En fortælling om rejsen fra madglad med køkkenlede til madglad med køkkenglæde er egentlig en fin tanke. Noget lignende er også før gjort med godt resultat. Men det muntre køkken fremstår mest som en slags køkkendagbog eller køkkenmemoirs fra en forfatter, som egentlig ikke har ret meget på hjerte at fortælle til verden udenfor familiens rammer, for både opskrifterne og historierne fremstår en kende interne. Som om man skulle have været der for helt at forstå betydningen af dem. Der er nogle gode opskrifter imellem, men der er for mange der enten er lavet bedre andetsteds eller som er lidt kedelige.

Claudia Siesbye Halsted, Claudes muntre køkken, Forlaget Republik, Februar 2013, 124 sider

Vi starter i 2006, hvor Peter Lund Madsen overvejer at skrive en bog om hjernen, hvilket jo er nærliggende, når nu han er hjerneforsker. Men han har lidt startvanskeligheder, han kan ikke rigtigt komme igang. Ind på scenen træder dr. Zukaroff, og spørger, om ikke han skal hjælpe ham på vej. Helt ud af det blå. Det er en kende mystisk. Og her ligger så at sige omdrejningspunktet i bogen. Dr. Zukaroff hjælper Peter Lund Madsen ud af starthullerne, og igennem resten af processen med bogen. Men hvorfor? Hvem er dr. Zukaroff og hvorfor tilbyder han sin hjælp helt uden at forlange noget igen, og hvorfor er han så nærig med informationerne om sig selv?

Man kan sige, at bogen er delt op i to, selvom de to dele væves sammen. Den ene del er det faktuelle stof om hjernen, som for øvrigt er særdeles godt og forståeligt skrevet, med mange og gode illustrationer. Nærmere fortalt giver denne del en introduktion til hjernens dele, hvad de hver især gør og hvordan de gør det, hvordan menneskets hjerne adskiller os fra dyrene på, hvilke måder, etc. Og ligeså spændende ridser den op hvilke forhindringer, vores hjerne lægger i vejen for os i vores topmoderne dagligdag, hvor nogle af de instinkter, som var livsnødvenige dengang vi var noget mere udsatte for naturens luner end vi er idag, ikke længere er nyttige.

Den faktuelle del kunne dog alligevel nemt gå hen at blive en kende tør for menigmand, hvis ikke den blev hjulpet på vej af bogens anden del, som omhandler Peter Lund Madsens møder med den mystiske dr. Zukaroff. Historien om dr. Zukaroff, er ikke spændingspræget på actionmåden. Den er nærmere spændingspræget på den mystiske måde, hvor man sammen med forfatteren gentagne gange overvejer, hvad dr. Zukaroff egentlig har af bagtanker med at lege fødselshjælper for en bog om menneskehjernen, og om det nu også er en god ide at blive ved med at have noget med denne sære eksistens at gøre. Den jordnære beskrivelse af Peter Lund Madsens møder med dr. Zukaroff, og af hvilke tanker Peter Lund Madsen gør sig omkring samarbejdet med dr. Zukaroff, gør at bogen virker levende og interessant, trods det at der egentlig ikke sker ret meget.

Dr. Zukaroffs testamente gør et spændende men svært emne tilgængeligt for de af os, som ikke er hjerneforskere, og som heller ikke er vant til at færdes i den naturvidenskabelige, faglitterære ende af bøgernes verden. Og som Peter lund Madsen selv siger på bagsiden af bogen: ‘Har man læst og forstået denne bog, så ved man, hvad hjernen gør for os mennesker, og så bliver man i grunden så glad.’

Peter Lund Madsen, Dr. Zukaroffs testamente, Gyldendal, Oktober 2012, 548 sider

Opskrifterne i Curry Nation er ikke som sådan Madhur Jaffreys egne, hvilket er en afvigelse fra hendes mange andre kogebøger. Som titlen antyder er der her tale om curries fra nationen til nationen, så Curry Nation er en samling opskrifter fra både restauranter og private hjem i det britiske kongerige. Det bedste af det bedste, så at sige, som forfatteren er stødt på. Og det gør også, at her ikke tages hensyn til hvilken egn af Indien opskrifternes ophavsmænd kommer fra, her er det den engelske version af maden som den laves over hele Indien og Pakistan.

