevelse var noget helt særligt.

Selvom man ikke er vild med countrymusik, bør enhver unde sig selv at læse denne bog. Historien om Dollys liv og hendes rejse mod stjernerne er i høj grad en overordentlig rørende, inspirerende og skræmmende historie om social mobilitet. Som en ud af ni (9!) søskende hejser Dolly sig ud af en landlig sydstatstilværelse i en lille hytte uden vand og bliver en af verdens absolutte stjerner. Om kort tid, i februar, modtager hun en Lifetime Achievement Grammy Award i USA for hendes markante indflydelse på nyere tids musik.

Dolly skriver herligt (selv)ironisk og deler ærligt ud af sin livshistorie og sine erfaringer om alt fra Gud til sex. Hun fortæller, hvorfor hun aldrig fik nogle børn, om rygterne om homoseksualitet, om kærligheden til sin mand, der holder sig langt væk fra søgelyset, og en del om sit meget inderlige forhold til Gud, sex og musik. Politik får til gengæld meget få ord med på vejen. Selv siger hun, at hun ikke forstår sig på det og derfor må hendes diskussionslystne husbond diskutere dette emne med andre. Men Dolly forsvarer glødende homoseksuelle og fortæller om dengang, da hun som slog op med en kæreste, der udtalte sig negativt om de sorte i USA.

Samtidig emmer bogen også af en særlig slags ‘jeg-gør-sgu-som-det-passer-mig-feminisme’, som jeg tror mange danske kvinder også vil finde inspirerende. Dolly er et frit og glad menneske, der har nået sit livs drømme. Det er fint og beundringsværdigt.

For mig var eneste minus, at bogen sluttede. Heldigvis dog med et herligt efterskrift i form af en Q&A, hvor Dolly svarer på spørgsmål, hun gennem tiden har fået. Som en fin lille vennebog til slut, fortæller Dolly blandt andet, at hun ejer sladderbladet National Enquirer og at hun var så fattig som barn, at myrerne leverede den mad, de stjal fra dem tilbage.

Der er meget at hente i Dolly Partons musik, hvis man er til den slags. Hvis ikke, garanterer jeg en stor oplevelse i hendes fortælling om sit liv og levned. Bare hun dog ville skrive videre!

Dolly Parton: My Life and Other Unfinished Business, 338 sider, HarperCollins 1995

Erik Normans erindringer gør ingen fortræd. Det er en munter og usædvanligt livsglad og fortælling fra en rigtig glad dreng. Det er bare ærgerligt, at det er så kedeligt.

Der bliver ikke rigtig gået til biddet og Norman Svendsen holder sig fri fra at kommentere andet end overfladisk på konfliktmateriale, som kunne gøre en bog i denne genre læseværdig.

Jeg er en forlystelsessyg læser. Jeg skal underholdes og udfordres fra side 1. Derfor blev denne bog en slem skuffelse.

Jeg har ellers stor veneration for den joviale Norman. Som tidligere biskop i København og nuværende kongelig konfessionarius har Norman Svendsen også en flot teologisk karriere. Og det er her, det ville have været flot om Norman Svendsen for alvor havde foldet sig ud. Det bliver for tandløst og for pænt.

Bogen er på mange måder som at stikke tungen ud af vinduet. Norman Svendsen har begået 260 sider, som er blottet for holdninger og egne meninger om sagerne. Der er ikke langt fra Nørrebro til Nørregade i afstand, men når man ikke kan diske op med mere spænding end Norman Svendsen kan, så bliver turen altså ualmindeligt lang.

Erik Normann Svendsen: Fra Nørrebro til Nørregade, 260 sider, Kristeligt Dagblads Forlag, 2010.

Det er et fascinerende indblik ind i opstartsfasen af vor tiders vel nok største band, Beatles. Og ikke mindst lærer vi John Lennon, et følelsesmæssigt forkvaklet, musikalsk geni at kende som det menneske, han var.

Men det er også en smertelig historie om en kvinde og hendes søn, der rækker ud til mand og far, men gang på gang bliver afvist.

Så øm og følsom, John Lennon kunne lyde i de udødelige Beatles-klassikere, så hård, kold og passiv-aggressiv kunne han også være. Cynthia Lennon har skrevet en godt fortalt bog, der formidler enorm glæde, entusiasme, ungdommelighed, frisind, smerte, åndelighed, sex, drugs & rock n’ roll!

Cynthia og John mødes på en lokal kunstskole i Liverpool. Hun tror ikke, at han er interesseret, men det er han og vi får en superfin historie om spirende kærlighed og den samhørighed, parret fik opbygget.

John har en omtumlet barndom bag sig. Han vokser op hos en kold og beregnende tante. Af en eller anden årsag, anses hun som værende mere ansvarlig og klar til den opgave end hans egen mor. Faderen er ikke inde i billedet. Det præger ham resten af livet; han er konfliktsky og kræver absolut loyalitet af sin kone.

Deres forhold er – set med moderne øjne – gammeldags. På trods af Cynthias egen kunstneriske åre, er hun i årene med John en baglandskvinde. I mange år er hun gemt væk fra offentligheden, der ikke må vide, at Beatlerne har kærester og koner. Og det accepterer hun fuldstændig. Hun lever længe nøjsomt og spartansk langt væk fra den glamour og luksus, John omgiver sig med på de mange turnéer.

Fortællingerne fra Johns barndom, fra miljøet i Liverpool og Beatles’ opstart er guf for fans. Det er ren opstigning fra klamme kælderklubber til Hotel Ritz. Personligt, er det beretningen om, hvad det betyder for menneskene at få den enorme succes og hvordan de tackler den, der fascinerer mest. Livet i det store palads, Cynthia og John ender med at installere sig i, er ganske normalt, lige bortset fra, at far og alle vennerne er lsd-trippende rockstjerner. Heri ligger også bogens store smerte: Julian Lennons evige forsøg på at komme ind under huden på sin far. John dør ligesom deres forhold endelig ser ud til, at være kommet på rette spor. Tilbage står en 17-årig dreng med et uforløst forhold til sit faderlige ophav.

Enter Yoko Ono. Den lille, mutte japaner spiller en helt afgørende rolle for, det manglende forhold mellem far og søn. Yoko tvinger sig vej ind i Cynthia og Johns forhold og brækker det fra hinanden. Sidenhen har hun en afgørende indflydelse på John Lennons dispositioner. Man spørger gentagne gange sig selv, hvad John Lennon fik ud af, at blive styret så hårdt af en kvinde. Cynthia funderer over, at svaret måske ligger i hans barske opvækst. Og det gør det måske også. Vi vil aldrig få det at vide.

Et irritationsmoment ved bogen er de sproglige fejl og relativt mange slåfejl. De forstyrrer læsningen! Fejlene rykker heldigvis ikke ved kvaliteten af historien. Den er godt fortalt og historien er grundlæggende rigtig spændende.

Cynthias selvfremstilling er måske en kende selvretfærdig. Hun er den altopfrende, evigt-elskende, tilgivende og selvudslettende baglandskvinde, der mangler at reflektere færdig over sin egen andel i forholdets slutning. Men hun er stadig – en håndfuld ægteskaber senere – dybt, dybt fascineret af John. Han var hendes første store kærlighed, og den slags ruster som bekendt aldrig. Tak for det – det kom der en rigtig god bog ud af.

Cynthia Lennon, John, Ec Edition, 2010.

Man skulle ikke tro, at Ingemann stadig slås med barndommens søvnproblemer. At han sammen med sin far og bedste ven i pensionistalderen snød sig ind til festlighederne ifm. D-Dags 50 års jubilæum, fordi faderen med lidt snilde og en fransk oversætter havde fået fabrikeret et fint udseende dokument, der fik dem forbi sikkerheden og ned på stranden i Normandiet sammen med alverdens store ledere. Eller at faderen afsporede et tog med sin Volvo. At Ingemann blev gift med sit livs kærlighed kun seks uger efter, at faderen skød sig selv og hunden.

Bogen er først og fremmest en beretning fra en søn med en kæmpe kærlighed til sin far, som konstant bliver svigtet.

Og de har da et helt udsædvanligt forhold. Det er næsegrus beundring og higen efter farmand. Som ung studerende tager Peter Ingemann således til sine kammeraters store forbløffelse ikke til Sunny Beach, men til Mallorca med sin far og alle hans kammersjukker. Ikke for at slikke sol, men for at drikke bajere.