Mange indiske kogebøger indeholder variationer over nogenlunde de samme opskrifter – vindaloo curry, butterchicken, etc. (som forresten allerede er britiske adaptioner af indisk mad). De opskrifter findes også i nogen grad i Curry Nation, men netop denne bog indeholder også nogle opskrifter, som jeg ikke har set før. En lammecurry med rødbede som grundlag for saucen fremfor fx tomater eller kokosmælk skal nævnes som en af de mere usædvanlige, og den er bestemt værd at prøve, det er en lækker ret med en fantastisk mørkerød farve (men hold lidt igen med kanelen).

Generelt får man en fornemmelse af, at mange af opskrifterne er tilpasset det engelske køkken. Ikke forstået sådan at det skal passe til de engelske smagsløg, som langt de fleste curryretter allerede gør, men nærmere at de engelske indere har tilpasset deres egen, private madlavning efter de muligheder, der er i England. Det er en lille forskel, men curryelskeren vil sætte pris på den i denne bog.

Madhur Jaffrey, Curry Nation, Ebury Press, 2012

Donovan starter for baggrundens skyld helt tilbage dengang i computerspillenes spæde barndom efter 2. verdenskrig, hvor spillene blev skabt til at illustrere de enormt pladskrævende og vanvittigt dyre computeres matematiske formåen. Underholdningen var således ment som en slags undervisning, selvom det nok primært var underholdningselementet den brede befolkning huskede. Den kommercielle udnyttelse af underholdningsværdien blev først sparket i gang da nogle studerende gav sig til at lege med mastodontmaskinerne på deres universitet. Bare for sjov. Og resten er jo så historie. Siden da er spilindustrien vokset til en gigant, i samspil med hardwareindustrien. For computerspillenes historie er i høj grad også en historie om den samhørende udvikling af de konsoller og computere, der spilles på.

Donovans bog udmærker sig ved at omfatte spil fra hele verden, fra alverdens producenter og på alle mulige medier. Dermed får læseren et overblik over hele industrien, og ikke kun over fx den amerikanske eller japanske del af den. Her er også mange andre aspekter at hente med hjem. Accepten af computerspil har ikke altid været lige stor – der er stadig frygt for den dårlige indflydelse computerspil kan have med al den vold og andre ubehageligheder, som spilleren udsættes for. Replay fortæller om, hvordan opfattelsen af computerspillene og deres gode eller dårlige indflydelse har ændret sig, og om hvad bevæggrundene for denne opfattelse har været.

Donovan slutter bogen af med en imponerende lang ’Gameography’ som lister alle de mest prominente spil og giver en lille forklaring af dem og deres kontekst. Han fortsætter med en ordforklaring til al den hardware han har talt om i bogen, og runder så af med en referenceliste, bare til dem der gerne vil læse videre. Alt sammen særdeles brugbart. Jeg savner dog en liste over de personer, der er nævnes i bogen, for der er mange af dem og de kan derfor godt være svære at huske. En sådan liste ville gøre en lang og kompleks bog lettere at læse.

I dag spiller langt de fleste både voksne og børn computer i en eller anden forstand, om det så en omgang Angry birds på telefonen eller Ipad´en eller en noget mere omfattende omgang World of Warcraft. Skoler bruger i stigende omfang computerspil som undervisningsmedie, og virksomheder begynder at bruge elementer fra spilverdenen i deres markedsføring. Det gør computerspillene til en vigtig, ja, spiller i vores hverdag, og det ser ikke ud til at ændre sig lige foreløbig, tværtimod. Den kontekst gør Replay interessant i sig selv. Bogen er en fornøjelse at læse, også selvom den ikke kan læses på en enkelt aften, for der er rigtigt meget information at absorbere. Men ingen computerspilsentusiast bør snyde sig selv for computerspillenes historie.

Tristan Donovan, Replay – The history of video games, Yellow Ant, 2010

Her er alt med chokolade; helt mørk, helt hvid og alt der imellem, her er store, oppulente kager og små fikse desserter, her er noget der kræver finesse og god tid, og her er noget der er nemt og kan laves i forvejen. Her er noget til at imponere gæsterne med, og her er noget, som kan bruges som en sød ting til kaffen. Kort sagt, hvis du bare tilnærmelsesvis har hang til chokolade, så er der helt sikkert noget for dig her. Er du erklæret chocoholic skal du bare starte fra en ende af.