Ingemanns land er fyldt af vanvittige historier om en far, der svingede mellem gal og genial. Mellem omsorgsfuld og ondskabsfuld. Der fløj højt og faldt dybt. Peters far skabte fantastiske virksomheder, hoteller, DKs største feriecenter, en unik spillemaskine og et trist cafeteria i Vestjylland. Millionerne rullede ind, men desværre også ud.

Og sådan var Peter Ingemanns barndom og ungdom præget af den far, han holdt så meget af, men som ikke kunne holde sig fra flasken. Derfor er bogen et langt skrift over temaet svigt. Kærligheden og smerten flyder ud af de rigtigt velskrevne sider. Vi hopper rundt i faderens glorværdige og forfærdelige tilværelse sammen med Peter Ingemann og man føler i den grad hans smerte.

Opgøret, da Peter Ingemann selv er blevet far, og må smide sin døddrukne, depressionsramte far ud fra festen, gør virkelig ondt. Samtidig kan man ikke lade være med at sige: “Godt for dig, Peter. Du sagde stop.” Noget, han måske burde have gjort meget tidligere.

Barnets fine, rene og ubetingede kærlighed til sin far, der gang på gang misbruger den og skuffer sit barn er skildret usentimentalt, men alligevel med stor følelse. Det er Ingemanns ligefremme sprogs fortjeneste. Historien er fortalt uden omsvøb og i sine afsluttende reflektioner sætter han det hele i perspektiv. Ingemann tvivler nogle gange selv på, at han har oplevet alt det. At det er hans liv og hans person. Men det er det.

Fra nu af er det en ganske anderledes oplevelse, at se ham dele designergaver ud til Hold Øst tirsdag aften. Der står ikke en kun en jovial fætter. Der står en ualmindelig sej jyde, som kom igennem på trods. Godt gået!

Peter Ingemann: “Ingemanns land – Et familiedrama”, Gads Forlag, 220 sider, oktober 2010

Den danske cykelkultur er da også speciel. Det ved forfatteren med al tydelighed. Derfor er bogen skrevet på både engelsk og dansk. Der skal nok være mange amerikanske turister, der skal rive denne bog ned af hylden i boghandleren, så de kan vise den frem til deres måbende venner tilbage i US of A.

Som tidligere medarbejder i cyklisternes organisation, Dansk Cyklist Forbund mener jeg at have et vist indblik i cyklens kulturhistorie. Men ak, 10 år er gået og cyklerne er suset forbi mig. Hurra for Vanman,der tager os med ind i en mangefacetteret cykelverden. Lige fra de autonomes ‘Bike Wars’ til Christanias ladcykler og Aurumanias guldbesatte luksus til over 600.000 kroner.

Det er turen ind i den cykelverden, der ikke kan ses med det blotte øje, når man ruller byen tynd på sin bedstemorcykel, der er bogens absolutte feature. Der strømmer regulær cykelpassion ud af siderne og man bliver varm indeni af eksempelvis besøget hos de to unge gutter, der under navnet Hipstar bygger cykler på loftet af en etageejendom på Østerbro, for at kunne give dem til venner og familie. Eller det særlige fælleskab, der er blandt de københavnske cykelbude. Man får helt lyst til at blive cykelbud, få et tosset navn af kaldecentralen og køre rundt i gaderne på en Fixie (etgearet banecykel).

Der er masser af helt almindelige (og ualmindelige!) danskere med i bogen. Deres cykelfortællinger og de flotte billeder er med til at vise ikke kun cykelkulturen, men også København frem. “Cyklernes by” er en smuk og velfortalt turistbrochure om danskernes elskede cykler. Bogens hjemmeside er da også tydeligvis vendt mod den øvrige verden.

Cecilia Vanman er noget så sjældent som journalist og havbiolog – man kan vel nærmest ikke komme længere væk fra asfalten – men fik idéen serveret og det er der kommet en rigtig flot bog ud af. Vi kommer godt rundt om cyklens historie og får et blik for, hvad og hvor meget cyklen betyder for os danskere. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at der var skruet lidt ned for afsnittene om byplanlægning og mere op for alle dem, der fortæller om sin cykel og viser den frem.

Man bliver ualmindeligt glad for sin cykel af at læse bogen, der – trods den noget påfaldende mangel på billeder af cyklister med hjelme – mest af alt gør netop det; formidler glæde og kærlighed til cyklen.

Cecilia Vanman, Cyklernes by – Copenhagen City of Bicycles. 196 sider. Nyt Nordisk Forlag. Oktober 2010