Claus Meyer har fundet en rigtigt godt opskrift på at lave kogebøger om specifikke emner, såsom bagning, og som her chokolade. Han bygger dem op sådan, at der først er et afsnit med teknikker og begreber, tips og tricks, så kommer grundopskrifterne, som kan bruges til mangt og meget, og som også går igen i flere af opskrifterne. Og derefter kommer alle de lækre opskrifter med billeder, der får mundvandet til at drive. Denne opsætning fungerer rigtigt godt, for det ruster brugeren af bogen til både at bruge opskrifterne i bogen, og også til selv at kombinere nogle af tingene på kryds og tværs, for grundlaget er allerede lagt først i bogen. Betyder det så at alle opskrifterne er nemme? Nej, det gør det ikke (nogle er, men ikke alle), men hvis du gør dit hjemmearbejde og læser om teknikkerne bag, så er du hjulpet rigtigt godt på vej.

Herfra Bogblogger en varm anbefaling til Chokolade!

Claus Meyer, Chokolade, Lindhardt og Ringhof, November 2012

Bogen starter med et godt og informativt kapitel om the; hvad er theens historie, hvilke thesorter er der og hvordan brygges de. Kapitlet er langt nok til at være informativt, men ikke så langt at læseren giver op på halvvejen. Herefter kommer et kapitel for hver af årstiderne, med opskrifter fra thesalonen og anbefalinger til the til netop den sæson. En del af opskrifterne bruger også the som ingrediens, men det er dog ikke hovedreglen. Fokus her er på hvad og hvordan der serveres til den klassiske high tea. Og lækkert ser det ud.

Billederne er indbydende og stemningsfyldte og de obligatoriske engelske high tea opskrifter er med, såsom scones, clotted cream, agurkesandwiches, osv. Opsætningen i tesalonen er højtidelig og stilig, ganske som man ville forvente at få theen serveret i de bedre engelske etablissementer. Altsammen giver det lyst til at holde theselskab derhjemme, og der giver denne bog en hjælpende hånd med på vejen.

Der er dog en enkelt anke, og det er at der er taget nogle hjemmeopskrifter med fra Perch familiens egne stuer. De er mindre formelle og mere hjemlige – mere rustikke.Og mens rustikt kan være godt, så står det i en knap så klædelig kontast til den fornemmelse af præcision, finesse og omhu, man ellers får fra bogen, hvor der er hvide duge, sølvtøj, skrøbeligt hvidt porcelæn og nøje afmålt the. Dog dermed ikke sagt, at opskrifterne ikke er fine, de ville bare gøre sig bedre i en anden sammenhæng.

Det lille men til trods er bogen en fornøjelse at have i hænderne. Der er god inspiration at hente for mange af os, både for dem der har en hemmelig anglofil hang til ritualet omkring thebrygning og -servering, og til dem der skal imponere svigermor en søndag, eller måske bare får mormor på besøg en eftermiddag og vil gøre det til noget specielt.

Stine Hincheldey Alwén: Afternoon tea. De bedste opskrifter fra Perch’s Tea Room, Lindhardt og Ringhof, november 2012

Her er masser af tænder og store, tomme øjne at blive både betaget af og bange for, men sært nok virker mange af monstrene som om de bare iagttager, som om de venter på at noget skal ske. Måske venter de på at blive opdaget af de børn, der er med på nogle af tegningerne og dermed at blive gjort virkelige for opdageren?

Tegningerne er med andre ord ikke fulde af action, men de indeholder alligevel allesammen et element, som sætter fantasien igang, hvadenten det nu virker som om monstret eller barnet i tegningen har overhånden. For tegneren lader ikke kun monstrene virke som en trussel for børn, på hans post-its kan børn også være en trussel for monstrene. Og på andre tegninger er der bare en fornemmelse af sameksistens mellem monstre og børn, uden noget truende element. Denne forskel i intentioner gør, at tegningerne som helhed ikke mister tiltrækningskraften efterhånden som man kigger bogen igennem, for ingen af tegningerne giver det samme indtryk.

Alle tegningerne er som titlen siger nedfældet på post-its og der er kun brugt sort til at tegne dem med. Det hjælper med til at holde monstrene i den dystre ende, for masser af farve havde gjort dem mere komiske og mindre dystre, og det havde fjernet et interessant moment. Brugen af post-its som format giver tegningerne karakter af at være en eftertanke fra tegnerens side, som om han har taget det nærmeste stykke papir og lavet kruseduller på det i forbifarten. Men det i sig selv virker også som en reminder om, at det uhyggelige kan lure selv i det dagligdags og ubetydelige, i de ting vi ikke tænker ret meget over.

Bogen om post-it monstrene er lidt som en pixi-bog, den er hurtigt læst (eller gennemset). Men der er så meget karakter i monstrene, at jeg vender tilbage til bogen og kigger på tegningerne, for hver gang ser jeg noget nyt, og det i sig selv er fascinerende. Her er link til bogbloggers anmeldelse af den første post-it monstre bog.

John Kenn Mortensen, Flere post-it monstre, Forlaget Aben Maler, Oktober 2012

Uheldigvis ligger Paris ikke lige om hjørnet, så drømmen om Frankrig og fransk mad må udleves herhjemme. Og her viser Rachel Khoo vejen. Hun er egenlig ikke den mest oplagte til at gøre det, for hun er ikke franskmand – hun er englænder. Men hendes drøm om Frankrig fik hende til at bosætte sig i Paris, gå på fransk konditorikursus og så ellers bruge sin passion for fransk mad som levevej. Så hun er lige det der skal til for at støve det franske køkken lidt af og gøre det både tilgængeligt og lækkert for de af os, som ikke er så heldige at bo i Paris, og som derfor er nødt til opfylde vores frankofile maddrømme i eget køkken.

Bogen er delt op i kapitler med måltidstyper, her er aftensmad, her er frokost, picnic, desserter, appetitvækkere, etc. Altsammen ligetil og lækkert. Man får en fornemmelse af det klassiske franske med et moderne twist.

Rachel Khoo både oversætter de fine franske titler på retterne og gør det nemt at lave dem. Mit lille køkken i Paris er en stemningsfyldt, uprætentiøs og lækker bog om nem, fransk mad, som bestemt kan anbefales.

Rachel Khoo, Mit lille køkken i Paris, Lindhardt og Ringhof, september 2012, 288 sider

Vi er ved første øjekast i det klassiske krimiunivers – en ung kvinde er forsvundet, og faderen hyrer en privatdetektiv til at efterforske det. Privatdetektiven Ray Lovell selv er også en klassiker – lidt for glad for flasken, konen er gået fra ham, forretningen kører ikke strålende. Men alligevel er her nuancer, som får romanen til at stikke op over den gængse detektivroman. Detektivens partner er upper class, den forsvundne kvinde og hendes familie er sigøjnere, og den forsvundne kvinde selv har været væk i over 7 år uden at nogen har meldt hende savnet.

Stef Penneys helt store styrke er at få læseren til at engagere sig lige så meget i karakternes historie som i selve plottet. Og som i debutromanen Ulvespor (læs anmeldelse af Ulvespor her)formår forfatteren at få gjort rejsen til slutningen mindst ligeså spændende og vedkommende som selve målet. Et af midlerne hun bruger til det, er at historien ikke kun fortælles gennem privatdetektiven Ray Lovell, men også fra den anden side af efterforskningen gennem sigøjnerdrengen JJ. Begge figurer fortæller som jegpersoner. Den tosidige fortællemåde giver mulighed for en virkeligt godt nuanceret historie, og det udnytter Steff Penney. De usynlige er en rigtigt god historie, som jeg slugte meget hurtigt.

Det skal dog bemærkes, at bogens korrekturlæsning på et punkt kunne have været bedre. En del sætninger mangler en afslutning, både i form af manglende ord og manglende punktummer, som om der skulle have været afsluttet med en tænkepause, som er røget i korrekturen. Det er meningsforstyrrende i læsningen af bogen. Det er slet ikke på hver eneste side, men det er ofte nok til at det er irriterende.

Stef Penney, De usynlige, Forlaget Punktum, August 2012, 440 sider

Her fokuseres ikke kun på restauranter med beliggenhed i København, som der ellers er en tendens til, når der tales om gode restauranter til daglig, en tendens skabt af et højt fokus på Michelin stjerner. Noma er selvfølgelig med, men også steder som Frederikshøj og Henne Kirkeby Kro, som ikke ligger på Michelins alfarvej, er med i bogen.

Bogen er en lækker appetitvækker, som både indbyder til at besøge de beskrevne restauranter og til at forsøge sig med at genskabe lidt af madmagien selv. Skulle man ikke have råd til det første og heller ikke have mod på det andet, så kan man altid bladre lidt i bogen for at komme lidt nærmere på noget af det ypperste Danmark kan præstere på madfronten.

Bent Christensen og Claes Bech-Poulsen, Ny nordisk gastronomi, Politikens Forlag, August 2012